Palæstinakrigen (1947–1949) blev udkæmpet hovedsageligt udkæmpet inden for grænserne af mandatområdet Palæstina, der i begyndelsen af konflikten var administreret og styret af Storbritannien. Krigen er i Israel kendt som uafhængighedskrigen (Hebraisk: מלחמת השחרור eller מלחמת העצמאות), mens krigen på arabisk er den centrale bestanddel af Nakba (Arabisk: النَّكْبَة, transskription: Nakba, direkte oversat: "katastrofen").Reuven Firestone To Jews, the Jewish-Arab war of 1947–1948 is the War of Independence (milchemet ha'atzma'ut). Det var den første krig i den israelsk-palæstinensiske konflikt og den bredere arabisk-israelske konflikt. Storbritannien afsluttede Palæstinamandatet ved midnat mellem d. 14. og 15. maj 1948 og trak sig tilbage, hvilket markerede afslutningen på en godt 30-årig periode med britisk styre i området, som var blevet indledt i 1917 under 1. verdenskrig. Forinden havde regionen var under Det Osmanniske Riges kontrol i ca. 400 år siden 1516.
Storbritannien havde i februar 1947 henvist spørgsmålet om Palæstina til de Forende Nationer,Ravndal, Ellen Jenny (2010). "Exit Britain: British Withdrawal From the Palestine Mandate in the Early Cold War, 1947–1948". Diplomacy & Statecraft. 21 (3): 416–433. doi:10.1080/09592296.2010.508409. ISSN 0959-2296. S2CID 153662650. hvilket d. 29. november 1947 kulminerede i afstemningen og vedtagelsen af delingsplanen for Palæstina (FN-resolution 181) i FN's Generalforsamling. Denne anbefalede, at Palæstinamandatet ophørte hurtigst muligt og senest den 1. august 1948.Works related to United Nations General Assembly Resolution 181 at Wikisource To uger senere, den 11. december 1947, meddelte den britiske koloniminister Arthur Creech Jones, at det Palæstinamandatet ville ophøre den 15. maj 1948.<ref>Jones, Martin (6 October 2016). Failure in Palestine: British and United States Policy After the Second World War. Bloomsbury Academic. </bdi>.</ref>
Palæstinakrigen kan opdeles i to overordnede faser, hvor den første fase var den borgerkrig (1947–1948), som udbrød d. 30. november 1947 i mandatområdet – dagen efter vedtagelsen af delingsplanen for Palæstina i FN.Morris (2008), p.77 Denne fase af krigen beskrives af historikere som den "borgerlige", "etniske" eller "interkommunale" krig, da den hovedsageligt blev udkæmpet mellem jødiske og arabiske militser, hvor sidstnævnte blev støttet af den arabiske befrielseshær og de omkringliggende arabiske stater. Krigen var her karakteriseret af guerillakrigsførelse samtterrorisme. Krigen eskalerede mod slutningen af marts 1948, da jøderne indledte en offensiv, der endte ud i sejre over araberne i store kampagner og kampe og som etablerede klare frontlinjer. I denne periode opretholdt briterne stadig en vis kontrol og styre over Palæstina, hvorfor de lejlighedsvis greb ind i volden.Morris (2008), p.77–79Tal (2003), p.41
Med Storbritanniens afslutning af Palæstinamandatet ved midnat mellem d. 14. og 15. maj 1948, blev Palæstinakrigens anden fase indledt. Forinden – om eftermiddagen d. 14. maj – havde den jødiske ledelse – ledet af den fremtidige israelske premierminister, David Ben-Gurion – proklamerede dannelsen af en jødisk stat, kendt som staten Israel. Disse begivenheder blev efterfulgt af en invasionen af Palæstina af de omkringliggende arabiske hære og ekspeditionsstyrker om morgenen d. 15. maj.
Denne invasionen markerede således begyndelsen på Palæstinakrigens anden fase – den såkaldte arabisk-israelske krig i 1948. Her rykkede ægypterne frem langs den sydlige kyststribe og blev standset nær Ashdod. Den jordanske legion og irakiske styrker erobrede Palæstinas centrale højland. Syrien og Libanon udkæmpede flere slag med de israelske styrker i nord. De jødiske militser – der nu var organiseret i de israelske forsvarsstyrker (IDF) – formåede at standse de arabiske styrker. De følgende måneder så voldsomme kampe mellem IDF og de arabiske hære, hvor sidstnævnte langsomt blev presset tilbage. De jordanske og irakiske hære formåede at bevare kontrollen over det meste af det centrale højland i Palæstina og erobre Østjerusalem, inklusive den gamle bydel. Egyptens kontrolzone var blevet begrænset til Gazastriben og en lille lomme omringet af israelske styrker ved Al-Faluja. I oktober og december 1948 krydsede israelske styrker ind i libanesisk territorium og trængte ind på Egyptens Sinai-halvø og omringede de egyptiske styrker nær Gaza By. Den sidste militære aktivitet fandt sted i marts 1949, da israelske styrker erobrede Negev-ørkenen og nåede Det Røde Hav. I 1949 underskrev Israel separate våbenhvileaftaler med Egypten den 24. februar, Libanon den 23. marts, Transjordanien den 3. april og Syrien den 20. juli.
Under krigen blev omkring 700.000 palæstinensiske arabere fordrevet.— Benny Morris, 2004. Mange palæstinensiske arabere endte med at være statsløse, og blev enten fordrevet til de palæstinensiske områder – der blev indtaget af Egypten og Jordan under krigen – eller til de omkringliggende arabiske stater. Mange af disse flygtninge, såvel som deres efterkommere, er fortsat statsløse i dag og lever i flygtningelejre. Disse flygtninges endelige status er derfor stadig den dag i dag et af de centrale stridhedspunkter i den israelske-palæstinensiske konflikt.
I de tre år efter krigen immigrerede omkring 700.000 jøder til Israel fra Europa og forskellige arabiske lande, hvor en tredjedel af disse immigranter var blevet fordrevet fra arabiske lande i Mellemøsten.Devorah Hakohen, Immigrants in Turmoil: Mass Immigration to Israel and Its Repercussions in the 1950s and after, Syracuse University Press 2003 p.267Displaced Persons retrieved on 29 October 2007 from the U.S. Holocaust Museum.Tom Segev, 1949. Disse flygtninge blev absorberet i Israel under One Million Planen.Morris, 2001, chap.Benny Morris, Righteous Victims, chap.
Krigen efterlod territoriet for det tidligere mandatområde i Palæstina opdelt, hvor staten Israel kontrollerede omkring 78%, Kongeriget Jordan (dengang kendt som Transjordanien) kontrollerede (og senere annekterede) området kendt som Vestbredden, mens Egypten indtog Gazastriben (hvor Den Arabiske Liga efterfølgende etablerede en palæstinensiske regering).
Våbenhvileaftalerne med de forskellige arabiske lande etablerede den såkaldte Grønne Linje, som ville danne de facto grænse mellem Israel og dens arabiske naboer frem til Seksdagskrigen i 1967. Selvom hverken Israel eller de arabiske lande anerkendte denne linje, som en permanent (de jure) grænse, betragtes denne grænse stadig i dag af mange som Israels internationalt anerkendte grænser."Netanyahu Coalition to Recognize, Fund W. Bank Settlements Lacking Official Status". Haaretz. Retrieved 2023-08-18."Human rights situation in the OPT - Sp. Rapporteur (Dugard) - Report, SecGen note". Question of Palestine. Retrieved 2023-08-18.
Baggrund Palæstinakrigen var kulminationen på en ca. 30-årig lang periode med spændinger mellem den jødiske og arabiske befolkning i det britisk kontrolleret mandatområde i Palæstina. I henhold til bestemmelserne i Palæstinamandatet, fastsat af Folkeforbundet, skulle det britiske mandat føre til dannelsen af et "jødisk national hjem" i området. Jødisk immigration til Palæstina Zionismen blev dannet i Europa, som det jødiske folks nationale bevægelse. Bevægelsen søgte at genetablere en jødisk stat i det jødiske folks gamle hjemland. Den første bølge af zionistisk immigration – døbt den første aliyah – varede fra 1882 til 1903. Omkring 30.000 jøder – hovedsageligt fra Det Russiske Kejserrige – immigrerede til Palæstina, som på daværende tidspunkt var en del af Det Osmanniske Rige. De var både drevet af den zionistiske idé og af antisemitiske bevægelser i Europa, der kom til udtryk i form af brutale pogromer – særligt i Det Russiske Kejserrige. De ønskede at etablere jødiske landbrugsbosættelser og et jødisk flertal i området, hvilket ville give dem mulighed for at danne en stat på sigt. De bosatte sig for det meste i det tyndt befolkede lavland, som var sumpet og udsat for beduinrøvere.Morris (2008), p. 2
De arabiske indbyggere i det osmanniske Palæstina, som så de zionistiske jøder bosætte sig ved siden af dem, havde ingen national tilknytning. De så sig selv som undersåtter af Det Osmanniske Rige, medlemmer af det islamiske samfund og som arabere (både geografisk, sprogligt og kulturelt). Deres stærkeste tilknytning var deres klan, familie, landsby eller stamme. Der var ingen arabisk eller palæstinensisk-arabisk nationalistisk bevægelse. I de første to årtier af zionistisk immigration kom det meste af modstanden fra de velhavende godsejere og adelsmænd, som frygtede, at de i fremtiden skulle kæmpe mod jøderne om jorden.Morris (2008), p. 6–7
I begyndelsen af det 20. århundrede var den jødiske befolkning i det osmanniske Palæstina mellem 60.000 og 85.000, hvoraf to tredjedele af dem var medlemmer af den zionistiske bevægelse. Den jødiske befolkning boede for det meste i 40 nyeetableret bosættelser. De mødte meget lidt vold i form af fejder og konflikter om jord og ressourcer med deres arabiske naboer, ligesom de heller ikke var udsat for megen kriminalitet. Mellem 1909 og 1914 ændrede dette dog sig, da arabere bl.a. dræbte 12 jødiske bosættelsesvagter, og den arabiske nationalisme og modstanden mod den zionistiske bevægelse steg. I 1911 forsøgte arabere at forpurre etableringen af en jødisk bosættelse i Jizreel-dalen, hvilket resulterede i at en arabisk mand og en jødisk vagts blev drabt. Araberne kaldte jøderne de "nye korsfarere", og anti-zionistisk retorik tog til.Morris (2008), pp. 7–8 thumb|220x220px|Den britiske udenrigsminister Arthur Balfour og Balfour-deklarationen, som blev udstedt i november 1917.
1. verdenskrig Under 1. verdenskrig var Palæstina en del af frontlinjen mellem Det Osmanniske Rige og Storbritannien. Her havde Storbritannien i begyndelsen af krigen erklæret, at Egypten var et britisk protektorat. 1. verdenskrig standsede kortvarigt de interne jødisk-arabiske stridigheder i Palæstina. Briterne invaderede landet i 1915 og 1916 efter to mislykkede osmanniske angreb på Sinai. De blev her hjulpet af de arabiske stammer i Hejaz – ledet af hashemitterne – som briterne havde lovet suverænitet over de arabiske områder, hvis de hjalp i kampene mod Det Osmanniske Rige. Denne lovning af suverænitet var sket gennem den såkaldte McMahon-Hussein-korrespondance.
I henhold til briterne omfattede dette løfte dog ikke Palæstina, hvilket araberne dog var uenige i, idet de hævdede at Palæstina havde været en del af dette løfte. Under Sykes-Picot-aftalen fra 1916 havde Storbritannien og Frankrig dog i hemmelighed aftalt en fælles interessesfære over Palæstina. Dette blev dog, i henhold til Balfour-deklarationen, i november 1917 afløst af et britiske løfte om at gøre Palæstina til et "nationalt hjem for det jødiske folk". Beslutningen om at støtte zionismen var drevet af zionistisk lobbyisme, der var ledet af Chaim Weizmann. Mange af de britiske embedsmænd, som støttede beslutningen, støttede zionismen af religiøse og humanitære årsager. De troede dog samtidig, at en britisk-støttet stat ville hjælpe med at forsvare Suez-kanalen.Morris (2008), pp. 9–10 thumb|220x220px|Mandatområdet i Palæstina (fra 1917 til 1948). Hele det skraverede lilla område var omfattet af Folkeforbundets Palæstinamandat, men Transjordanien (lyse lilla) blev fra begyndelsen udskilt fra den resterende del og administreret uafhængigt.
Palæstinamandatet Efter 1. verdenskrig blev Palæstinamandatet etableret, som var en geopolitisk enhed, der blev underlagt britisk administration. Storbritannien administrerede mandatområdet i henhold til Folkeforbundets artikel 22.The Covenant of the League of Nations Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol over området i juni 1922, da Folkeforbundet godkendte det endelige mandat for Palæstina.