Hans Poulsen Resen (2. februar 1561–14. september 1638), professor i teologi ved Københavns Universitet 1591–1615 og biskop over Sjælland fra 1615 til sin død.

Resen er en nøgleperson i den periode der kaldes den lutherske ortodoksi, som man kan regne fra Konkordieformlen 1577 til omkring 1675 hvor præsten Philipp Jacob Spener (1635–1705) med sit pietistiske programskrift Pia Desideria satte skub i overgangen til pietismen.

Skole- og studietid Denne mand, der ved sin ualmindelig kraftige personlighed har øvet en indflydelse i den danske kirke, der strækker sig langt ud over hans levetid, var født 2. februar 1561 i landsbyen Resen (på jysk Reisen, hvorfor samtiden ofte skrev hans navn Reisener) i Skodborg Herred, Ribe Stift, ikke langt fra Limfjordens bredder. Hans fader, Poul Hansen, var stedets sognepræst (død 21. september 1600); moderen hed Johanne Bertelsdatter (død 1. april 1578).

Da han var 11 år gammel, sattes han i Holstebro Skole, som han besøgte i 4 år under skolemester Tyge Nielsens vejledning. 1576 kom han i Ribe Skole, hvor han fik bolig hos rektoren, den som forfatter og siden som biskop bekendte magister Peder Hegelund. Men da hans moder var død, og faderen havde giftet sig igen, blev han taget ud af Ribe Skole og sendt til Viborg, måske af hensyn til, at skolen her havde rigeligere stipendier. Hos rektor Jacob Holm, siden biskop i Aalborg, fik han sit hjem.

Udlandsrejser I maj 1581 afgik han, ualmindelig godt forberedt, til universitetet, hvor han endnu samme år, efter et kort besøg i Rostock, tog den filosofiske bakkalavrgrad og allerede året efter optrådte som respondens ved professorernes disputatser. Da pesten 1583 udbrød i København, begav han sig hjem; men da man i Viborg trængte til en dygtig lærer og vidste, hvad han duede til, blev han samme år antaget til rektorens medhjælper som lærer for de ældste disciple.

I denne stilling blev han dog kun et års tid, da kansler Niels Kaas, der selv var udgået fra Viborg Skole og fulgte den med interesse, kaldte ham til hovmester for den unge og begavede, ved sin tragiske skæbne siden bekendte Frederik Rosenkrantz. Med denne gik han i august 1584 til Rostock, hvor de fik bolig i professor Lucas Bacmeisters hus (I, 392). Efter et besøg i hjemmet 1586 drog de til Wittenberg, hvor Resen 1588 tog magistergraden som den øverste af 38 kandidater. Det bemærkes, at «hans velbyrdige discipel havde da under hans vejledning forfremmet sig således udi sprog, boglige kunster og filosofi, at han med berømmelse også havde kunnet promovere til magister philosophiae, om hans stand og stat det havde tålt og tilstedt». I foråret 1589 var de atter hjemme, ved hvilken lejlighed de besøgte Peder Hegelund i Ribe og Tycho Brahe på Hven; universitetet tillagde Resen det såkaldte kongelige rejsestipendium, og snart efter finder vi ham og hans unge ledsager på nye og længere rejser.

Over Frankfurt am Main gik deres vej til Padova, hvis universitet dengang besøgtes af mange danske. Herfra gjordes udflugt gennem hele Italien over Rom til Sicilien, ja, trods faren for at blive opsnappet af tyrkiske fribyttere, besøgte de også Malta, inden de vendte tilbage til Padova, hvor de atter dvælede i længere tid. Hjemrejsen gik gennem Schweiz, og til dette tidspunkt må det henføres, hvad Resens teologiske modstander Iver Stub mange år derefter rev ham i næsen, at han dengang var så gode venner med de calvinistiske schweizere, at en professor i Basel tilbød ham en plads der og ville give ham sin datter til ægte.

Adskilligt, blandt andet en vis sans for anvendelse af modersmålet i undervisning, tyder også på, at Resen i ikke ringe grad var påvirket af ramismen, en videnskabelig retning der var opstået inden for den reformerte kirke.

Professor ved Københavns Universitet 1591–1615 I oktober 1591 nåede de to unge mænd endelig hjem efter syv års rejser, som for Resen havde været anledning til at indsamle megen verdenserfaring og mange kundskaber; navnlig fremhæves hans færdighed i det italienske sprog, som han bevarede, så længe han levede. Ved sin hjemkomst fandt han i Niels Kaas, der nu var formand i regeringsrådet, en velynder, hvem det var om at gøre at skaffe hans udmærkede evner anvendelse i universitetets tjeneste.

En bekvem lejlighed hertil tilbød sig, da professoratet i dialektik eller logik netop var ledigt. Resen kaldedes da 28. november 1591 til dette embede, hvormed var forbundet teologiske forelæsninger, og han kom således straks ind på den plads, der sædvanlig ansås for den højeste i det filosofiske fakultet.

At Resen med overordentlig flid har omfattet sin lærergerning, fremgår blandt andet af den række lærebøger, han udgav i de til hans fag hørende eller tilgrænsende discipliner. I det hele var det kendeligt, at universitetet i ham havde fået en kraft, som var anvendelig i mange retninger, og følgen blev da også, at han efterhånden fik en meget stor indflydelse på alle akademiske sager, særlig efter at han 2. april 1597 ifølge kansler Christian Friis' ønske var beskikket til professor i teologi. Den 23. juni samme år tog han doktorgraden; det var netop 25 års dagen efter, at han første gang satte sin fod i Holstebro Skole og således havde betrådt den bane, der nu havde ført ham til lærdomstemplets tinde.

Hvad hans huslige forhold angår, da havde han 14. juli 1594 ægtet Barbara, den afdøde teologiske professor Anders Lauridsens (X, 138) datter, der i en ung alder var blevet enke efter kanniken Hans Lauridsen i Roskilde. Med hende levede Resen i et kærligt ægteskab i syv år, i hvilke hun blev moder til en søn, Hans Hansen Resen og tre døtre. Hun døde den 29. oktober 1601 i Roskilde, hvor familien havde søgt tilflugt under den herskende pest. En mindetavle af sort, poleret marmor, som Resen lod opsætte over hende i Roskilde Domkirke, findes der endnu og vidner om hans sorg over tabet af hende.

Bibeloversættelsen 1607 og reform af skolevæsenet Alt som tiden gik, trådte Resen mere og mere i forgrunden som den, der gav universitetet og snart også den danske kirke sit præg. Han forfattede 1604–1607 den første danske bibeloversættelse efter grundteksten – tidligere havde man nøjedes med gengivelser af Luthers oversættelse. Samtid så vel som eftertid har indrømmet, at Resens værk vidner om stor indsigt i grundsprogene, medens man har dadlet, at han alt for slavisk har holdt sig til disses udtryksformer og ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til det danske sprogs krav, hvorved forståelsen vanskeliggordes, særlig for ulærde bibellæsere. Resen måtte da også på sine gamle dage opleve, at da der atter blev trang til en kirkebibel, foretrak man den gamle, der hvilede på Luthers tyske oversættelse. Senere kom dog Resens bibeloversættelse gennem Hans Svanes bearbejdelse atter til ære og har afgivet grundlaget for de danske bibeludgaver gennem lange tider.

Da Christian IV 1604 havde påbudt en reform i det lærde skolevæsen, forfattede Resen selv eller lod andre på grundlag af hans forarbejder forfatte de vigtigste nye lærebøger (i grammatik, logik, retorik, aritmetik og geometri), ligesom den forbedrede skoleplan var hans værk. Den anseelse, han nød som en af de lærdeste mænd i samtiden, gav ham adkomst til 1606 at ledsage Kong Christian på hans rejse til England.

Udrensning blandt modstanderne Kryptocalvinisterne Ved samme tid var det Resen, som med sin stærke hånd mere end nogen anden standsede den bevægelse, som var oppe, for at fjerne eksorcismen ved dåben fra den danske kirke, idet hans hovedmotiv til at modsætte sig dette skridt, som Christian 4. allerede praktisk havde givet sit bifald, vistnok var, at det ville blive udlagt som en bortgang fra den gamle lutherske kirkepraksis og som en tilnærmelse til calvinismen.

For denne konfession havde Resen nemlig efterhånden fattet en stærk afsky, så han end ikke tog i betænkning ved en given lejlighed at betegne den som «den babyloniske skøge», en titel, som man ellers i protestantiske kredse plejede at lade Romerkirken være ene om at bære. Det blev derfor også en hovedopgave for Resen at spærre vejen for kryptocalvinismen,Til kryptocalvinisme og filippisme, se "Lille ordliste" under Konkordieformlen der siden Niels Hemmingsens dage havde vundet betydelig fremgang både i kirken her til lands og ved universitetet.

Iver Stub Hans bestræbelser i den retning støttedes ved den store tillid, som Kansler Christian Friis til Borreby og vel også Christian 4. selv nærede til hans kirkelige indsigt og duelighed. Dog skal det siges, at til at begynde med var det ikke Resen, men en af hans modstandere, professor Iver Stub, der gav anledning til, at den strid yppedes, der åbenbarede sidstnævntes stærke hældning til calvinismen og derfor blev ham til fald.

I en disputats havde han nemlig indladt sig på skarpt at kritisere Resens bibeloversættelse, hvad denne tog ham meget ilde op, og nu benyttede Resen sig af den omstændighed, at Stub, der var professor i det filosofiske fakultet, ikke havde ladet sin afhandling gennemgå de teologiske professorers censur, til at rejse en sag imod ham med det udfald, at Stub blev afsat (1609), særlig fordi det under sagen, ved hans egen tilståelse, blev godtgort, at han nærede stærke calvinske sympatier.

Ved Stubs afsættelse var det blevet åbenbart for alle kryptocalvinismens tilhængere, at de i Resen havde en mægtig og uforsonlig modstander, der, når lejlighed gaves, ville søge at fortrænge dem fra alle pladser, hvor de kunne øve en betydeligere indflydelse på den opvoksende slægt. Intet under derfor, at de også fra deres side med mistænksomhed vogtede på hans ytringer og foretagender. Og nu traf det sig, at Resen ved samme tid i en række akademiske teser («de deo triuno», 1609; «de uno mediatore» I-III, 1611–13) ligesom i forelæsninger udtalte sig på en måde, der let kunne vække anstød.

For at uddybe troslivets inderlighed og for at imødegå rationaliserende retninger, der var oppe i tiden, særlig inden for den reformerte kirke, gik Resen nemlig – under stærk fremhævelse af skriftordet Hebr. 13, 8: Jesus Christus er i går og i dag den samme, ja til evig tid – så vidt i sin fastholden af foreningen af Kristi guddommelige og menneskelige natur, at den sidste for ham næsten kun blev et skin, og at han kom meget nær til den fra den gamle kirkes historie bekendte monofysitiske eller utychianske ensidighed.

I det hele var han kommet ind på en spekulativ opfattelse af Treenighedsdogmet, der på en tid, da man med mistanke betragtede alt, hvad der kunne kaldes ny og uvant lære, måtte vække misbilligelse eller dog ængstelse selv hos sådanne, der ellers stod Resen nær i anskuelser, som tilfældet f.eks. var med den lærde Holger Rosenkrantz, der ikke var mindre ivrig end Resen selv i kampen mod calvinismen.

Resens lære om Kristi natur var særlig frastødende for tilhængere af den filippistiske eller kryptocalvinistiske retning, der ved deres stærke sondring mellem frelserens guddommelige og menneskelige natur nærmede sig den modsatte yderlighed og derfor af Resen betegnedes som nestorianere.

Oluf Kock Modsigelsen mod Resen trådte åbenlyst frem, da præsten ved Nicolai Kirke, Oluf Kock, i sine prædikener begyndte at ivre mod den formentlig nye og kætterske lære, og det i så heftige og hånlige udtryk og med så bestemt en adresse, at Resen ikke kunne lade det hengå upåtalt, men indgav en klage over Kocks adfærd til biskop Peder Vinstrup, der foreløbig suspenderede urostifteren. Denne var imidlertid ikke forknyt, men rejste over til kongen på Haderslevhus og overrakte ham en fulminant klage over Resen, hvem han beskyldte for, at han under en tiltagen, underfundig og bedragelig stil søgte at påliste kirken nye og kætterske lærdomme.