Glen Keith er et Speyside-skotsk single malt-whiskydestilleri ejet af Chivas Brothers i Keith i Moray, Skotland. Dets whisky anvendes hovedsageligt i blended produkter. Det blev lagt i bero i 1999 og genåbnet i 2013.
Historie Glen Keith er et moderne destilleri. Da det åbnede i 1958, var det det første nye destilleri, der åbnede i Speyside siden det store whiskykrak i 1898. Det står derfor i markant kontrast til Strathisla – det tredjeældste destilleri i Skotland.
Byggeriet begyndte i 1957 på stedet, hvor der tidligere lå en kornmølle, og blev afsluttet i 1960. Destilleriet startede med tre kedler med henblik på tredobbelt destillation. I 1970 blev yderligere to kedler installeret, da produktionen blev ændret til dobbelt destillation. Den nye produktionsmetode omfattede som noget nyt de første gasfyrede kedler i Skotland. Tre år senere blev der også installeret dampvarmespiraler.
Destilleriets produktion blev oprindeligt anvendt i blends som Chivas Regal, Passport og 100 Pipers, men Chivas Brothers brugte det også som laboratorium for eksperimenter med innovationer inden for produktion og forarbejdning, eksempelvis udvikling af egne gærstammer.
I 1990’erne udgav destilleriet en officiel aftapning under navnet Glen Keith 1983. Denne blev få år senere erstattet af en 10-årig single malt. Der blev også produceret to røgede malte under navnene Glenisla og Craigduff.
Glen Keith-destilleriet blev lagt i bero i 1999. Omfattende genopbygningsarbejde begyndte i 2012, og destilleriet blev genåbnet i juni 2013. På tidspunktet for genåbningen var det Chivas Brothers’ hensigt, at den årlige produktion skulle være seks millioner liter spiritus, hvoraf næsten hele mængden skulle anvendes i blended whiskyer til eksport.
Referencer
Kategori:Destillerier i Skotland Kategori:Whisky fra Skotland Kategori:Etableret i 1957 Kategori:Pernod Ricard Kategori:Chivas Brothers Kategori:Moray