Shia ( shī‘a, egl. ’parti, gruppe, fraktion’, forkortelse af Shia-tu Ali ( Shī‘at ‘Alī, ”Alis parti”) er den ene af de to hovedretninger inden for islam. Den største forskel mellem shia-islam og den anden hovedretning sunni-islam angår arvefølgen i det oprindelige kalifat. Shiitterne mener, at profeten Muhammed udtrykkeligt udpegede sin fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib (d. 661), som sin retmæssige efterfølger (kalif) og arvtager af lederskabet (imam). Mens sunnimuslimerne ikke mener, at Muhammed udnævnte en efterfølger i sin levetid, og at det i stedet var op til det muslimske fællesskab at udvælge en ved rådslagning. Det førte til, at Abu Bakr (d. 634) blev udråbt til kalif.
I øvrige forhold er shia-islam som andre islamiske retninger baseret på Koranen og på lære og traditioner, der stammer fra Muhammed.
Shia-muslimer menes at udgøre 10-13 % af alle verdens muslimer. I Iran, Aserbajdsjan og Bahrain udgør de det store flertal og i Irak og Libanon omkring halvdelen af de muslimske indbyggere. I bl.a. Pakistan, Indien, Afghanistan, Tyrkiet og Syrien er der væsentlige shiitiske mindretal.
Shiiterne er underopdelt i flere trosretninger. Den dominerende retning er tolver-grenen (ithnā-ʿashariyyah), mens ismailitterne (ofte kaldet syver-shiiter) og zaiditerne (kaldet femmer-shiiter) udgør to mindre afdelinger. Tallene refererer til antallet af imamer, som den pågældende gren anerkender.
Betegnelsen shī‘ah Translitteration thumb|right|235px|Det arabiske ord for shia-islam eller shiisme: Shī‘ah; sammensat at bogstaverne šīn-yāʾ-ʿayn-tāʾ marbūṭa.
Betegnelsen Shī‘ī (arabisk: شيعي) i ental eller Shī‘ah (arabisk: شيعة) i flertal. Til tider skrives Shī‘ah med en apostrof (altså: Shi'a), som er teknisk ukorrekt, eftersom det arabiske bogstav ʿayin (ع) som standard repræsenteres med en accent grave (`), venstre halv-cirkel (ʿ) eller et vendt komma (‘). Apostrofen repræsenterer det arabiske bogstav hamza (ء), som har en klar forskel i mening og udtale. Shī‘ah (flertal) afsluttes med det arabiske bogstav tāʾ marbūṭa, som også giver vanskeligheder i translitterationen. Det udtales som et blødt /h/ (eksempelvis: Shī‘ah), men i status constructus udtales det som /t/ (eksempelvis Shī‘at ‘Alī). Både tāʾ marbūṭa, accenttegnet og de lange vokaler undlades oftest i transkriptionen (eksempelvis Shia). I henhold til det arabiske chat-alfabet er translitterationen Shi3a. Den anbefalede form er Shī‘a med eller uden den lange vokal.
Begrebet Shī‘a er ikke af nyere oprindelse men er nævnt i Koranen og i traditionerne (ahadith) som betegnelse for tilhængere eller 'følgere'.
Koranen I Koranen er benævnelsen shī‘a nævnt fire stederKoranen 24:19; 28:15; 37:83; 54:51 og 30:31-32.. I to af disse vers (28:15 og 37:83) anvendes udtrykket eksplicit. I sidstnævnte koranvers betegnes en, som følger Moses, som shī‘a og en fjende af ham som 'aduwwih.
Traditioner (hadith) I islamisk tradition (hadith) anvendes betegnelsen shī‘a specielt om ʿAlī ibn Abī Ṭālib og hans tilhængere, og at Muhammed anvendte denne betegnelse ved at sige til ʿAlī: »Gode nyheder ʿAlī! Sandelig vil dig, dine ledsagere og dine Shī‘a (tilhængere) være i Paradiset.«Sunni kilder: Fadha'il al-Sahaba, af Ahmad Ibn Hanbal, b. 2, s. 655; Hilyatul Awliyaa, af Abu Nu'aym, b. 4, s. 329; Tarikh, af al-Khateeb al-Baghdadi, b. 12, s. 289; al-Awsat, af al-Tabarani; Majma' al-Zawa'id, af al-Haythami, b. 10, s. 21-22; al-Sawa'iq al-Muhriqah, af Ibn Hajar Haythami , kapitel XI, afsnit I, s. 247 og al-Darqunti, som beretter at denne overlevering er overleveret af talrige berettere.
En tilsvarende række traditioner af samme karakter er anerkendt af både shia- og sunnimuslimer, men kun de førstnævnte anvender det som belæg for deres religiøse legitimitet.Se eksempelvis: Shi'ite Encyclopedia, kapitel 1b: The Term "Shī‘a" in Quran and Hadith
I en række ældre værker bliver definitionen på shī‘a og hvem de er også beskrevet. F.eks. citerer Ḥajjī Khalīfah (i bogen Kashf al-ẓunūn) følgende fra al-Zīnah af Abū Hātim Sahl ibn Muḥammad al-Sijistānī (d. 206/820):
"Under Sendebuddets (dvs. Muhammeds) levetid, var begrebet shī‘a en betegnelse på fire ledsagere: Salmān al-Fārsi, Abū Dharr al-Ghifārī, al-Miqdād ibn ʿAmr og ʿAmmār ibn Yāsir. Efter profeten Muhammeds død ville talrige af profetens ansete ledsagere samles omkring ʿAlī ibn Abī Ṭālib og blive identificeret med ham. [Også,] en gruppe muhājirūn (folk fra Mekka) og anṣār (folk fra Medina) blandt ledsagerne kom ikke frem for at give løfte om troskab til Abū Bakr; de valgte ʿAlī ibn Abī Ṭālibs side."Kilde: al-Yaʿqūbī, Ta‘rīkh, b. 2, s 124. Også citeret ordret i History of Islamic Philosophy, redigeret af Seyyed Hossein Nasr og Oliver Leaman, kapitel 8: "Twelve-Imām Shi‘ite theological and philosophical thought."
I traditioner af senere dato ses betegnelsen shī‘a også anvendt for andre grupperinger om en person som shī‘a af Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān.Shomali, Mohammad A., Shī‘a Islam – Origins Faith & Practices, Islamic College for Advanced Studies Press (ICAS), 2003 – Origins of Shī‘sm – The Meaning of the Term Shī‘a, side 13.
Dansk litteratur I dansk litteratur anvendes forskellige betegnelser for begrebet shī‘a og ofte i en historiemæssig kontekst, hvor shī‘at Ali betegnes 'Alis parti'.Se bl.a.: Hvad er Islam, Jørgen Bæk Simonsen, Sunni og Shia s. 37; Politikens Håndbog i Verdens Religioner, redigeret at Mikael Rothstein, "Shia-Islam" s. 146. Dette gælder også i danske leksika om islam.Se bl.a. Politikens Religionsleksikon, af Arild Hvidtfeldt (1991), Islam Leksikon, af Jørgen Bæk Somonsen (1994), Gyldensdals Religionleksikon – Religion, Livsanskuelse, redigeret ved Finn Strefánsson og Asger Sørensen (2006) og Gads Leksikon om Islam, redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann (2008). Dansk litteratur oversætter ordet shī‘a som bl.a. hjælpere, følgere, ledsagere, parti, partisaner (ældre betegnelse), oprørere (ældre betegnelse) og løsrivere (ældre betegnelse), alt afhængig af kontekst. Årsagen til forskellene i betegnelse kan hænge sammen med forfatternes divergerende opfattelse om oprindelsen af shī‘a som trosretning.
Oprindelse Betegnelsen 'Alis parti' anvendes oftest som en henvisning til de tidligste tilhængere af ʿAlī ibn Abī Ṭālib. Dette har selvfølgelig gjort ordet rigt anvendt i historisk kontekst, og derfor introducerer næsten alle bøger shiisme som 'Alis parti'. Blandt tidlige overleveringer og historikere med interesse for sekterisme, som anvender shī‘a og 'Alis parti', er:
Abū Hātim Sahl ibn Muḥammad al-Sijistānī (død 820), som i sin al-Zīnah bruger begrebet Shī‘a i betydningen trosretning: "Begrebet "Shī‘a" var det første af sin art, der forekom indenfor islam for betegnelsen af en denomination (madhhab), og det var titlen på de fire ledsagere af profeten: Abū Dharr, ʿAmmār, Miqdād og Salmān al-Fārsī. Disse fire var også de enestående følgere af ʿAlī." Han tilføjer også: "Senere, under Slaget ved Ṣiffin, blev ordet anvendt om [alle], der fulgte ʿAlī."Ibid., bd. 3, s. 10.
Den shiitiske retskyndige al-Ḥasan bin Mūsā al-Nawbakhtī (død mellem 912-922) beskrev i sit værk om sekterisme, Kitāb Firaq al-Shī‘a ("Bogen om Shī‘a denominationer") følgende om den første denomination: "Den første denomination er Shī‘a. De er partiet af ʿAlī ibn Abī Ṭālib, som også er kaldt Shī‘atu ʿAlī ('Alis parti'). De var kendt for at støtte ham [i.e. ʿAlī] og tro på hans Imamat (imāmah). Blandt disse var al-Miqdād b. al-Aswad, Salmān al-Fārisī, Abū Dharr Jundub b. Junāda al-Ghafārī, ʿAmmār b. Yāsir og enhver, som var enig med ʿAlī. De var de første [muslimer], der blev kaldt ved dette navn, selvom ordet "Shī‘a" er et gammelt begreb, oprindelig fra Shī‘a af Abraham (Ibrāhīm), Shī‘a af Moses (Mūsā), Shī‘a af Jesus (ʿĪsā) og andre profeter."Shī‘a Sects, oversat, introduceret og annoteret af Abbas Kadhim, ICAS Press, London, 2007, s. 60.
Historikere har dog forskellige opfattelser af, hvornår denominationen Shī‘a blev til. Der er en vis enighed om, at 'Alis parti' bestod af en række 'følgere', som fulgte Ali (og senere hans sønner Hasan ibn Ali og Hussein), men der er uenighed om, hvornår dette følgeskab begyndte. Opfattelserne er delte mellem at 'Alis parti' blev dannet under profeten Muhammeds levetid. at betegnelsen 'Ali parti' fik sin gennemslagskraft under kalifattet af samme person, og at der ikke kan tales om 'Ali parti' før efter Slaget ved Ṣiffin. at det først var efter hans yngste søn Husseins død under Slaget ved Karbala, at 'Alis parti' blev formet i praktisk forstand.
Vestlig forskning har oftest tenderet mod at anse en af de sidste to muligheder for den mest sandsynlige. Den første opfattelse har dog også tilhængere.Se bl.a. The Succession to Muhammad, af Wilferd Madelung, Cambridge University Press, 1997.
Første shī‘a Traditionerne anser følgende fire for at være de første shī‘a: Abū ʿAbdillāh Salmān al-Fārisi (død 656): Abū Dharr al-Ghifārī (død651) Miqdād ibn al-Aswad al-Kindī (død 653) ʿAmmār ibn Yāsir (død 657)
Udover disse fire inkluderes ʿAlī ibn Abī Ṭālibs nære familie, specielt profetens datter Fāṭimah al-Zahrā (ʿAlī's hustru) og hans to sønner Hasan og Hussein.
Efterfølgende Shī‘a De efterfølgende shiitter fandtes naturligt nok i Ḥijāz blandt profetens Muhammeds ledsagere og findes gengivet i islamiske historiske og biografiske værker. De er oftest opdelt efter: Hashimitter (banū Hāshim) efterkommere af profetens Muhammeds oldefar Hāshim.Slægtskab med profeten Muhammed er af stor betydning indenfor shiisme, som bl.a. også bliver tiltalt med den ærestitlen "Sayyid". Alle andre, som ikke er beslægtet med profeten Muhammed.
Shī‘a voksede fra ʿAlīs nære familie og de fire første Shī‘a til en større skare af tilhængere. Efter ʿAlī's død overgik imamatet til hans ældste søn Hasan.Hasan valgte at abdicere sin ret til kalifatet – men blandt sine tilhængere blev han dog stadig anses som den guddommelige og udvalgte leder. Efter Hasans død ville ʿAlī's yngste søn Hussein få overdraget imamatet og således også følgeskabet.
Fra Ḥijāz spredte shiismen sig først til Bilād al-Shām (i det nuværende Syrien og Libanon), specielt som følge af, at den tredje historiske kalif ʿUthmān havde sendt Abū Dharr i eksil i Damaskus (hvor Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān var guvernør). Abū Dharr prædikede her 'den sande islam [i.e. Shiisme]' og opfordrede folk til at støtte og følge ʿAlī. Shiisme blev herved styrket i Syrien, og udbredtes specielt under Hamdānid-dynastiet og senere.
Senere og nutidig Shī‘a Den shī‘a-islamiske tro inkluderer en bred vifte af forskellige grupperingerAl-Nawbakhti-, al-H.asan ibn Mu-sa-, Kita-b Firaq al-Shi-‘a (Shi-‘a Sects), oversat og introduceret på engelsk af Kadhim, Abbas, Islamic College for Advanced Studies, 2007.. Herunder findes en række forskellige teologiske overbevisninger, retsskoler og filosofiske og åndelige forskelligheder.
Den dominerende retsskole (som også udgør størstedelen af Shī‘a på verdensplan) er 'Tolver'-retsskolen (ithna- ashariyyah), også kendt som Jafari-retsskolen, som udgør omkring 85 % af samtlige. Den har sit navn efter troen på de tolv imamer, og findes hovedsageligt i Iran (90%), Azerbaijan (85%), Bahrain (75%), Irak (65%), Yemen (45%), Libanon (45%) og Kuwait (30%). Den udgør også en stor minoritet i Pakistan (20%) og Saudi Arabien (10–15%).International Crisis Group. The Shiite Question in Saudi Arabia, Middle East Report No. 45, 19 September 2005 . Ordet Shī‘a refererer oftest til Tolver-Shī‘a alene.
De to mindre grupperinger er Ismaili og Zaidi, som begge bestrider 'tolv' imamerIsmaili betegnes også som Syvere (al-isma-'i-liyyun), da de kun anerkender syv imamer. Retsskolen er stiftet af Ismail ibn Jafar. Zaidi eller femmere er stiftet af Zayd ibn Ali-. Betegnelsen 'femmer' er ikke altid passende til Zaidi shī‘a-muslimer, da visse afgreninger af Zaidi også tror på tolv imamer..
Tro Stedfortræderen Ali