Martha Cecilie Steinthal (født 26. januar 1861 i Trinitatis Sogn (Københavns Kommune) København, død 12. december 1948 i Hellerup) var en dansk skoleleder og pædagog, der gennem fire årtier var en central skikkelse i ledelsen af N. Zahles Skole og Seminarium. Hun regnes blandt de vigtigste videreførere af Natalie Zahles skoletradition i begyndelsen af 1900-tallet.
Biografi Steinthal voksede op i en veletableret kristen-jødisk familie sammen med sin bror, teologen F.W. Steinthal. Hun var elev på N. Zahles Skole, hvorfra hun tog lærerindeeksamen i 1889. Resultatet var så godt, at hun straks blev ansat på skolen, hvor hun kom til at virke de næste 40 år.
I 1891 tog hun institutbestyrerindeeksamen og blev samme år lærer ved Zahles Skole. Hun underviste især i religion, dansk og pædagogik.
I 1896 blev Steinthal sammen med Georgine Knuth forstander for N. Zahles Seminarium, og fra 1900 var hun ene forstander. To år tidligere, i 1898, var hun blevet medlem af skolens bestyrelse. Hun var med til at forberede seminarieskolens etablering i 1894–1995 og deltog i studie- og udlandsrejser sammen med Knuth. Hun beskrev senere, hvordan de, i modsætning til den bekymrede Zahle, "saa med et lysere Syn paa den Sag, vi skulde bære frem".
I 1905 medvirkede hun til oprettelsen af et kursus til faglærerindeeksamen, og i 1911 tog hun initiativ til etableringen af skolens såkaldte "sociale klasser", der erstattede den tidligere fortsættelsesundervisning for unge piger. Ordningen fortsatte frem til 1939.
Efter Henriette Skrams død i 1913 blev Steinthal overbestyrer for hele Zahles Skole, en post hun beholdt indtil sin afgang i 1931. Hun fik kort før udnævnelsen Zahles egen velsignelse til opgaven.
Som leder videreførte hun skolens tradition for at forene et nationalt sindelag og kristen ånd med ideologisk og religiøs frihed. Hun blev kendt som en forkæmper for den private skoles bevarelse, især i forbindelse med loven af 20. marts 1918, hvor staten overtog et flertal af de københavnske privatskoler.
Hun modtog i 1927 Fortjenstmedaljen i guld for sin mangeårige indsats for dansk pædagogik.
Steinthal var også en stærk fortaler for en forlængelse af seminarieuddannelsen fra tre til fire år. Da reformen blev gennemført med seminarieloven af 1930, blev hun udpeget til medlem af det læseplansudvalg, der skulle udforme den nye uddannelse.
Som 70-årig gik Steinthal af som overbestyrer i 1931. Under Anden Verdenskrig forsøgte hun i 1943 som 82-årig at flygte til Sverige, men forsøget mislykkedes. Hun døde i 1948 og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.<
Forfatterskab og tillidshverv Hun deltog aktivt i faglige og pædagogiske drøftelser og var medlem af bestyrelsen for Dansk Seminarieforening, Religionslærerforeningen og flere understøttelsesforeninger, ligesom hun sad i Pædagogisk Selskabs repræsentantskab. Hun var desuden formand for Zahles Seminarieforening.
Steinthal skrev og udgav flere pædagogiske tekster, herunder: Seminariereformen (1926) Albert Lilius: Skolealderens Sjæleliv (1934) Palæstina (1935)
Hun bidrog også med artikler til Bog og Naal, Hjem og Skole samt mindeskriftet Natalie Zahle til Minde (1927).
Referencer
Kategori:Personer fra København Kategori:Lærere fra Danmark Kategori:Skoleledere fra Danmark Kategori:Modtagere af Fortjenstmedaljen i guld Kategori:Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)