Östersund er et byområde (købstad) i Jämtland, Sverige. Den er residensby i Jämtlands län samt hovedby i Östersunds kommune. Byen ligger ved Storsjön, og er Storsjöbygdens og Jämtlands eneste købstad. Östersund er det 24.-største byområde i Sverige, med 43.796 indbyggere (2006).Statistik fra Östersunds kommune
Östersund er den eneste købstad, der blev grundlagt i 1700-tallet i det nuværende Sverige. Købstaden blev etableret for at kontrollere handlen i Jämtland, hvor indbyggerne drev en omfattende og meget lønsom handel, hvilket irriterede kronen. Meningen var, ifølge loven, at lede handlen til byen, men befolkningen tog ikke godt imod det, hvilket førte til at Östersund længe var en lille by og faktisk mindre end Frösön, der i dag indgår i kommunen. I den sidste halvdel af 1800-tallet steg indbyggertallet indtil Östersund reelt blev en købstad, efter der kom en jernbane og næringsfrihed.
Byen ligger i det mellemste Sverige, midt i Jämtlands län og midt i Östersunds kommune. I sin egenskab af Sveriges mest centralt beliggende by, har Östersund taget æren som Sveriges midtpunkt. Stednavnet kommer fra det smalle sund, der adskiller øen Frösön fra fastlandet, Östersundet, oprindelig Östra sundet, hvilket i dag har en bredde på ned til 150 meter på de smalleste steder.
Byen markedsføres af kommunen og erhvervslivet som Vinterstaden (Vinterbyen). Vintersport har længe fundet sted ved byen, som har været vært for flere verdensmesterskaber i skiskydning, skiorienteringsløb og hurtigløb på skøjter, samt det svenske mesterskab i langrend og snescootercross. I Östersund ligger også Nationellt vintersportcentrum, og byen har flere gange forsøgt at blive værtsby for de olympiske vinterlege, men er aldrig blevet valgt. Forgængeren til vinter-OL, de nordiske lege, blev imidlertid flyttet til blandt andre Östersund, fordi der manglede sne i Stockholm i begyndelsen af 1900-tallet.
Bybillede thumb|left|Frösön indgår nu i byområdet thumb|Storgatan med stræde ned mod Storsjön og et af byens vinduer mod vest thumb|Storgatan med en køkkenhavegrund til venstre i billedet thumb|Kig mod badhusparken
Östersund blev grundlagt med nord-sydgående gader, og vest-østgående stræder (gränder). For en östersunder betegner "gränd" nu en gade, der går ned mod søen Storsjön. Fra den indre by kan man se ud over Storsjön, Frösön og de jämtlandske fjelde, muliggjort af topografien og byplanlægningen.
Regelbundetheden i Östersunds gadesystem og strædernes retning ned mod Storsjön, har været ophav til byens karakteristiske "vinduer mod verden". Östersunds første byplan blev udlagt, så det størst mulige areal kom til at være grønne områder. Således blev Östersund planlagt som en grøn by med grunde opdelt i hhv. bebyggelses- og køkkenhavegrunde. Der blev vekslet mellem de to former for grunde, således at der skiftevis var bebyggelse og køkkenhave, både inden for samme kvarter og i forhold til tilstødende kvarterer. De fleste af grundene er nu bebyggede, men de områder, der blev afsat til større grønne områder så som Kyrkparken, Österängsparken og Badhusparken udgør stadig byens grønne profil. Endnu i dag er der mange stakitter, som afgrænsede grundene, med træer og buske mellem husene. I Badhusparken fandtes tidligt et badehus, men det blev revet ned i 1881 på grund af jernbanen. I stedet opførtes et stort og stateligt udsmykket, uopvarmet badebus i to etager på pæle lidt ude i Storsjön. Det næste badehus blev også revet ned og i 1938 blev der opført et opvarmet badehusPentén, Gudrun (1986). "Så byggdes Östersund" i Jörgen Björklund: Östersunds historia III, side 368..
Da Östersund begyndte at vokse i slutningen af 1800-tallet, opførtes huse først og fremmest i træ, selv om sten også begyndte at blive almindelige i de centrale bydele. De huse, der blev opført på den tid, var præget af nygotik og nyrenæssancePentén, Gudrun (1986). "Så byggdes Östersund" i Jörgen Björklund: Östersunds historia III, side 360.. På samme tid opførtes mange huse med tårne, for eksempel Hotell Grand ved Stortorget. I begyndelsen af 1900-tallet var det en ny tid og man gik hårdt til værks blandt andet i Prästgatan. Træhuse blev erstattet af stenhuse, da en bys velstand blev målt på antallet af stenhuse. Samtidig blev der anlagt militærkasserner i tilslutning til den ældre bebyggelsePentén, Gudrun (1986). "Så byggdes Östersund" i Jörgen Björklund: Östersunds historia III, side 371.. Også jugendstilen slog igennem og kompletterede den nationalromantiske arkitektur.
I 1930'erne kom funktionalismen til Östersund og især i vækstområderne uden for selve byen. 1940'erne prægedes af bilismen, og byplanlægningen blev foretaget på bilismens præmisser. Senere dukkede der sanitære problemstillinger op, hvorved et rensningsanlæg blev etableret og spildevandet ikke længere ledt direkte ud i Storsjön. 1960'erne og 1970'erne prægedes først og fremmest af millionprogrammet (opførelse af en million boliger i Sverige), samtidig med at ældre bygninger så som Hotell Grand blev revet ned (for at give plads til det nuværende Storsjöteatern) sammen med Cellfängelset (i begyndelsen af Prästgatan), Västra station (ved Badhusparken) og Flickskolan (hvor det nutidige länsbibliotek ligger). I lokalaviserne kaldte man det hele for "rivningsvansinne" (nedrivningsvanvind) og "saneringsvälten" (saneringstromlen)Pentén, Gudrun (1986). "Så byggdes Östersund" i Jörgen Björklund: Östersunds historia III, side 422.. Man ville også nedrive Gamla Teatern for at gøre Rådhusgatan bredere, men bygningen endte med at blive bevaret.
Stortorget i det centrale Östersund er et af seks lukkede torve, der blev anlagt i Sverige. De andre findes i Uppsala, Karlstad, Vimmerby, Piteå og Haparanda. Torvet blev skabt ved indskæringer i fire kvarterer, for bevidst at lave et friluftsrum med åbninger fra begge sider. Stilen kan henføres til renæssancens byopførelseslære. Torvet har imidlertid mistet sin oprindelige form, da det er blevet "åbnet". Torvet har længe fungeret som byens primære markedsplads og centrum. Det er også her, det tusindeårige Gregoriemarknaden afholdes hvert år i marts. Også byfestivalen Storsjöyran har Stortorget som sit midtpunkt.
Bebyggelsen langs Storgatan er et bymiljø fra 1880'erne og er et af de mest velbevarede i Sverige. Træfacaderne er detaljerige og husene relativt lave, korte og smalle. Parallelt med Storgatan løber Prästgatan, Östersunds handelsgade. Husene mellem begge gader er ofte bygget sammen, og gaderne udgør små rum, hvor friske vinde har forholdsvis svært ved at nå ind. Disse rum stimulerer også det sociale liv i gaderne.
I byen findes en række kunstværker, som for eksempel skulpturen Far och son af Olof Ahlberg fra 1921Hvar 8 dag – illustreradt magasin 1921-1922, Bonniers tryckeri, Göteborg 1922, side 42, Kören på Stortorget og Tärningen uden for länsbiblioteket.
Bydele og beboelsesområder Inden Östersund blev grundlagt, var bosætningen i området sparsom. I Odensala og Torvalla var der allerede bosættelser, men disse to blev langt senere en del af Östersund, og er i dag to store bydele. Desuden er der bydelene Odenskog, Lillänge, Karlslund, Lugnvik, Erikslund, Körfältet, Odenslund, Söder og Odensvik samt den nye Norr. På Frösön, som i dag indgår i byområdet, er de tre bydele Hornsberg, Mjälle samt Valla. Til Östersunds byområde hører også Byskogen, der ligger i Krokoms kommune. De centrale dele af Östersund indgår i bydelen Staden, som er blevet et synonym for Östersund, for folk der bor i oplandet.
Landemærker thumb|Östersunds rådhus thumb|Arctura står ved Östersunds skistadion.
Det landemærke eller bygning, som især forbindes med Östersund, er det 51 meter høje rådhus. Det fæstningslignende rådhus har 136 værelser og er bygningsmæssigt den mest fremtrædende repræsentant for den nationalromantiske arkitektur i Östersund. Klokketårnet er typisk for Jämtland. Den lokale skulptør Olof Ahlberg lavede skulpturdetaljerne, og ornamenteringen er udført i jämtlandsk kalksten. Arkitekt Frans Bertil Wallbergs rådhus blev af samtidige kollegaer kaldt det bedste af moderne svensk arkitektur. Rådhuset kom til at manifestere Östersund som by. Bygningens hoveddel fremhæves af klokketårnet og trappepartiet. Östersunds rådhus havde oprindelig to fløje mod øst, men den sydligst blev revet ned i 1970'erne, da bygningen blev forbundet med en administrationsbygningPentén, Gudrun (1986). "Så byggdes Östersund" i Jörgen Björklund: Östersunds historia III, side 391.
Et nyere landemærke er Arctura, der fik sit navn fra Jämtlands landskabsstjerne Arcturus. Arctura er en 65 meter høj varmtvandstank ejet energiselskabet Jämtkraft. Af lokalbefolkningen kaldes bygningen for termokanden, på grund af dens udseende. Bygningen er beklædt med 7.600 små lamper, der afgiver forskellig belysning på forskellige tidspunkter af døgnet; eksempelvis er der et belysningsprogram, der får Arctura til at ligne polarlys.
Den store kirke, også kaldet den nye kirke, er en monumental bygning i Östersunds bybillede. Kirken er en basilika opført i mursten med et enormt vesttårn mod Storsjön og Oviksfjällen, og har meget synlige sideskibe. Koret er tresidet og selve hovedportalen er udført i lys granit af Olof Ahlberg, og forestiller Jämlands kristening.
Historie thumb|Frösö kyrka stammer fra slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet thumb|Den gamle kirke var Östersunds første. Da bebyggelsen i byen var lavere, havde kirken en dominerende rolle i bybilledet. Illustration fra 1800-tallet.
Ældre historie Siden 1500-tallet, hvor Sverige blev et selvstændigt land, har magthaverne forsøgt at forøge tilflytningen til Jämtland. Først politisk, uden resultat, og derefter økonomisk. De byer, der blev anlagt ved Norrlandskysten ønskede at kontrollere den i Jämtland udbredte organiserede transport af varer til markeder og landhandler.
I 1585 blev Härnösand anlagt, dernæst fulgte Sundsvall i 1621, hvilket medførte at bønderne blev skyldige i at drive handel i byerne. Efter erobringen af Jämtland og Härjedalen i 1645, gjorde de hver især krav på at få kontrollen over handlen i begge landskaper. De små byer havde imidlertid ikke megen succes med det, da forbindelsen mellem Trøndelag og Jämtland havde alt for stærke rødder ude i landsbyerne, desuden var der stor modstand mod statens forsøg på at indføre en central styring af handlen.Rumar, Historia kring Kölen, side 34.
Efter Sverige i 1645 overtog kontrollen med landskapet fra Danmark-Norge, var der planer om at anlægge en svensk købstad eller köping i Jämtland. Men det var en turbulent tid og Jämtlands statslige tilhørsforhold var usikkert, hvorfor planerne blev opgivet. I 1758 fik planerne om en købstad i Jämtland nyt liv. Initiativet kom fra en privatperson, men myndighederne så ikke behovet for det. Forslaget medførte dog, at debatten om hvorvidt Jämtland skulle have en købstad eller ej, tog fart. Fra købstæderne i Norrland rejstes der krav om anlæggelsen af en købstad i Jämtland, for at forhindre de jämtlandske varetransporterede bønders lukrative grænsehandel ind over de skandinaviske bjerge (Kölen). De jämtlandske bønder negligerede ofte jordbruget for i stedet at give sig ud på langvarige handelsrejser samt foretage landsbyhandel. Med en købstad ville det kunne standses og byen skulle også kunne sikre varetilførslen ud til kysten, der gennem længere tid havde været ved at gå i stå. Fra militærstrategisk perspektiv var også etableringen af en befæstet by i Jämtland gunstigt, fordi Sverige ikke længere var en stormagt.
Byen grundlægges