Jens Peter Andersen (født 11. juni 1870 i Nyborg, død 22. august 1956) var en dansk redaktør og politiker. Han var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1918 til april 1920 og fra september 1920 til 1939.

Opvækst, uddannelse og erhverv Andersen blev født i 1870 i Nyborg. Hans forældre var gartner Valdemar Simonsen Andersen og Ane Dorothea Nielsen. Som barn gik han på kommuneskolen i Nyborg om formiddagen og arbejdede på en tobaksfabrik om eftermiddagen. Han kom efter skolen i lære som typograf som 13-årig. Han arbejdede i faget fra 1889 og rejste også i Norge, Tyskland, Østrig og Ungarn. Han boede i Horsens i en periode, før han i 1903 blev lokalredaktør på Holstebro Social-Demokrat og flyttede til Holstebro. På grund af sygdom flyttede han i 1907 til Svendborg, hvor han var redaktør på Sydfyns Social-Demokrat fra 1907 til 1942. Han flyttede til København efter at være stoppet som redaktør i 1942.

Politisk karriere Jens Peter Andersen tilsluttede Socialdemokratiet i sin læretid. Da han senere boede i Horsens blev han af partiet udpeget til Ligningskommissionen. I sin tid i Holstebro blev han medlem af Holstebro byråd, og han var igen byrådsmedlem i Svendborg fra 1913 til 1933.

Andersen var kandidat ved folketingsvalgene fra 1903. Han stillede op i Holstebrokredsen i 1903 og 1906, og i Svendborgkredsen i 1909, 1910 og 1913, men uden at blive valgt. Han blev valgt til Folketinget første i 1918, men opnåede ikke genvalg ved valgene i april og juni 1920. Han vendte tilbage til Folketinget ved valget 21. september 1920 og sad derefter uafbrudt i Folketinget til han trak sig tilbage ved valget i 1939.

Han havde en række tillidsposter, blandt andet næstformand i Landsforeningen Dansk Arbejde, formand for Socialdemokraisk Presseforening og medlem af Radiorådet.

Privatliv Han blev gift i 1897 med syerske Johanne Margrethe Christine Marie Schaltz (1876-1949). De fik 8 børn, hvoraf politikeren Nina Andersen (født 1900 i Horsens) var den næstældste.

Referencer

Kategori:Personer fra Nyborg Kategori:Redaktører fra Danmark Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1910'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1920'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1930'erne Kategori:Medlemmer af Holstebro Byråd Kategori:Medlemmer af Svendborg Byråd Kategori:Kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokraterne