Annelise Gotfredsen (født 16. august 1928 på Frederiksberg, død 26. maj 2015) var en dansk advokat og politiker, der repræsenterede Det Konservative Folkeparti i Folketinget i flere perioder fra 1975 til 1990.
Biografi Annelise Gotfredsen var datter af grosserer Henri Jacobsen og Karen Jacobsen. Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1947 og tog juridisk embedseksamen (cand.jur.) fra Københavns Universitet i 1954. I 1971 fik hun bestalling som advokat og drev i en årrække advokatvirksomhed med sin mand, Jørgen Gotfredsen, der senere blev borgmester i Gentofte Kommune.
Gotfredsen stillede op for Det Konservative Folkeparti i Gentoftekredsen og Hellerupkredsen fra 1974. Ved folketingsvalget i 1975 blev hun 1. stedfortræder for Det Konservative Folkeparti i Københavns Amtskreds og indtrådte som midlertidigt medlem af Folketinget som stedfortræder for Poul Schlüter fra 8. april til 5. juni 1975.
Hun blev valgt til Folketinget ved valget i 1977 og sad fra 15. februar 1977 til folketingsvalget 10. maj 1988 hvor hun ikke opnåede genvalg. Hun genindtrådte i Folketinget 12. december 1989 da Nils Wilhjelm nedlagde sit mandat, og forblev medlem frem til 12. december 1990.
Gotfredsen var opstillet i Hellerupkredsen fra 1983 til 1989 og var samtidig opstillet i Gentoftekredsen siden 1974.
Gotfredsen var medlem af bestyrelsen for Det Konservative Folkepartis vælgerforening i Gentofte fra 1974 til 1990 og var medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse frem til 1983.
I Folketinget var hun medlem af Folketingets Finansudvalg fra 1982 til 1988 og formand for Udvalget til Valgs Prøvelse i samme periode.
Hun havde desuden en række offentlige og erhvervsmæssige tillidshverv. Fra 1983 til 1989 var hun medlem af repræsentantskabet for DONG og af bestyrelsen for Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland. Fra 1984 var hun medlem af bestyrelsen for Kongeriget Danmarks Hypotekbank, og fra 1985 var hun medlem af bestyrelsen for Folketingets Grønlandsfond.
Referencer
Kategori:Personer fra Frederiksberg Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Advokater fra Danmark Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti Kategori:Folketingsmedlemmer i 1970'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1980'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1990'erne Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Riddere af Dannebrog