Ford Taunus er en mellemklassebil, der blev udviklet og fremstillet af Ford i Tyskland og senere Ford of Europe og solgt i Europa. Ford Taunus blev fremstillet i forskellige udgaver frem til 1982, hvor modellen blev afløst af Ford Sierra. Modellen blev også produceret i Argentina, og efter den argentinske produktion ophørte i midten af 1980'erne, blev den argentinske produktionslinje sendt til Fords fabrik i Tyrkiet, hvor den sidste Taunus blev fremstillet i 1994.
Modellen tog sit navn efter de tyske Taunusbjerge og blev introduceret på markedet i 1939, hvor Ford Taunus G93A afløste Ford Eifel. Produktionen ophørte under krigen, men blev genoptaget i 1948. I perioden fra 1952 udviklede tysk Ford Taunus M-modellerne, der i 1970 blev afløst af TC-modellerne, der var baseret på samme platform som tredje generation af Ford Cortina, efter at Ford i 1967 havde slået sine britiske og tyske aktiviteter samen i ét selskab. Senere blev Taunus og Cortina næsten identiske.
Lang de flest af Fords biler fremstillet i Tyskland blev solgt som Ford Taunus, der i store dele af sin modellevetid konkurrerede med ærkerivalen GM's europæiske mellemklassemodel Opel Rekord.60s Middle Class: Opel Rekord C And Ford Taunus P5 In A Duel, topgearautoguide.com
Taunus G93A (1939–1942) / G73A (1948–1952)
thumb|Den første Ford Taunus ruller af samlebåndet i 1948. Modellen var inden krigen blevet fremstillet som Ford G93Ablev tidligere solgt som Ford G93A, men da produktionen blev genoptaget, blev den solgt under det nye navn, Taunus. Den første Ford Taunus var Taunus G93A, der var en videreudvikling af den mindre Ford Eifel. Ford Taunus var den første bil, der blev udviklet i Köln af det tyske Ford-selskab, der indtil da havde fremstillet Ford-biler, der var udviklet i enten USA eller Storbritannien.
Bilen blev sat i produktion i april 1939 og modellen præsenteret for offentligheden i juni 1939 kort inden udbruddet af 2. verdenskrig.
Bilen havde samme 1172cc-motor med 44hk som Ford Eifel, men med et længere karrosseri og en strømlinet form. Bilen havde som noget nyt hydrauliske bremser. Modellen fik tilnavnet "Buckeltaunus" ("pukkelrygget Taunus") grundet den lidt sammenpressede facon af karrosseriet. Modellen kunne ved introduktionen købtes for 2870 Reichsmark, med mulighed for at betale 22 mark ekstra for splintfri forrude.40 Jahre auf dem Buckel, zeit.de
Som følge af krigsudbruddet blev produktionen opgivet i 1942 efter, at der var fremstillet 7.128 Taunus 93A'ere i forskellige varianter.
Efter afslutningen af krigen blev produktionen genoptaget, og modellen blev nu produceret under navnet Taunus G73A. Fords produktionsanlæg i Köln havde ikke fuld kapacitet til bygning af personbiler, og de første eksemplarer af bilen blev efter krigen fremstillet i 1948 på Volkswagens produktionsanlæg i Wolfsburg og i Osnabrück, men senere på året blev produktionen flyttet til Fords anlæg i Köln, hvor produktionen af G73A fortsatte til 1952.
Taunus M-serie (1952–1968) Fra 1952 til 1968 blev alle tyske Ford-biler kaldt Taunus. De fik modelnumrene 12M, 15M, 17M, 20M og 26M. På nogle markeder i Skandinavien blev solgt den gamle G73A solgt som 10M. "M" står for "Meisterstück" ('Mesterværk'), men dette varemærke var registreret af en anden virksomhed.
12M, 15M og 17M-modellerne blev oprindeligt fremstillet med motoren fra G73A, men blev hurtigt leveret med mere moderne motorer. Med introduktionen af den nye 12M-model (P4) i 1962 blev også introduceret en ny V4-motor, der blev grundmotoren i Taunus' M-serie. 20M og 26M-modellerne blev udstyret med en V6-motor, der stort set var identisk med V4'eren, blot med to ekstra cylindere. Tallene 12, 15, 17 o.s.v. henviser til volumenstørrelsen; 1200, 1500, 1700 cc, etc. Der var dog visse undtagelser fra den regel
Fra 1962 til 1970 havde de små modeller 12M (P4) og efterfølgeren 12M/15M (P6) forhjulstræk; alle øvrige Taunus-modeller var baghjulstrukne.
Følgende modeller indgik i programmet:
Lille mellemklasse: 12M, 15M Første generation 12M (G13) (1952–1959), 15M (1955–1959) (P1) thumb|Ford Taunus 12M 1952–1955 Taunus 12M var den første bil udviklet af Ford Tyskland efter krigen. Den havde pontonkarrosseri i samme stil som den britiske Ford Zephyr.
Taunus 12M havde ligesom de britiske Ford-modeller holdt fast i en sideventileret motor på trods af at de fleste konkurrenter var gået over til topventiler. Taunus 15M havde større og kraftigere motorer: 12M: 1172 cc, 38 hk (28 kW), 112 km/t 15M: 1498 cc, 55 hk (40 kW), 128 km/t
12M og 15M blev fremstillet som todørs sedan, stationcar og kassevogn.
Anden generation 12M (1959–1962) thumb|Ford Taunus 12M 1959–1962 Anden generation af 12M var ikke en ny bil, men en opgradering af modellen fra 1952. Alle udgaverne blev kaldt 12M, selv om begge motorer blev benyttet. Udgaven med den store motor blev kaldt Taunus 12M 1,5-liter.
Begge biler var havde samme undervogn som den første generation og med samme designstil som 1952-modellen.
Tredje generation 12M (P4) (1962–1966) thumb|Ford Taunus 12M P4 Hvor anden generation af Taunus 12M blot var en designændring af første generation, så var tredje generation en helt ny konstruktion. Den nye Ford Taunus 12M P4 var af samme størrelse som den tidligere udgave, men var en helt ny bil. Bilen var baseret på det amerikanske projekt Ford Cardinal, der var tænkt som et modsvar til den stigende import af europæiske kompakte biler til USA som bl.a. som VW's "Boble", der havde opnået relativ stor succes i USA. Ford opgav dog hurtigt at producere bilen i USA, og sendte herefter opgaven videre til Ford i Dearborn i Storbritannien. Det blev imidlertid i april 1962 opgivet at producere en lille kompakt bil til både det amerikanske og europæiske marked, og projektet blev herefter sendt til Fords tyske afdeling, der alligevel stod overfor at skulle udfase den gamle Taunus 12-M-G13-generation.Tradition: 50 Jahre Ford Taunus 12 M (P4) – Ein Cardinal als Kuckucksei, auto.de
Det lykkede Ford i Tyskland på rekordtid at udvikle den nye bil, der blev til Taunus 12 M (P4). Modellen var som den første Ford-model forhjulstrukken. 12M blev leveret med V4-motorer og var med sine 4,25 meters længde og nye design en forholdsvis stor mellemklassebil og blev markedsført under mottoet "Meget bil for få penge". Modellen kunne fås som en to- og firedørs sedan, i stationcar, varevogn, som coupé og endda som en ekstravagant sportscabriolet. Ford havde taget for datiden effektive forholdsregler til at beskytte modellen mod rust. Da Taunus-12-M-produktionen blev outsourcet til den nybyggede belgiske fabrik i Genk i 1963, etablerede Ford den første europæiske fabrik med elektroforesemaling, der sikrede, at rustbeskyttende primer blev sendt ind i alle hjørner af emnerne.
Taunus 12M blev en stor salgssucces, og allerede i det første modelår blev der solgt mere end 4.160 enheder af modellen, og Ford kom langt tættere på ærkerivalerne Opel (GM) og Volkswagen i salgsstatistikkerne. Da Ford P4 blev afløst af næste generation i 1966, var der solgt mere end 680.000 enheder.
Modellen blev solgt med motorerne 1,2 liter: 1183 cc, 40 hk (29 kW), 123 km/t 1,5 litre: 1498 cc, 50, 55 eller 65 hk (37, 40 eller 48 kW), 135, 139 eller 144 km/t
Bilerne solgt med 1,5 liter motorer blev også solgt under mærket 12M i modsætning til andre genrationer, hvor 1,5 liter-modellerne blev solgt som 15M.
Fjerde generation 12M (P6) (1966–1970), 15M (P6) (1966–1970) thumb|Ford Taunus 12M P6 thumb|Ford Taunus 15M P6 Coupé Fjerde generation af Taunus (Ford Taunus P6) blev introduceret allerede fire år efter den succesfulde tredje generation. Den hastige udvikling af bilindustrien medførte er behov for en ny version af Taunus' modelprogram. Den nye Taunus 12M/15M fik nyt karrosseri, men motorer og undervogn blev videreført fra tredje generations modeller.
Modellen med den større motor blev atter kaldt 15M. 15M adskilte sig fra 12M-modellen ved en anden kølergrill og retangulære lygter.
P6-modellen blev introduceret i september 1966. P6 fik et facelift allerede i august 1967, i hvilken forbindelse man fjernede Taunus-navnet, og modellen hed herefter blot Ford 12 M og Ford 15 M. Modellerne kendes også under navnet P6, da det var den sjette tyske Ford, der var introduceret efter krigen. Modellen udgik i august 1970, efter at der var produceret 668.187 Ford (Taunus) P6'ere. Selv om salgstallene lå tæt på forgængerens salg, var der tale om et tab af markedsandele på det kraftigt voksende tyske og europæiske bilmarked i slutningen af 1960'erne. Ford var hårdt presset af Opels (GM's) Kadett B og Folkevogns "Boble", der solgte i langt større antal.
Fords vanskeligheder ved at følge med markedet med P6-modellen førte til et strategiskifte. Ford havde i 1967 slået sine britiske og tyske aktiviteter sammen under det fælles Ford of Europe, og i 1970 opgav Ford produktionen af den sløvt sælgende P6. I stedet satsede Ford en lidt større fælles tysk/britisk model, der blev markedsført som Taunus TC og Cortina TC (TC stod for Taunus og Cortina) og den lidt mindre Ford Escort, der var populær på det britiske marked.
Motorer i P6-modellerne var 12M 1,2 liter: 1183 cc, 45 hk (33 kW), 125 km/t 12M 1,3 liter: 1305 cc, 50 eller 53 hp (37 eller 39 kW), 130 eller 134 km/t 15M 1,5 liter: 1498 cc, 55 eller 65 hp (40 eller 47 kW), 136 eller 145 km/t 15M 1,7 liter: 1699 cc, 70 eller 75 hp (51 eller 55 kW), 153 eller 158 km/t
Stor mellemklasse: 17M, 20M, 26M
Første generation 17M (P2) (1957–1960) thumb|Ford Taunus 17M P2 Den stigende velstand efterkrigstidens Vesttyskland gav grundlag for, at Ford udviklede en serie af større og dyrere biler. Som sit andet tyske Ford-projekt, P2, udviklede Ford Taunus 17M, der i sit design var kraftigt inspireret af Fords amerikanske 1955-modeller (særlig Mercury Monterey) og blev udstyret med halefinner. Bilens specielle udseende gav den tilnavnet "Baroktaunus“
Usædvanligt for en mellemklassebil på den tid blev den leveret i udgaver med både to og fire døre, hvilket ærkerivalen Opel også noterede, hvorfor Opel Rekord fra 1959 også tilbød denne mulighed til sine kunder. Tyske kunder foretrak imidlertid den to-dørs udgave. Taunus 17M P2 blev også produceret som stationcar og varevogn.
Det var planen, at bilen skulle leveres med den samme 1498 cc topventilerede 55 hk motor benyttet i Taunus 15M (P1), men P2-modellen var for stor og tung til 1,5 liter motoren, hvorfor Ford udviklede en udboret 1698 cc udgave af motoren, der kunne præstere 60 hk og give en tophastighed på 128 km/t.
I slutningen af 1959 fik Taunus P2 et mindre facelift, hvor der bl.a. blev flyttet rundt på modellens kromornamentering. Gearkassen med tre gear eller fire gear blev nu udstyret med synkromesh.Oswald, pp 367 & 369
Den hastige udvikling af biler på denne tid medførte, at P2 fik en kort produktionstid, og modellen blev taget ud af programmet allerede i 1960 efter der var produceret ca. 240.000 P2-modeller.
Anden generation 17M (P3) (1960–1964) thumb|1961 Ford Taunus 17M P3 Anden generation af Taunus 17M (Ford Taunus P3) fik en nyt karrosseri og undervogn i en mere moderne stil end forgængerens amerikanske 50'er udseende. Den nye P3 blev introduceret i september 1960 og var i produktion indtil august 1964.Werner Oswald: Deutsche Autos 1945-1990: Ford, Opel und Volkswagen; Deutsche Autos Nr. 3, p. 371 Bilens design gav den tilnavnet "badekarret" ("Badewann").