right|300px|thumb|Normannernes erobringer er vist med rødt. De erobrede ligeledes Malta, dele af Irland og Wales, og i en kort periode kontrollerede de områder i Tunis og Libyen. right|300px|thumb|Normandiet med hovedstaden Rouen. Normannerne ("mændene fra nord") var skandinaver, specielt danske vikinger fra Danelagen, som mod slutning af det 9. århundrede begyndte at etablere sig i den nordlige del af Frankrig, som fik navnet Normandiet efter dem. De blandede sig efterhånden med den lokale frankiske og gallo-romerske befolkning, lærte fransk og skabte på den måde en ny identitet i første halvdel af det 10. århundrede. De udviklede sig som folk i de følgende århundreder indtil de holdt op med at være en unik etnisk gruppe i begyndelsen af det 12. århundrede.
De spillede en vigtig politisk, militær og kulturel rolle i middelalderens Europa og i Mellemøsten. De var berømte for deres kampånd og ligefremme kristne tro. Deres franske dialekt blev kendt som normannisk, og den fik sin egen litteratur. Deres hjemland, hertugdømmet Normandiet, som blev skabt via en traktat med den franske konge, blev et af de store len i middelalderens Frankrig. Normannerne er kendt både for deres kultur, såsom deres enestående romanske arkitektur og musiktraditionen, og for deres militære bedrifter og opfindelser. Normanniske krigere skabte et kongerige i Syditalien og den normanniske hertug erobrede England i 1066. Fra Syditalien kom normannerne videre til korsfarerstaterne, og fra England spredte de deres indflydelse til Wales, Irland og Skotland.
I russisk historieskrivning bruger man ofte ordet "normanner" om Væringerne, for eksempel i "den normanistiske teori" om vikingernes indflydelse på landets tidlige historie. Blandt franske historikere er der også en tendens til at omtale de vikinger, der hærgede Frankrig i det 9. århundrede, som normanner.
Karakteristik Den middelalderlige benediktinermunk og historieskriver Goffredo Malaterra karakteriserede normannerne således:
Normannernes hurtige tilpasningsevne gav sig også udslag i deres kløgtige vilje til at samarbejde med lokale mænd med kundskaber, og til at gifte sig med lokale kvinder af høj byrd. Analfabeterne blandt de normanniske ledere brugte desuden kirkens skriftkloge skrivere til at fremme deres sag.
Normandiet thumb|right|300px|Lansen var normannernes vigtigste våben, både under erobringen af Syditalien og under erobringen af England i 1066 Geografisk set svarede Normandiet nogenlunde til den gamle kirkelige provins omkring Rouen, plus det såkaldte Brittania Nova og det vestlige Flandern. Området havde ingen naturlige grænser (ud over havet), og det var tidligere blot et administrativt område. Befolkningen bestod mest af frankere, men fra 880'erne begyndte der også at ankomme vikinger, som dels grundlagde en lille koloni i det østlige Normandiet, dels en større i områdets vestlige del. Vikingerne, som først hærgede, og senere bosatte sig, bestod af danskere, vikinger fra Orkney og Skotland og danskere, der var vokset op i det vikingestyrede Danelagen i England.
I løbet af det 10. århundrede udviklede vikingernes plyndringstog op ad de franske floder sig til permanente bosættelser, hvor de medbragte kvinder, børn og ejendele. I 911 gav den franske kong Karl den Enfoldige en gruppe vikinger, under ledelse af Rollo, lov til at bosætte sig i det nordlige Frankrig, og aftalen blev bekræftet i en traktatDet fortælles, at aftalen var lige ved at gå i vasken, fordi Rollo ikke ville kysse kong Karls fod som symbol for sin stilling som lensmand. Dilemmaet blev løst ved, at han lod en af sine mænd kysse kongens sko, men den pågældende gjorde det så klodset, at han løftede kongens fod, så Karl faldt omkuld. Det ødelagde noget af den højtidelige stemning ved ceremonien. i byen Saint-Clair-sur-Epte. Karl håbede, at han på den måde kunne dæmme op for vikingernes evindelige angreb på Frankrig. Til gengæld for deres tildelinger af jord og titler, skulle Rollos mænd forsvare kysten mod fremtidige angreb fra andre vikinger. Aftalen blev en succes, og vikingerne i området blev kendt som normanner, og deres landområde som Normandiet. Normannerne tilegnede sig hurtigt den lokale kultur, de afsvor hedenskabet og blev kristne. De overtog det gallisk-romanske sprog (langue d'oïl), der blev talt på egnen, og supplerede det med udtryk fra deres eget nordiske sprog, og skabte på den måde det normanniske sprog, der stadig overlever som en lokal dialekt. De integrerede sig yderligere kulturelt ved at gifte sig ind i den lokale befolkning. Efter et par generationer var de kulturelt set næsten umulige at skelne fra deres franske naboer. Det landområde, de fik tildelt, blev kun betragtet som udgangspunkt for nye udvidelser. De følgende år blev hertugdømmet udvidet mod vest, med områderne Bessin, Cotentin og Kanaløerne.
I Normandiet overtog vikingerne den feudale tradition, der var ved at gro frem i det nordlige Frankrig, og både i Normandiet og senere i England og Italien skabte de et velfungerende hierarkisk styre på feudal basis. Den normanniske krigerkaste var ny og anderledes i forhold til det gamle franske aristokrati, som ofte kunne føre deres slægter tilbage til Karolingernes tid, hvorimod normannerne kun havde en mundtlig overlevering, der typisk blot gik et par generationer tilbage. De normanniske riddere var som regel fattige på jord og penge, og det var meget almindeligt at familiernes yngre sønner tilbød andre deres tjeneste som bevæbnede ryttere. Før korstogstiden var der ikke nogen særlig høj status forbundet ved titlen som ridder. Den betød bare, at man var en professionel kriger, der var rig nok til at eje en hest. Mange normanner fra Frankrig, England og Italien blev senere ivrige korsfarere, men deres handlinger indikerede, at det religiøse aspekt trådte noget i baggrunden for muligheden for at vinde land og rigdom.For eksempel var Bohemund af Taranto en af lederne på det 1. kortog. Da han havde erobret Antiochia, valgte han at standse der, og skabe sit eget fyrstedømme.
Erobringer I Italien thumb|300px|right|En tidlig normannisk borg i Adrano, nær Catania.
Flokke af normanniske riddere havde held til at etablere sig langt syd for Normandiet. Formentlig på baggrund af de beretninger, der blev fortalt af hjemvendende pilgrimme, kom der normanner i større tal til Syditalien, i 1017 eller måske tidligere. Amatus af Montecassino skriver, at der i år 999 kom en gruppe normanniske pilgrimme til Salerno, på vej hjem fra Jerusalem. Byen blev samtidig udsat for et angreb fra saracenere, og normannerne hjalp så godt til med forsvaret, at fyrst Guaimar 3. bad dem om at blive. De afslog, men tilbød at give tilbuddet videre, når de kom hjem. Vilhelm af Apulien skriver i sin beretning, at nogle normanner i 1016 var pilgrimme ved Ærkeenglen Michaels helligdom på Monte Gargano. Der mødte de Melus af Bari, en lombardisk adelsmand, som overtalte dem til at komme tilbage med flere mænd, for at deltage i et oprør mod det byzantinske styre i Syditalien, og de kom retur året efter.
De to mest prominente familier, der skabte sig en fremtid ved Middelhavet, var Hauteville-slægten og Drengot-slægten. Rainulf Drengot blev den første normanner med jordbesiddelser i Italien, da han modtog grevskabet Aversa som tak for sin støtte til hertug Sergius den 4. af Napoli i 1030. Den første med grevetitel i Hauteville-slægten var Vilhelm Jernarm, der blev udpeget af de ledende normanniske riddere til greve af Apulien og Calabrien i 1042, med hovedstad i Melfi. På det tidspunkt var de pågældende områder langt fra erobret, men det kom i de følgende år. I 1059 gjorde pave Nikolaus 2. grev Robert Guiscard fra Hauteville-familien til hertug af Apulien, Calabrien og Sicilien, men heller ikke på det tidspunkt var hele området under normannernes kontrol. Calabrien blev endeligt erobret i 1060, og Sicilien fulgte senere. Under synoden i Melfi i 1059 bekræftede paven også Richard Drengots titel som greve af Aversa og fyrste af det nyerobrede Capua.
Efter at have erobret Calabrien brugte normannerne, under Robert Guiscard og hans lillebror, grev Roger, de næste 30 år, fra 1061 til 1091, på at erobre Sicilien fra araberne, og Roger erobrede også Malta. Rogers søn, Roger 2. blev kronet som konge over hele Syditalien af pave Anacletus 2. i 1130. Der var da gået nøjagtigt hundrede år siden Rainulf fik den første grevetitel. Kongeriget Sicilien blev i Hauteville-slægten til dens mandslinje uddøde i 1194, og så gik det via ægteskab i arv til den kejserlige tyske Hohenstaufer-slægt.
Der findes stadig talrige vidnesbyrd om normannernes tilstedeværelse, blandt andet i form af deres mange borge, heriblandt borgen i Melfi og Vilhelm Jernarms borg ved Squillace i Calabrien. Normannerne grundlagde også adskillige kirker og katedraler, blandt andet Rogers 2.'s i Cefalù, og borgene og katedralerne sætter med deres karakteristiske arkitektur historien om normannerne i relief. Administrativt byggede normannerne videre på både de arabiske, byzantinske og lombardiske traditioner, og forenede dem med deres egne feudale traditioner til en unik styreform. I deres statsdannelse var der religionsfrihed, og ved siden af det herskende normanniske aristokrati var der et bureaukrati, hvor både jøder, muslimer og kristne kunne gøre karriere i kraft af deres evner.
Lejesoldater for byzantinere, tyrkere og armenere Snart efter at normannerne var kommet til Italien som lejesoldater for lombarderne, blev de også kontaktet af de lokale byzantinske statholdere, og nogle af dem kom senere til de byzantinske områder på Balkan og i Lilleasien og Armenien, i kampe mod de tyrkiske Pecheneger, bulgarerne og især Seljuk tyrkerne. Efter at den lombardiske opstand var brudt sammen i 1018, blev nogle få af dem ansat af den lokale byzantinske guvernør, men det første større antal lejesoldater var det kontingent, der kæmpede for byzanterne under deres forsøg på at generobre Sicilien i 1038-40. Sammen med væringer og lombarder kæmpede de under general Maniakes. Historikere har debatteret, hvor mange af normannerne i byzantinsk tjeneste, der egentlig kom fra Syditalien, og sandsynligheden taler for, at det kun var et fåtal af dem. Det er også uvist, hvor mange af "frankerne", som byzantinerne kaldte dem, der var normanner og eller fra andre egne af Frankrig.
En af de første normanniske lejesoldater, der blev byzantinsk general, var Hervé i 1050'erne. På det tidspunkt var der imidlertid allerede normanniske lejetropper så langt væk som i Trabzon og i Georgien. Deres baser lå i Malatya og i Edessa (Şanlıurfa) og de blev ledet af den byzantinske hertug af Antiochia, Isaac Komnenos. I 1060'erne ledede Robert Crispin normannerne fra Edessa mod tyrkerne. Roussel de Bailleul prøvede endda at skabe sin egen uafhængige stat i Lilleasien med støtte fra den lokale befolkning, men det blev forhindret af den byzantinske general (og senere kejser) Alexius Komnenos.