Carl Christian Hall (født 25. februar 1812 på Christianshavn, død 14. august 1888 på FrederiksbergSalmonsen, s. 684) var en dansk nationalliberal politiker, minister og konseilspræsident, Danmarks 6. og 8. statsminister i to perioder, første gang 13. maj 1857 – 2. december 1859 og anden gang 24. februar 1860 til 31. december 1863. Han stod desuden i spidsen for mange andre ministerier. Han var en betydningsfuld skikkelse i store dele af 1800-tallets danske politik og han var medansvarlig for overgangen fra en politik, der vægtede helstaten, til en politik, der vægtede konstitutionelt demokrati, det nationale tilhørsforhold og Ejderpolitikken. Sammen med D.G. Monrad dannede han lederskabet hos De Nationalliberale, og deres politik dannede optakten til den 2. slesvigske krig. Hall var en udpræget pragmatisk forhandlingspolitiker, var folkekær og vellidt også af politiske modstandere, og hans popularitet forblev høj på trods af den katastrofale udgang på krigen i 1864.
C.C. Hall var fader til bjergbestigeren Carl Hall og proprietæren Oluf Hall.
Ungdom C.C. Hall blev født på Christianshavn som søn af bødkermester, oberstløjtnant i Borgervæbningen Mads Christensen Hall, der stammede fra jyske bønderfolk i Randersegnen, og dennes anden hustru, Anna Helene født Lykke. I sin barndom var han svagelig og sen i sin udvikling, så han var fyldt syv år, før han kunne begynde nogen undervisning, men fra den tid styrkedes hans helbred, og med legemets kraft voksede også de åndelige evner.Bille, s. 493f
Hall blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn 1829, hvor han havde været en del af en talentfuld klasse, der omfattede C.E. Fenger, Victor Bloch, lægen Andreas Buntzen og Vilhelm Birkedal, og blandt Halls studenterkammerater var desuden D.G. Monrad, grev F.M. Knuth, brødrene Martin og Frederik Hammerich, Georg Aagaard og Frederik Barfod. Han blev juridisk kandidat fra Københavns Universitet i 1833 og gjorde året efter sammen med Knuth en længere rejse til Tyskland, Frankrig og Italien. Efter sin hjemkomst blev han en meget søgt juridisk manuduktør. 1837 udnævntes han til auditør i Hæren (chef for Hærens retsvæsen), 1840 tog han den juridiske licentiatgrad, 1844 blev han overauditør og 1847 ekstraordinær docent i romerret ved Universitetet. 1851 blev han titulær professor. Han havde ved sit ægteskab (1. december 1837) med filologen Peter Oluf Brøndsteds datter, Augusta Marie Frederikke Brøndsted (f. 24. juni 1816), fået gode sociale forbindelser og var velset af kong Christian VIII. Kongen viste sit nådige sindelag ved at tilbyde Hall kammerjunkertitlen og ved ikke at tage hans afslag ilde op.Bille, s. 495
Allerede 1840 havde han, da lægen dr. Seligman Meyer Trier havde erklæret et landophold for nødvendigt til hustruens helbredelse fra en længere svækkelse, købt Ny Bakkegård i Rahbeks Allé på Frederiksberg, som i så lang en årrække skulle blive hans hjem, og som grundejer var han valgt ind i Frederiksberg-Hvidovre Sogneforstanderskab (1841-54).
Forbindelsen til kongehuset samt Halls ry som fin jurist, hans smukke og repræsentative personlighed og hans almindeligt vindende væsen gjorde, at han overalt blev betragtet som en af de mest lovende i sin generation. Dog var det snarere en glimrende embedskarriere end politiske laurbær, man spåede ham, for en vis skyhed for det agitatorisk fremtrædende i forbindelse med personlige hensyn havde holdt ham tilbage fra at deltage i ungdomsvennernes oppositionelle bestræbelser i 1840'erne og under selve martsbevægelsen, der arbejdede for en fri forfatning. Han deltog hverken i Casinomødet eller i folketoget 22. marts 1848 og var i begyndelsen skeptisk over for de nye strømninger.
Indtræden i politik thumb|200px|left|C.C. Hall Men da terningerne var kastede, sluttede Hall sig til den kreds, han naturligt tilhørte, og blev en fuldblods repræsentant for den nationalliberale politik. Karakteristisk nok ser vi dog hverken Hall som folketaler eller som forfatter af avisartikler; det var som parlamentariker, han trådte ind på arenaen, støttet af A.W. Moltke og Knuth, da Martsministeriet udnævnte ham til kongevalgt medlem af den Roskilde stænderforsamling, som skulle drøfte valgloven til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han ansås af sine politiske venner almindeligvis for at stå noget til højre for dem og gjorde det sikkert også, men i hovedprincipperne: Ejderpolitik og konstitutionel forfatning var han enig med dem, og han var, lige fra begyndelsen tilstrækkelig opportunist til at kunne lempe sine særanskuelser efter øjeblikkets krav. Han lagde i stænderne ingen skjul på, at han kun med ængstelse så den konstituerende forsamling så demokratisk sammensat som efter valglovsudkastet, men dog tiltrådte han dette med den ofte citerede motivering, at vi nys havde gennemlevet en tid, hvor "Dage havde Aartiers Betydning og Indhold". Selv valgtes han ind i rigsforsamlingen som repræsentant for Frederiksbergkredsen (Københavns Amts 1. kreds), den han siden uafbrudt repræsenterede som Folketingsmand indtil 1881. Den eneste seriøse udfordrer i Halls valgkreds var helstatsmanden, professor Peder Hjort, der måtte se sig slået i 1853. Hall kom snart til at spille en betydelig rolle i rigsforsamlingen og blev medlem af grundlovsudvalget og dettes ordfører for afsnittet om borgernes personlige rettigheder. Ikke uden grund har han en fremtrædende placering i Constantin Hansens maleri af rigsforsamlingen.
Det var dog først på Rigsdagene 1849-54, at Halls politiske personlighed nåede til fuldstændig udfoldelse. Monrad var nu, som senere, hans rival, og var han end Hall overlegen i veltalenhed og politisk originalitet, så var denne på den anden side hans overmand i egenskaber, der spiller en nok så stor rolle i kampen om det politiske førerskab. Allerede Halls ydre fremtræden vandt ham venner. Hans skikkelse var høj og fyldig; det lyse, krøllede hår, den friske ansigtsfarve og de klare, godmodige øjne gav straks indtrykket af noget sundt og strålende, og hans optræden forenede en ikke ringe, naturlig værdighed med jævnhed og ligefremhed. Hans veltalenhed var båret af solid viden, rolig og selvsikker, mere overbevisende end henrivende, mere egnet til at vinde en modstander end til at knuse ham. Han havde den gode engelske parlamentstalers ligelige, dvælende argumentation, der ikke lader nogen af modstanderens grunde stå urokket og ikke forlader en sag, før den er belyst fra alle sider; til gengæld kunne der ofte være lidt fladt og blodløst, noget for lidt markeret og indtrængende ved hans taler. Han irriterede aldrig sine venner, sjælden nok sine fjender. Hans støtte, sindige, lidt indolente væsen fremkaldte slet ikke forestillingen om en ærgerrighed, som ville herske over andre og bruge dem som trappestige for sig. Det hele gik jævnt, godmodigt, helst med en lille, lun spøg. Og som partifører havde han den uvurderlige egenskab at være et "parlamentarisk kit" uden lige. Hans særlige evne var netop den at holde uensartede elementer sammen, at mægle, glatte ud og hele. Over for Monrads geniale uberegnelighed stod Halls evne til støt og stille at holde den samme tråd fast gennem mange forviklinger og trods menneskenes og tingenes omskiftelighed. Alt dette forklarer, at han forholdsvis så hurtigt og let vandt frem til at blive sit partis virkelige fører.
Hall søgte i de vanskelige første år af 1850'erne at bevare så meget som muligt af det, han betragtede som kernen i Martsprogrammet. Han anså imidlertid kun dette for muligt ved så vidt gørligt at forsone også de højere samfundsklasser dermed og ved til en vis grad at vige til side for den overmægtige indre og ydre strømning i tilbage gående retning, som beherskede tiden. I notabelforsamlingen 1851 deltog han, men uden synderlig tro til dens nytte; med bekymring og misbilligelse fulgte han grev W.C.E. Sponnecks rejse til de tyske hoffer og den noteveksel, som siden sammenfattedes under aftalerne fra 1851-52.Bille, s. 497
Hans pragmatisme gjorde, at han var ubetinget stemt for at bøje sig for kundgørelsen af 28. januar 1852 og bygge på den, og derfor anbefalede han altid sit parti det størst mulige mådehold i oppositionen mod regeringen, således i toldsagen og sagen om arvefølgen i monarkiet. Da kampen efter A.S. Ørsteds overtagelse af førsteministerposten med nødvendighed antog skarpere former, måtte også Halls holdning blive mere udpræget, men selv da gik hans bestræbelser ud på, at man lempede sig så meget som muligt og indskrænkede sine fordringer til det uomgængelig nødvendige: At Rigsdagen måtte kende indholdet af den ny fællesforfatning, man agtede at oktroyere, inden den gav afkald på sin myndighed over fællesanliggenderne, og at helstaten måtte være konstitutionel. På dette program stod han som den samlede rigsdags ordfører imod ministeriet, men altid under de roligste og mest mådeholdne former. Ikke desto mindre lod regeringen sig april 1854 henrive til at afskedige ham som generalauditør, hvortil han var blevet udnævnt i 1851 i stedet for A.W. Scheel, tillige med flere andre af de fremragende embedsmænd, der havde sluttet sig til oppositionen. Hall tog dette slag med megen sindsligevægt og lod sig hverken skræmme eller oppirre deraf. Sommeren 1854 foretog han en rejse sammen med C.C.G. Andræ og traf i Pinneberg sammen med L.N. Scheele, som allerede da var betænkt på at række hånd til ministeriets fjernelse.Bille, s. 498
Udnævnelse til minister Da Rigsdagen sammentrådte i oktober 1854, indbragte Hall en mistillidsadresse imod ministeriet, afdæmpet i sin form, men meget bestemt i sit indhold. Den hvilede på det hovedprincip, som også dannede temaet for Halls tale, at hvis det danske folk skulle kunne finde sig i helstaten, måtte denne være konstitutionel: "er en konstitutionel Helstat en Umulighed, saa er selve Helstaten en Umulighed!" Adressen vedtoges af Folketinget med alle stemmer imod én (N.F.S. Grundtvig, som ville have en kraftigere udtalelse), og Landstinget vedtog (med 41 stemmer mod 2) en dagsorden, der udtalte tilslutning til adressen og overbragtes Frederik VII på Frederiksborg Slot, men blev yderst modtaget, og svaret blev det åbne brev af 20. oktober, som opløste Folketinget og i de skarpeste udtryk – kongen havde endda ikke fundet dem skarpe nok – appellerede fra det til "Folkets Kjærne". Valgene blev imidlertid et komplet nederlag for regeringen, og 3. december 1854 forlangte kongen da ministrenes demission, og få dage efter (12. december) dannedes endelig under P.G. Bang som konseilspræsident en regering, i hvilken Scheele var udenrigsminister, Andræ finansminister og Hall kultusminister. Hall havde spillet en særdeles virksom rolle ved ministeriets dannelse og var navnlig den, som afskar planerne om en rekonstruktion af det gamle kabinet og satte igennem, at ministeriet fik en liberalere karakter, blandt andet ved Andræs tilkaldelse.
Som minister følte Hall sig først ret på sin plads, og han fik hurtig en betydelig indflydelse på sine kolleger. Ministeriet omformedes gradvis fra et ministerium Bang til et ministerium Andræ og fra et ministerium Andræ til et ministerium Hall, samtidig med at den i begyndelsen så overmægtige Scheeles indflydelse langsomt trængtes tilbage og til sidst helt overvandtes – i hvert fald inden for ministeriet. Også som fagminister udfoldede Hall en ret betydelig virksomhed, idet han blandt andet gennemførte lovene om sognebåndets løsning (1855), folkeskolevæsenets ordning (1856) og dåbstvangens ophævelse (1857).
Fællesforfatningen og problemet Slesvig