thumb|Gabriele Maria Ronge som Brünnhilde i Wagners Der Ring des Nibelungen. Opera er en kunstform, i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk,Ordet opera betyder ”værk” på italiensk og er pluralis af det latinske opus, der betyder ”værk” eller ”arbejde”. som er en kombination af tekst (nedskrevet i en libretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et partitur). Opera defineret på denne måde hører hjemme i den vestlige klassiske musik.Lignende kunstformer fra andre verdensdele kaldes også ”opera”, som fx pekingopera og persisk opera. De har ikke noget med den vestlige kunstmusiks opera at gøre, men er særlige former for musikteater. Opera indeholder elementer fra det klassiske teater som skuespil, kulisser og kostumer – og dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et operahus akkompagneret af et orkester; et symfoniorkester eller et mindre musikensemble.
Operaen som kunstform stammer fra det 16. århundredes Italien, Jacopo Peris nu tabte Dafne blev opført i 1597 i Firenze som en af de første operaer. Operaen bredte sig hurtigt til resten af Europa, idet tyske Heinrich Schütz, franske Jean-Baptiste Lully og engelske Henry Purcell begyndte operatraditionen i deres hjemlande i det 17. århundrede.
I det 18. århundrede var europæisk opera domineret af den italienske tradition bortset fra Frankrig. Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre. Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i 1760'erne. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. århundrede Wolfgang Amadeus Mozart, som begyndte med opera seria, men som er mest berømt for Don Giovanni, der er alvorligt/komisk og de andre komiske operaer på italiensk som Figaros Bryllup, Così fan tutte og Tryllefløjten, som er på tysk og et højdepunkt i opera/syngespil.
I første tredjedel af det 19. århundrede opnåede bel canto-stilen sit højdepunkt med Gioacchino Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini, som alle skabte værker, der opføres i dag. Der opstod desuden en ”grand opéra”, som Giacomo Meyerbeer er repræsentant for. Det 19. århundrede er en operaguldalder med Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv. Tyskland og Italien. Til denne guldalder hører verismo-stilen i Italien, der fører frem mod Giacomo Puccini og Richard Strauss i begyndelsen af det 20. århundrede. I det 20. århundrede eksperimenteredes med moderne stilarter som atonalitet og serialisme hos komponister som Arnold Schönberg og Alban Berg, nyklassicisme hos Igor Stravinskij og minimalisme hos Philip Glass og John Coolidge Adams.
Med fremkomsten af moderne teknologi får operasangere et nyt og større publikum; en af de første operasangere, der blev kendt uden for operahusene, var tenoren Enrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og TV.
Operaens bestanddele Musikken er et lige så vigtigt element som sangteksten og skuespillet i en opera. Opera adskiller sig fra andre musikdramatiske genrer, ved at hele teksten synges. Den sungne tekst står i librettoen (egl. ”lille bog”). Nogle komponister som Richard Wagner skrev deres egne libretti, mens andre arbejdede tæt sammen med deres librettist som Wolfang Amadeus Mozart og Lorenzo da Ponte. Traditionelle operaer består af to former for sang: recitativerne, som er deklamatoriske passager, der præger handlingen med en særlig talesang, der følger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi, og
arier, som er melodiske sangstykker, som personerne udtrykker deres følelser i med en struktureret stil. Duetter, trioer og andre ensembler udtrykker personernes indbyrdes forhold, lige som korsatser kan kommentere handlingen (som i den græske oldtids dramaer). I nogle operaer som syngespil, opéra comique, operette og semi-opera erstattes recitativerne af talt dialog.
Talt dialog er et hyppigt element i mange tidlige operaer samt i melodramaer, der udviklede sig som selvstændig genre i 1800-tallet. Melodiske eller semi-melodiske passager (i stedet for recitativer) kaldes arioso. I barokken og klassicismen var der to former for recitativer:
secco-recitativer, der er talesang ledsaget af et continuo, som oftest blot er et cembalo og
accompagnato- og strumentato-recitativer, hvori sangen støttes af hele orkestret.
I løbet af det 19. århundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne. Han nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er gået i Wagners fodspor som Stravinskij i operaen Lastens vej.Afsnittet er baseret på artikler fra The Oxford Companion to Music af P. Scholes (10. udg., 1968).
Operaens historie Oprindelsen thumb|right|upright|Claudio Monteverdi Dafne er det første egentlige værk, der er en opera fra nutidens definition. Det blev skrevet omkring 1597 af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater i La Camerata de’ Bardi. Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg på at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama – i tråd med renæssancens interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Derfor gjorde renæssancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gået tabt, men et senere værk af Peri, Euridice fra omkring 1600 er det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der opføres regelmæssigt, er Claudio Monteverdis L’Orfeo, som blev komponeret for hoffet i Mantua i 1607.Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1; artikler om Peri og Monteverdi fra The Viking Opera Guide.
Italiensk opera Barokken Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i 1637 opstod ideen om offentlige operaforestillinger, som der skulle være billetsalg til. Det skete i Venedig, hvortil Monteverdi var flyttet fra Mantua, og hvor han komponerede sine sidste operaer, Il ritorno d'Ulisse in patria og L'incoronazione di Poppea i 1640'erne. De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.
Efterhånden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne: de seriøse og de komiske elementer. De var påvirket af commedia dell'arte, som med sine improvisationer længe havde været en del af scenelivet i Italien, og kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene var at tiltrække publikum fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at gå ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære i Napoli fra ca. 1710-1730.
Nogle komponister tog dog anstød af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikle opera seria-genren, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. århundrede. Da det metastasiske ideal blev veletableret, blev den grove komik henvist til opera buffa.
thumb|right|upright|Georg Friedrich Händel, 1733
Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet lange da capo-arier. De bød den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da også betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for en kastratsanger: Kastratsangere som Farinelli og Senesino og kvindelige sopraner som Faustina Bordoni var stærkt efterspurgte i hele Europa med undtagelse af Frankrig, hvor opera seria ikke havde indtaget scenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. århundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera blev målt efter. Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist som Georg Friedrich Händel, når han skrev musik for publikum i London. Italienske libretti blev også brugt i den klassicistiske periode, da Mozart skrev i Wien. Førende italienskfødte komponister af opera seria er Alessandro Scarlatti, Antonio Vivaldi og Nicola Antonio Porpora.Oxford Illustrated History of Opera, kapitel 1–3.
Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere. Genrens fokus på musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og på optræden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, og Francesco Algarottis Sopra l’opera in musica (Essay om opera) fra 1755 skulle vise sig at være god inspiration for den reform, Christoph Willibald Gluck gennemførte. Han mente, at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister som Niccolò Jommelli og Tommaso Traetta forsøgte at virkeliggøre disse idealer, men den første der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Han forsøgte (som Winkelmann) at opnå en ”skøn enkelhed” i den første af sine ”reformoperaer”, Orfeo ed Euridice. I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Händels værker, men støttet af simple harmonier og et stærkt orkester.
Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister. Weber, Mozart og Wagner var særligt påvirkede af hans idealer. Mozart, der på mange måder var Glucks efterfølger, forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb om harmoni, melodi og kontrapunkt i en rækker komedier, særligt i Così fan tutte, Figaros bryllup og Don Giovanni med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte i dag. Mozarts bidrag dog også til opera seria med værker som Idomeneo og La Clemenza di Tito, men genren lå for døden, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.Man and Music: the Classical Era, red. Neal Zaslaw (Macmillan, 1989); artikler om Gluck og Mozart fra The Viking Opera Guide.
Bel canto, Verdi og verismo thumb|upright|right|Giuseppe Verdi af Giovanni Boldini, 1886. Bel canto-opera er en bevægelse, der opstod i det tidlige 19. århundrede med operaer af Rossini, Bellini, Donizetti, Pacini, Mercadante og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks på en måde, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.
I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske opera Nabucco fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse i Italien i tiden efter Napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol på den patriotiske bevægelses ambitioner og "Verdi" stod som graffiti på murene i Italien (omend Verdi ikke var særlig radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer: Rigoletto, Il trovatore og La traviata, men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den måske bedste franske grand opéra, Don Carlos, inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker, Otello og Falstaff, som til fulde viste, hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19. århundrede.