upright|thumb|Rødtræet er arten med det højeste træindivid. Et træ er en flerårig plante, der har en tydelig, opret og forveddet stamme, som begynder ved roden, og som bærer grene og dermed blade et stykke over jorden. Det er desuden kendetegnende for disse planter, at de har forveddede skud, som bærer beskyttede knopper. De energioptagende dele sidder i toppen, mens de vand- og mineraloptagende dele sidder i rødderne. De aktive dele har kun kort levetid, men de bliver hele tiden erstattet af nydannede skud, blade og rødder. De ældre dele tjener ikke længere som organer for optagelse, men de har stadig tykkelsesvækst, sådan at de kan fungere som afstivning og transportvej for planten. Træet bliver formet af de nydannede skuds vækstretning, forvedningen af cellerne og den fortsatte celledeling i vækstlaget lige under barken. Træet kan leve i århundreder eller årtusinder på trods af en konstant tiltagende mængde af dødt kerneved, fordi et tyndt lag af levende ved (splintved) klarer opgaver som transport, oplagring og stofskifteE.J.H. Corner: The Life of Plants, 1968.
Der findes ikke nogen fastlagt definition, som beskriver en mindste højde, men ordet bruges almindeligvis om planter, der er over 6 m høje, når de er udvoksede. De fleste træer er længelevende, og nogle kan blive flere tusinde år gamle og nå en højde på mere end 100 m.
En lille gruppe af træer, som vokser sammen, kaldes en lund, og et helt landskab, som er dækket af trævækst, kaldes en skov. Adskillige biotoper er defineret ud fra de træer, som vokser på stedet: regnskov og taiga er eksempler på dette. Et landskab med spredte træer i en bund af græsområde kaldes en skovsteppe eller savanne, alt efter hvordan klimaforholdene danner økozoner.
I 2015 blev det estimeret af Yale University, at der findes omkring 3.000 milliarder træer i verden.2. sep 2015, ing.dk: Ny opgørelse: 3.000 milliarder træer på Jorden. Antallet af træer er næsten ti gange højere end tidligere formodet, viser ny detaljeret undersøgelse.2 September 2015, nature.com: Mapping tree density at a global scale
Plantegrupper, der har udviklet stamme Træagtige livsformer findes i seks forskellige plantegrupper:
Ægte træer findes blandt løvtræerne (hos de dækfrøede), nåletræerne (hos de nøgenfrøede) og hos frøplanten Tempeltræ. Disse tre grupper har forveddede stammer.
Derudover findes tre mindre plantegrupper, der danner "træagtige" strukturer: palmerne, Cykas-gruppen og træbregnerneLexikon der Forstbotanik, hnv. side 324, 132 og 286. Disse tre grupper danner stamme ud fra bladanlæggene, så de har ikke ægte ved og heller ikke tykkelsesvækst. Derfor er stammernes diameter næsten den samme gennem hele plantens liv. Det bør ikke glemmes, at træagtige former også fandtes hos kultidens padderok- og ulvefodsfamilierneLexikon der Forstbotanik, hnv. side 92 og 279
Træer findes hovedsageligt inden for 50 plantefamilier. Derimod mangler træformer hos alger, mosser, asparges-ordenen, lilje-ordenen, amarant-familien, frøbid-familien, gøgeurt-familien, kodriver-familien og med få undtagelser også hos ensian-familien, græskar-familien, klokkeblomst-familien, læbeblomst-familien, nellike-familien, ranunkel-familien, skærmplante-familien, snerle-familien, stenbræk-familien og valmue-familien.
Træer som livsform thumb|250px|Kokospalme fra øen Martinique.
Da træer findes i så mange forskellige ordener og familier, viser de en stor variation i vækstformer, bladtyper, barkkendetegn, blomster, frugter osv. I det raunkiærske system bærer de navnet: fanerofytter. Disse planter kan også betegnes med det latinske ord lignum = "træstof", som bliver til ordet lignose. De tidligste træer var træbregner og padderokker, som dannede kæmpestore skove i kultiden. De ældste kendte fossilerede næsten komplette træer er blevet fundet i Gilboas fossile skov. De er 385 millioner år gamle.
Der findes stadig arter af træbregner, men de nulevende padderokarter er alle urteagtige. Senere, dvs. i trias, opstod nåletræer, tempeltræer, cykasarter og andre nøgenfrøede, mens de blomstrende planter, de dækfrøede, først kom til i kridttiden. De fleste af nutidens træarter tilhører blomsterplanterne og nåletræerne.
Træers økologi Vækstform (habitus) Træers vækstform bestemmes i vidt omfang af, om de har stået frit fra begyndelsen eller er vokset op tæt sammen med andre træer. For eksempel dannes der krone tæt over jorden hos Almindelig Bøg, når træet står helt lysåbent. I den situation bliver de nederste grene meget tykke og vandrette eller ligefrem lidt hængende. I en sluttet bøgeskov danner de søjleagtige stammer derimod først krone i stor højde, og de opstigende grene danner et forholdsvist fladt løvtag eller kronetag.
Træer under forskellige klimaforhold I troperne finder man den mest frodige trævækst, og urskoven dannes for det meste af træarter, som tilhører plantefamilier som palme-familien, vortemælk-familien, nælde-familien, sæbetræ-familien, katost-familien, mahogni-familien, ærteblomst-familien og sapotaceae
I subtroperne finder man træer, som hører til i de stedsegrønne familier myrte-familien, laurbær-familien og den delvist løvfældende familie protea-familien. De blandes i de lidt køligere egne med andre stedsegrønne arter af familier som bøge-familien, kattehale-familien, rude-familien, oliven-familien og morbær-familien.
I de kolde tempererede egne er de løvfældende arter helt dominerende bl.a. med arter af bøge-familien, katost-familien, elme-familien, pile-familien og sæbetræ-familien. Selv om nåletræer allerede findes i sammenhængende skove i den tempererede zone, er det dog først i de subarktiske egne, at de bliver egentlig dominerende, mens løvtræarterne én efter én må give op.
I det hele taget bliver træerne mere sjældne og også mindre i væksten, jo tættere man kommer på polarcirklen. I Sverige findes ege, linde, aske, lønne, og bøge ikke nord for den 64. nordlige bredde. Nord derfor består trævæksten for det meste af graner og ædelgraner, der danner sammenhængende skove nordøst derfor, og som endda når den 60. nordlige bredde, nu sammen med birke, der findes som sammenhængende skove (taiga) helt op til den 71. nordlige bredde i blanding med elle og pile.Lexikon der Forstbotanik, side 63
Højden over havet har naturligvis også betydelig indflydelse på træernes højdevækst og udbredelse, ganske som afstanden fra ækvator har det. I Andesbjergene trives Carnaubavoks-Palmen (Copernicia prunifera), og flere arter af slægterne Cinchona (krap-familien) og eskallonie trives helt op til 94 m under snegrænsen. På 30° nordlig bredde, hvor snegrænsen ligger i 4.048-4.080 m højde, finder man på Himalayas sydskråninger høje træer (Ege og Graner) i op til 3.766 m højde. Tilsvarende finder man i Mexico på 25-28° nordlig bredde bjerge med Graner op til 3.766 m og Ege op til 2.825 m højde. I Alperne ophører trævækst i 1.570 m højde og i Harzen sker det i 1.005 m højde. I Pyrenæerne finder man ege og ædelgraner til en højde på 1.883 m, men ved Sulitelma på 68° nordlig bredde i Lapland findes granerne kun op til 188 m højde, og birkene når kun en højde på 376 m.
Træers opbygning Træernes grundlæggende dele er rødder, stamme, grene, skud, blade, blomster og frugter. Træernes rødder, grene og stammer består af styrkevæv og transportsystemer. Veddet er dannet af vedceller (xylem), mens barken dels består af inderbarken (kambium) og dels af barkceller (phloem).
Træer kan opdeles i udadvendte og indadvendte i forhold til deres måde at forøge stammens tykkelse på. De udadvendte træer er der flest af (nemlig alle nåletræerne og alle de tokimbladede), og de får deres tykkelsesvækst ved, at de lægger nyt ved uden på det gamleLexikon der Forstbotanik, side 243. Det er en proces, som foregår i vækstlaget lige inde bag barken. De indadvendte træer (hovedsageligt de enkimbladede, f.eks. palmerne) ikke kan forøge stammens diameter, da vækstpunkterne ikke forbindes, men ligger spredt i det allerede dannede vedLexikon der Forstbotanik, side 51.
I takt med, at de udadvendte træer vokser, skaber de en årlig tilvækst, som danner en ring, når man ser på et tværsnit af grene eller stammer. Derfor kaldes tilvæksten for årringe. Under klimaforhold, hvor der er tydelig forskel på årstiderne (mod nord er det sommer/vinter, men længere sydpå er det tørke/regntid), er ringene tydelige at se, når man sammenligner den gunstige med den ugunstige årstids tilvækst. Årringene kan bruges til at bestemme træets alder og dermed også til at tidsfæste tømmer i skibe eller bygninger ved dendrokronologi. I visse tropiske egne, hvor væksten ikke bliver afbrudt af ugunstige årstider, dannes der ikke årringe, og aldersbestemmelse er derfor umulig, ligesom den er det hos de indadvendte træer.
Det er ikke alle træer, der har samtlige de dele, som blev nævnt ovenfor. Kæmpekaktusen fra det sydlige USA har ikke normale blade, mens palmerne er uden grene, og træbregnerne ikke danner bark. Alligevel kaldes de for træer ud fra deres overordnede udseende. Ofte er højden i sig selv nok til, at man omtaler en art som træ. Af samme grund er der en flydende overgang mellem buske (uden stamme) og træer (med en stamme fra jorden). Tilsvarende afviger bonsaiplanter en hel del fra normale træer, mens de dog har alle de dele, som et træ består af. En frøplante af Ædel-Cypres ligner mest af alt en Ene og bestemt ikke et træ, mens bambusarter sjældent kaldes træer, selv om de opfylder alle krav.
Bladene
thumb|250px|En oversigt over bladenes forskelligheder. Til venstre: bladformer. Til højre for oven: Bladrande. Til højre nederst: Mønstret af bladribber Bladets vigtigste funktion er at tjene som organ for fotosyntesen. Desuden tjener bladene til at lukke af for konkurrerende planters lystilgang, og de kan i visse tilfælde være vigtige for træets optagelse af luftbåret næring (støv).
Bladets form og udseende i øvrigt er et vigtigt kendetegn for den enkelte træart. Bladets størrelse afhænger derimod af vækstbetingelserne og kan derfor ikke bruges ved bestemmelse af et træ. Træernes kno-pper er vigtige kendetegn om vinteren, når de fleste træer er bladløse. Desuden har mange træer hår eller torne. Det er enten omdannede skud, bark eller blade, som skal beskytte træet mod dyregnav.
Et europæisk træ har i gennemsnit 30.000 blade, og derfor kan træet miste flere hundrede liter vand ved fordampning fra den store, samlede overflade (bladarealet er i gennemsnit 3-5 gange arealet af drypzonenLexikon der Forstbotanik, side 77).
Blomsterne
Blomsten er træets specialiserede formeringsorgan. Visse træarter har satset på vindbestøvning, mens andre bruger forskellige dyr (insekter, flagermus eller fugle) som bestøvere. Disse forskelligheder i bestøvningsforholdene har fremkaldt store forskelle i blomsternes form, farve og duft.
På de tempererede breddegrader er træernes blomster ofte forholdsvis små, og hos enkelte slægter er dele af blomsterne reduceret eller helt forsvundet. De fleste træarter er insektbestøvede, men mange er vindbestøvede, og i flere familier optræder de såkaldte "rakletræer" (i bøge-familien, pile-familien og birke-familien f.eks.), hvis blomster tidligere blev anset for at være primitive. I dag ved man, at rakler og rakleagtige blomsterstande er opstået i flere omgange og uafhængigt af hinanden. Som det er gængs blandt planter, er de fleste træarters blomster tvekønnede, men der findes dog undtagelser: f.eks. særbo-blomsterne hos taks eller sambo-blomsterne hos ask.
Frugterne
thumb|250px|Agern er egetræernes frugter. Med udviklingen af frugter har træerne evnet at give deres afkom en god start. De fleste frugter indeholder en frøhvide, der bruges som føde for den fremspirende kimplante. Afhængigt af spredningsmetoden har træarterne desuden udviklet forskellige udformninger af frugterne, så de er egnede til spredning med f.eks. vand, vind, myrer, aber eller fugle.