Nicolai Edinger Balle (født 12. oktober 1744 i Vestenskov ved Nakskov, død 19. oktober 1816 i København) var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808.
Balles fader, Søren Pedersen Balle, var degn; han var en hæderlig og velstuderet mand. Moderen, Margrete Dorothea, født Mundt, var datter af en sekterisk sværmer, Christian Mundt, der ligeledes havde været degn i Vestenskov, men var blevet dømt fra embedet og døde i elendighed. Hun var tungsindig og tog sig selv af dage 1762 ved at hænge sig i sit huebånd. Efter hende, plejede sønnen at sige, har jeg arvet den godmodighed, man kærligt tillægger mig, men tillige det stærke hang til melankoli, jeg daglig må kæmpe med.
Uddannelse 11 år gammel kom Balle i Nakskov Latinskole og efter faderens død 1758 i Slagelse Latinskole, hvorfra han 1762 dimitteredes til Københavns Universitet.
Her tog især professor Peder Holm sig af ham og skaffede ham stipendier, både medens han var student, og efter at han 1765 havde taget attestats, (embedseksamen), da det Rosenkrantzeske og Vinstrup-Resenske stipendium satte ham i stand til at foretage en udenlandsrejse. Denne varede fra 1766 til 1769.
Han opholdt sig mest i Leipzig, hvor han især hørte Gellert og Johann August Ernesti, der dengang omtrent var den mest ansete teolog i Europa. Han opfordrede Balle til at disputere for magistergraden; men da Holm var blevet bekendt med den i dette øjemed skrevne afhandling, tildelte det københavnske fakultet ham værdigheden, og Balle holdt nu forelæsninger i Leipzig.
Efter 1768 at have besøgt Halle og hørt Johann Salomo Semler, vendte han 1769 tilbage til Danmark, men drog samme år som hovmester for overkammerherre, grev Ditlev Reventlows sønner til Göttingen, hvor han især sluttede sig til kirkehistorikeren Christian Wilhelm Franz Walch, medens han følte sig mindre tiltalt af den dengang så berømte Michaelis. Her blev der tilbudt ham en plads som repetent i det teologiske seminarium, men da der hjemme blev tilbudt ham et dekanat på Kommunitetet og Borchs Kollegium, foretrak han dette og kom 1770 til København.
Det næste år udnævntes han til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift og ægtede der sin forlovede, Frederikke Severine Grundtvig, en datter af præsten Otto Jørgensen Grundtvig i Vallekilde, farfar til N.F.S. Grundtvig. Som landsbypræst følte han sig dog lidet tilfreds, og det var med glæde, han modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved universitetet 1772.
Her var sindene så kort efter Johann Friedrich Struensees fald i en stærk bevægelse; biskop Johan Ernst Gunnerus' forslag til universitetets reformation var ikke blevet gennemført; men mange af de yngre var misfornøjede med dets tilstand. En af de mere mådeholdne, Johan Henrik Tauber, stod dengang Balle nær, medens han straks tog afstand fra de mere yderliggående som Niels Ditlev Riegels.
Men i det hele så den yngre slægt hen til ham som en af de mænd, af hvem man ventede sig noget betydeligt; han var en overmåde flittig professor, der ikke blot holdt mange forelæsninger, men også optrådte som skribent næsten i alle teologiske discipliner, med en dogmatik (Theses theologicæ, 1776), eksegetiske arbejder og et kirkehistorisk værk, og da han 1774 var blevet hofprædikant, udgav han en prædikensamling og begyndte at give de studerende praktisk anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 dr. theol.
I året 1781 døde Balles hustru, 34 år gammel, og det næste år ægtede han Johanne Frederikke Harboe (født 1756), datter af Sjællands biskop Ludvig Harboe.
thumb|Kobberstik fra 1784. Forfatteren Thomas Christoffer Bruun modtager kristendomsundervisning af Nicolai Edinger Balle efter at være dømt til denne straf for udgivelsen af sin bog "Mine Fritimer" i 1783.
Samtidig adjungeredes han af sin svigerfader i bispeembedet som hans tilkommende efterfølger. Harboe døde allerede næste år.
Balle tiltrådte sit embede med godt håb om at kunne holde bevægelsen i det spor, han anså for det rette. Han ville med al kraft modsætte sig den vantro og irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i folket; men han var heller ikke blind for, at der mange steder trængtes til reformer, og han håbede med grund, at både hvor der skulle ske forandring, og hvor der skulle holdes tilbage, ville han have en støtte i Ove Høegh-Guldberg, der i virkeligheden var regeringens leder.
I det ene år, Guldberg endnu havde magten, gennemførtes det eneste af de talrige liturgiske reformforslag, der skulle blive sat igennem, idet eksorcismen ved dåben afskaffedes, og den nu brugelige af Balle forfattede dåbsformular indførtes. Det var vistnok også Balle, der gjorde regeringen opmærksom på Thomas Christopher Bruuns usædelige skrift: Mine Fritimer, om det end var mod hans hensigt og forventning, da det blev pålagt ham ved en undervisning i religion at afhjælpe forfatterens mangelfulde oplysning om kristendommen.
Men efter 1784 blev Balles stilling en anden; den faktisk næsten uindskrænkede pressefrihed benyttedes til at sætte alt muligt under debat; de talrige tidsskrifter og pjecer strømmede over af spot over kristendommen og præsterne; mange af disse, især de yngre, lode sig rive med af strømmen, og mellem de ældre var der ingen, der havde mod eller evne til at stå den imod. Da var det, Balle fandt sin plads, dels som den ubøjelige modstander af "Vantroens koaliserte Magter" fra regeringskredsene af ned til smudsbladene, men dels også som den, der følte sig forpligtet til at arbejde for de forandringer, tidsånden krævede, for så vidt de ikke rokkede ved, hvad der syntes ham det uforanderlige i kristendommen.
Strid om kirkens skikke og traditioner thumb|left|Nicolai Edinger Balle. Miniaturemaleri fra Frederiksborgmuseet. Allerede året efter regeringsforandringen 14. april 1784 fik Balle sin første strid. Han erkendte selv, at en forandring i liturgien var nødvendig, og den nye dåbsformular var kun indledningen til denne, som han vedblev at arbejde på hele sit liv.
Men nu blev sagen optaget fra en anden side. Den ansete hofprædikant Christian Bastholm udgav et Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste, der tilsigtede at gøre denne kort, afvekslende og interessant. Efter dette forslag skulle alle kirkens skikke omgøres uden noget hensyn til traditionen og på en sådan måde, at det måtte virke i høj grad frastødende på alle, der havde noget begreb om, hvad gudstjenesten bør være.
Balle udgav mod Bastholm en pastoralskrivelse: Vej til Hæderlighed for gejstlige (1785), hvori han tog de gamle kirkeskikke i forsvar, og der udkom en hel litteratur af småpjecer, af hvilke mange overfaldt biskoppen med stor hadskhed; dette var ikke blot tilfældet med en sådan smædeskriver som Niels Ditlev Riegels; men Abraham Kall fandt det passende i Lærde Tidender at skrive:
Hvortil der så føjes en advarsel om at vogte sig for Hans Poulsen Resen eksempel.
Dette var biskoppens første sammenstød med den herskende åndsretning; det skulle ikke blive det sidste.
Ny lærebog til afløsning af Pontoppidans Forklaring Samtidig hermed begyndte Balle på et af de arbejder, hvormed han ville komme tidens krav i møde, idet han udarbejdede en ny lærebog, der skulle afløse Erik Pontoppidan den yngres lærebog Sandhed til gudfrygtighed.
Han androg hos kancelliet om i løbet af to år at måtte udarbejde en sådan bog; men også her kom Bastholm ham i forkøbet ved at udgive en Religionsbog for Ungdommen (1785). I denne var katekismusformen, som Balle dengang endnu holdt på, opgivet; men nogle år efter sluttede de to mænd sig sammen og udgav 1790 et forsøg til en lærebog; dette blev gennemgået først af den kommission, der var nedsat til almueskolevæsenets forbedring, derpå af det teologiske fakultet, og 1791 udkom Balles Lærebog i sin endelige skikkelse; den befaledes indført i skolerne inden 1794.
Ny salmebog Beslægtet hermed er et andet foretagende, nemlig udarbejdelsen af Evangelisk-kristelig Psalmebog. Salmebogen af 1778, som almindelig kaldes den Guldbergske, var et forsøg på at skaffe kristendommen indgang ved at iføre dens tanker en højt stemt poesis former; men den havde ikke fundet synderligt bifald, og den retning, den var udgået fra, var allerede gammeldags.
Thomas Kingos salmebog med sit stærkt ortodokse præg og sine gammeldags udtryk var for mange en torn i øjet. Balle frygtede for, at hvis forandringen af salmebogen opsattes, ville de dannede vende sig helt fra kirken.
I året 1790 udvirkede han regeringens tilladelse til at udarbejde en ny salmebog. Han selv, Werner Hans Frederik Abrahamson, Ove Malling, Knud Lyne Rahbek, Edvard Storm og Hans Vilhelm Riber skulle danne en kritisk kommission, som dels skulle bearbejde de ældre salmer, dels bedømme de nye, som man ventede at modtage fra 18 forskellige digtere, til hvilke komiteen henvendte sig. Der udkom prøvehæfter, der blev skarpt kritiseret, både af dem, der som Jacob Baden kunne se, at de gamle salmer var udvandede, og af dem, der klagede over, at der var bevaret for mange af de bibelske udtryk og fremstillinger.
Selve Evangelisk-kristelig Psalmebog, der udkom 1798, vidnede om, at udgiverne havde taget mest hensyn til den sidste art af kritik. Salmebogen lagde i så høj grad vægt på tydelighed og en sentimental opbyggelighed, at der ikke blev megen poesi tilbage i den, den udelod væsentlige sider af Bibelens lærdomme, og den mishandlede de gamle salmer på den uforsvarligste måde. Det anbefaledes at indføre salmebogen ved lærernes fornuftige forestillinger, og det lykkedes de fleste steder, om man end i adskillige sogne, især i Jylland, blev ved at gøre modstand imod den helt ind til midten af det 19. århundrede.
Modstanden gør Balle mismodig Hvis Balle har troet ved lære- og salmebogen at kunne tilfredsstille sin samtid, har han taget fejl. Netop i de sidste fire, fem år af århundredet blev han indviklet i strid så at sige med hele den dannede verden, og han havde en fornemmelse af, at hans overordnede i grunden sympatiserede med hans modstandere.
Den franske revolutions grundsætninger, som også lød her hjemme, opfyldte ham med frygt for fremtiden; han blev grebet af en sådan misstemning, at han tænkte på at nedlægge sit embede og blive landsbypræst eller at søge ansættelse i Tyskland.
Men hans mismod forhindrede ham ikke fra at stå fast over for modstanderne eller fra at gøre, hvad han anså for sin pligt, også hvor han forud vidste, at han kun ville høste spot og foragt. Vi skulle nærmere se på hans virksomhed i disse stridens år.
Bibellæsninger thumb|Titelbladet til Nicolai Edinger Balles Den christelige troes hellige lærdomme til overbeviisning og opbyggelse foredragne i offentlige gudelige taler fra 1776. I året 1793 ansøgte han om tilladelse til at benytte Vajsenhuskirken til at holde bibellæsninger søndag aften. Han bad, at sagen måtte holdes hemmelig, til resolutionen var faldet, at ikke den gamle avind, nag, som uophørlig havde forfulgt ham, også her skulle opkaste hindringer; «bagefter må Hovmod og Avind bruse og larme, saa meget de ville». Bibellæsningerne fik stort tilløb, og da Waisenhuset var brændt, fortsattes de i Garnisonskirken.
Men spot og bagvaskelser udeblev ikke; alle hånde onde rygter kom i omløb i byen, og i året 1796 skrev en navngiven fornem dame til Balle og meddelte ham disse i såre uforbeholdne udtryk: der fandt, skrev hun, sådanne uordener sted, at man sagde, "at her ikke er større Horehus i København, end Kirken er paa denne Tid".
Balle blev dybt rystet ved at modtage denne underretning; men han besluttede sig til som sædvanlig at gøre sagen fuldstændig offentlig, og det lykkedes ham på den måde både at bevise, at rygterne havde været usande, og at betrygge sig imod, at sådanne uordener i fremtiden kunne finde sted.
Malthe Christian Møllers «Repertorium for Fædrelandets Religionslærere»