thumb|right|262px|En rejsendes ankomst til en bonde i Telemarken (1835). Wilhelm Nicolai Marstrand (født 24. december 1810 i København, død 25. marts 1873 sammesteds) var en dansk maler, bror til Osvald og Troels Marstrand. Marstrand er en af den danske guldalders mastodonter. Han blev uddannet på Kunstakademiet fra 1826 til 1833 under C.W. Eckersberg og regnes, ligesom en del andre Eckersberg-elever, for at tilhøre den danske guldalder. Marstrand blev medlem af Akademiet i 1843 og professor i 1848. Han var desuden direktør for Akademiet 1853-1857 og fra 1863 til sin død.
I sine unge år på Kunstakademiet malede Marstrand fortrinsvis københavnske hverdagsmotiver, og fra 1830 fik han mange bestillinger på portrætter af det københavnske borgerskab.
Marstrand var første gang i Italien i 1836 og blev storleverandør af idealiserede italienske folkelivsskildringer.
Tidlig start thumb|left|Marstrand: En flyttedagsscene (1831). thumb|left|Marstrand: En gadescene i hundedagene (1832). Wilhelm Marstrand var søn af opfinder, bagermester og kommerceråd Nicolai Jacob Marstrand, og han voksede op i en søskendeflok på fem drenge: Theodor Marstrand, Troels Marstrand, Osvald Marstrand, og Otto Marstrand. Som dreng blev Marstrand sat til at studere, men han havde ringe boglig interesse. Han forlod Metropolitanskolen i 1826 for at blive elev hos maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg. Marstrand viste tidligt kunstneriske evner. Han tumlede som 15-årig elev med store kompositioner som genrebilleder med mange figurer og med venligt satiriske og karikerende blyantstegninger. Allerede på dette tidspunkt følte han trang til at improvisere med blyanten i hånden og i få, raske træk nedskrive, hvad han så og iagttog, eller hvad der havde bundet sig fast i hans hukommelse.Bruun, s. 146
Da han kom under Eckersbergs vejledning og senere gennemgik akademiets skoler, måtte han naturligvis holde denne Lyst i ave, delvis endog undertrykke den, og man tager næppe fejl i, at hans læreår i mange henseender har været ham besværlige og trykkende. Han så den store, brogede verden om sig og længtes kun efter at trænge ind i den med en stor kunstnerisk evnes hele modtagelighed og brændende reproduktionslyst – i stedet måtte han tegne gipsornamenter og modelfigurer i sit ansigts sved. Der var trang til ørneflugt hos ham, men hans mentor holdt ham hårdnakket ved jorden og tvang ham til at blive på den gamle, akademiske skolesti. Naturligvis havde han fordel deraf, selv om han måtte lide den skuffelse, at hans forsøg på at vinde Akademiets guldmedalje – efter at han (1833) havde vundet begge sølvmedaljer – gentagne gange (1833 og 1835) mislykkedes. På dette tidspunkt af hans liv havde opgaver som "Flugten til Ægypten" eller "Odysseus og Nausikae" næppe synderlig tillokkelse for ham; han interesserede sig mere for københavnsk gadeliv end for bibelske motiver og græske heroer.Bruun, s. 147
Det er værd at bemærke, at han netop begyndte på det område, man kunne kalde det satiriske genremaleri, troede sig kaldet til at sejre på det og i årenes løb, endog optagen af andre, store historiske eller monumentale, opgaver, atter og atter vendte tilbage til det. Sit lune satte han ingen sinde over styr, ihvorvel det efterhånden mistede sin skarpeste brod og fik en elskværdigere klangfarve; end ikke sorger og lidelser formåede at kue det. Tvært imod fandt han deri en foryngelsens kilde, som indgød ham ny livslyst og bar ham oppe, når alderdom og svaghed tog hårdt fat på hans sjæl. Hans tidligste arbejder på dette felt, der så godt som alle er specifik københavnske, vakte stor opsigt i hovedstaden, fordi de var noget nyt, en popularisering eller demokratisering af kunsten, som vel var indledt af Eckersberg, men nu førtes videre. En sådan djærv realisme havde man aldrig før set mage til. "En Kanefart ved Maaneskin" (udstillet 1829), "En Kilderejse" (1830), "En Flyttedagsscene" (1831), "Nedgang til en Kjælder" (1831), "Scene ved et Konsumtionshus" (1831), "Gadescene i Hundedagene" (1833), "Beskjænkede, der forlade Kjælderen" (1835) og endelig "En Avktionsscene" (1836) illustrerede det ret tarvelige, brave København i 1830-erne med dets originaler, spidsborgere, Holmens folk, madammer, gadedrenge og hunde. Det var datidens københavnere med et provinsielt tilsnit, som her så sig i spejl og blev foreviget til glæde for sig selv og efterverdenen. Det var vel den gang, at man ventede en Hogarth af den unge kunstner, thi man troede at skimte den puritanske moralprædikant bag hans munterhed og spot. Intet lå imidlertid ham fjernere end at sætte sit liv ind herpå; han betragtede selv disse arbejder som et slags impromptuer, i det væsentlige fremkomne for at skaffe mad på bordet. Hans kernesunde natur fandt behag i at iagttage almuen og så at sige forberede sig til større opgaver under påvirkning af folkelivets oprindelighed, men samtidig – endog på et meget tidligt tidspunkt – følte han sig hendragen til historiemaleriet ("Svend Estridsen og Biskop Vilhelm", 1832), skønt han længe tvivlede om sine evner i denne retning. Af hans egne ytringer får man nærmest det indtryk, at han var sig målets storhed bevidst, og at han ville stå fuldt rustet til sådan mandelig idræt, før han overhovedet turde indlade sig på den for alvor. Også begyndte han tidlig at kæmpe for en malerisk virkning i farvegivning og behandling. "Et musikalsk aftenselskab hos grosserer, vinhandler Waagepetersen" med portrætfigurer fra 1834 afslører hans bestræbelser i denne retning og betegner så at sige det tidspunkt, da han fra at have været karakterskildrer begyndte at føle sig som maler.Bruun, s. 148
Italien thumb|Marstrand: Osteriascene. thumb|Marstrand: Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften (1839). Han ville nu ud i verden; han måtte lære, gøre erfaringer, se sig om, studere andre kunstneres arbejder, fordybe sig i fremmede landes natur, lære af fortidens og udlandets kunst. Efter som det ikke var lykkedes via Akademiet at vinde guldmedalje og rejsepenge, måtte Fonden ad usus publicos betale rejsen til Italien. Han tog af sted i august 1836. Han skrev hjem til sin mor fra München.: "Mit Indre er endnu et Pulterkammer, hvori jeg ikke selv kan hitte Rede, langt mindre andre. Jeg vil blot sige, at det var godt, jeg kom ud, thi her er uhyre meget at lære, og jeg har meget at kaste bort og glemme for at give Plads for noget bedre." I München så Marstrand historiemalerier af den unge Wilhelm von Kaulbach, som han roste for at fremme "det saa tvetydigt ansete Genremaleri". I januar 1837 skrev Marstrand i Rom til Eckersberg: "Jeg har alt set meget, næsten for meget, thi man overfyldes af Ideer, og det ene fortrænger det andet, uden at Sjælen får Tid til at bearbejde dem. Fantasien bliver derved uvirksom, og hvad min angår, har den nu først rømmet de af de gamle Beboere opfyldte Værelser, og de nye, der flytte ind, rumstere så frygteligt, inden de finde deres Plads, at jeg naturligvis er ganske uskikket til at få et ordentligt Syn på Tingene og komme til rigtig Besindelse om, hvad jeg egentlig først skal tage fat på. Her er jeg alt over en Måned og gør intet!"Bruun, s. 149 Hans "Sturm- und Drangperiode" aflæses let mellem linjerne.
"Italien skænkede ham den betydeligste gave til hans udfoldelse og blomstring". Julius Lange sagde i sin mindetale ved Kunstakademiets årshøjtid 1873: "først i Italien syntes skønheden ret at være gået op for ham"; en anden sagde ikke mindre træffende, at "Italien nobiliterede ham". Som andre kunstnere fik han først i Rom den stærke impuls, som førte ud over det døde punkt langt ind i skønhedens rige. I tvangløst og muntert samliv med dygtige kunstfæller og kammerater af forskellig nationalitet, under den stærke sol og den blå himmel, omgivet af oldtidens ruiner og mindesmærker som baggrund for et rigt sydlandsk folkeliv faldt det ham som skæl fra øjnene. Han gjorde overalt opdagelser, alle vegne modtog han varige indtryk, alt syntes ham skikket til malerisk behandling; poesiens og kunstens fe trådte ham smilende i møde, hvor han end færdedes: på gader og stræder, ude mellem ruinerne, i osterierne og vignerne, i kampagnen som i bjergbyerne. Der opstod et intimt forhold mellem kunstneren og Italien, ja, man kan sige, at han tog noget af sydens sol hjem med sig til Norden, på hemmelighedsfuld måde opsamlet i sin sjæl, og at han, hver gang den var på nippet til at give op, vendte tilbage til Rom, Neapel eller Venedig for at indsamle nyt forråd til at stå imod med. Når mismod eller mørke tanker knugede ham, malede eller tegnede han sig til ro ved sine italienske minder. Hvad han har set, oplevet, iagttaget og bevaret i erindringen fra de år, han levede syd for Alperne, grænser til det utrolige; hans mangfoldige pennetegninger er et levende vidnesbyrd derom.
Som tidligere søgte Marstrand til folkelivet, idet han hurtigt trængte en fristelse til det religiøse maleri tilbage for at koncentrere sig om folkelivet: "Fængselsscene i Rom", som blev udstillet i 1838, gjorde indtryk ved sin fornemme kunstneriske holdning og alvor, men kunstneren fandt dog først sig selv helt i de påfølgende arbejder: "St. Antoniusfesten i Rom" (udstillet i 1839), "Scene af det neapolitanske Folkeliv" (fra 1839), "Romerske Borgere forsamlede til Lystighed i et Osteri" (fra 1840) og endelig "Scene af Oktoberfesten i Rom" (udstillet i 1840 i Rom og året efter paå Charlottenborg, hvor det enstemmig tilkendtes udstillingsmedaljen). Det er med rette blevet bemærket om disse italienske genrebilleder, at de ikke blot virke ved deres ungdommelige, sorgløse livsglæde og sunde, smittende humør, men tillige ved deres overvældende rigdom. Der er i ethvert af dem stof til mange genrebilleder, thi ideerne er udstrøede i dem så rundhåndet og ødselt, som kun en stor kunstner i åndens rige ustraffet kan tillade sig.Bruun, s. 150
National kunst
Men Marstrand glemte ikke sit fædreland. Han skrev i 1873 til sin søn i udlandet: "Nu glæder jeg mig til, at du helst vil vende hjem igen og her anvende den indsamlede Erfaring, tjene dit Fædreland og leve i Samvirken med, hvad der er dygtigt og godt her." Det kunne anvendes på ham selv. Han betragtede sine ophold i Italien som læreår, indvielsens befrugtende tid; han ville nu "fremmane den danske Naturs Skønhed for Folket gennem Kunsten" på grundlag af, hvad han havde lært i udlandet. Men i modsætning til den høyenske skoles opfattelse, at kunstnerne kun skulle beskæftige sig med nationale emner og til en vis grad stænge sig ude fra fremmed påvirkning, hævdede han med eftertryk, at man netop skulle omplante det fremmede på dansk grund og lade det udvikle sig i det nordiske klima og under nordiske forhold. Selv spurgte han: "Hvorfor skulle vi lade os nøje med Hvidroer, når vi kunne have Ferskener?" Selv søgte han til steder, hvor stærke kunstneriske strømninger gik; fra 1845 til 1848 var han atter i Italien, i 1850 studerede han svensk folkeliv, i 1853-54 var han i Venedig, i 1861 i Paris og i 1869 i Italien en sidste gang. Der var noget kosmopolitisk i hans karakter; han nærede dyb beundring for de store italienere, især Tizian og Paolo Veronese; han studerede nederlænderne van der Helst, Rembrandt og Antoon van Dyck og kunne under sine besøg i udlandet skæmte elskværdig og vittig over hjemmet. I 1847 skrev han for eksempel til en kunstfælle fra Rom: "Hils alle -- ligeså det ganske pæne Land Danmark med de bekendte Bøgelunde -- bare Kartoflerne må blive gode i Aar!"Bruun, s. 151
Holberg thumb|Marstrand: Scene fra Holbergs Jeppe på bjerget.