Barbara Kryger (Krüger) (født i 1945) er en tidligere fagligt aktiv bryggeriarbejder, der var formand for Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København 1983-1986, og derefter næstformand i den fælles fagforening for mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere i København 1987-1999.
Barbara Kryger var uuddannet sæsonarbejder på Carlsberg i perioden 1968-71, og blev senere ansat på Gl. Tap. Hun var samtidigt faglig aktiv, og aktiv i samarbejder med flere kvindebevægelser heri bl.a. Rødstrømpebevægelsen.
Ansættelser og poster 1968-1971: tilknyttet Carlsberg som sæsonarbejder 1972: ansat på Gl. Tap på Vesterfælledvej 1972: klubbestyrelsesmedlem 1973: tillidsrepræsentant 1974: næstformand for Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening 198?-1987: formand for Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening 1987: næstformand for Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn 1990-1999: hovedbestyrelsesmedlem i Bryggergruppen Københavns afdeling
Fagligt aktiv Barbara Kryger blev valgt ind i fagforeningens klubbestyrelsen i 1972 og som tillidsrepræsentant i 1973. Efter et kort samarbejde med Rødstrømpebevægelsen, gled hun i 1974 ud af det, og blev samme år valgt som næstformand for Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening, som hun senere ved de Københavnske bryggeriarbejdes strejke i 1985 var formand for.F.S. i https://radiostjernen.dk/bryggermadamme
Barbara Kryger tilhørte den unge generation af bryggeriarbejdere, der tog del i de nye strømninger på venstrefløjen i 1970´erne, med sympati omkring VS og SF. Hun var således aktiv i at etablere et samarbejde mellem Rødstrømperne, Dansk Kvindesamfund, ThilderneNote: Mathildes Børn, også kaldt Thildes børn eller bare Thilderne var en aktivistgruppe under Dansk Kvindesamfund der blev grundlagt på Dansk Kvindesamfunds landsmøde i 1970. Thilderne er opkaldt efter Mathilde Fibiger. Kilde: Kvinfo og de aktive kvinder i fagbevægelsen, og var blandt andet omkring 1970 sammen med Grete Sunde medstifter af Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn. Initiativgruppen ville gå nye veje, fordi de mente at hverken deres egen fagforening eller Kvindeligt Arbejderforbund var særligt aktive i spørgsmålet om ligeløn.
Især Rødstrømperne var hun begejstret for samarbejdet med, fordi de var gode til det aktivistiske arbejde:
Barbara Kryger mener, at deres arbejde var den væsentligste årsag til, at Kvindeligt Arbejderforbund blev nødt til at rejse kravet om reel ligeløn, og at de derefter fik det, selvom der var kvindepladser og mandspladser, men med de samme tillæg osv., og med fællesakkord for et helt tapperi.
Kvindekamp og kvindeliv At det lykkedes, gavnede kvindebevægelserne dengang, på den måde at kvinderne fik selvtillid – at kampen styrkede deres organisationer, de blev mere selvbevidste, mere krævende, mere aktive – at det lærte dem at formulere sig, og at få en forståelse for deres egen situation.
Der skete et enormt bevidsthedsskred for Barbara Kryger selv i denne tid. Hun fik samling på sin person, blev mere modig, opdagede at hun kunne en masse, som hun ikke troede hun kunne, og fik også lavet ændringer på hjemmefronten, hvilket gjorde at hun senere blev skilt.
Lone Christensen, der var akademiker (senere gymnasielærer), var den der holdt meget sammen på gruppen til sidst. Barbara Kryger blev i Initiativgruppen til den gik i opløsning, og fortsatte derefter i en uformel gruppe med nogle kvinder fra Den Kgl. Porcelænsfabrik og Dagmar Andreasen. Hun var ligeledes med til at arrangere et stort møde i Folkets Hus på Enghavevej, hvor hun husker at også bl.a. Birthe Marker, Grete Sunde, Anne-Margrete Jarrels var aktive i arrangementet, og aktionen på Rådhuspladsen 1. maj 1970, hvor de aktionerende erobrede talerstolen fra LO-formanden Thomas Nielsen, men hvor de oplevede at få hårde tæsk af arrangørernes vagtfolk, så en fik smadret sine briller og taleren Karen Jespersen tissede blod i flere måneder pga slag i nyrerne.
Barbara Kryger var også aktiv i etableringen af et samarbejde med progressive akademikere, blandt andet ved deltagelse i Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.
Dette samarbejde med akademikere udmøntedes i den såkaldte Bryggerirapport, om de skadelige virkninger af støj i tappehallerne. Rapporten udkom i 1972, og påkaldte sig bryggeriledelsens vrede, men rapporten blev dog en væsentlig faktor for den systematiske støjbekæmpelse, som bryggeriledelsen siden tog æren for, og solgte know-how videre på.
1985 bryggeristrejken Den 9. maj 1985 gik bryggeriarbejderne på Carlsberg og Tuborg ud i en strejke, der varede 8 uger. De københavnske bryggeriarbejdere havde siden slutningen af halvfjerdserne set skriften på væggen – nemlig i form af opstarten af et nyopført, rationelt indrettet, højteknologisk bryggeri, Fredericia Bryggeri i 1979.
Strejkens tema var at sikre beskæftigelsen og indflydelsen på den nye teknologi, som ledelsen ville indføre på bryggerierne, og som ville medføre betydelig nedgang i antallet af ansatte. Det var samtidig en kamp for at få aftalt investeringer på de københavnske bryggerier, hvor især produktionsapparatet på Carlsberg var nedslidt og forældet.
De strejkendes hovedparole var «Teknologien skal aflaste os, ikke afskaffe os».
Der var igennem strejken et langt hårdt forhandlingsforløb mellem parterne, og arbejdet blev til sidst genoptaget d. 8. juli, dog uden at et eneste af arbejdernes 5 krav var blevet indfriet. Hele forløbet påførte mange medlemmer alvorlige økonomiske problemer. Der blev udarbejdet en rapport af strejkeledelsen, om hvorfor man var mislykkedes med strejken.
Fagforeningsudvikling Strejken i maj-juni 1985 satte skub i en sammenlægning af de to fagforeninger for mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere. Fællesskabet på strejkens stormøder og i blokade- og andre aktiviteter under bryggeristrejken, overbeviste det store flertal af medlemmerne i de to fagforeninger om, at en fælles fagforening var nødvendig. Det var tydeligt, at man trods en ihærdig indsats havde tabt en storstrejke, og fremadrettet var nødt til at stå sammen.
I den nye fælles fagforening Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn specialiserede Barbara Kryger sig som afdelingsnæstformand i uddannelse, arbejdsorganisering, arbejdsmiljø, arbejdsskadesager og sociale spørgsmål, og udfyldte dermed vigtige funktioner i forhold til de nye udfordringer og problemer, som mødte bryggeriarbejderne under tidens rationaliseringsbølger og indførelse af ny teknik i 1980'erne og 90'erne.
Antallet af bryggeriarbejdere på De forenede Bryggerier (DfB) faldt i årene 1972-99 fra 3.600 til 400 ansatte.
Den 27. januar 1990 besluttede man, på en stiftende kongres mellem Gastronomisk Landsforbund, Hotel- & Restaurationspersonalets Forbund og Dansk Bryggeri-, Brænderi-, & Mineralvandsarbejder Forbund (DBBMF), at stifte det nye fællesforbund, Restaurations og Bryggeriarbejder Forbundet (RBF). Ved denne lejlighed indtrådte Barbara Kryger i flere poster: i Gruppebestyrelsen i Bryggergruppen Københavns afdeling, som hovedbestyrelsesmedlem i samme, samt som en af gruppens repræsentantskabsmedlemmer. (Fagbladet Prop & Kapsel nr1 1990)https://slaegtsbibliotek.dk/2024/929915.pdf
Fratrædelse Barbara Kryger valgte, i forbindelse med en omstrukturering af fagforeningen i efteråret 1999, ikke at genopstille til valg af fagforeningens daglige ledelse.
Referencer
Litteratur PROP & KAPSEL NR. 1 1990 Kvinder på fabrik : Ved Karen Jespersen, Barbara Krüger, Birthe Marker, Toni Liversage
Eksterne henvisninger Kvinfo Arbejdermuseets arkiver
Kategori:Kvinderetsforkæmpere fra Danmark