Cæsars borgerkrig (49–45 f.Kr.), undertiden også omtalt som Den Store Romerske Borgerkrig, var en borgerkrig under den sene Romerske Republik mellem to fraktioner: cæsarianerne og pompeianerne, der blev ledet af henholdsvis Gajus Julius Cæsar og Gnæus Pompejus Magnus (Pompeius). Hovedårsagen til borgenkrigens udbrud var politiske spændinger i forbindelse med Cæsars forventede tilbagevenden til Rom efter hans guvernørskab i Gallien udløb.
Før borgerkrigen udbrød, havde Cæsar ledt en invasion af Gallien i næsten ti år. En optrapning af spændingerne begyndte mod slutningen af 50 f.Kr., hvor både Cæsar og Pompejus nægtede at give sig i forhold til en række krav. Pompejus og hans allierede fik derefter Senatet til at kræve, at Cæsar skulle opgiver sine provinser og sine hære i begyndelsen af 49 f.Kr. Cæsar nægtede at imødekomme dette krav og krydsede i stedet Rubicon-floden for derefter at marchere mod Rom.
Krigen blev udkæmpet i romersk Italien, Illyricum, Graecia (nytidens Grækenland), Aegyptus (nutidens Egypten), Afrika og Hispania. De afgørende kampe fandt sted i Graecia i 48 f.Kr. Her besejrede Pompejus indledningsvis Cæsar i forbindelse med Slaget ved Dyrrhachium. Pompejus tabte dog efterfølgende det afgørende – og større – slag ved Farsalos, hvorefter Pompejus' hær gik i opløsning. Mange fremtrædende tilhængere af Pompejus overgav sig efterfølgende, herunder Marcus Junius Brutus og Cicero. Andre kæmpede videre, heriblandt Cato den Yngre og Metellus Scipio. Pompejus flygtede selv til Aegyptus, hvor han blev myrdet ved sin ankomst.
Cæsar ledte efterfølgende en militærekspedition til Lilleasien, inden han angreb Nordafrika, hvor han besejrede Metellus Scipio i 46 f.Kr. i forbindelse med Slaget ved Thapsus. Cato og Metellus Scipio begik herefter selvmord. Året efter besejrede Cæsar den sidste fraktion af pompeianerne i forbindelse med Slaget ved Munda i Hispania, som blev ledet af hans tidligere løjtnant Labienus. Cæsar blev derefter udnævnt til Dictator perpetuo ("diktator i evighed" eller "diktator på livstid") af det romerske Senat i 44 f.Kr. Kort tid herefter blev Cæsar myrdet af en gruppe senatorer, heriblandt Brutus (som Cæsar ellers havde benådet efter Slaget ved Farsalos).
Borgerkrigen er et af de almindeligt anerkendte slutpunkter for det republikanske styre i Rom. Nogle forskere betragter krigen som den umiddelbare årsag til republikkens fald på grund af dens polariserende effekt og afbrydelse af det normale republikanske styre. Cæsars omfattende sejr og hans øjeblikkelige død herefter efterlod et magttomrum i Rom; i de følgende år lykkedes det hans arving Octavian at tage den fulde kontrol over Rom, hvilket afstedkom dannelsen af det Romerske Kejserige, hvor Octavian i 27 f.Kr. blev tildelt titlen Augustus.
Baggrund
Det primære spørgsmål i optakten til krigen var, hvordan Cæsar – der havde været i Gallien i næsten et årti før 49. f.Kr. – skulle genintegreres i Roms politiske struktur, efter at have akkumuleret enorm magt og rigdom i Gallien.. "After the year 52, politics was dominated by the question of when and under what circumstances Caesar should return from Gaul".
Mod slutningen af hans periode som konsul i 59 f.Kr. sikrede Cæsar sig, at han blev tildelt guvernørskabet (han blev udpeget prokonsul) over de romerske provinser Cisalpine Gallien, Illyricum og Transalpine Gallien startende fra 58 f.Kr. af Senatet. Cæsar havde allieret sig med Crassus og Pompejus i det såkaldte Første Triumvirat under sin konsul-periode i 59 f.Kr... "It should... be stressed that... the political coalition sometimes misleading labelled the First Triumvirate was being put together by Caesar after his election and very shortly before he entered office" (emphasis in original). Alliancen mellem de tre mænd afstedkom en både skarp omstrukturering og tilpasning af eksisterende politiske alliancer i Rom, hvilket umiddelbart kom de tre mænd til gode, men på længere sigt medførte, at aristokratiske grupper forenede sig i opposition mod disse mænd. De kortsigtede fordele muliggjorde bl.a., at Pompejus østlige erobringer blev ratificeret af Senatet ligesom landbrugs- og skattereformer, der tilgodeså både Cæsars, Pompejus' og Crassus' politiske interesser blev vedtaget.
Den politiske alliance mellem de tre mænd begyndte dog gradvist at bryde sammen fra midten af 50'erne f.Kr. Pompejus og Crassus blev dog begge valgt som konsuler for året 55 f.Kr. Med deres fælles konsulskab fik de tildelt nye provinskommandoer, hvor Pompejus modtog guvernørskabet over Hispania, mens Crassus blev udpeget guvernør over Syrien. Cæsar fik samtidig fornyet sit prokonsulat over Gallien.
Efter Crassus' afgang fra Rom i slutningen af 55 f.Kr. og senere død i 53 f.Kr. begyndte alliancen for alvor at bryde sammen. Ligeledes medvirkede Julias (Cæsars datter og Pompejus kone) død i 54 f.Kr. til at forholdet mellem Pompejus og Cæsar blev forværret, og "en konfrontation mellem [de to] virkede derfor uundgåelig". Fra 61 f.Kr. havde den vigtigste politiske dagsorden i Rom været at sikre en modvægt mod Pompejus indflydelse, hvilket havde medført, at Pompejus havde søgt allierede uden for det senatoriske aristokrati – dvs. Crassus og Cæsar – men en stigning i den politisk vold fra 55 til 52 f.Kr. tvang endeligt Senatet til at alliere sig med Pompejus for at genoprette orden. Nedbrydningen af ordenen i 53 og 52 f.Kr. var ekstremt foruroligende: mænd som Publius Clodius Pulcher og Titus Annius Milo var "essentielt uafhængige aktører", der ledede store voldelige gadebander i et meget ustabilt politisk miljø. Dette førte til Pompejus blev udpeget som ene konsul i 52 f.Kr., hvor han egenhændigt tog kontrol over byen uden at indkalde til en valgforsamling.
Den politiske agitation for at fratage Cæsar hans kommando over hans legioner og provins var allerede begyndt i foråret 51 f.Kr.: M Claudius Marcellus hævdede det år, at erobringen af Alesia og sejren over Vercingetorix betød, at Cæsars provincia (dvs. opgave) i Gallien var fuldført, og derfor var hans kommando udløbet. Marcellus argumenterede også for, at Cæsars forventede ønske om at opstille (in absentia) for en anden periode som romersk konsul ikke længere var berettiget efter hans sejr. Uagtet heraf afviste Senatet Marcellus' forslag. Ligeledes afviste de senere hans forslag om at erklære Cæsars embedsperiode i Gallien for afsluttet den 1. marts 50. f.Kr. På dette tidspunkt medvirkede Pompejus også til at afvise disse forslag.thumb|400x400px|Den romerske verden i 56 f.Kr., da Cæsar, Crassus og Pompejus mødtes i Luca til den såkaldte Luca-konference. Her blev det besluttet at forlænge Cæsars guvernørskab (prokonsul) over bl.a. Gallien med yderligere 5 år. Ligeledes blev det besluttet, at Crassus skulle udpeges som guvernør over den romerske provins Syrien, mens Pompejus ville blive udpeget guvernør over provinsen Hispania.Efter sommeren 50 f.Kr. var "positioner blevet forhærdede, og begivenhederne udviklede sig uigenkaldeligt hen imod en katastrofe", hvor Pompejus nu afviste Cæsars forslag om at opstille som konsul, indtil han havde opgivet sin hær og provinser. Senatet, som helhed, var relativt fredeligt og støttede et forslag fra Cæsars allierede C Scribonius Curio – som på daværende tidspunkt var plebejertribun – om at både Pompejus og Cæsar skulle opgive deres hære og kommandoer. Forslaget blev vedtaget i Senatet med 370 stemmer for og 22 stemmer imod den 1. december 50 f.Kr., men det blev afvist af Pompejus og konsulen. Konsulen C Claudius Marcellus udnyttede herefter rygter om, at Cæsar forberedte en invasion af det romerske Italien og udpegede Pompejus til at forsvare byen og republikken.
En af årsagerne til, at Cæsar sandsynligvis i sidste ende besluttede sig for at gå i krig, var, at han nok ville blive retsforfulgt for juridiske uregelmæssigheder i forbindelse med sin periode som romersk konsul tilbage i 59. f.Kr. Ligeledes kunne han blive retsforfulgt for overtrædelser af forskellige love vedtaget af Pompejus i slutningen af 50'erne. Konsekvensen af et sådan retsopgør ville sandsynligvis have været vanære og eksil. Imidlertid betvivles denne teori om et muligt retsopgør – der er fremsat af Sveton og Pollio – som værende "meget tvivlsom" og "yderst tvivlsom" af forskellige historikere. Der er således ingen beviser fra perioden 50–49 f.Kr. på, at nogen seriøst planlagde at stille Cæsar for retten. Cæsars beslutning om at udkæmpe en borgerkrig kunne også være motiveret af hans vedvarende vanskeligheder ved at opnå et andet konsulskab og en triumf: hvis dette ikke lykkes, ville det have sat hans politiske fremtid på spil. Desuden var krig i 49 f.Kr. fordelagtig for Cæsar, idet han havde stærke militære ressourcer til rådighed, mens Pompejus og hans støtter knapt nok var begyndt at mobilisere deres styrker.
Selv i antikken var årsagerne til krigen gådefulde og forvirrende, og specifikke motiver var "ikke til at finde nogle steder". Der eksisterede forskellige påskud for krigen, såsom Cæsars påstand om, at han forsvarede plebejertribunernes rettigheder, efter at disse var flygtet fra byen, hvilket "alt for åbenlyst" var en misvisende årsagsforklaring. Cæsars egen forklaring var, at han ville beskytte sine personlige dignitas (værdighed eller prestige); både Cæsar og Pompejus var drevet af stolthed, hvor Cæsar nægtede at "underkaste sig de konservatives (pompeianernes) trusler, og endnu mindre Pompejus "mobning", som den amerikansk historiker Erich Gruen har udtrykt det. Pompejus nægtede på tilsvarende vis at acceptere Cæsars forslag, der var leveret som om de var direktiver. Inden de sidste uger af året 50 f.Kr herskede der kun en minimal lyst til krig, men de "havde fanget sig... i en politisk skruestik, hvorfra de ikke kunne komme ud med deres værdighed, undtagen ved aggressiv selvhævdelse", mens Cæsar ikke kunne "tillade [sin status og omdømme] at kollapse gennem underkastelse".
Borgerkrig I månederne op til januar 49 f.Kr. synes både Cæsar og de anti-Cæsarianske kræfter (bestående af Pompejus, Cato og andre) at tro, at den anden part ville give efter eller – hvis dette ikke skete – tilbyde mere gunstige betingelser. Tilliden mellem de to parter var blevet forringet i årerne op til borgenkrigens udbrud, og gentagne perioder med store politiske spændinger havde skadet chancerne for et kompromis.
Den 1. januar 49 f.Kr. erklærede Cæsar, at han ville være villig til at træde tilbage, hvis Pompejus ligeledes ville gøre det, men – i henhold til historikeren Erich Gruen – Cæsar kunne "ikke tåle nogen forskel i deres [Cæsar og Pompejus] styrkerforhold", og han truede med krig, hvis hans vilkår ikke blev imødekommet. Cæsars repræsentanter i Rom mødtes med senatoriske ledere med et mere forsonende budskab, hvor Cæsar var villig til at opgive provisen Transalpine Gallien, hvis han ville få lov til at beholde to legioner og retten til at opstille som konsul uden at opgive sit imperium (og dermed ret til en triumf). Disse vilkår blev dog afvist af Cato, som erklærede, at han ikke ville gå med til noget, medmindre det blev fremlagt offentligt foran Senatet.
På krigens tærskel (d. 7. januar 49 f.Kr.) blev Senatet overbevist – mens Pompejus og Cæsar fortsatte med at opruste og samle tropper – om at kræve, at Cæsar skulle opgive sit embede eller blive erkæret fjende af staten. Få dage senere fratog Senatet ligeledes Cæsars tilladelse til at opstille til valg in absentia og udnævnte samtidig en efterfølger til Cæsars prokonsul i Gallien. Pro-Cæsarianske plebejertribuner nedlagde veto mod disse forslag og handlinger, men dette blev ignoreret af Senatet, der i stedet udstedte et senatus consultum ultimum ("Senatets endelige dekret"), hvilket bemyndigede magistrater til at tage de nødvendige foranstaltninger for at sikre statens sikkerhed. Som reaktion herpå flygtede en række af disse pro-Cæsarianske tribuner ud af Rom og mod nord til Cæsars lejr. Disse tribunere dramatiserede samtidig hele situation, hvilket medvirkede til at optrappe situationen.