Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg (24. marts 1628 – 20. februar 1685) var dronning af Danmark og Norge fra 1648 til 1670. Hun var den ældste datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og Anna Eleonora af Hessen-Darmstadt og gift med Frederik 3. Hun var en drivkraft i opgøret med adelen, ikke mindst Christian 4.s uægte døtre og deres ægtemænd, og menes at have spillet en væsentlig rolle ved indførelsen af enevælden.
Hun yndede at jage. Hun drev forsøgslandbrug ved Furesøen og stod bag væsentlige byggerier, således på Hirschholm og opførelsen af Sophie Amalienborg i København (som dog brændte få år efter hendes død). Vilkårene for bønderne på hendes livgeding på Falster var hårde, og hun mildnede derfor gang på gang situationen fx ved at sælge brændselstræ til nedsat pris, ved at give dem fri gærdsel og ved at eftergive bønderne deres gæld.Fritzbøger, s. 34,35, 36
Under svenskekrigene, som hun givetvis også havde medansvar for, udviste hun stort personligt mod ved at ride rundt og opmuntre forsvarerne, blandt andet under selve stormnatten den 11. februar 1659.
Barndom og ægteskab thumb|left|Frederik 3. og Dronning Sophie Amalie
Fra sin fader, der var en af 30-årskrigens ejendommeligste skikkelser, synes hun at have arvet en urolig, intrigesyg energi, fra hele sin slægt et excentrisk, lidenskabeligt temperament forenet med higen efter fornøjelser og magt. Om hendes opdragelse og ungdom vides dog intet, før hun 12 år gammel, i marts 1640, blev trolovet i Celle til den daværende ærkebiskop i Bremen Frederik af Danmark. Den 1. oktober 1643 (da hun var 15 år gammel) fandt brylluppet sted på Glücksborg Slot ved Glückstadt. Hurtig vandt hun indflydelse over sin ægtefælle i de for ham så bevægede år, der fulgte, de år, i hvilke han mistede sine stifter i 1645 efter en svensk besættelse og derefter tog ophold på Flensborg Slot, trykket af pengeforlegenheder, ifølge Christian 4. "uden et lagen"Hein, s. 26; her fødte hun sit første barnkvinfo.dk, men med det stadig stærkere håb om snart at blive Danmarks konge. Dette skete også: den 24. november 1648 kronedes hun til dronning i Vor Frue Kirke i København.Fridericia, s. 169 Som gave fik bruden et diamanthalsbånd, et smykke med hendes og ægtefællens navnetræk, og to armbånd bestående af 8 kasseformede led, på forsiden med relieffer afspejlende årstiderne med blomster og i alt 52 diamanter, en for hver af årets uger, på indersiden emaljerede motiver.Hein, s. 29
I ægteskabet blev født otte børn.
Hun lod sig male adskillige gange af Abraham Wuchters, Wolfgang Heimbach og Karel van Mander.
Dronningen
Som dronning viste Sophie Amalie sine stærkeste sider, og skønt hun fra tid til anden led nederlag, var hun en vedvarende kilde til styrkelse af kongemagtens stilling over for adelen. Hendes brødre, og da navnlig den af dem, som hun nærmest var knyttet til, hertug Johan Frederik af Hannover, viste stærke enevældige lyster, og det viste sig også snart, at Sophie Amalies tilbøjeligheder gik i samme retning.
Sophie Amalie fik tidlig stor indflydelse på sin tavse gemal. Frederik var forholdsvis indesluttet, så det blev i høj grad hans hustru, der kom til at markere kongeparret udadtil. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser, forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger og var modebevidst.Kvinfo.dk
Endnu ved datteren Frederikke Amalies dåb 1649 mødte adelen talstærkt op. Dermed var der lagt op til fremtidigt samarbejde. Men Christian 4.s døtre med Kirsten Munk og deres adelige ægtefæller, der så at sige havde udfyldt tomrummet efter dronning Anna Cathrines død i 1612 og blandt andet ved korruption levede overdådigt, udgjorde en udfordring for det nye kongepar.Hein, s. 26 Corfitz Ulfeldt, som havde ansvaret for statens finanser, fandt veje til at berige sig selv ved returkommissioner fra leverandører af de våben, der var nødvendige for at føre krigen. Denne virksomhed stoppede umiddelbart ved fredsslutningen i 1645. Imidlertid stod Ulfeldts rigdom i et grelt skær i forhold til rigets fattigdom.Hein, s. 27
Opgøret med Leonora Christina
Da den gamle konge, Christian 4., døde, opstod der en magtkamp mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans kone, den uægte kongedatter Leonora Christina, og Frederik 3. og Sophie Amalie. Da Frederik blev konge i 1648, måtte han i første omgang give store indrømmelser. Sophie Amalie så med mistillid på den gamle danske adel, og denne med ikke mindre på hende. Hun gjorde, hvad hun kunne, for at ophidse kongen mod Corfitz Ulfeldt; en medvirkende grund hertil var også det stærke nag, som hun havde fattet til Leonora Christina. Hun beskyttede deres fjender og havde sin del i deres fald 1651. Personlig fik hun også fordel deraf: hun fik Ulfeldts len Hirschholm eller Hørsholm (omdannet til et amt), hvis tilhørende slot hun derpå udstyrede prægtigt, måske endog med en række scener af hendes eget liv, malede af Karel van Mander; fra 1654 fik hun tillige Hven. Hun var dernæst den, som i høj grad bidrog til at holde kongen borte fra kongeriget i over et år i 1654-55; lystig levede hoffet i den tid på Flensborghus til Rigsrådets store bekymring.
Svenskekrigene
Sophie Amalie hørte til dem, der - støttet af Theodor Lente og Frederik Ahlefeldt, uden tvivl har været ivrig for at drive kongen frem til fredsbruddet i 1657. Måske har tabet af Bremen i 1645 haft en medvirkende indflydelse i ønsket om revanche mod Sverige. Under svenskekrigene 1658-60 spillede Sophie Amalie en stor rolle i Danmarks Rigsråd. Under den første svenske krig ledsagede hun i august 1657 Frederik 3. til Frederiksodde; under fredsforhandlingerne i 1658 opnåede hun at forhindre, at Hørsholm skulle gives tilbage til Ulfeldt; kort efter måtte hun dog finde sig i, at Karl 10. Gustav rejste krav på Hven. Da kom under den anden krig de eneste virkelig store og stolte dage i hendes liv, de, i hvilke hun viste sandt heltemod og udholdenhed under Københavns belejring, så vel i de lange og trange tider, hvor hun med sin ægtefælle færdedes til hest på volden og opmuntrede forsvarerne, som under selve stormnatten den 11. februar 1659.Fridericia, s. 170
Enevældens indførelse
I den efter krigens slutning påfølgende statsforandring har hun utvivlsomt også spillet en betydelig rolle; hun har sikkert været indviet i sammensværgelsen fra første færd af og bidraget stærkt til at drive kongen frem i enevældig retning. Som enevældig dronning benyttede hun i høj grad sin magt til at tilfredsstille sit personlige fjendskab, således navnlig over for Kaj Lykke og Leonora Christina, men hendes politiske indflydelse blev snarere mindre efter 1660. Hun tog levende del i de intrigekampe ved hoffet, hvorpå enevældens første tiår var så rigt, og støttede særlig Hannibal Sehested; derimod blev forholdet mellem hende og Christoffer Gabel snart spændt. Gabels udnævnelse til statholder i København 1664 var et stort nederlag for hende.
Opgøret med Kaj Lykke
Kaj Lykke var storgodsejer, blandt andet af Gisselfeld og Rantzausholm (senere Brahetrolleborg). Han havde været i Christian 4.s tjeneste og var Corfitz Ulfeldt behjælpelig med at få Vibeke Kruse fjernet fra hoffet. Han var en dygtig godsejer og tillige kvindebedårer. Et af hans ofre, Sophie Abelsdatter, følte imidlertid sit ry truet og skrev til ham om at afslutte forholdet. Kaj Lykke svarede hende i et brev: "I skulle høre, hvad de taler om vor dronning, at hendes lakajer ligger i med hende, hvilket vel også er sandt, efterdi at hun gør sig helt gemen med dem." Sophie Abelsdatter blev kort efter gift med Peter Børting. Under krigen 1657-60 var Børting bestyrer for Rantzausholm. Efter en retssag mod en foged, Hans Lauridsen, som var endt til Børstings fordel, kom Kaj Lykke hjem og fik retssagen genoptaget, Lauridsen frikendt og Børsting fyret. Denne ønskede at hævne sig og benyttede Lykkes gamle brev. Et forlig mislykkedes, da Lykke forlod landet. Sagen var dermed klar, majestætsfornærmelse. Dommen faldt den 2. september 1661: Kaj Lykke blev fradømt ære, liv og gods. Kaj Lykkes hustru, Øllegaard Gyldenstjerne, fik dog lov til at bevare de værdier, som hun havde bragt ind i ægteskabet. Hun overtog herregården Bidstrup ved Randers, og her levede ægteparret til hendes død i 1697. Episoden viste, at man gjorde klogt i ikke at tale ilde om Sophie Amalie.Anonym: "Det dyre brev" (Skalk 2001, nr 6; s. 18f)
Frankofil thumb|Dronningen som bondepige.
Sophie Amalies families medlemmer var også i højere grad end vistnok noget andet tysk fyrstehus påvirkede af den fra Frankrig udgående ånd, ikke alene i kulturel, men også i politisk henseende. Hun var en drivkraft til at fremme den dog allerede før hendes dage begyndte indflydelse af franske moder og sæder. Hun forskrev sine dragter og adskillige andre fornødenheder fra Paris, hun havde hos sig en fransk sangerinde, men navnlig lod hun alle hoffester påvirkes af den franske smag, om end vel med en tilsætning fra de samtidige tyske fredsfestskuespil og måske delvis med hendes brunsvigske slægtninges hoffer som mellemled. Til dagens orden kom nu at høre balletter, mytologiske fremstillinger og optrin, der fremstillede hyrde- og landlivet. Hun udstyrede disse fester med den mest udsøgte elegance, dansede selv med ved dem, lagde for dagen en betagende ynde, optrådte afvekslende i kostumer som bondepige, som hyrdinde, som amazone, men helst som Diana, gudinden for hendes yndlingstilbøjelighed, thi fortrinsvis elskede hun jagten, og ofte forlod hun hovedstaden for at dyrke den, især jagten på svaner.
Byggerier thumb|Sophie Amalienborg, malet af Johan Jacob Bruun i 1740. Som enevældens dronning forstod Sophie Amalie at manifestere sig, blandt andet gennem byggerier. Dette kostede store summer. Hun stod bag pragtfulde byggeforetagender på Hørsholm Slot, som hun havde fået i 1650 efter Corfitz Ulfeldts fald.Munk-Jørgensen, s. 19
To nye slotte rejste sig i tilknytning til hendes person. Det ene, Dronninggaard ved Furesøen, blev allerede påbegyndt i 1661, da Frederik 3. samtidig med, at han opførte Frederiksdal ved den anden side af søen, skænkede Sophie Amalie det næs, der skød ud i søen, og blev, da det nogle år efter var færdigt, skuepladsen for elegante fester i hyrdestilens og rokokoens Smag. I tilknytning til slottet blev indrettet et hollænderiErich Pontoppidan: Den Danske Atlas, Tomus II Cap. VII, Kiøbenhavn 1763; s. 232 og drevet landbrug med oldenborgske køer og høns og gæs af fremmed race.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898, s. 280
Det andet blev opført i Hovedstaden. Området, hvor Frederiksstaden kom til at ligge, blev først indlemmet i København ved den store byudvidelse, som Christian 4. foretog. Området øst for Bredgade blev dog opgivet som handels- og boligkvarter. I 1660 havde dronning Sophie Amalie opkøbt en række grunde i dette ubebyggede område for her at opføre et lystslot til erstatning for hendes landejendom "Dronningens Enghave" uden for Vesterport, der var ødelagt under svenskernes belejring af København 1658-60. I 1664 lod hun begynde Indretningen af en prægtig fransk have i det ny kvarter i den østlige del af København.