Nyungweskoven ( ) ligger i det sydvestlige Rwanda, på grænsen til Burundi, hvor den grænser op til Kibira Nationalpark mod syd og Kivusøen og Den Demokratiske Republik Congo mod vest. Nyungweregnskoven er sandsynligvis den bedst bevarede montane regnskov i Afrika. Den ligger i vandskelområdet mellem Congoflodens bassin mod vest og Nilensbassin mod øst. Fra østsiden af Nyungweskoven kommer også en af grenene fra Nilens kilder.
Nyungweskoven blev etableret i 2004 og dækker et areal på omkring 1.019 km2 med regnskov, bambus, græsslette, sumpe, og mose. Den nærmeste by er Kamembe, 54 km mod vest. Mount Bigugu (2,921 moh.) ligger i parken. I oktober 2020, underskrev Rwanda Development Board en aftale med African Parks om at overtage ledelsen i de første 20 år. I september 2023 blev Nyungwe Forest opført på UNESCOs Verdensarvsliste.
Dyreliv
Nyungweskoven har en bred mangfoldighed af dyrearter. Skoven ligger i et område, hvor flere store biogeografiske zoner mødes, og variationen af terrestriske biomer giver et stort udvalg af mikrohabitater for mange forskellige arter af planter og dyr.
Parken bebos af 13 primatarter (25% af Afrikas samlede bestand), mere end 300 fuglearter, herunder 30 endemiske arter fra Albertine Rift, 1.068 plantearter, 85 pattedyrarter, 32 padder og 38 krybdyrarter. Mange af disse dyr er arter med begrænset udbredelse, der kun findes i Albertine Rift-bjergskovenes økoregion i Afrika. Faktisk er antallet af endemiske arter, der findes her, større end i nogen anden skov i Albertine Rift-bjergene, der er blevet undersøgt. Skoven, som når sin maksimale højde på 3.000 moh. er af særlig interesse på grund af tilstedeværelsen af kolonier af chimpanser (Pan troglodytes) og Angola colobus (Colobus angolensis), sidstnævnte nu er uddød i Angola på grund af den intense jagt, de blev udsat for.About Nyungwe National Park på visitnyungwe.org hentet 23. oktober 2026
Historie
Reservatet i Nyungweskoven blev etableret i 1933 af det belgiske kolonistyre. I 1920'erne var koloniregeringen blevet bekymret over den accelererende omdannelse af skov til græsningsarealer. Lovene om Rwandas skovreservater forbød rydning af skove til landbrug, men opretholdt befolkningens rettigheder til at fælde og indsamle brænde og tillod kommerciel udnyttelse af værdifuldt hårdttræ. Håndhævelsen var slap, og lokalbefolkningen fortsatte med at bruge skoven til jagt, honningindsamling, brændehugst, subsistenslandbrug og guldminedrift.
Rwanda blev uafhængigt i 1962, og landets skovreservater blev forvaltet af landbrugsministeriet. Fra 1958 til 1973 blev Nyungweskoven reduceret med over 150 km2 på grund af brande, brændehugst, jagt på dyr og småskala-landbrug. De nærliggende Gishwati- og Virungaskove blev halveret på dette tidspunkt. I 1969 var der stadig hundredvis af elefanter i Nyungwe. I 1974 dræbtes den sidste bøffel i Nyungwe af jægere. I 1984 blev Nyungwe opdelt i områder, der muliggør bæredygtig udnyttelse og hugst af tømmer. Rwandas regering udviklede en plan for en bufferzone, der stadig kan ses i dag. I 1987 begyndte udviklingen af stisystemet i Uwinka. I 1994 hærgede krig og folkedrab landet og ødelagde mange forsknings- og turistfaciliteter i Uwinka. De fleste ledende medarbejdere blev tvunget til at flygte, men mange yngre medarbejdere blev i Nyungwe for at beskytte parken. Parken begyndte at blive genopbygget i 1995, men sikkerhed og stabilitet var stadig usikker. I 1999 blev den sidste elefant i Nyungwe dræbt i sumpen af krybskytter.
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:IUCN Kategori IV Kategori:Nationalparker i Rwanda Kategori:Rwandas geografi