I løbet af cirka fjorten århundreder (fra ca. 7. århundrede f.Kr. til 7. århundrede eKr.) anvendte romerne og andre folk i Italien et navngivningssystem, der adskilte sig fra det, der blev brugt af andre kulturer i Europa og Middelhavet.
Det romerske navnesystem bestod af en kombination af person- og familienavne. Selvom det konventionelt omtales som tria nomina ("tre navne"), repræsenterer kombinationen af praenomen, nomen og cognomen – der betragtes som de grundlæggende elementer i det romerske navnsystem – faktisk en kontinuerlig udviklingsproces, som er pågået fra mindst det syvende århundrede f.Kr. til slutningen af det syvende århundrede e.Kr. Navnene, der udviklede sig som en del af dette system, blev en definerende karakteristika ved den romerske civilisation. Selvom selve systemet forsvandt i den tidlige middelalder, dannede navnene i sig selv en vedvarende indflydelse på udviklingen af europæisk navngivningspraksis, og mange af navne er vedblevet i de moderne sprog.
Oversigt Det karakteristiske træk ved den romerske navngivning var brugen af både personnavne (fornavne) og almindelige efternavne. I hele Europa og Middelhavet skelnede andre antikke civilisationer individer ved bruge enkelt personnavne. Disse navne kombinerede normalt to elementer eller temaer, hvilket tillod hundredvis, eller endda tusinder, af mulige kombinationer – et ditematisk (tematisk) navnesystem. Men i Italien opstod et markant anderledes navngivningssystem, hvor det personlige navn blev suppleret med et arveligt efternavn. Over tid udvidede dette binomiale system sig til at omfatte yderligere navne og betegnelser.Oxford Classical Dictionary, 2nd Ed. (1970), "Names, Personal."Benet Salway, "What's in a Name? A Survey of Roman Onomastic Practice from c. 700 B.C. to A.D. 700", in Journal of Roman Studies, vol. 84, pp. 124–145 (1994).
Det mest vigtige af disse navne var nomen gentilicium – også ofte blot benævnt nomen – som var et arveligt efternavn, der identificerede en person som medlem af en særlig gens (familie eller klan). Nomen kom efter praenomen, eller "fornavnet", som var et personligt navn, der havde til formål at adskille de forskellige medlemmer af en familie. For eksempel kunne en romer ved navn Publius Lemonius have sønner ved navn Publius Lemonius, Lucius Lemonius og Gaius Lemonius. Her er Lemonius nomen, der identificerer hver person i familien som medlem af gens Lemonia. Publius, Lucius og Gaius er praenomina, der bruges til at adskille de enkelte medlemmer af familien.
Oprindelsen af dette binomiale system vides ikke (det er gået tabt i historien), men det synes at have været etableret i Latium og Etrurien senest omkring 650 f.Kr. Skriftligt blev nomen normalt efterfulgt af en filiation, der angav personnavnet på en persons far og nogle gange navnet på moderen eller andre forfædre. Mod slutningen af den romerske republik blev dette efterfulgt af navnet på en borgeres stemmeenhed (Tribus). Endelig kunne disse elementer efterfølges af yderligere efternavne eller cognomina, som kunne være enten personlige eller arvelige navne – eller en kombination af begge dele.
De romerske grammatikere kom til at betragte kombinationen af praenomen, nomen og cognomen som et definerende karakteristik af romersk statsborgerskab, kendt som tria nomina. Men selvom alle tre elementer af det romerske navn eksisterede gennem det meste af romersk historie, kan begrebet tria nomina være misvisende, fordi ikke alle disse navne var påkrævet eller blev brugt gennem hele romersk historie. I løbet af perioden med den romerske republik repræsenterede praenomen og nomen de væsentlige elementer i navnet; cognomen optrådte først blandt den romerske aristokrati ved republikkens begyndelse, men blev ikke udbredt blandt plebejerne – der udgjorde flertallet af det romerske folk – før det 2. århundrede f.Kr. Selv da bar ikke alle romerske borgere cognomina, og indtil republikkens afslutning blev cognomen ikke betragtet som et officielt navn. I modsætning hertil blev cognomen i kejsertiden det vigtigste kendetegn ved det romerske navn, og selvom praenomina aldrig helt forsvandt, var de væsentlige elementer i det romerske navn fra det andet århundrede og frem nomen og cognomen.
Navnekonventionerne for kvinder var også forskellige fra det klassiske begreb om tria nomina. Oprindeligt delte romerske kvinder den binomiale nomenklatur for mænd; men med tiden blev praenomen mindre anvendelig som et kendetegn, og kvinders praenomina blev gradvist kasseret eller erstattet af uformelle navne. Ved republikkens afslutning havde flertallet af romerske kvinder enten ikke eller brugte ikke praenomina. De fleste kvinder blev kaldt alene ved deres nomen eller ved en kombination af nomen og cognomen. Praenomina kunne stadig gives, når det var nødvendigt, og som ligeledes var med mænds praenomina denne overlevede praksis langt ind i kejsertiden, omend udbredelsen af personlige cognomina til sidst gjorde kvinders praenomina overflødige.
I den sene kejsertid brugte medlemmer af det romerske aristokrati flere forskellige ordninger til at antage og arve nomina og cognomina – både for at angive deres rang og for at angive deres familie og sociale forbindelser. Nogle romere kom til at være kendt under alternative navne eller signa, og på grund af manglen på overlevende epigrafiske beviser, er den fulde navngivning for de fleste romere – selv blandt aristokratiet – sjældent registreret.
Så selvom de tre typer af navne, der henvises til som tria nomina, eksisterede gennem hele den romerske historie, var perioden, hvor flertallet af borgere besad præcis tre navne, relativt kort. Ikke desto mindre forbliver tria nomina den mest velkendte opfattelse af det romerske navn, fordi de fleste af de centrale personer i de bedst dokumenterede perioder af den romerske historie besad alle tre navne.
Af forskellige årsager brød det romerske navngivningssystem sammen i århundrederne efter sammenbruddet af den kejserlige autoritet i det Vestromerske Rige. Praenomen var allerede sjældent brugt i skriftlige kilder i løbet af det fjerde århundrede, og ved det femte århundrede blev det kun bevaret af de mest konservative elementer i det gamle romerske aristokrati, såsom Aurelii Symmachi. I løbet af det sjette århundrede – da romerske institutioner og sociale strukturer gradvist forsvandt – forsvandt behovet for at skelne mellem nomina og cognomina ligeledes. Ved udgangen af det syvende århundrede var befolkningen i Italien og Vesteuropa vendt tilbage til enkeltstående navne. Men mange af de navne, der var opstået som en del af tria nomina, blev tilpasset denne brug og overlevede ind i moderne tid.
Oprindelse og udvikling Som i andre kulturer, anvendte indbyggerne i det antikke Italien sandsynligvis et enkelt navn, som senere udviklede sig til praenomen. Marcus Terentius Varro skrev, at de tidligste italienere brugte simple navne.Gaius Titius Probus, De Praenominibus, epitome by Julius Paris. Navne af denne type kan have været æresprægede eller håbefulde, ligesom de kan have henvist til guder, fysiske særpræg eller fødselsforhold. I denne tidlige periode må antallet af personnavne have været ret stort; men med udviklingen af yderligere navne svandt antallet i almindelig brug. Omkring tidsperioden for den tidlige republik var der omkring tre dusin latinske praenomina i brug, hvoraf nogle allerede var sjældne; omkring atten blev brugt af patricierne.Harper's Dictionary of Classical Literature and Antiquities, Second Edition, Harry Thurston Peck, Editor (1897), "Nomen." Knap et dusin praenomina forblev i almindelig brug under kejserriget, selvom aristokratiske familier undertiden genoplivede ældre praenomina eller skabte nye udfra cognomina.
Udviklingen af nomen som det andet element i de italiske navne kan ikke tilskrives en bestemt periode eller kultur. Fra den tidligste periode var det almindeligt blandt både de indo-europæisktalende italiske folk og etruskerne. Historikeren Livius fortæller om brugen af Silvius som et nomen af kongerne af Alba Longa til ære for deres forfader, Silvius.Titus Livius, Ab Urbe Condita i. 3. Som en del af Roms grundlæggelsesmyte kan dette udsagn ikke betragtes som et historisk faktum, men det giver en indikation på den tidsperiode, som romerne selv tilskrev til optagelsen af arvelige efternavne.
På latin blev de fleste nomina dannet ved at tilføje et adjektivisk suffiks, normalt -ius, til stammen af et eksisterende ord eller navn. Dette krævede ofte et sammenføjningselement, såsom -e-, -id-, -il- eller -on-. Mange almindelige nomina opstod som patronymiske efternavne; for eksempel var betegnelsen Marcius afledt af praenomen Marcus, og betegnede oprindeligt Marci filius, "søn af Marcus". På samme måde opstod Sextius, Publilius og Lucilius fra praenomina Sextus, Publius og Lucius. Dette viser, at ligesom senere europæiske efternavne, var de tidligste nomina ikke nødvendigvis arvelige, men kunne blive adopteret og kasseret efter behag og ændres fra en generation til den næste. Praksissen, hvorfra disse patronymiske navne opstod, gav også anledning til filiationen, som i senere tider – da nomen var blevet fast – næsten altid fulgte nomen. Andre nomina var afledt af navne, som senere kom til at betragtes som cognomina, såsom Plancius fra Plancus eller Flavius fra Flavus; eller fra stednavne, såsom Norbanus fra Norba.
Det binomiale navn som bestod af praenomen og nomen spredte sig efterhånden over hele Italien. Nomina fra forskellige sprog og regioner har ofte karakteristiske kendetegn; Latinsk nomina havde en tendens til at ende på -ius, -us, -aius, -eius, -eus eller -aeus, mens oskiske navne ofte endte på -is eller -iis ; Umbriske navne i -as, -anas, -enas eller -inas, og etruskiske navne endte på -arna, -erna, -ena, -enna, -ina eller -inna. Oskanske og umbriske former findes ofte på indskrifter; i romersk litteratur er disse navne ofte latiniserede.
Mange individer tilføjede et ekstra efternavn eller cognomen, som hjalp med at skelne mellem medlemmer af større familier. Oprindeligt var disse blot personlige navne, som kunne være afledt af en persons fysiske træk, personlige egenskaber, erhverv, oprindelsessted eller endda en genstand, som en person var forbundet med. Nogle cognomina blev afledt af omstændigheden ved en persons adoption fra én familie til en anden, eller stammede fra udenlandske navne, f.eks. når en frigiven slave modtog et romersk praenomen og nomen. Andre cognomina mindes vigtige begivenheder forbundet med en person; et slag, hvori en mand havde kæmpet (Regillensis), en erobret by (Coriolanus); eller en mirakuløs hændelse (Corvus). De sene grammatikere adskilte visse cognomina som værende agnomina.
Selvom det oprindeligt var et personligt navn, blev cognomen ofte arvelig, især i store familier – eller gentes – hvor de tjente til at identificere forskellige grene af familien, kendt som stirpes. Nogle romere havde mere end ét cognomen, og i aristokratiske familier var det ikke uhørt, at enkeltpersoner havde så mange som tre, hvoraf nogle kunne være arvelige og nogle bar personlige. Disse efternavne var oprindeligt karakteristiske for patricierfamilier, men med tiden blev cognomina også erhvervet af plebejerne. Imidlertid blev en række fornemme plebejiske genter – såsom eksempelvis Antonii og Marii – aldrig opdelt i forskellige grene, og i disse familier var cognomina snarere undtagelsen end reglen.
Cognomina er kendt fra begyndelsen af republikken, men blev længe betragtet som uformelle navne og udeladt fra de fleste officielle optegnelser før det andet århundrede f.Kr. Senere indskrifter, der mindes republikkens tidlige århundreder, påtegnede disse manglende efternavne – selvom ægtheden af nogle af disse er blevet bestridt. Under kejserriden fik cognomen imidlertid stor betydning, og antallet af cognomina, som det romerske aristokrati antog, voksede eksponentielt.