Socialisme refererer til en bred vifte af politiske bevægelser der ønsker et socioøkonomisk system i hvilket produktionsmidlerne (fx fabrikker, finansielle institutioner, infrastruktur etc.) ejes kollektivt under folkelig kontrol. Denne kontrol af produktionsmidlerne kan have forskellige udtryk. Der kan f.eks. være tale om statsejerskab, kooperativer eller arbejdernes direkte ejerskab over deres egen arbejdsplads. Socialisme står således primært i modsætning til kapitalisme som økonomisk system, og liberalisme som politisk system. thumb|right|150px|Charles Fourier 1772–1837 Fransk filosof, købmand og såkaldt utopisk socialist. thumb|right|150px|Henri de Saint-Simon 1760–1825 Kaldes grundlæggeren af fransk socialisme thumb|right|150px|Robert Owen 1771–1858 Walisisk socialist der anses for grundlæggeren af den kooperative bevægelse thumb|right|150px|Pierre Joseph Proudhon 1809–1865 Fransk anarkist thumb|right|150px|Karl Marx 1818–1883. Sammen med Friedrich Engels er han den moderne socialismes fader thumb|right|150px|Friedrich Engels 1820–1895 Tysk socialistisk teoretiker der arbejdede sammen med Karl Marx
Filosofi Det socialistiske perspektiv er generelt baseret på materialisme og opfattelsen af, at menneskelig adfærd i stor udstrækning er formet af de sociale omgivelser. I den marxistiske teori kan eksistensen og naturens beskaffenhed reduceres til en økonomisk helhed. I særdeleshed hævder videnskabelig socialisme, at social vækst, værdier, kulturelle træk og økonomisk praksis er sociale skabninger, og ikke en immutabel naturlig lovs ejendom. Det ultimative mål for marxistiske socialister er frigørelsen af arbejdskraft fra fremmedgørende arbejde. De hævder at frigørelsen af det enkelte individ fra nødvendigheden af at udføre fremmedgørende arbejde for at modtage varer ville tillade mennesker, at forfølge deres egne interesser og udvikle deres egne talenter, uden at være tvunget til at udføre arbejde for andre.
Socialister argumenterer generelt med, at deres bevægelse er en metode til at bringe social organisation op på et niveau af nuværende teknologisk fremskridt, for fuldt ud at drage nytte af moderne teknologi. De hævder, at kapitalisme enten er forældet eller nærmer sig forældelse som et levedygtigt system til at producere og distribuere rigdom på en effektiv måde. Ifølge marxistiske socialister koncentrerer kapitalismen magt og rigdom indenfor en lille overklasse, der kontrollerer produktionsmidlerne og trækker deres rigdom ud gennem et udnyttelsessystem. Dette skaber et lagdelt samfund baseret på ulige sociale relationer, der ikke formår at yde lige muligheder for ethvert individ til at maksimere dets potentiale, og som ikke gør brug af den tilgængelige teknologi og de tilgængelige ressourcer til deres maksimale potentiale i offentlighedens interesse, samt fokuserer på at tilfredsstille markedets krav i modsætning til menneskelige behov. Ifølge socialisterne ville et socialistisk samfund muliggøre en fordeling af rigdom baseret på, hvor meget den enkelte bidrager til samfundet i modsætning til, hvor meget kapital den enkelte besidder.
Tidlige former De tidligste former for egentlig socialisme anses for at være de bevægelser, som siden er kommet til at gå under navnet den utopiske socialisme. Denne politiske tendens arbejdede ud fra den forestilling, at socialistiske enklaver kunne opbygges inden for rammerne af det feudale eller senere det kapitalistiske samfund. Retsindige rigmænd eller sammenslutninger af idealister skulle således oprette socialistiske produktionsfællesskaber eller kollektiver, som så ved deres eksempels kraft kunne inspirere andre til at følge samme spor. De teoretiske fortalere for denne strategi var socialister som Charles Fourier, Claude Henri de Rouvroy de Saint-Simon og Robert Owen. Nogle medregner også anarkisten Pierre-Joseph Proudhon til denne strømning.
Utopisk socialisme I Report to the County of Lanark (dansk: Rapport til amtsadministrationen i Lanark, 1821) hævder den engelske storindustrialist Robert Owen, at kun et egentligt brud med samfundsudviklingen kan ophæve industrialiseringens og privatejendommens skyggesider. Han opstiller et sæt principper for et fuldstændig samfundsalternativ, hvor ambitionen er at forene det bedste fra den førindustrielle verdens sociale liv med den nye tids nye teknologi. Kernen er kooperative landsbyer, som planlægges for mellem 300 og 2.000 mennesker. Den primære beskæftigelse skal være landbrug og fødevareproduktion, men også håndværk og industrivirksomhed er på programmet. Opdragelse og uddannelse spiller en nøglerolle. Owen fastholdt oplysningstidens ide om de ydre omstændigheders indvirkning på menneskesindet og den medfølgende optimistisk tro på, at en korrekt opdragelse ville føre til et godt samfund.
Owens egne praktiske erfaringer som succesfuld virksomhedsleder gav ham mange tilhængere. Han blev en inspirationskilde for mange oppositionelle, som ikke ville vente på de effekten af udvidet stemmeret osv. Hans anvisninger for en anden måde at organisere et samfund på forelå bl.a. med detaljerede planer for arkitekturen. I årene som fulgte, blev hele seksten Owen-inspirerede storkollektiver grundlagt i USA og ti i Storbritannien. De mest kendte var New Harmony i Indiana (1825-28) – det første ikke-religiøse utopiske samfund i USA – og Harmony Hall i England (1839-45). Både nordamerikansk og engelsk socialisme har lige siden været præget af denne form for praktisk eksperimenteren med politiske øer i det kapitalistiske samfund.
Det danske Christiania og den den danske produktionskollektiv-bevægelse kan tjene som moderne eksempler på utopisk socialisme. Den utopiske socialisme mistede imidlertid meget af sin tiltrækningskraft, efterhånden som industrialismen slog igennem, og modsætningerne mellem arbejderklassens og borgerskabets økonomiske interesser blev tydeligere, og arbejderne begyndte at organisere sig som klasse på tværs af virksomhederne og i et modsætningsforhold til arbejdsgiverne. Altså i og med fagbevægelsens og syndikalismens fremvækst. Her var nye strategier, som virkede mere slagkraftige.
Marxismen Fra midten af 1800-tallet udviklede Karl Marx og Friedrich Engels en økonomisk teori om kapitalismens måde at fungere på og en teori om faserne i den historiske udvikling – og om overgangen mellem disse faser. Disse teorier er siden kommet til at gå under betegnelsen marxisme. Marx selv foretrak at kalde opfattelsen for den videnskabelige socialisme, netop for at sætte en skillelinje i forhold til den såkaldte utopiske socialisme. Den store forskel mellem den utopiske og den videnskabelige socialisme er bevidstheden om klasseinteressernes betydning. Marx anså det for naivt at forestille sig, at industrifyrsterne ville lade sig inspirere til at deltage i socialistiske eksperimenter. Enkelte kunne nok lade sig lokke til det, men langt de fleste kunne forventes at følge deres "klasseinteresse" i selv at bibeholde magten over deres virksomheder, retten til at lede og fordele arbejdet, og retten til virksomhedernes overskud. Derfor skulle socialismen vindes i en kamp mellem arbejderklassen, som havde objektiv interesse i socialisme, og arbejdsgiverne (eller borgerskabet, kapitalisterne), som omvendt havde objektiv interesse i at opretholde kapitalismen – uanset hvor menneskekærlige disse arbejdsgivere hver især måtte være. Socialisme forudsatte klassekamp, mente marxisterne.
Det betyder dog ikke, at de utopiske socialisters indflydelse blev udslettet med marxismens fremvækst. I sin kritik af arbejdsdelingen er Marx tydeligt inspireret af den franske socialist Charles Fourier. Denne rubricerede Marx ganske vist som utopisk socialist, men det har ikke forhindret franskmanden i at ’smitte af’. Marx nævner i Parisermanuskripterne Fouriers kritik af arbejdets opsplittede og ensformige karakter. Her er fremmedgørelsens og ufrihedens årsag. Her er grunden til, at privatejendommen overhovedet kommer til at fungere afstumpende på mennesket, mener Fourier. Udgangspunktet er en kritik af den undertrykkelse af drifter, følelser og alt sanseligt, som han oplevede i sin samtid. Kritikken er fremadrettet. Han opstiller en meget detaljeret plan for et alternativt samfund, Stammefællesskabet. Dette var formodentlig sammen med Hegels dialektik den vigtigste inspirationskilde til Marx' fremmedgørelseskritik, som var en hjørnesten i hans kritik af kapitalismen.
Med Marx' teori om stadierne i den historiske udvikling kom begrebet socialisme for hans efterfølgere til at betegne stadiet, der kommer efter kapitalismen, men før det klasseløse kommunistiske samfund. Socialismen ses altså i denne forståelse som en overgangsfase. Anarkisterne, som for en stor del også kalder sig selv socialister, opererer dog ikke med en sådan overgangsperiode med et stærkt statsapparat, men mener, at staten kan afskaffes umiddelbart efter en revolution til fordel for et klasseløst samfund uden noget magtcentrum.
Den marxistiske historieopfattelse I den marxistiske historieopfattelse "drives" historien fremad af de indre modsætninger og de kampe, der findes i samfundet. Ifølge Marx kan historien deles op i ca. 6 dele. Nemlig det urkommunistiske, slavesamfundet, det feudale, det kapitalistiske, det socialistiske overgangssamfund og til slut det kommunistiske samfund. I alle disse historiske perioder, og til enhver tid, er samfundene klasseopdelt. Forholdet er altid undertrykte mod undertrykkere, som menes at være en del af ræsonnementet for en udligning af magtforholdene.
Det urkommunistiske samfund var et samfund meget lig det, vi i dag ser i de såkaldte natur- eller primitive stammesamfund, nemlig samfund uden privat ejendomsret og et stærkt kollektiv. Altså en form for kommunistisk samfundssystem i sin grundstruktur.
Slavesamfundet overtog derefter, og den kraftigste undertrykkelse af mennesker fandt sted i dette samfund. Kampe mellem dette samfunds klasser, nemlig slaveklassen og slaveejerklassen, førte efterhånden til, at slaverne fik deres frihed.
Et nyt samfund opstod, nemlig det feudale, hvori kongen og adelen støttet af kirken (der gav disse legitimitet ved at påstå, at disse var udpeget af gud til at lede resten af samfundet) var samfundets overklasse. Underklassen i dette samfund var i stort omfang bønder, der var stavnsbundet til hver deres herremand. Dette udbyttersystem var mindre undertrykkende end slavesamfundet, men stadig meget repressivt. Bønderne førte ligesom slaverne kampe mod herremændene og blev til sidst sat fri af dette system.
Det næste samfund opstod i forbindelse med den industrielle revolution og er det system, der må siges totalt at dominere på jorden i dag, nemlig kapitalismen (Selv om der stadig få steder findes feudallignende samfund (som fx i Nepal og Indien) og endda få urkommunistisk-lignende samfund (fx amazonindianerne og visse nomadesamfund). Ligeledes findes der stater, der kalder sig selv socialistiske, men som mere minder om statskapitalistiske samfund, da staten her blot har erstattet en kapitalistklasse med sig selv.
Under det kapitalistiske system ser Marx arbejderen som den udbyttede, der kun har sin arbejdskraft at sælge til kapitalisten (ejeren af produktionsmidlerne, fx en fabrik). Under dette system har arbejderen mere frihed end slaven og fæstebonden, nemlig som Marx skriver, til at vælge sin egen herremand. Marx mener, at der er flere problemer ved dette arbejder-kapitalist forhold (som fx fremmedgørelses-problematikken), men et af de største er lønforholdet. Mens arbejderen ønsker så høj en løn som muligt for det arbejde, han eller hun udfører, ønsker kapitalisten at give så lav en løn som muligt, så hans eller hendes (eller aktionærernes) overskud kan blive så stort som muligt. På den anden side er begge parter afhængige af hinanden, så de kan ikke bare gå fra hinanden. Arbejderen skal sælge sin vare (sin arbejdskraft) for at overleve, og kapitalisten skal bruge arbejderen til at producere.