Fried(e)rich Christian Carl Hinrich Münter (14. oktober 1761 i Gotha i Thüringen – 9. april 1830) var kirkehistoriker, arkæolog og biskop over Sjælland fra 1808 til sin død. Han var broder til Friederike Brun og fader til Balthasar og Theodor Münter.
Hans fader, Balthasar Münter var Waisenhusprædikant og hofdiakon. Fire år gammel fulgte han med faderen til København, og der blev han undervist af dygtige privatlærere.
Uddannelse og udlandsrejser thumb|Syracusae, i Efterretninger om begge Sicilierne, 1790
Han røbede tidlig en umættelig læselyst, men viste i begyndelsen større interesse for matematik og naturhistorie end for de videnskaber, til hvilke han siden skulle yde så betydelige bidrag.
Det var den ældre Niebuhr, der under besøg i hans hjem vakte hans sans for arkæologien; ved kobberstikkeren Johan Georg Preisler fik han øjet opladt for kunstens herlighed, og af ham modtog han en vejledning til at radere, der senere kom ham til nytte under hans arkæologiske studier.
Den gamle Münter fulgte sin søns undervisning med stor opmærksomhed og vågede over, at tiden blev forstandig inddelt og godt udnyttet.<ref>Danske Samling III, 351 ff.</ref>
For tidligt at forberede sønnen til præstegerningen lod han i præstegården indrette en prædikestol, på hvilken Friedrich Münter allerede som 11 års dreng øvede sig, og også på anden måde blev denne fra sin barndom uddannet i talekunsten.
I den dagbog, Friedrich Münter, efter tidens skik, førte med stor nøjagtighed, skriver han således 1776: ”Meine Confirmation d. 14. April und die Rede, die ich hielt, haben mich sehr verhindert viel zu thun“.
I præstegården ved Sankt Petri Kirke færdedes dengang mange fremragende mænd; der kom Bernstorfferne, Schimmelmannerne, brødrene Stolberg (XVI,457 – XVI, 453 ), Johann Andreas Cramer, Carsten Niebuhr, Friedrich Gottlieb Klopstock, Heinrich Wilhelm von Gerstenberg og de andre medlemmer af det «tyske Aristokrati», som dannede en sluttet kreds i den danske hovedstad.
[Til de mange tyske personer se Eksterne Links]
Af danske mindedes Münter i senere år især med tak Tyge Rothe, der fik interesse for den opvakte dreng og lærte ham, at man «kan sidde i Studerekabinettet så fri, lyksalig og ædel som nogen dødelig». 1778 dimitterede Balthasar Münter selv sin søn til universitetet, og den 17-årige yngling bestod alle prøverne med glans.
Det tilfaldt ham og den senere historiker Frederik Sneedorff som årets to flinkeste studenter at være de nybagte Athenesønners ordførere ved immatrikulationen.
Allerede før dimissionen var Friedrich Münter blevet indført både på biblioteket og universitetet. Han havde hørt Peder Holms og Nicolai Edinger Balles forelæsninger, og den sidste får æren for at have vakt hans interesse for kirkens historie.
Men den læselystne yngling drømte også om at blive digter. Han prøvede sine metriske anlæg ved at give rytmiske oversættelser af de poetiske steder i Mosebøgerne og ved gengivelser af de græske lyrikeres vers, og han brændte af begærlighed efter at gøre bekendtskab med dén danske digter, der særlig måtte tiltale et ungt menneske med hans åndelige forudsætninger. 14. februar fortæller han i dagbogen, at han har været i Hofteatret og set Balders Død , og snart efter førte en ven ham til forfatteren. "Vi bleve gode Venner", hedder det i dagbogen efter besøget hos Johannes Ewald. I de følgende år kom Münter ofte hos den syge digter, og han var tilstede under hans sidste strid.
Balthasar Münter, der selv i sine fritimer digtede "aandelige Sange", var en streng kritiker over for sønnens poetiske forsøg, men det lykkedes ham ikke at få denne til at slå digternykkerne af hovedet.
Friedrich Münter skrev oder til havet og stjernerne, og han oversatte Balders Død til tysk. I Friedrich Leopold Stolberg havde han fundet en ligestemt sjæl, der også håbede at vinde en plads på parnasset, og mange timer blev ofret til drøm og digtning.
Men over alt dette blev eksamenslæsningen ingenlunde glemt. 1780 underkastede han sig den filologiske, 1781 den teologiske prøve, begge med et smukt resultat, og derpå tænkte hans fader på at sende ham udenlands, for at han under fremmede lærere kunne fortsætte og fuldende sin uddannelse.
Som student havde han gjort mindre rejser til Roskilde, Fyn og Lolland. De havde nærmest næret hans arkæologiske interesse; nu skulle han ud i den store verden for at lære de mænd at kende, der havde de berømte navne i videnskabens republik.
Rejsens egentlige mål var Göttingen, men før han der lukkede sig inde med bøgerne, måtte han stille sin længsel efter at se de berømte mennesker.
Foruden med gamle venner som Friedrich Leopold Stolberg, Gerstenberg og Klopstock traf han sammen med Matthias Claudius, "Abt" Jerusalem – det er Johann Friedrich Wilhelm Jerusalem – og den herrnhutiske biskop August Gottlieb Spangenberg. Ved musehoffet i Weimar så han Christoph Martin Wieland og Johann Gottfried Herder, og i det lille havehus ved Ilm drøftede han æstetiske og teologiske problemer med Goethe.
Fra Goethe i Weimar til kirkehistorikeren Walch i Göttingen Fra Weimar kom han endelig til Göttingen. Det ærværdige Georgia Augusta, Georg-August-Universität Göttingen, stod endnu i dets fulde blomstring.
Münter følte sig straks tiltalt af Christian Wilhelm Franz Walch, dette bjerg af kirkehistorisk lærdom; men den store Johann David Michaelis' meget omtalte auri sacra fames, 'forbandet higen efter guld', stødte også ham bort.
Det var dog især filologen Christian Gottlob Heyne, "Læreren over alle Lærere", der i den første tid vandt hans udelte beundring. Under Heynes vejledning fordybede han sig i den antikkens skatte, og af Johann Christoph Gatterer blev han indviet i palæografiens og diplomatikkens begyndelsesgrunde.
Senere lærte han Ludwig Timotheus Spittler at kende, og han blev Münters ideal som kirkehistoriker. Spittlers åndfulde foredrag, hans klare Lessingstil med de fine antydninger, som af og til afløses af ret djærve domme, gjorde et uudsletteligt indtryk på den vordende kirkehistoriker; det er Spittlers stil, der er forbilledet for Münter, hvor han har fået tid til at tænke på stilen og veje udtrykkene. Spittler gav ham det forstandige råd at vælge sig en bestemt periode som det egentlige område for sin granskning.
Münter, som tidlig var blevet optaget til frimurer (han blev senere logemester for den københavnske loge Friedrich zur Gekrönten Hoffnung, der senere blev en loge i Den Danske Frimurerorden),K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 2, 1927, s. 383. sværmede, som mange fremragende mænd i den tid, for de hemmelige broderskaber, ligeledes f.eks. Illuminati i Bayern, der ville opbygge humanitetens tempel, og hvilken orden han blev optaget i 1784 i Wien.Alexander Rasmussen, Frederik Münter – et mindeskrift, 1. del, første halvbind, 1925, s. 46ff.s Påvirkningen fra logerne kom frem i valget af de emner, der først fængslede ham: de egyptiske hieroglyfer, pythagoræismen, mysterierne og gnostikerne. Heyne søgte imidlertid at overbevise ham om, at der ikke ville komme noget ud af at sysle med mysterierne, og en anden af hans gøttingske lærere tvivlede på, at det nogen sinde ville lykkes at tyde de egyptiske "runer".
Det forekom Münter selv, at hele den kristelige oldtids historie ved Johann Lorenz von Mosheims og Walchs arbejder var stillet i et så klart lys, at her ikke var mere at gøre, medens middelalderen, over hvilken romantikkens sol endnu ikke var opgået, lå hen i et tæt mørke, som trængte til at spredes. Han valgte derfor middelalderen, særlig kampen mellem stat og kirke, til sit forskningsområde, og som en førstegrøde af sine kirkehistoriske studier udgav han (1784) en afhandling Om Hierarkiets Fremgang under Innocents III.
Poesien blev dog ikke lagt på hylden i Göttingen. Den første, Münter besøgte der, var satirikeren Abraham Gotthelf Kästner; senere lærte han Gottfried August Bürger at kende, og i den første ferie, på vejen til sin slægt i Gotha, gjorde han en afstikker til Weimar, hvor Herder udviklede sine tanker om den hebraiske poesi for ham og opmuntrede ham til fuldførelsen af den (tyske) metriske oversættelse af Johannes' Åbenbaring, der udkom samtidig med afhandlingen om hierarkiet.
Smådigte sendte han til "Deutsches Museum" og "Musenalmanach", og i Erfurt lod han (1782) trykke Zwei Maurerhymnen.I Göttingen så han også en landsmand, Georg Zoega, der opholdt sig der 14 dage i foråret 1782, og mødet med ham fik afgjørende betydning for Münter ved på ny at vække hans arkæologiske interesse. De to unge danske studerede i fællesskab kopier af etruskiske vaser og aftalte at mødes i Italien. Kort efter kom Balthasar Münter og hans hustru til Göttingen, og med dem fulgte sønnen til slægten i Gotha og til forskellige større byer i Mellem- og Nordtyskland.
I Berlin lærte han Friedrich Nicolai, Johann Joachim Spalding og Moses Mendelssohn at kende, i Dresden gjorde han studier i antiksamlingen og møntkabinettet.
Hjemme igen 1783 for straks i 1784 at rejse til Italien Han kom hjem i efteråret 1783, men kun for i foråret 1784, med kongelig understøttelse, at begive sig på en ny rejse, hvis mål var Italien.
Egentlig skulle han nærmest have undersøgt nogle håndskrifter af Det nye Testamente, der efter rygtet skulle findes i Ragusa; disse håndskrifter fandt han ikke, men han fandt andet, som han ikke havde søgt.
Over Wien gik han til Rom, hvor han opholdt sig et helt år, og her blev en ny verden åbnet for den unge kirkehistoriker. Det var jesuitismens og ultramontanismens afmagtstid; i Rom sad humanismen til højbords, og der gik en jansenistisk luftning gennem hele Romerkirken.
I Toscana traf Münter den ædle jansenist Scipione de' Ricci, biskop af Prato og Pistoia, og gennem samtaler med ham kom han ind i mellemværendet mellem jesuitismen og jansenismen. I Rom blev han især nøje knyttet til den lærde Stefano Borgia, den senere kardinal, som dengang var sekretær for Propagandaen og mæcen for alle unge arkæologer, ikke mindst for de danske.
Fra Rom gik han til Neapel og Sicilien. En frugt af opholdet i Syditalien var de Efterretninger om begge Sicilierne, som han efter sin hjemkomst udgav i to bind (1788-1790), og som i forskellige oversættelser gik en stor del af Europa rundt.
Det var hans plan fra Italien at gå til Paris, men hans broders død kaldte ham hjem, og ved sommertid 1787 var han atter i København efter mere end tre års fraværelse. Han hjembragte mange arkivfund og excerpter, sjældne bøger og oldsager og de "skjønne Mønter", som Goethe ikke var langt fra at misunde ham. Men han kom også hjem med mange indtryk af den romerske kirkes herlighed midt i fornedrelsen, og i de italienske biskopper med det frie blik og den åbne sans for oldtidens kunst og litteratur, med jævnheden til dagligt brug og grandezzaen i de festlige øjeblikke havde han set sit biskoppelige ideal.
Kort efter hans hjemkomst blev der oprettet en ny teologisk lærestol, om hvilken han og hans ven Andreas Birch konkurrerede. Münter sejrede efter at have holdt nogle meget tarvelige prøveforelæsninger, som ikke helt uden grund fremkaldte en skarp kritik fra Niels Ditlev Riegels' side, og i april 1790 blev han, endnu ikke 29 år gammel, professor ordinarius og assessor consistorii.
1784 havde han i Fulda erhvervet den filosofiske doktorgrad; 1790 vandt han i København den teologiske, og med hans ansættelse ved universitetet begyndte det rige forfatterskab, der inden århundredets udgang havde gjort hans navn bekendt i hele den lærde verden.
Teolog og historiker Som teolog var Münter afgjort historiker,ikke systematiker.
Han havde ikke noget fast teologisk eller filosofisk standpunkt. Over for mange stridsspørgsmål stod han som en mand uden mening, med en såre mangelfuld forståelse af de dybe og stærke overbevisninger, men altid opfyldt af et levende ønske om at bevare freden. Han troede på "Kristendommens Guddommelighed", men hans teologi, for så vidt som man kan tale om en sådan, var gennemsyret af tidens rationalisme.