Det Islamiske Trossamfund (forkortet DIT, tidligere ofte omtalt som Islamisk Trossamfund) er en muslimsk forening i Danmark. Foreningen blev stiftet i København i 1995 med det dobbelte formål at danne ramme om aktiviteter for islamiske indvandrergrupper af forskellig nationalitet og at formidle viden om islam til offentligheden i Danmark og Sydsverige. Foreningen har hjemsted på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, hvor den driver Tauba-moskeen med tilhørende koranskole og bibliotek. Den henvender sig til sunnimuslimer og kan ifølge Religion.dk samle op mod 25.000 deltagere til blandt andet den årlige Eid-festival.

Historie Foreningens mest fremtrædende skikkelse var imam Ahmad Abu Laban (1946–2007), der af medierne er blevet betegnet som Danmarks "Mr. Islam" og i en periode blev anset for landets mest indflydelsesrige – og mest omstridte – imam. Omkring midten af 2000'erne opgjorde Kristeligt Dagblad foreningens medlemstal til omkring 2.000. Efter Abu Labans død i 2007 har Mohye Eddine-Ouwainat fungeret som foreningens imam ved fredagsbønnen på Dortheavej.

Muhammedkrisen Foreningen spillede en central rolle i Muhammedkrisen, der fulgte efter, at Jyllands-Posten den 30. september 2005 offentliggjorde Muhammedtegningerne. Med Abu Laban i spidsen stod trossamfundet bag den delegation af danske imamer, der i slutningen af 2005 rejste til Mellemøsten for at skabe opmærksomhed om tegningerne og samle opbakning til protesterne; delegationen medbragte blandt andet et omfattende dossier med tegningerne.

I marts 2006 anlagde syv muslimske foreninger med Islamisk Trossamfund i spidsen sag mod Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose med krav om, at de blev dømt for æreskrænkelse og bagvaskelse. De to redaktører blev frikendt ved Retten i Århus den 26. oktober 2006, og frifindelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret i 2008.

I 2013 udtalte foreningen ved talsmand Imran Shah, at den havde været en medvirkende årsag til, at situationen eskalerede, og at man ikke ville have foretaget rejsen til Mellemøsten, hvis man havde kunnet forudse de menneskelige og materielle skader.

Andre sager I forbindelse med Muhammedkrisen sagsøgte trossamfundet i 2006 Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard for injurier, fordi hun i sit ugebrev havde sammenlignet trossamfundets aktiviteter med landsforræderi. Kjærsgaard blev frifundet, og trossamfundet skulle betale sagsomkostninger på 40.000 kr.

I 2011 inviterede foreningens ungdomsorganisation prædikanten Bilal Philips til at holde tale på Nørrebro. Philips er af danske medier blevet betegnet som hadprædikant og har ifølge Altinget blandt andet anbefalet pisk til utro kvinder og opfordret til drab på jøder, homoseksuelle og frafaldne muslimer. Foreningen meldte senere samme år ud, at det havde været en fejl at invitere ham.

I 2024 oplyste foreningen, at den ville skærpe sikkerheden omkring Tauba-moskeen efter et knivstikkeri uden for moskeen.

Referencer

Eksterne henvisninger Det Islamiske Trossamfund – officiel hjemmeside.

Kategori:Islamiske organisationer Kategori:Islamiske trossamfund Kategori:Etableret i 1995