Departementsråd for Udenrigspolitik (også kaldet Departementsråd for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik) er en højtstående diplomatisk embedsmand i Statsministeriet, der fungerer som statsministerens øverste rådgiver i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Som chef for Statsministeriets afdeling for udenrigspolitik, sikkerhed og Nordatlanten bistår departementsråden statsministeren med strategisk rådgivning og tværministeriel koordinering og fungerer som dennes politiske "sherpa" ved internationale topmøder. Stillingen betragtes som en af de mest indflydelsesrige embedsmandsstillinger i udformningen af dansk udenrigspolitik.
Afdelingens ressort omfatter bl.a. Danmarks internationale relationer, EU-politik og nordisk samarbejde, international økonomisk politik samt sikkerheds- og forsvarsanliggender, herunder NATO. Stillingsindehaveren repræsenterer desuden Statsministeriet ved internationale og diplomatiske møder på højt niveau og medvirker til koordineringen af udenrigspolitikken på tværs af regeringen, navnlig i forhold til Udenrigsministeriet. Som statsministerens politiske "sherpa" forestår departementsråden forud for internationale topmøder den overordnede forberedelse og medvirker til at afklare en række problemstillinger, hvorved statslederen eller regeringschefen frigøres tidsmæssigt. Indehaveren varetager en rolle, der stort set svarer til den nationale sikkerhedsrådgiver i USA.
Stillingen blev oprettet i 1993 under statsminister Poul Nyrup Rasmussen som led i en omfattende reorganisering af Statsministeriet, der bl.a. skulle styrke ministeriets kapacitet til udenrigs- og europapolitisk rådgivning og tværministeriel koordinering. Indehaveren rangerer umiddelbart under departementschefen. Oprettelsen formaliserede en ældre specialiseret rådgiverfunktion, der kan føres tilbage til Jens Otto Krags reorganisering af Statsministeriet i 1964.
Historie
Forløberembede
Før stillingen som departementsråd for udenrigspolitik formelt blev oprettet i 1993, havde statsministeren gennem en længere periode embedsmænd med særligt ansvar for udenrigs- og sikkerhedspolitisk rådgivning. Oprindelsen til en særskilt rådgiverfunktion på området kan føres tilbage til Jens Otto Krags omfattende reorganisering af Statsministeriet i 1964, hvor Henning Gottlieb blev tilknyttet ministeriet som særlig rådgiver i internationale, udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Funktionen blev blandt andet betegnet konsulent i internationale spørgsmål.
Gottlieb varetog rådgiverfunktionen frem til 1988, da han blev afløst af Niels-Jørgen Nehring. Nehring forblev i Statsministeriet indtil 1994 og under hans embedsperiode ændrede stillingsbetegnelsen sig til kommitteret, herunder i formen "den kommitterede i Statsministeriet, der har med udenrigspolitiske spørgsmål at gøre" og som "Statsministeriets kommitterede i udenrigsanliggender".
Oprettelse af stillingen i 1993
Stillingen som departementsråd for udenrigspolitik og en særlig udenrigspolitisk afdeling i Statsministeriet blev oprettet i 1993 som led i en større organisatorisk omstrukturering gennemført under statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den nyudnævnte departementschef Ulrik Federspiel. Omorganiseringen var den første større ændring af Statsministeriets organisation siden Jens Otto Krags reform i 1960'erne og havde officielt til formål at modernisere og effektivisere arbejdsgangen, skabe en klarere kompetence- og ansvarsfordeling samt sikre statsministeren hurtigere information og bedre rådgivning om udviklingen i ressortministerierne. Departementet blev som led heri organiseret omkring tre hovedområder: udenrigspolitik og sikkerhed, indenrigspolitik og økonomiske anliggender samt regeringskoordinering og juridiske anliggender.
Ændringerne havde navnlig til formål at styrke både Nyrup Rasmussen og Statsministeriet på det udenrigspolitiske område. Under Schlüter-regeringen havde udenrigspolitikken i høj grad været domineret af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Udenrigsministeriet, mens den nye organisation gav Statsministeriet en stærkere selvstændig kapacitet på området. Oprettelsen af den udenrigspolitiske afdeling skulle således styrke Statsministeriets rolle i koordineringen af udenrigspolitikken og dets evne til at bistå statsministeren i internationale og europapolitiske spørgsmål. Behovet blev blandt andet begrundet med europapolitikkens voksende betydning efter Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen samt de stigende krav, som statsministerens deltagelse i Det Europæiske Råd stillede til ministeriets informations-, koordinations- og rådgivningskapacitet. Hertil kom omfanget af den daværende firepartiregering, som omfattede 23 ressortministerier foruden Statsministeriet.
Omstruktureringen indgik samtidig i en bredere styrkelse af Statsministeriets tværministerielle koordinerende og overvågende funktion. En væsentlig baggrund var Tamilsagen, som havde tydeliggjort behovet for, at statsministeren og Statsministeriet løbende kunne følge ressortministeriernes virksomhed og modtage tilstrækkelig og rettidig information. Efter 1993 fik Statsministeriet derfor en mere aktiv rolle i informationsindsamlingen fra og koordineringen mellem ministerierne, herunder på det udenrigs- og europapolitiske område. Udviklingen ændrede dog ikke det grundlæggende ressortprincip, hvorefter den enkelte minister fortsat havde det politiske og retlige ansvar for sit ministerområde.
Den udenrigspolitiske afdeling fik ansvar for Danmarks internationale relationer, EU-politik og nordisk samarbejde, international økonomisk politik samt sikkerheds- og forsvarsanliggender, herunder NATO. Ved at samle disse områder direkte i Statsministeriets departement søgte regeringen dermed at skabe større strategisk sammenhæng og styrke Statsministeriets mulighed for at følge og koordinere centrale udenrigspolitiske beslutninger.
Sammenligning med USA's nationale sikkerhedsrådgiver Embedet betragtes bredt som den danske pendant til USA’s nationale sikkerhedsrådgiver og omtales i internationale medier til tider som "national sikkerhedsrådgiver for Danmarks statsminister". I Sverige besluttede regeringen i 2022 at udnævne en national sikkerhedsrådgiver () med ansvar for at bistå og rådgive både det nationale sikkerhedsråd og statsministeren. Inspireret af denne svenske model, har der i Danmark efterfølgende pågået en diskussion om at formalisere en eksplicit udpeget national sikkerhedsrådgiver i Statsministeriet. I 2025 augmenterede professor i politologi Mikkel Vedby Rasmussen for, at en tilsvarende ordning vil kunne styrke den strategiske koordinering og det overordnede tilsyn med den nationale sikkerhed på tværs af regeringen.
Ansvarsområder Den afdeling, som departementsråd for udenrigspolitik er chef for, er ansvarlig for bl.a. følgende områder:
At yde strategisk rådgivning til statsministeren om udenrigs- og sikkerhedspolitik. At koordinere Danmarks udenrigspolitik på tværs af ministerierne, især med Udenrigsministeriet. At repræsentere Statsministeriet ved internationale topmøder og diplomatiske møder på højt plan. At sikre politisk sammenhæng i EU, NATO og multilaterale anliggender.
Ligesom størstedelen af de øvrige medarbejdere i statsministeren er stillingsindehaveren indlånt fra et andet regeringsministerium, i dette tilfælde Udenrigsministeriet. Det betyder ofte, at stillingsindehaveren har betydelig diplomatisk erfaring, og efter endt tjeneste i statsministeriet bliver vedkommende ofte udnævnt til vigtige diplomatiske poster eller højtstående stillinger i centraladministrationen.
Liste over stillingsindehavere #PortrætNavnEmbedsperiode1Niels Egelund199319992Per Poulsen-Hansen199920033frameless|125x125pxMichael Peter Zilmer-Johns200320054frameless|134x134pxBo Lidegaard200520075frameless|140x140pxThomas Ahrenkiel200720106frameless|132x132pxUlrik Vestergaard Knudsen201020137Lars Gert Lose201320158frameless|130x130pxMichael Starbæk Christensen201520199frameless|133x133pxJean-Charles Ellermann-Kingombe2019202410frameless|149x149pxAnders Tang Friborg2024nu
Se også
Juridisk kommitteret Særlig udsending
Referencer
Litteratur
Kategori:Embedsmænd Kategori:Stillingsbetegnelser Kategori:Statsministeriet