Hildebrand Gurlitt (født 15. september 1895 i Dresden, død 9. november 1956 i München) var en tysk kunsthistoriker og kunstgalleridirektør, der beskæftigede sig med nazi-plyndret kunst som en af Adolf Hitlers og Hermann Görings fire autoriserede forhandlere af "degenereret kunst".
Gurlitt var en nazi-associeret kunsthandler og gullaschbaron, der under nazitiden handlede med "degenereret kunst" og købte malerier i det nazi-besatte Frankrig, hvoraf mange var stjålet, til Hitlers planlagte — som dog aldrig blev bygget — og til ham selv. Gurlitt arvede også familiekunstværker fra både sin far og sin søster, en dygtig kunstner i sig selv. Efter Anden Verdenskrig og denazificeringsprocessen blev han direktør for Kunstforeningen for Rheinland og Westfalen ("Kunstverein für die Rheinlande und Westfalen"), indtil sin død i en bilulykke i en alder af 61.
Hans personlige samling af over 1.500 kunstværker af impressionistiske, kubistiske og ekspressionistiske kunstnere og gamle mestre forblev praktisk talt ukendt, indtil den blev bragt til offentlighedens kendskab i 2013 efter konfiskation fra hans søn, Cornelius Gurlitts besiddelse, som, selvom han aldrig blev genforenet med samlingen, testamenterede den ved sin død i 2014 til Museum of Fine Arts Bern i Schweiz.
Tidligt liv Familie Gurlitt blev født i en kunstnerisk familie i Dresden i 1895. Hans far Cornelius Gurlitt var arkitekt og kunsthistoriker, hans bror musikologen , hans søster en maler. Hans bedstefar var landskabsmaleren Louis Gurlitt og bedstemor Elisabeth Gurlitt (født Lewald) var en søster til forfatteren Hedwig Müller: Mary Wigman. Leben und Werk der großen Tänzerin. Hrsg. von der Akademie der Künste Berlin. Quadriga, Weinheim 1986, , S. 75var jøde, hvilket ville vise sig at være problematisk under det nazistiske styre: han blev betragtet som en "kvart-jøde" under Nürnberglovene. Hildebrand Gurlitts fætre var kunsthandleren og komponisten .
I 1923 giftede Hildebrand Gurlitt sig med danseren Helene ("Lena") Hanke (1895-1968), kaldet "Bambula" af hendes klassekammerater som , en af s første elever. Med hende havde han en søn Cornelius (1932-2014) og en datter Nicoline Benita Renate (1935-2012).Phantom Collector: The Mystery of the Munich Nazi Art Trove. spiegel.de/international, 11. november 2013, abgerufen am 19. november 2013.Maike Bruhns: Kunst in der Krise. Bd. 1: Hamburger Kunst im „Dritten Reich“. Dölling und Galitz, München 2001, , S. 590.Pressure Mounts to Return Nazi-Looted Art. New York TimesDokument von 1948: Biographical Declaration of Dr. Hildebrand Gurlitt
Militæret og 1. verdenskrig Efter at have afsluttet sin skolegang viste han interesse for kunsthistorie og registrerede sig for at studere dette emne på Dresden Tekniske Skole, hvor hans far var kansler, men i 1914 begyndte 1. verdenskrig, og både Hildebrand og hans ældre bror Wilibald meldte sig frivilligt til den tyske hær. Hildebrand blev såret ved både Somme og i Champagne, og tjente senere som hærens presseofficer i Vilnius og Kaunas i Litauen, hvor han forblev indtil 1919. Da han vendte tilbage til et knust Tyskland efter demobilisering, var han desillusioneret over alle aspekter af krig og politik og svor fremover at hellige sig kunst alene som en flugt fra politik, en ironi, som ikke er undsluppet efterfølgende biografier.Hickley, 2015: pp. 28-30.
Gurlitt havde et tæt forhold til sin søster Cornelia (født 1890), som var ekspressionistisk maler og var i kontakt med Marc Chagall. Hun tjente også i første Verdenskrig som sygeplejerske og flyttede til Berlin kort efter krigen. Manglen på kunstnerisk anerkendelse og depression førte til hendes selvmord i 1919; Gurlitt tog sig af hendes værker, men en del af det blev ødelagt af deres mor efter deres fars død.
Efter krigens afslutning genoptog Gurlitt sine studier i kunsthistorie, først i Frankfurt, derefter Berlin, derefter i 1921 igen i Frankfurt, hvor han i 1924 blev tildelt sin doktorgrad for en afhandling om den gotiske arkitektur i i Oppenheim. I 1923 var han blevet gift med balletdanserinden Helene Hanke, der blev uddannet under den ekspressionistiske danserinde Mary Wigman. De fik senere to børn, Rolf Nikolaus Cornelius, kendt som Cornelius (junior) (1932-2014) og Nicoline Benita Renate (oprindeligt kendt som Renate, senere som Benita) (1935-2012).
Tidlig karriere thumb|upright=.75|Museet i Zwickau Mellem 1921 og 1924 bidrog Gurlitt med artikler om kunst til aviser, og efter sin eksamen blev han den første direktør for König Albert-museet i Zwickau i 1925. En af de første udstillinger, han organiserede i Zwickau, var Max Pechsteins udstilling i oktober 1925. Økonomisk var det en succes, men det skabte megen fjendtlighed fra lokale konservative. I 1926 indgik han kontrakt med Bauhaus Dessau for design og udsmykning af museet. Senere fortsatte han med at udstille samtidskunst: i 1926 Käthe Kollwitz og en særudstilling om samtidskunst i Dresden (Das junge Dresden), i 1927 Erich Heckel og Karl Schmidt-Rottluff og i 1928 Emil Nolde.
En samling af hans breve viser, at han personligt var godt bekendt med moderne kunstnere på det tidspunkt, og han erhvervede og udstillede værker af mange af dem, herunder Barlach, Feininger, Hofer, Kandinsky, Kirchner, Klee, Kokoschka, Lissitzky, Marc og Munch. Gurlitts arbejde blev værdsat af den nationale presse og hans jævnaldrende, men den lokale presse var mindre imponeret. Byens økonomiske vanskeligheder og pressekampagner mod ham førte til hans afskedigelse i 1930.
Efter sin afskedigelse flyttede Gurlitt til Hamborg, hvor han blev kurator og administrerende direktør for Kunstverein (kunstforeningen), indtil han og bestyrelsesmedlemmerne blev tvunget til at træde tilbage af nazisterne i 1933.
Nazitiden Fra midten af 1930'erne og frem købte Gurlitt og i nogle tilfælde videresolgte kunstværker, ofte købt for lave priser, fra private, herunder jødiske ejere, der var under tvang til at betale ublu skatter, eller på anden måde likviderede aktiver for at flygte fra landet . På den ene side hævdede han, at han hjalp ejerne i deres knibe, da der var få forhandlere, der var parate til at foretage sådanne transaktioner. På den anden side var han ikke afvisende over for at berige sig selv i processen, og han var heller ikke afvisende over for ikke at støtte efterkrigstidens fordringshavere, der søgte at tilbageføre eller opnå erstatning for sådanne værker solgt under tvang.Hickley, 2015: pp. 46-47, 128-129.
Gurlitt var en af de fire forhandlere, der var udpeget af den nazistiske kommission for udnyttelse af degenereret kunst (sammen med , og Bernhard Böhmer) til at markedsføre konfiskerede kunstværker i udlandet. Omkring 16.000 såkaldte "degenererede" kunstværker var blevet fjernet fra museer og konfiskeret over hele Tyskland. Nogle af disse værker blev udstillet i udstillingen . Et handelsrum blev indrettet i Schönhausen Palace uden for Berlin. De fire forhandlere fik lov til at købe værker og sælge dem til udlandet, hvilket de ikke altid indberettede til kommissionen. Gurlitts navn står sammen med mange af posterne på en liste udarbejdet af Propagandaministeriet og nu indehaves af Victoria and Albert Museum, der giver detaljer om hver genstands skæbne, herunder om den blev byttet, solgt eller ødelagt.Victoria and Albert Museum (2014). "Entartete" Kunst: digital reproduction of a typescript inventory prepared by the Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda, ca. 1941/1942. London: Victoria and Albert Museum. (V&A NAL MSL/1996/7) http://www.vam.ac.uk/entartetekunst
Gurlitt brugte også sin position til at sælge kunst til indenlandske samlere, især til , hvis samling udgør kernen i i Hannover. I 1936 fik Gurlitt besøg i Hamborg af Samuel Beckett.
Under den nazistiske besættelse af Frankrig udpegede Hermann Göring en række af Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg godkendte forhandlere, inklusive Gurlitt, til at erhverve franske kunstaktiver til Hitlers planlagte Führermuseum, som han ønskede at bygge i Linz; nogle af værkerne gik dog også til at fylde op i Görings personlige kunstsamling. I begyndelsen af 1943 udnævnte , direktør for Hitlers planlagte Führermuseum i Linz, Gurlitt til sin officielle indkøbsagent. Gurlitt var allerede påbegyndt indkøbsrejser til Paris på vegne af tyske museer, og købte mellem 1943 og 1944 omkring 200 værker i Paris og Holland, eksklusive værker erhvervet til hans egen samling, hvoraf 168 var beregnet til Führermuseum.Hickley, 2015: pp. 78-85 Gurlitt brugte utvivlsomt sine således "officielt sanktionerede" indkøbsrejser til Paris, som på det tidspunkt var oversvømmet med kunstværker, inklusive gamle mestre, af tvivlsom herkomst og inklusive genstande, der nu anerkendes som plyndrede, til yderligere at berige sine egne bedrifter, og blev også meget velhavende fra provision på de enorme beløb, der blev betalt af Hitlers regime for kunstværker på det tidspunkt. Gurlitt var ifølge Dr. "en af de vigtigste og mest aktive kunsthandlere under nazitiden."
Efterkrigstiden thumb|Max Beckmann, Loewenbaendiger, 1930 Gurlitt blev taget til fange med sin kone og tyve kasser med kunst i Aschbach (Schlüsselfeld) i juni 1945. Under forhør efter tilfangetagelse fortalte Gurlitt og hans kone de amerikanske hærmyndigheder, at ved Luftbombardementet af Dresden i februar 1945 var meget af hans samling og hans dokumentation af kunsttransaktioner blevet ødelagt i hans hjem i Kaitzer Strasse. Et hundrede og femten stykker taget fra ham af amerikanske og tyske myndigheder blev returneret til ham, efter at han havde overbevist dem om, at han havde erhvervet dem lovligt. Blandt dem var Løvetæmmer af Max Beckmann og Selvportræt af Otto Dix, som Gurlitt gav videre til sin søn Cornelius. Gurlitt præsenterede sig selv til sine bedømmere/ assessore som et offer for nazistisk forfølgelse på grund af sin jødiske arv og forhandlede frigivelsen af sine ejendele. Uanset om dele af hans samling og optegnelser over forretningstransaktioner blev ødelagt i Dresden, som Gurlitt hævdede, var yderligere dele tilsyneladende med held blevet skjult i Franken, Sachsen og Paris, hvorfra de blev hentet efter krigen.Hickley, 2015: pp. 112, 117.
I 1947 havde Gurlitt genoptaget handelen med kunstværker og tiltrådte til sidst i 1948-49 en stilling som direktør for kunstforeningen for Rheinland og Westfalen med base i Düsseldorf, i 1949 fik tildelt plads i Düsseldorfs kunstgalleri, hvor han kunne udstille. I løbet af de næste fem år iscenesatte han over 70 udstillinger af førende moderne kunstnere og formidlede salg af malerier, hvor mindst en del af indtægterne gik til foreningen, mens han samtidig handlede privat og indkøbte værker til sin egen samling, herunder Gustave Courbets Landsbypige med ged, som han den dengang betalte meget store sum på 480.000 franske francs for.Hickley, 2015: pp. 125–127. Han lånte også værker fra sin samling til flere vandreudstillinger: for eksempel udstillingen "German Watercolors, Drawings and Prints: A Mid-Century Review" omfattede 23 værker fra Hildebrands samling udstillingen turnerede i USA op til og efter hans for tidlige død i en alder af 61 i en bilulykke i 1956.Hickley, 2015: pp. 127–128. Et år før sin død udarbejdede han et seks siders manuskriptforord til et udstillingskatalog, som dog aldrig blev trykt; men en afgørende side mangler (der dækker hans arbejde for nazisterne), den overlever dog i et Düsseldorf-arkiv og giver en stærkt renset personlig gennemgang af hans karriere til dato og om nogle aspekter af historien om hans samling.
Omdømme og omvurdering