Vor Frelsers Kirke ligger i Sankt Annæ Gade på Christianshavn i Københavns Kommune. Kirken er mest kendt for sit spiralsnoede spir, men den rummer også en imponerende, udskåret orgelfacade fra 1698 og Nicodemus Tessins mesterstykke af en altertavle.
Kirken ligger med sin symmetriakse orienteret fra sydvest – tårnet – mod nordøst – alteret – men for nemheds skyld benævnes denne akse som vest-øst i denne artikel. Tårnindgangen kaldes derfor vestportalen, selvom det ikke stemmer helt med kompasset.
Historie Da Christian 4. omkring 1617 bestemte sig for bygge Christianshavn, var den tænkt som en selvstændig købstad på Amager, og skulle derfor have både en kirke og et rådhus. Rådhuset blev aldrig til noget, men kirken var med allerede på Johan Semps første udkast til en byplan for området, fra september 1617. Her var kirken placeret tæt ved det centrale torv, men allerede december samme år blev planen ændret, og kirken flyttet til en position vest for den nuværende kirkes. Omkring 1620 bliver der lagt et fundament på dette sted, men videre kommer det ikke.
Den midlertidige kirke Tredje forsøg kom i 1639 i form af en midlertidig kirke, bygget lige syd for den nuværende. Idéen var at opføre en bygning, der kunne anvendes som kirke, indtil den rigtige var færdig, og siden kunne fungere som skole, præste- og kapellanbolig. At der ikke skulle ofres for meget på byggeriet, fremgår bl.a. af at kongen gav Niels Trolle, som han havde indsat som bygmester, besked på at finde brugbart inventar i slottets beholdning.
Bygningen Byggeriet startede med opfyldning af den lave, sumpede grund. Der blev lagt et fundament i 2 stens tykkelse, men murene var kun 1½ sten tykke, så der blev muret fem støttepiller på hver langside. Bygningen var 60 alen lang men kun 13 alen bred (ca 37,5 x 8 m). Langmurene var 9 alen høje (ca 5,5 m) og gavlene 14 alen (ca 8,7 m). Murerarbejdet gik stærkt – det var afsluttet inden udgangen af 1639 – men åbenbart også for stærkt, for allerede i begyndelsen af 1640 begyndte murene at give sig, så man måtte mure ekstra støttepiller på indersiden.
Der var to rækker af vinduer rundt på bygningen, af hensyn til pulpiturene. I tømrerkontrakten nævnes et "tårn", som formodentlig var en tagrytter. Der nævnes også et "skur" foran indgangen, altså et våbenhus. Det var placeret ved nordsiden, tæt på vestgavlen. Indvendig var det ét stort rum med bjælkeloft og murstensbelagt gulv. Et korgitter adskilte koret fra skibet, og i skibet var der pulpiturer, formodentlig på alle tre sider.
Kirken blev indviet i maj 1640, selvom der åbenbart manglede meget arbejde. Først i oktober 1641 var der synsforretning over tømrerarbejdet. Hastværket med at få bygningen opført havde sine følger. Da man endelig i 1696 kunne flytte ind i den nuværende kirke, var den midlertidige så forfalden, at man ikke kunne anvende den til de formål, man oprindeligt havde planlagt. Den blev brugt som billedhuggerværksted i nogle år, indtil den i 1708 blev solgt til nedrivning. I 1709 blev fundamentet optaget, og dermed var sporene af Christianhavns første kirke slettet.
Inventar Den midlertidige kirkes udgifter til inventar blev også holdt på det jævne. Alteret bestod af egeplanker på et muret fundament. Altertavlen og prædikestolen blev købt fra Sankt Petri Kirke i København. Christian 4. skænkede altersølvet, og messehagler blev overført fra Slotskirkens beholdning. Døbefonten beskrives som et lille ottekantet fyrretræsbord. Kirkens orgel blev leveret af Johan Lorentz, og omtales kun som et positiv, hvilket antagelig indebærer et instrument med kun ét manual og ingen pedal.
Det meste inventar er siden gået til, men ikke alt. Blandt andet et sæt alterstager fra 1670, berettelsessæt, et maleri og klokkerne blev overført til den nye kirke. Prædikestolen og et sæt alterstager fra 1640 blev overtaget af Kærby Kirke, og Abel Cathrines Stiftelse overtog noget af altersølvet, som senere er gået videre til plejehjemmet Gammel Kloster og Københavns Bymuseum.
Frederik 3.'s projekt Næste plan for den rigtige kirke blev set første gang i 1668. Nu var det Frederik 3., der stod bag, og planen brød med forgængerne ved at placere kirken ved Strømmen (det nuværende havneløb) tæt ved den første Knippelsbro. Der blev kørt en masse sten til den nye plads, men mere skete der ikke. I 1672 fik Christian 5. området afgrænset med en kampestensmur, og bygningens grundplan afmærket med fundamentsten, men så gik arbejdet igen i stå, og til sidst blev projektet opgivet til fordel for Lambert van Havens plan.
Lambert van Havens kirke Femte forslag til en kirke på Christianshavn kom fra Lambert van Haven og var det største og flotteste af dem alle − i virkeligheden alt for stort til den lille nye by. Præcis hvornår forslaget fremkommer vides ikke, men regnskaberne starter i 1681, hvor de forberedende arbejder var gået i gang. Man valgte en grund til bygningen, lige vest for den midlertidige kirke, som denne havde brugt som begravelsesplads.
Byggeprocessen Det første år eller mere gik med at forberede den lavtliggende, sumpede grund til byggeriet. Der blev kørt jord til, der blev gravet dræningsgrøfter, og man hentede fundamentstenene fra de tidligere forsøg på at få bygget en kirke. I denne periode var der ikke meget at gøre på byggepladsen for arkitekten, og det daglige arbejde blev ledet af præsidenten for Københavns magistrat Peder Hansen Resen. Resen fandt en mand med sans for det praktiske, Johannes Christensen Meller, og satte ham til at organisere byggeriet, fra 1682 med titel af kirkeværge. Meller skulle senere stige i graderne og ende med selv at beklæde posten som stadens præsident. Meller har efterladt sig et større antal regnskabsbøger fra byggeriet, ført med en usædvanlig detaljeret nøjagtighed, der sætter os i stand til i dag at følge, hvordan byggeriet skred frem. Hvad regnskaberne dog ikke afslører er, hvorfor byggeriet tog så lang tid, som det gjorde.
right|thumb|Grundplan.1681 gik med at fylde jord på grunden, og fra forår og sommer 1682 meddeles kun at grunden drænes. Først i efteråret blev bygningens placering udstukket, og der blev rammet pæle ned, hvor den skulle stå. Der blev gravet fundamentsgrøfter, og den 19. oktober oprandt den store dag, hvor Christian 5. kunne nedlægge grundstenen til kirken. Der blev i den anledning slået en medalje, hvorpå man kan se kirken med det spir i barokstil, som det var planen, den skulle have. Samme dag godkendte kongen officielt van Havens tegninger til kirken.
Efter vinterpausen gik murerarbejdet i gang i foråret 1683, i første omgang med grundvolden. Man kan af murermestrenes afregning slutte, at ved udgangen af 1684 må murene have været omkring 3 alen høje. Arbejdet fortsatte gennem 1685 og 1686, og ved arbejdets start i 1687 var man 15 alen oppe ad de mure, der skulle ende med at være 30 alen høje (knap 19 meter). I marts 1687 skrev kongen til magistraten, at han gerne så kirken under tag samme eller næste år. Givet det hidtidige byggetempo måtte det siges at være et optimistisk ønske, og kongen måtte da også vente 5 år på, at der kom tag på bygningen.
1687 var også året, hvor Nicodemus Tessin besøgte byggepladsen. Vi ved, at Tessin var kritisk mod van Haven, men vi ved ikke i detaljer, hvad kritikken gik ud på. Antagelig syntes Tessin, der havde studeret i Rom, at van Havens nederlandsk inspirerede barokstil var gammmeldags, sammenlignet med den romerske, han kendte fra sine rejser. Der er ting, der tyder på, at van Haven tog i hvert fald noget af kritikken til efterretning. Der er ujævnheder i murværket, der indikerer at det oprindeligt har været planen at lave hvælvingerne i sideskibene lavere end i midterskibet, og at dette undervejs blev ændret til samme højde. Tessins synspunkter syntes at have gjort indtryk på kongen, da det var ham og ikke van Haven, der senere blev bedt om at tegne altertavlen.
left|thumb|Det planlagte spir fra Den danske Vitruvius.I løbet af 1687 og 1688 blev murene færdige, og derefter var det mest de tre stenhuggere, som figurerede i regnskaberne. De lavede baser og kapitæler til pilastrene og gik derpå i gang med hovedgesimsen. Arbejdet tog sin tid, og først i 1690 afregnedes der for det sidste arbejde, udført i maj måned. Samtidig muredes de fire store piller inde i kirken. De var nederst af tegl, da denne del skulle panelbeklædes, og øverst af sandstensblokke omkring en teglkerne. I 1691 var man åbenbart blevet usikker på underlagets stabilitet, for her berettedes om, at der blev gravet dybe grave omkring pillerne, og at gravene blev fyldt med kampesten. Ved udgangen af 1691 var muringen af buerne mellem pillerne og væggene påbegyndt.
Fra forår til efterår 1692 rejstes tagets tømmerkonstruktion af pommersk fyr. Murerne gik i gang med at mure tårnet, og stenhuggerne leverede sandstensdetaljerne til det. Det følgende år muredes de mindre hvælv i kirkerummet, mens de store måtte vente, da murerne først skulle tække taget med glaserede hollandske tagsten. Noget af taget blev tækket med kobber, som det kan ses på billedet. Ved udgangen af 1693 var kirken endeligt under tag, og også tårnet havde fået et spir, omend den lille teglbeklædte, pyramideformede hætte ikke mindede meget om van Havens planlagte store barokspir.
I 1694 blev hvælvingerne muret færdigt, og stenhuggeren Christian Nerger kunne begynde på stukkaturerne. Andre stenhuggere arbejdede i denne periode på vestportalen under tårnet, som blev opstillet i november. Maleren Hans Jørgen Drost, som malede og forgyldte portalen, dekorerede også de 25 kvistluger på kirkens tag med billeder af apostlene, patriarkerne, evangelisterne og de 4 store profeter. Billederne er desværre for længst gået tabt. Under muringen af væggene havde man indsat vinduernes jernrammer, men ikke taget højde for, hvor meget murværket ville sætte sig, så der kom så meget tryk på rammerne, at jernsprosserne bukkede. En kleinsmed fik midt i 1694 til opgave at tage alle vinduesrammerne ud og rette dem ud igen.
Det var mest indretningen af kirkerummet, der blev arbejdet på i 1695. Der blev opsat stuk, der blev malet, lagt gulvfliser og opstillet stolestader. I starten af 1696 var der travlt med at få de sidste detaljer på plads, så kirken endelig kunne indvies den 19. april, med kongelig deltagelse og stort ceremoniel, 14 år efter at man begyndte at klargøre grunden.
Laurids de Thurahs spir Selv om kirken nu var officielt navngivet og kunne tages i brug, så var den ikke færdig. De centrale inventardele, som alter og prædikestol, var af klar midlertidig karakter, og frem for alt manglede der et ordentlig spir på tårnet. I 1732 fik kirken et alter, der matchede bygningen i storslåethed (se nedenfor), men i starten af 1740'erne, hvor Thurah i sine arkitekturbøger betegnede kirken som den prægtigste i København, manglede den stadig prædikestol og spir.
I 1744 skrev Københavns magistrat, via Kancelliet, til Christian 6. og foreslog diplomatisk, at kongen fuldførte sin forfaders projekt, ved at lade van Havens spir bygge. Der blev dog ikke sat noget i gang, før kongen døde i 1746. Magistraten forsøgte igen i 1747, og den nye konge, Frederik 5., skænkede 5.000 rdl til opførelsen af spiret efter den af Christian 5. godkendte model, som blev opbevaret i Rådstuen.
Spiralspiret thumb|Thurahs spiralspir.På dette tidspunkt blev Thurah inddraget i projektet. Han udtalte sig positivt om van Havens projekterede spir, men der er vist ingen tvivl om, at han ikke havde megen lyst til at bygge 50 år gammel arkitektur. Der gik i hvert fald ikke længe, før han påstod at kongen hellere ville have noget mere moderne, og fremsatte sit eget projekt, som kongen straks godkendte. Magistraten var ikke glad for denne ændring, da det nye projekts pris blev anslået til 25.857 rdl mod 15.500 rdl for det gamle, og han reelt ikke havde andet end de ovennævnte 5.000 rdl til rådighed. Man fornemmer også på ordvalget i hans klagebrev til Kancelliet, at han ikke brød sig meget om Thurahs nymodens idéer.