Danmarks national-socialistiske Arbejder-Parti (DNSAP) var et dansk nazistisk parti, der havde sin storhedstid under Danmarks besættelse 1940-1945.
Stiftelse, ledelse og partiprogram Partiet blev ved et stiftende møde i København den 16. november 1930 oprettet af fem mænd, Cay Lembcke, Georg Frederiksen, Ejnar Jørgensen, Curt Carlis Hansen og Knud B. Wesseltoft, der lovede hensynsløst – om nødvendigt ved at sætte deres eget liv ind – at kæmpe for partiets mål, og som erklærede, at partiets program ville bestå uforandret og ikke kunne ændres med en tøddel før målet var nået og partiet som følge heraf opløstes. Ifølge partiets love havde partiets stiftere valgt Cay Lembcke som partiets fører og givet denne ubetinget autoritet over partiet.Det Kgl. Bibliotek på Digitale samlinger
Partiprogram 1930 I 25 punkter fastlagde partiet sit program, der i vid udstrækning blot var en dansk oversættelse af det tyske nationalsocialistiske partis 25-punkts program fra februar 1920 med enkelte tilpasninger til danske forhold: opløsning af og forbud mod Danmarks Kommunistiske Parti (punkt 2) land og jord (kolonier), så der er plads til befolkningstilvæksten (punkt 3) forhindring af indvandring (punkt 8) erstatning af forsvaret med et militær, som kan bruges til angreb (punkt 22) retsforfølgning af kunst- og litteraturretninger, der virker folkeforgiftende (punkt 23) en stærk statsmagt med ubetinget autoritet over landet (punkt 25)
Særligt om jøderne Et mål for partiet var at føre en ”Frihedskamp” for at ”befri det danske Folk for den jødisk materialistiske Aands Overherredømme.” Af punkt 4 i partiets program fremgår det, at ”Kun Folkefæller kan være Statsborgere. Folkefælle er kun den, som er af dansk Blod. Jøder er ikke Folkefæller.” Af punkt 5 fremgår det, at ”Ikke-Statsborgere skal betragtes som Gæster og være underkastet Fremmedlovgivning.”
Til sammenligning indeholdt det partiprogram, der i 1920 blev vedtaget for det tyske nationalsocialistiske parti (NSDAP) i ét punkt følgende: ”Staatsbürger kann nur sein, wer Volksgenosse ist. Volksgenosse kann nur sein, wer deutschen Blutes ist, ohne Rücksichtnahme auf Konfession. Kein Jude kann daher Volksgenosse sein.” og i det efterfølgende i punkt: ”Wer nicht Staatsbürger ist, soll nur als Gast in Deutschland leben können und muß unter Fremden-Gesetzgebung stehen.”Das 25-Punkte-Programm der NSDAP på documentArchiv.de
Ny ledelse og nyt partiprogram 1933 Den excentriske ritmester Cay Lembcke var uberegnelig og savnede helt åbenbart politisk tæft som fører,Bundgaard Christensens m.fl. "Danmark besat", side 141-143 så en voksende utilfredshed med hans egenskaber og fremfærd samt en vedvarende uro om partiets Københavnsområde, førte i slutningen af juli 1933 til, at partiets afdelinger i Sønderjylland og Nørrejylland blev løst fra deres troskabsed til Lembcke og kårede Frits Clausen som fører for hele Jylland, der samtidig overtog partiets ugeblad, National-Socialisten. Nogle dage senere sluttede partiets afdeling på Sjælland sig til, og Clausen var dermed reelt ny fører for partiet. Lembcke søgte i det næste års tid forgæves at genvinde ledelsen med støtte fra resterne af partiet.John T. Lauridsens ”Dansk Nazisme”, kapitel 4
I et nyt partiprogram fra september 1933 var partiets 25 krav reduceret til kun 8 punkter indeholdende betydeligt mindre konkrete formuleringer. Eksempelvis var det om det jødiske spørgsmål nu alene anført, at partiet ”vil en Genrejsning af det danske Folk, økonomisk og moralsk, paa nordisk Kultur- og Race-Grundlag.” Det nye partiprogram blev ikke siden erstattet eller fornyet.Digitaliseret pamflet "Hvad vi vil!" på Det Kgl. BibliotekJohn T. Lauridsens ”Dansk Nazisme”, side 145-148
Regeringsstormen 1940 En første optakt til regeringsstormen viste sig dagen efter Danmarks besættelse, hvor DNSAP’s avis, Fædrelandet, opfordrede til at undsige Stauning-regeringen for i stedet at slutte op om DNSAP og kræve, at landets styre nu blev betroet Frits Clausen.Avisen Fædrelandet, 10. april 1940 Denne agitation fortsatte de følgende måneder uanset, at Frits Clausen og andre ledende kræfter i partiet godt var klar over, at der ikke umiddelbart var grobund for en nationalsocialistisk magtovertagelse, ikke mindst fordi besættelsesmagten foreløbig foretrak den siddende samlingsregerings samarbejdspolitik, og dermed indtil videre alene holdt Frits Clausen og DNSAP i baghånden som en mulig trussel mod regeringen, som man forudså i løbet af nogle måneder ville have kørt landet økonomisk i sænk.
Sideløbende hermed indledte forskellige kredse - politikere fra DNSAP, Landbrugernes Sammenslutning (L.S.) og Bondepartiet, varierende repræsentanter for besættelsesmagten, ledende erhvervsfolk, højtstående officerer samt visse adelige - bag kulisserne uformelle overvejelser, forhandlinger og sonderinger med følere til kongehuset og til statsministeren om dannelse af en ny regering. Den 14.-15. august 1940 var hofjægermester Jørgen Sehested vært for et møde på sit fynske gods, Broholm, hvor repræsentanter for besættelsesmagten og DNSAP – forgæves – gjorde et forsøg på at få repræsentanter for L.S. og Bondepartiet til at acceptere Frits Clausens ledende rolle i arbejdet for en tyskvenlig regering. I forløbene cirkulerede i disse kredse forskellige udkast til ministerlister med DNSAP-deltagelse - herunder én med L.S.-formand Knud Bach som statsminister, en anden med Sehested som statsminister og Frits Clausen som indenrigsminister, en tredje med Frits Clausen som statsminister og en fjerde med generalløjtnant Erik With som statsminister uden deltagelse af Frits Clausen. Imidlertid førte ingen af disse forsøg til noget resultat.
thumb|DNSAP's parade ved Den lille Hornblæser på Rådhuspladsen d. 17. november 1940 Frits Clausen kunne i midten af 1940 stadig ikke nære forventninger om, at tyskerne ville støtte en nationalsocialistisk magtovertagelse, men tyskerne viste både økonomisk og politisk DNSAP større interesse end nogensinde tidligere, dels fordi man fra tysk side blev stadig mere utilfreds med samarbejdsregeringen, dels fordi der efterhånden var udsigt til, at Tyskland ville vinde krigen, og dermed måtte arbejde for, at DNSAP på sigt blev i stand til at overtage regeringsmagten. Overfor det tyske udenrigsministerium i Berlin blev DNSAP’s medlemsfremgang noteret, ligesom man anerkendte Frits Clausens klare nationalsocialistiske indstilling og herredømme over partiorganisationen. Selvom Hitler i starten af august gav sin accept af en principiel tysk tilslutning til at satse på DNSAP som fremtidigt regeringsalternativ, så var der fortsat for besættelsesmagten tale om en balancegang, dels fordi kongen klart havde tilkendegivet, at han ikke var til sinds at indsætte en nationalsocialistisk regering, men nok især fordi Nazityskland var klar over, at en krig mod Sovjetunionen muligvis ikke kunne undgås. Alligevel ydede tyskerne økonomisk støtte til DNSAP's opbygning af et pres mod samlingsregeringen i form af et propagandastormløb i efteråret 1940, dog uden selv at træffe nogen som helst forberedende foranstaltninger til en tysk støtte til et regeringsskifte. Frits Clausen havde imidlertid ingen grunde til at tvivle på, at tyskerne var klar til bane vejen for en nationalsocialistisk regering, og iværksatte derfor i slutningen af oktober DNSAP's omfattende propagandakampagne, der skulle kulminere den 17. november 1940 med en mindeappel for de faldne danske den 9. april i form af et stort iscenesat, offentligt møde i Forum, hvor Frits Clausen forventede at kunne proklamere sin regeringsovertagelse, med efterfølgende procession af DNSAP-medlemmer til kransenedlæggelse ved statuen af Den lille Hornblæser på Rådhuspladsen. Efter et forhandlingssammenbrud ved et møde mellem den russiske udenrigsminister Molotov og Hitler og von Ribbentrop 12.-13. november 1940 i Berlin stod det klart, at Tyskland ikke kunne undgå krig mod Sovjetunionen, og at det derfor var uhyre vigtigt at holde fuldstændig ro i de besatte lande, så tyske krigskræfter kunne overføres til den kommende østfront. Den tyske gesandt i København blev derfor øjeblikkeligt instrueret om straks at meddele Frits Clausen, at det forberedte angreb på samlingsregeringen måtte afblæses, hvilket skete ved et møde, som gesandten afholdt med Frits Clausen om eftermiddagen den 15. november 1940. DNSAP's storstilede manifestation den 17. november 1940 kom derfor ikke til at omfatte nogen nationalsocialistisk regeringsovertagelse.
Ledelse 1943-1945 Efter det for partiet skuffende folketingsvalgresultat i marts 1943 og besættelsesmagtens fritstilling af partiet trådte Frits Clausen midlertidigt tilbage til fordel for stedfortræderen Theophilus Larsen. Frits Clausen meldte sig i efteråret 1943 som militærlæge til Waffen-SS, hvorfra han i april 1944 vendte tilbage til Danmark og den 5. maj formelt nedlagde førerhvervet, der blev overdraget til et 3-mands førerråd med C.O. Jørgensen som formand. Førerrådet ekskluderede Frits Clausen fra partiet 22. november 1944, og C.O. Jørgensen blev 20. februar 1945 ny partileder.John T. Lauridsens ”Dansk nazisme”, side 509Gads leksikon om besættelsestiden, side 83 og 93
Medlemstilslutning Ved slutningen af 1939 havde partiet omkring 5.000 medlemmer, mens det højeste antal blev nået i marts 1943 med omkring 19.000 medlemmer. I foråret 1945 havde partiet omkring 12.000 medlemmer. Omkring en fjerdedel af medlemmerne var kvinder. Det er beregnet, at i alt omkring 39.000 personer var eller havde været medlemmer af partiet i perioden fra 1930 til 1945.John T. Lauridsens ”Dansk Nazisme”, side 520Djursaas "DNSAP: de danske nazister", bind 1 side 52
Sønderjylland var under hele partiets eksistens den landsdel, hvor partiet stod stærkest. Andre områder med forholdsvis højt medlemstal var Aalborg, Randers og Århus amter, Lolland-Falster samt Frederiksborg, Københavns, Roskilde og Sorø amter.Djursaas "DNSAP: de danske nazister", bind 1 side 62
Af Bovrup-Kartoteket, der var et kartotek oprettet af partifører Frits Clausen i Bovrup indeholdende en samlet fortegnelse – beroende i Rigsarkivet – over partiets medlemmer, blev 22.795 personer i 1945 afskrevet af modstandsfolk og i marts 1946 udgivet af modstandsbevægelsens ”Bogforlaget af 1946”. En – år for år stadigt voksende (udløb af databeskyttelse) – del af denne afskrift er nu tilgængelig i digital form på internettet.Slægtsforskernes Bibliotek på bibliotek.dis-danmark.dk
Folketingsvalg Partiet deltog i folketingsvalget 22. oktober 1935, hvor det med 61 kandidater og godt 16.000 stemmer svarende til knapt 1,0 procent af samtlige afgivne stemmer (1.651.132) ikke lykkedes at blive repræsenteret i Folketinget.Folketingsvalget 1935 på dst.dk
Partiet gik frem ved folketingsvalget 3. april 1939, hvor det med 87 kandidater og godt 31.000 stemmer svarende til godt 1,8 % af samtlige afgivne stemmer (1.709.556) opnåede tre mandater i Folketinget, der gik til læge Frits Clausen, Bovrup, fuldmægtig Aage Henriksen, Hellerup, og smedemester Theodor M. Andersen, Mariager.Folketingsvalget 1939 på dst.dk
Ved folketingsvalget 23. marts 1943 fik partiet med 116 kandidater godt 43.000 stemmer svarende til godt 2,1 procent af samtlige afgivne stemmer (2.040.583), hvilket fortsat gav partiet 3 mandater, som gik til redaktør Helge Bangsted, Lyngby, læge Frits Clausen, Bovrup, og købmand Ejnar Jørgensen, Glostrup.Folketingsvalget 1943 på dst.dk I betragtning af, at partiet siden folketingsvalget i 1939 næsten havde firdoblet sit medlemstal, var den beherskede fremgang ved folketingsvalget i 1943 en overraskelse og skuffelse for partiet.Gads Leksikon om besættelsestiden, side 93
Ved alle tre valg opnåede partiet en langt højere stemmeprocent i Sønderjylland end i nogen anden region – højest i 1943 med 4,5 procent af de stemmeberettigede mod 1,8 procent i resten af landet.Djursaas ”DNSAP: Danske nazister”, bind 1 side 63
Organisering