Mode i Europa i 1100-tallet i Europa var forholdsvis enkel i sin formgivning, farverig for både mænd og kvinder og bemærkelsesværdigt ensartet på tværs af den romersk-katolske verden, efterhånden som den gotiske stil begyndte sin udbredelse over hele Europa inden for beklædning, arkitektur og andre kunstformer.

Mandligt og kvindeligt tøj blev bemærkelsesværdigt ens, idet mange mandlige beklædningsgenstande kun adskilte sig fra kvinders ved længden på sømmen. De vifteformede ærmer, som havde været almindelige i det foregående århundrede, forsvandt gradvist, og tætsiddende, knappede ærmer blev udbredte. Selvom de fleste beklædningsgenstande, især uden for de velhavende klasser, forblev relativt uændrede sammenlignet med tre eller fire århundreder tidligere, fortsatte de mere kropsnære snit, som var blevet introduceret i det foregående århundrede, med at udvikle sig også blandt almindelige borgere. Samtidig begyndte den fremvoksende borgerstand at efterligne adelens påklædning – en udvikling, som skulle få stor betydning i de følgende århundreder.

Århundredet oplevede betydelige fremskridt inden for farvning og forarbejdning af uld, som var langt det vigtigste materiale til overtøj. For de rige og modebevidste var stærke farver og sjældne tekstiler såsom silke fra silkeormen almindelige. Silke blev produceret i Europa i langt større mængder end tidligere, og silkebroderi udviklede sig markant væk fra den stil, der var inspireret af kinesisk silke, som tidligere var blevet importeret via Silkevejen. Denne udvikling førte videre til særlige europæiske silkestilarter i 1300-tallet.

De mest almindelige farvestoffer gav stadig røde nuancer, især karmin, samt grundlæggende gule og grønne farver. En intens blå farve fremstillet af lapis lazuli blev særdeles moderne og blev antaget af Frankrigs konger som heraldisk farve.

Mænds beklædning Mænd bar en tunika, cote eller cotte med en surcot over en linnedskjorte. En af disse surcoats var cyclas, som begyndte som et rektangulært stykke stof med et hul til hovedet. Med tiden blev siderne syet sammen og dannede en lang, ærmeløs tunika. Når der blev tilføjet ærmer og undertiden en hætte, udviklede cyclas sig til en garnache (en surcot med korte kappeærmer, ofte med hætte i samme farve) eller en gardecorps (en lang rejsekåbe med rummelige ærmer, der minder om moderne akademiske kapper).

En kappe blev båret som formelt overtøj. Mænd bar også hoser, sko og hovedbeklædning. Kongelige skilte sig ud ved brugen af kostbare stoffer og luksuriøse pelsværk. Hår og skæg havde moderat længde, og mænd bar ofte håret i en "pagehår"-frisure, hvor håret krøllede indad ved nakken. Skoene var vrangsyede og havde let spidse snuder og var broderede hos kongelige og højtstående gejstlighed.Payne, Blanche: History of Costume from the Ancient Egyptians to the Twentieth Century, Harper & Row, 1965

Arbejdstøj Arbejdende mænd bar en kort frakke eller tunika med bælte. Tunikaen var opslidsket foran, så hjørnerne kunne stikkes op i bæltet og give større bevægelsesfrihed. De bar lange broger (underbukser) eller benklæder af forskellig længde, som ofte kunne ses, når tunikaen var stukket op i bæltet.

Hoser kunne bæres udenpå og blev fastgjort til bæltet eller snøren i taljen. Hovedbeklædning omfattede: en rund hue med lille skygge, baretten (meget lig moderne franske baretter), coifen (en tætsiddende hvid hætte bundet under hagen), stråhatten (meget udbredt blandt landarbejdere), chaperonen, som på dette tidspunkt stadig var en hætte, der dækkede hals og skuldre.

Bortset fra forklæder til håndværk som smedearbejde og enkle stofstykker bundet om halsen til opbevaring af såsæd, fandtes der normalt ikke særligt arbejdstøj.

Stilgalleri

Mænd på arbejde i linned-broger, tunikaer og coifs fra Maciejowski-bibelen, ca. 1250. Manden til venstre bærer grønne hoser over sine broger. Mand med coif og skjorte med kiler ved sømmen, fra Cantigas de Santa Maria, Spanien, midten af 1200-tallet Falkonerer bærer bæltebundne tunikaer og coifs, 1240'erne. Den unge Merlin bærer en kort tunika med rektangulær kappe og hoser. Kong Vortigern bærer en kappe over begge skuldre over en lang dragt eller tunika og sko med remme over vristen. Fra et manuskript af Geoffrey af Monmouths Prophetia Merlini, ca. 1250–1270. Mand i den korte hættekappe kaldet cappa eller chaperon, ca. 1250–1270. Musikere bærer to lange tunikaer oven på hinanden. Tunikaen til venstre er et tidligt eksempel på mi-parti eller flerfarvet beklædning sammensat af to forskellige stoffer. Cantigas de Santa Maria, Spanien, midten af 1200-tallet. Panfløjtespillere bærer tunikaer med hængende ærmer over undertunikaer med lange ærmer. Begge bærer coifs. Cantigas de Santa Maria, Spanien, midten af 1200-tallet

Kvinders beklædning

Oversigt Kvinders beklædning var løsere end i det foregående århundrede og noget mere beskeden. Perioden fra omkring 1220 og frem er af Ortwin Gamber blevet karakteriseret som den "elegante periode" i gotisk dragt.

Et smalt bælte var almindeligt og kunne være rigt udsmykket med metalbeslag i farver som blå og grøn. Over dette bar kvinder, ligesom mænd, en cyclas eller ærmeløs surcot.

Velhavende kvinder anvendte mere broderi, og deres kapper, som blev holdt sammen af en snor over brystet, kunne være foret med kostbart pelsværk. Kvinder bar ligesom mænd hoser og lædersko, som ved særlige lejligheder kunne være rigt broderede.

Hovedbeklædning og frisurer Kvinders individualitet kom især til udtryk gennem hår og hovedbeklædning.

Et karakteristisk element var barbetten, et bånd under hagen, hvortil en hat eller anden hovedbeklædning kunne fastgøres. Denne kunne være en såkaldt "kvindecoif", som ofte lignede en pilleæske hat i enten glat eller plisseret udgave.

Håret kunne holdes på plads af et net kaldet en crespine eller crespinette, som kun var synligt bagfra. Senere i århundredet blev barbette og coif reduceret til smalle stofstrimler, mens hele frisuren kunne dækkes af crespinen, og håret blev modebevidst båret fyldigt omkring ørerne.

Coifs og barbetter var hvide, mens crespinen kunne være farvet eller udført i guld. Hoveddug og slør, kendt fra 1100-tallet, og stadig båret af nonner i dag, blev fortsat anvendt, især af ældre kvinder og enker.

Kvinder bar også lange tunikaer, der nåede ned til anklerne, over en skjorte.

Smykker blandt velhavende kvinder

Velhavende kvinder bar ofte pelsforet tøj. De brugte smykker og juveler som synlige tegn på velstand. Ringe og brocher blev fremstillet af guld og sølv og indsat med uslebne ædel- og halvædelsten. Guld var forbeholdt overklassen.

Stilgalleri

Fodtøj

Sko begyndte på dette tidspunkt at få spidse snuder, men langt mere afdæmpede end i 1300-tallet. Den almindelige sko, båret af både mænd og kvinder, var åben fortil fra vristen og frem til tåen.

Støvler blev hovedsageligt båret af mænd. Almindelige mennesker bar også strømper med læder syet på sålen samt træsko. Uldne strømpebånd var ligeledes almindelige blandt de lavere klasser.

Fremvoksende tendenser Den lübske krønikeskriver Arnold af Lübeck gjorde nar af ændringerne i dansk påklædning, som han tilskrev danskernes stigende økonomiske styrke:

Historikere formoder, at råmaterialerne til beklædning ændrede sig i takt med moden – fra primært uld til mere linned – ligesom tekstilernes farver og væveteknikker udviklede sig fra hjemmespundet grå uld til importerede røde og mørkfarvede tekstiler.

Luksus- og standslove Det Fjerde Laterankoncil i 1215 fastslog, at jøder og muslimer skulle kunne identificeres gennem deres beklædning. Dette indledte processen, hvor den kegleformede eller spidse jødehat gik fra at være et frivilligt tegn på forskel til et påbudt kendetegn. Tidligere havde den været båret som et element i traditionel påklædning snarere end som et påtvunget diskriminerende symbol. En lov i Wrocław fra 1267 fastslog, at fordi jøder var ophørt med at bære de spidse hatte, de tidligere havde anvendt, skulle disse nu gøres obligatoriske. Det gule mærke stammer ligeledes fra dette århundrede, selv om hatten synes at have været langt mere udbredt.

Standslove rettet mod prostituerede blev indført i 1200-tallet efter forbillede fra det antikke Rom. I Marseille skulle de bære stribede kapper, i England stribede hætter osv. Med tiden blev disse markeringer ofte reduceret til særlige stofbånd på armen eller skulderen eller kvaster fastgjort til armen.

Disse regler afspejlede sandsynligvis både en voksende interesse i at kontrollere de stigende bybefolkninger og Kirkens stadig mere effektive indflydelse på sociale forhold over hele kontinentet.

Se også Mode i Europa i 1100-tallet Mode i Europa i 1300-tallet Mode i Europa i 1400-tallet

Referencer

Litteratur

– Via My Jewish Learning.com:

Yderligere læsning Black, J. Anderson, and Madge Garland: A History of Fashion, 1975,

Crowfoot, Elizabeth, Frances Prichard and Kay Staniland, Textiles and Clothing c. 1150 – c. 1450, Museum of London, 1992, Kohler, Carl: A History of Costume, Dover Publications reprint, 1963, Koslin, Désirée and Janet E. Snyder, eds.: Encountering Medieval Textiles and Dress: Objects, texts, and Images, Macmillan, 2002, Kybalová, Ludmila, Olga Herbenová, and Milena Lamarová: Pictorial Encyclopedia of Fashion, translated by Claudia Rosoux, Paul Hamlyn/Crown, 1968, Laver, James: The Concise History of Costume and Fashion, Abrams, 1979 Payne, Blanche: History of Costume from the Ancient Egyptians to the Twentieth Century, Harper & Row, 1965. No ISBN for this edition; ASIN B0006BMNFS

Eksterne henvisninger

Kategori:Modehistorie Kategori:Middelalderens kultur