Johann Friederich (Johan Frederik) Zinn (30. oktober 1779 21. september 1838) var en dansk grosserer. I 1802 overtog han sammen med sin bror Carl Ludvig Zinn deres fader Johann Ludvig Zinns handelshus i København. Efter broderens død i 1808 blev han eneejer af firmaet, som omkring dette tidspunkt var det næststørste af sin art i København. Han var endvidere medlem af Grosserer-Societetets komité fra 1817 til sin død. I 1820 fik han sæde i de 32 Mænds Forsamling. Firmaet blev efter hans død fortsat af sønnen Ludvig Maximilian Zinn.

Han ejede den Zinnske Gård i Kvæsthusgade samt Villa Elba på Østervold. Sidstnævnte ejendom lå dér hvor Zinnsgade senere blev opkaldt efter ham. I perioden 18131839 var han endvidere ejer af godset Tiselholt ved Svendborg.

Han var svigerfader til komponisten J.P.E. Hartmann. Hartmann blev også efter hustruens tidlige død boende i den Zinnske Gård (Kvæsthusgade 3), hvor der nu er opsat en mindeplade på facaden.

Ungdom og baggrund Zinn blev født den 30. oktober 1779 i København som søn of grosserer Johann Ludvig Zinn og Johanna Charlotta Sophia Zinn (født Preisler, 1754-1833). Dåben fandt sted den 12. november i Frederiks Tyske Kirke. Hans fader var indvandret til Danmark fra Bayern i 1767. Morfaderen var kobberstikker og professor ved Kunstakademiet Johan Marttin Preisle. Han voksede op i den Zinnske Gård i Kvæstjusgade.

Karriere Ved faderens død fortsatte Zinn og hans ældre broder Carl Adolph Zinn faderens firma. Efter broderens død ved en drukneulykke blot seks år senere blev Zinn eneejer af firmaet. I 1809 havde firmaet den næsthøjeste skattepligtige indkomst i byen (kun overgået af C. W. Duntzfeldts arvinger). I 1817 blev han medlem af Grosserer-Societetets første komité. Ligesom sin fader fik han endvidere titel af kgl. agent.

I 1820 fik Zinn sæde i de 32 Mænds Forsamling. Han var endvidere aktiv i Københavns Borgervæbning. Han tog i 1808 officerseksamen til det borgerlige artilleri og blev samme år musikinspektør ved korpset.

Ejendomme Zinn arvede den Zinnske Gård i Kvæsthusgade. I 1813 købte han godset Tiselholt ved Svendborg. I hans ejertid brændte en del af ladegården. I 1839 afhændedes Tiselholt til Carl Ulrich Jørgensen.

I 1840 erhvervede han et lyststed ved nordenden af Farimagsvejen uden for Østervold, som han gav navnet Villa Elba. Haven strakte sig helt ned til Ægteskabsstien (nuvr. Nørre Søgade), som løb langs Sortedam Sø. Ejendommen havde tidligere tilhørt Balthasar Munter og senere hans søn Friederich Munter.

Familie og privatliv Zinn blev den 23. september 1806 gift med Eva Sophie Juliane von Oldeland (1779-1812), som var datter af officer og senere generalkrigskommissær Maximilian von Oldeland og Charlotte Amalie von Der Osten. Hun døde allerede den 13 marts 1812, Den 10. januar 1813 blev han herefter gift med hendes søster Margrethe Christiane Oldeland.

Zinn døde i 1838. Han begravedes i krypten under Frederiks Tyske Kirke, hvor hans fader i 1779 og 1798 havde købt kapel nr. 39 og 40.

Det Zinnske handelshus fortsattes efter hans død af sønnen Ludvig Maximilian Zinn (1808–1868). Datteren Emma Sophie Amalia Zinn blev gift med komponisten J. P. E. Hartmann.

Zinnsgade er opkaldt efter ham. Gaden er den næstsidste sidegade til Nørre Farimagsgade/Nørre Søgade før Lille Triangel.

Referencer

Kategori:Stadens 32 mænd Kategori:Danskere i 1800-tallet Kategori:Grosserere fra Danmark Kategori:Godsejere fra Danmark Kategori:Personer fra København