thumb|En præst modtager skriftemål i Giuseppe Moltenis La confessione fra 1838. Absolutionen er tilsigelsen af syndernes forladelse og udgør i flere kirkelige traditioner afslutningen på det private skriftemål. Absolution (af , af absolvere, "løse, befri, frikende"; også afløsning) er i kirkelig sprogbrug tilsigelsen af syndernes forladelse og betegner navnlig den handling, hvorved en skriftefader tilsiger den skriftende denne forladelse. Betegnelsen anvendes desuden om en liturgisk nådestilsigelse uden for det private skriftemål og om løsning fra kirkelige censurer som ekskommunikation, interdikt og suspension. I almindelig og civilretlig betydning kan absolution betyde løsladelse eller frifindelse. I kirkelig betydning vedrører den derimod befrielse fra skylden for en begået synd, dens kirkelige straf eller begge dele.
I oldkirken betegnede absolutionen oprindelig genoptagelsen i kirkefællesskabet af en angrende synder efter fuldført bod, idet syndsforladelsen blev betragtet som en forudsætning for den kirkelige genoptagelse. Med udviklingen af det private skriftemål blev absolutionen gradvis knyttet direkte til præstens handling og kom til at blive meddelt umiddelbart efter syndsbekendelsen og før bodens udførelse. Samtidig ændredes den vestkirkelige absolutionsformel fra den ældre deprekative form, eksempelvis "Gud tilgive dig", til den direkte Ego absolvo te ("Jeg absolverer dig"), som fra middelalderen blev forstået som en virksom tilsigelse af syndsforladelsen. Denne forståelse blev stadfæstet af Tridentinerkoncilet, der gjorde absolutionsordene til bodssakramentets form.
I den romersk-katolske kirke udgør absolutionen en integreret del af bodens sakramente og forstås som en egentlig sakramental handling, hvor præsten meddeler syndernes forladelse. Den ortodokse kirke har bevaret den ældre deprekative form, hvor præsten beder Gud om at tilgive den skriftende. I de protestantiske kirker blev absolutionen derimod hovedsagelig forstået som anvendelsen af evangeliets løfte om syndsforladelse på den enkelte og bevaret som et sjælesørgerisk og liturgisk moment. Martin Luther tillagde absolutionen afgørende betydning og anså den for Guds eget tilgivende ord gennem skriftefaderen. I de lutherske kirker er både privat og almindelig absolution blevet bevaret i forskellige direkte, deklarative og undertiden betingede former.
Betydninger og liturgisk anvendelse thumb|Katolsk fremstilling af absolutionen, hvor præsten meddeler syndernes forladelse. Illustration fra The Catholic Picture Dictionary (1948). Ud over absolutionen ved skriftemål anvendes betegnelsen i flere andre kirkelige betydninger. I den romerske messe bruges den om nådestilsigelsen i forbindelse med "Trinbønnens" syndsbekendelse og forud for hver kommunion. Her tilsiges i deprekativ, dvs. bedende, form forladelse for lettere synder. I den finske og svenske højmesse forekommer tilsvarende en bedende nådestilsigelse i forbindelse med syndsbekendelsen ved gudstjenestens begyndelse. Betegnelsen bruges desuden i tidebønnen forud for hver skriftlæsning i matutinen og ved begyndelsen af kompletoriet.
Absolution kan også betegne den kirkelige handling, hvorved en person løses fra en kirkelig censur såsom ekskommunikation, interdikt eller suspension. I den romersk-katolske kirke betegnes dette som absolutio censurae. En tilsvarende brug fandtes tidligere i evangeliske kirker, når en person, der befandt sig under kirkens band, offentligt blev løst fra dette.
Absolutionens egentlige og væsentligste kirkelige betydning er dog knyttet til skriftemålet, hvor den betegner skriftefaderens tilsigelse af syndernes forladelse. I denne betydning er absolutionen tæt forbundet med syndsbekendelsen, selv om både skriftemålets form og absolutionens teologiske karakter forstås forskelligt i de forskellige kirkesamfund.
Historisk udvikling thumb|Fremstilling af et privat skriftemål, ca. 1290'erne, tilskrevet Mesteren for den hellige Cecilia. I middelalderen blev absolutionen gradvis knyttet direkte til det private skriftemål og præstens handling.
Oldkirkelig absolution og genoptagelse I den ældre kristne kirke betegnede absolutionen oprindelig genoptagelsen i kirkens fællesskab af en synder, som på grund af alvorlige synder var blevet ekskommunikeret, men siden havde angret og fuldført den foreskrevne bod. Syndsforladelsen og forsoningen med Gud blev således betragtet som en forudsætning for kirkens absolution, snarere end som dens virkning. I den tidlige kirke, hvor syndsbekendelsen kunne ske foran menigheden, blev absolutionen derfor først meddelt efter den pålagte bods fuldførelse, og der kendes ikke nogen bestemt absolutionsformel fra denne tid. Samtidig blev de troende, bl.a. af Johannes Chrysostomos, opfordret til hemmeligt at bekende deres skjulte synder direkte for Gud.
Den angrende blev oprindelig genoptaget ved biskoppens, eventuelt sammen med præsteskabets, håndspålæggelse. Denne opgave blev efterhånden overladt til præster, mens håndspålæggelsen gradvis mistede sin betydning.
Fra offentlig bod til privat absolution Fra 3. århundrede blev hemmeligt eller privat skriftemål for en biskop eller præst stadig mere udbredt. Efterhånden blev det almindeligt, at præsten efter bekendelsen fastsatte bestemte bodshandlinger og meddelte absolutionen, og absolutionen kom desuden til at blive givet umiddelbart efter skriftemålet og således før den pålagte bods udførelse.
Udviklingen hang sammen med en ændret forståelse af forholdet mellem kirkelig og guddommelig forsoning. Da menneskets fællesskab med Gud i stigende grad blev opfattet som afhængigt af fællesskabet med kirken, kom den kirkelige absolution selv til at blive betragtet som et middel til opnåelse af syndsforladelsen. I middelalderen blev det private skriftemål udstrakt til alle synder, og Fjerde Laterankoncil i 1215 gjorde mindst ét årligt privat skriftemål obligatorisk for alle kristne under romersk lydighed. Absolutionen kom dermed til ikke blot at betegne kirkens tilgivelse og genoptagelse af synderen, men også selve tilgivelsen af synden over for Gud. Også i den græske kirke blev privat skriftemål efterhånden obligatorisk.
Middelalderlig udvikling af absolutionsformlen Absolutionsformlen ændrede sig samtidig. Den ældre kirkelige form var deprekativ eller tilønskende, eksempelvis Deus absolvat te ("Gud tilgive dig") eller Deus tribuat tibi absolutionem et remissionem ("Gud give dig absolution og forladelse"). Den tidlige kirke kendte næppe forestillingen om, at præsten selv direkte tilgav synden. Syndsforladelsen tilkom Gud alene. Augustin sammenlignede forholdet med Lazarus' opvækkelse: Kristus gjorde Lazarus levende, mens disciplene bagefter løste hans ligklæder. En anden analogi var den helbredte spedalske, som efter helbredelsen skulle fremstille sig for præsten. En tilsvarende forståelse fandtes hos Petrus Lombardus, men blev kraftigt afvist af senere middelalderlige teologer.
Fra omkring 11. århundrede vandt en anden opfattelse frem. Endnu på Thomas Aquinas' tid diskuteredes det, om absolutionen skulle forstås indikativt og effektivt som en direkte virkende tilsigelse, deklarativt som en erklæring om, at Gud allerede havde tilgivet synden, eller deprekativt som en bøn til Gud om tilgivelse. Thomas Aquinas sluttede sig til den første opfattelse. Omkring 13. århundrede blev den deprekative form i den romerske kirke erstattet af den direkte eller såkaldt exhibititive form Ego absolvo te ("Jeg absolverer dig"). Efter Koncilet i Firenze i 1441 anvendtes i bodssakramentet den direkte effektive og indikative absolution, og denne forståelse blev siden dogmatisk bindende i den romersk-katolske kirke.
Den romersk-katolske kirke thumb|Leopold Mandić meddeler absolution til en angrende synder. I den romersk-katolske kirke udgør absolutionen en integreret del af bodens sakramente. I den romersk-katolske bodslære er absolutionen præstens tilsigelse af syndernes forladelse og en integreret del af bodens sakramente. Rituale Romanum, tit. III, cap. II, indeholder den fulde absolutionsformular, hvis sakramentale kerne lyder:Tridentinerkoncilet fastslog i Sessio XIV, cap. 6, at præstens absolution, skønt den er forvaltningen af en "fremmed velgerning", ikke blot skal forstås som evangelieforkyndelse eller som en erklæring om, at synden allerede er tilgivet. Den er derimod en egentlig domsakt, hvor syndsforladelsen meddeles indikativt og effektivt. Formlen "Jeg absolverer dig" blev derved opfattet parallelt med dåbsordet "Jeg døber dig". Koncilet erklærede i 1551 tilsvarende, at bodssakramentets "form" og kraft ligger i ordene Ego te absolvo, mens de ledsagende bønner ikke er nødvendige for sakramentets gyldighed. Den ordning, hvor præsten fremstår som nødvendig formidler mellem mennesket og Gud var af stor betydning for det kirkelige hierarkis udvikling.
Protestantiske kirker I protestantismen fik absolutionen en anden teologisk betydning. Privat skriftemål blev overladt til den enkeltes frie valg og indebar ikke nogen pligt til at opregne samtlige synder. Absolutionen blev forstået som forsikringen om syndernes forladelse til den bodfærdige eller som anvendelsen på den enkelte af evangeliets almindelige nådeløfter. Privat syndsbekendelse og absolution blev således ikke anset for nødvendige til frelse, men blev bevaret som midler til at trøste bekymrede samvittigheder og som en egnet forberedelse til nadveren.
Luthersk forståelse thumb|Johannes Bugenhagen hører skriftemål og meddeler absolution på reformationsalteret i Stadtkirche Wittenberg. De store nøgler symboliserer nøglemagten. Martin Luther tillagde absolutionen afgørende betydning for sin positive vurdering af skriftemålet. Han sammenfattede dette med ordene: "Darum loben und behalten wir die Beichte, nicht um ihrer selbst willen, sondern um der Absolution willen" ("Derfor priser og beholder vi skriftemålet, ikke for dets egen skyld, men for absolutionens skyld"). Han var derfor tilbøjelig til at betragte skriftemålet med absolutionen som et sakramente, men endte med alene at regne dåben og nadveren som sakramenter, fordi boden efter hans opfattelse ikke var andet end en udøvelse og virkning af dåben.
For Luther består skriftemålet af to dele, syndsbekendelsen og absolutionen, og absolutionens ord skal modtages som Guds eget ord uden tvivl. I den lille katekismus lader han efter syndsbekendelsen skriftefaderen sige: "Gud være dig nådig og styrke din tro, amen", hvorefter han spørger, om den skriftende tror, at præstens tilgivelse er Guds tilgivelse. Efter det bekræftende svar følger den direkte absolution: "Som du tror, således ske dig. På vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens, Sønnens og den hellige Ånds navn, amen. Gå bort i fred".
Spørgsmålet om, hvorvidt denne lutherske absolution er deklarativ eller effektiv, har ikke egentlig afgørende betydning for Luthers forståelse. Gud alene tilgiver synden, men syndsforladelsen gives gennem Guds ord, der lyder gennem skriftefaderens mund; absolutionen er derfor på én gang forkyndende og virkende. Luther understregede, at den troende, når en sjælesørger eller kristen broder på Guds vegne forkynder syndernes forladelse for Kristi skyld, skal være fuldt forvisset om, at synderne gennem dette ydre ord virkelig er tilgivet. Denne forståelse henføres også til Den Augsburgske Bekendelse, art. 25.
Den, der meddeler absolutionen, er efter Luthers opfattelse almindeligvis den retteligt beskikkede præst, men kan også være en anden kristen. Dr.theol. K.E. Skydsgaard har på den baggrund vurderet, at nylutherske og andre højkirkelige opfattelser, der gør præsteembedet og ordinationen til en nødvendig betingelse for at meddele absolution, går ud over den oprindelige evangelisk-lutherske forståelse.