Magnus den Blindes og Harald Gilles saga er den fjortende saga i sagasamlingen Heimskringla, skrevet af den islandske skjald, historiker og høvding Snorre Sturlason. Sagaen handler om de norske samkonger Magnus den Blinde og Harald Gille. Magnus og Harald blev norske konger i 1130, og Harald fortsatte som konge frem til sin død i 1136. Magnus blev derimod afsat i 1135, men blev konge igen to år efter og frem til sin død i 1139.
Baggrund Baggrunden for Magnus’ og Haralds situation, da de blev konger, er beskrevet i Snorres Magnussønnernes saga. Magnus den Blinde var søn af kong Sigurd Jorsalfar, mens Harald Gille var søn af kong Magnus Barfod. Magnus Blinde var altså Haralds nevø. De to mænd blev konger i 1130, da Magnus’ far og Haralds bror, Sigurd, døde i Oslo. Forholdet mellem onkel og nevø var meget dårligt. Harald havde nemlig opsøgt Magnus’ far Sigurd blot få år tidligere og påstået, at han var kong Magnus Barfods søn og Sigurds bror. For at bevise sin herkomst gennemførte Harald jernbyrd ved at træde på ni glødende plovjern. Harald kom uskadet fra jernbyrden, og Sigurd anerkendte ham som sin bror. Harald lovede imidlertid at afstå fra at kræve kongsnavn, så længe Sigurd og sønnen Magnus levede.Snorre, Magnussønnenes saga, kapittel 26 Dette skete på Sem i Vestfold.Ågrip, kapittel 50 Magnus’ og Haralds regeringstid blev begyndelsen på borgerkrigstiden i Norge, en periode med indbyrdes krige mellem forskellige konger og kongsemner, som skulle vare helt frem til 1240.
Om sagaen Magnus den Blindes og Harald Gilles saga består af 16 kapitler. Den indeholder også nogle uddrag fra skjaldekvad, af skjaldene Halldor Skvaldre, Einar Skulason og Ivar Ingemundsson. Ud over at handle om Magnus og Harald fortæller sagaen også om Sigurd Slembe, en tronprætendent, som påstod, at han var søn af Magnus Barfod (og dermed Haralds bror og Magnus den Blindes onkel).
Sagaen begynder med, at Magnus og Harald bliver konger i 1130, og slutter med Haralds død i 1136. Fortællingen om resten af Magnus’ liv findes i Haraldssønnernes saga.
Handling Samkongedømmet Sagaen begynder med, at Magnus blev taget til konge i Oslo efter faderens død. Omtrent samtidig lod Harald sig tage til konge på Haugating i Tønsberg. Snorre indleder med en beskrivelse af de to mænd: "Magnus var smukkere end alle andre mænd, som dengang var i Norge. Han var storslået og grusom, en stor idrætsmand; men det var den vennesælhed, hans far havde haft, som mest vandt ham venskab hos almuen. Magnus drak meget, han var pengegrisk, lidt hyggelig og omgåelig. Harald Gille var venlig og lystig; han ville gerne holde munterhed; han var ikke stor af vækst; gavmild så han ikke sparede på noget for sine venner; han tog gerne imod råd, så han lod andre styre med sig så meget, de ville."Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 1
At Harald skulle have været mere venlig end Magnus, gjorde, at han fik mange tilhængere, og det gjorde, at Magnus så sig nødt til at gå med til at dele landet med Harald. De to konger holdt fred med hinanden en tid; åben krig mellem dem kom først med slaget ved Fyrileiv i 1134.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 2 I dette slag sejrede Magnus, og Harald flygtede til Danmark for at søge hjælp hos den danske konge Erik Emune.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 3
Harald afsætter Magnus Harald fik både mænd og skibe hos Erik og drog snart tilbage til Norge. Efter slaget ved Fyrileiv var størstedelen af landet gået over til at støtte Magnus, men nu fik Harald igen flere tilhængere, især i Viken. Da Harald kom til Sarpsborg, tog han to af Magnus’ lendmenn, Asbjørn og Nereid, til fange og dræbte dem på brutal vis ved at hænge den ene og kaste den anden i Sarpefossen.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 4
Da Magnus hørte dette, sad han i Bergen og kaldte de bedste høvdinge dér til sig for at få råd om, hvad han skulle gøre. En af høvdingene, Sigurd Sigurdsson, mente, at Magnus burde indgå forlig med onklen, men Magnus ville ikke høre på dette.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 5
Juleaften 1134 kom Harald til Bergen, og Magnus begyndte at ruste op. Den 7. januar 1135 angreb Harald med 900 mand. Flere af Magnus’ støtter flygtede, da de så Haralds store hær. Harald lykkedes med at tage Magnus og flere af hans mænd til fange. Sammen med sine rådgivere besluttede Harald, at Magnus skulle afsættes, og at han selv skulle være enekonge. Haralds trælle fik til opgave at lemlæste Magnus. De stak øjnene ud på ham og huggede den ene fod af, og til sidst blev han kastreret. Denne hændelse var ophavet til Magnus’ tilnavn "Blinde". Harald beslaglagde Magnus’ ejendele og dræbte biskoppen i Stavanger, Reinald, en ven af Magnus, fordi Harald mistænkte ham for at have skjult nogle af Magnus’ kostbarheder.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 6-8
Sigurd Slembe Efter dette var kampen mellem Harald og Magnus forbi, og Snorre går over til at fortælle om vendernes angreb på Konghelle.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 9-12
Derefter træder Sigurd Slembe—eller "Slembedjakn"—ind i sagaen. Sigurd havde fået at vide, at han var søn af Magnus Barfod, og rejste til både Orkneyøerne, Skotland og Danmark for at skaffe sig tilhængere. At Sigurd fik støtte i Danmark, mente Haralds tilhængere var forræderi. Sigurd opsøgte Harald og ville have ham til at anerkende ham som sin bror, men forstod hurtigt, at det ikke nyttede.Snorre, Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 13-14
Kong Harald opholdt sig i Bergen, og Sigurd holdt sig dér skjult for at få mulighed for at dræbe sin påståede bror. Sigurd lykkedes med at overbevise nogle af Haralds hirdmænd om at hjælpe sig. De to hirdmænd, som samarbejdede med Sigurd, fortalte Harald, at de havde et væddemål om, hvem Harald ville ligge hos den nat — hustruen Ingerid eller frillen Tora. Den ene mand sagde da til kongen, at han havde væddet på, at kongen ville ligge hos Ingerid. Kong Harald lo og sagde: "du vinder nok ikke væddemålet". Sådan fik mændene at vide, hvor kongen skulle være om natten, og de fortalte det til Sigurd. Sigurd og nogle mænd formåede dermed at trænge ind dér, hvor Harald sov, og dræbte ham.
Sigurd tog drabet på sig og bad om at blive taget til konge, men mændene, som tidligere havde fulgt Harald, ville ikke underlægge sig en konge, som havde dræbt sin egen bror, og Sigurd blev dømt fredløs. Sigurd flygtede fra Bergen og drog til Sogn og Fjordane og blev taget til konge dér. Snorre afslutter sagaen med et kvad af Ivar Ingmundesson:Snorre: Magnus Blindes og Harald Gilles saga, kap. 16
Ved Haralds fald horder og sygner tog imod den milde søn af Magnus [Sigurd Slembe]
Da svor mange mænd på tinget i broders sted for kongesønnen
Referencer
Litteratur Snorre, Magnussønnenes saga & Magnus Blindes og Harald Gilles saga. I: Norges kongesagaer, oversat af Anne Holtsmark og Didrik Arup Seip. Gyldendal, Oslo 1979 Ágrip af Nóregskonungasögum, i Fornmanna sögur, Volum 10.
Eksterne henvisninger Magnus den Blindes og Harald Gilles saga på Heimskringla.no
Kategori:Kongesagaer