Black-and-white Revival var en arkitektonisk bevægelse fra midten af 1800-tallet, der genoplivede historiske elementer fra den folkelige arkitektur med bindingsværk. Træværket males sort, og felterne mellem træbjælkerne males hvide. Stilen var en del af en bredere genoplivning af tudorstilen inden for 1800-tallets arkitektur.
Nikolaus Pevsner beskriver bevægelsen som et "Cheshire-særpræg", men fastslår, at den ikke opstod i Cheshire og heller ikke er begrænset til grevskabet. Det tidligste eksempel, som Pevsner nævner, er Henry VII Lodge i Woburn Sands, Bedfordshire, der blev opført i 1811. Det andet eksempel, han nævner, er retsbygningen Court House i Worsley, som blev opført i 1849. Den første arkitekt fra Cheshire, der deltog i bevægelsen, var T. M. Penson, som i 1852 restaurerede huset på adressen Eastgate Street 22 i Chester i sort-hvid stil. Dette blev fulgt op af yderligere restaureringer, som han udførte i Eastgate Street, på nr. 34–36 i 1856 og nr. 26 i 1858. Pevsner vurderer dog, at Pensons værker var "begrænsede i omfang og ikke særlig detaljerede i udførelsen".
Bevægelsen blev videreudviklet, da John Douglas og T. M. Lockwood "opdagede mediets muligheder". De var bevægelsens vigtigste arkitekter og "forvandlede byens gadefacader med deres sort-hvide bygninger". Vigtige eksempler på deres arbejde er Lockwoods bygning over for Chester Cross på nr. 1 Bridge Street fra 1888 og rækken af bygninger langs den østlige side af St Werburgh Street fra 1895–1899, tegnet af Douglas. Den sort-hvide byggetradition i Chester fortsatte ind i det 20. århundrede.
Referencer
Litteratur
Kategori:Chester Kategori:Arkitektur