thumb|Kort over Norskehavet. Norskehavet er den del af Atlanterhavet, som ligger mellem Norge, Svalbard og Island. I øst grænser Norskehavet mod Barentshavet, i syd mod Nordsøen, i sydvest mod Atlanterhavet og i vest mod Grønlandshavet. Grænsen mod Barentshavet trækkes langs en linje mellem Sydkapp på Sørkappøya syd for Spitsbergen over Bjørneøen til Nordkap. Mod Nordsøen er 61. breddekreds valgt som afgrænsning - mod Atlanterhavet danner en linje fra lige nord for Shetlandsøerne over Færøerne til vestspidsen af Island grænsen. Herfra trækkes en linje over Jan Mayen til Sydkap som grænsen mod Grønlandshavet. I mange sammenhænge regnes Grønlandshavet imidlertid som en del af Norskehavet.
Norskehavet dækker et areal på 2,6 millioner km² og har et volumen på 4,1 millioner km³ og med en gennemsnitlig dybde på 1600 m.
I den norske olieforvaltning sættes grænsen på soklen mellem Nordsøen og Norskehavet ved 62°N og grænsen mellem Norskehavet og Barentshavet ved 71°N.
Geologi og bundforhold thumb|Norskehavet omkranset af lavere farvande mod syd (Vesterhavet) og nordøst (Barentshavet). Den hvide prik nær midten er Jan Mayen, og prikken mellem Spitsbergen (stor ø mod nord) og Norge er Bjørneøen. thumb|left|Øerne Værøy og Røst, Lofoten, Norge Norskehavet blev dannet for omkring 250 millioner år siden, da den Eurasiske Plade plade med Norge og den Nordamerikanske Plade, inklusive Grønland begyndte at bevæge sig væk fra hinanden. Det eksisterende smalle hav mellem Norge og Grønland begyndte at blive bredere og dybere.Terje Thornes & Oddvar Longva "The origin of the coastal zone" i: Sætre, 2007, pp. 35–43 Den nuværende kontinentale skråning i Norskehavet markerer grænsen mellem Norge og Grønland, som den lå for ca. 250 millioner år siden. Mod nord går Norskehavet østover fra Svalbard og mod sydvest mellem Storbritannien og Færøerne. Denne kontinentale skråning har rige fiskepladser og talrige koralrev. Når havbunden har sat sig efter adskillelsen af kontinentalpladerne, har det resulteret i jordskred som Storeggaskredet for omkring 8.000 år siden, hvor henved 3.500 km³ materiale af kystsoklen styrtede dybere ned i havet og skabte en enorm tsunami, der bl.a. raserede såvel de norske kyster som andre kyster i en afstand af op til flere tusinde kilometer fra begivenhedscentret.
Kysterne langs Norskehavet blev skabt under den sidste istid. Store gletsjere, der var flere kilometer tykke, blev skubbet ind over land og skabte fjorde ved at fjerne skorpen ud i vandet og udvidede derved kontinentalskråningerne. Dette er særlig tydeligt på den norske kyst ved Helgeland og nordpå mod Lofoten. Den norske kontinentalsokkel er mellem 10 og 200 kilometer bred og har en anderledes form end soklen i Vesterhavet og Berentshavet. Ud for Lofoten, Vesterålen og Troms er den omkring 10 km,, mens den er over 200 km ud for Helgeland. Den indeholder adskillige dybe render og uregelmæssige højderygge, som normalt har en amplitude på mindre end 100 meter, men kan nå op på 400 meter.Roald Sætre Driving forces in: Sætre, 2007, pp. 44–58 De er dækket af en blanding af grus, sand og mudder, og renderne bliver brugt af fisk som ynglepladser. Længere ude i havet findes to dybhavsbassiner, der er adskilt af en lav højderyg (det dybeste sted er 3.000 meter) mellem Vøring Plateau og øen Jan Mayen. De to bassiner kaldes Norskehavsbassinet (mod syd) og Grønlandsbassinet (mod nord). Det sydlige bassin er større og dybere med store områder, der er mellem 3.500 og 4.000 meter dybe. Det nordlige bassin er mere lavvandet med en dybde på mellem 3.200–3.300 meter, men indeholder mindre områder, der er helt op til 3.500 meter dybe. Undersøiske grænser og kontinentalskråninger markerer grænsen mellem disse to bassiner og de omkringliggende farvande. Mod syd ligger den europæiske kontinentalsokkel og Vesterhavet, mod øst er den eurasiske kontinentalsokkel med Berentshavet. Mod vest ligger den Skotsk-grønlandske højderyg, der adskiller Norskehavet fra det nordlige Atlanterhav. Højderyggen er i gennemsnit 500 meter dyb, og kun få steder når den en dybde på 850 meter. Mod nord ligger Jan Mayen Ridge-højderyggen og Mohnryggen, som har en dybde på 2.000 meter med visse fordybninger, der når 2.600 meters dybde..
Vandmasser Gennem Færøerne løber en gren af Golfstrømmen ind i Norskehavet. Atlanterhavsvandet er forholdsvis salt (saltholdighed > 35‰) og varmt. Golfstrømmen løber parallelt langs med den norske kyststrøm ind i Barentshavet og langs vestkysten af Spitsbergen. Noget af Atlanterhavsvandet afkøles i Norskehavet, således at det på grund af sin større saltholdighed og egenvægt synker mod dybet. Dybvandet i Norskehavet har en høj homogen saltholdighed på 34,93‰, og derfor fortsætter det afkølede atlanterhavsvand helt til bunds. Denne konvektion sker kun i efteråret og om vinteren, idet det ved solopvarmning om sommeren danner et stabilt overfladelag, som forhindrer blanding af vandmasserne.
Norskehavet får også tilført vand via Østgrønlandsstrømmen. Dette er koldt, arktisk vand, som til dels er dannet ved issmeltning i Ishavet, og derfor kun lidt salt. Mellem Østgrønlandsstrømmen og Atlanterhavsstrømmen foregår en effektiv blanding i det centrale Norskehav.
Overfladevandet i Norskehavet kan fra øst mod vest inddeles i norsk kystvand med saltholdighed < 35‰, atlantisk vand med saltholdighed > 35‰ og arktisk vand med saltholdighed < 35‰.
Flora og fauna Norskehavet er en overgangszone mellem borealt og arktisk klima og indeholder derfor flora og fauna kendetegnende for begge klimatiske regioner.Blindheim, 1989, pp. 366–382 Den sydlige grænse for mange arktiske arter løber i en linje mellem Nordkap, Island og Norskehavet, hvorimod den nordlige grænse for mange borealiske arter løber til Grønlandshavet, Barentshavet og Norskehavet. Der er således et overlap.Skreslet & NATO, 2005, pp. 103–114
Plankton og bunddyr Det meste af livet i Norskehavet er koncentreret i de øvre vandlag. Estimater for Nordatlanten er, at blot 2% af biomassen forekommer under 1.000 meters dybde og kun 1,2% forekommer ved havbunden.Andrea Schröder-Ritzrau et al., Distribution, export and alteration of plankton in the Norwegian Sea Fossiliziable. Schaefer, 2001, pp. 81–104
Opblomstring af phytoplankton omfatter primært chlorophyll og når sin maksimale udbredelse omkring den 20. maj. De mest udbredte phytoplankton arter er Thalassiosira og Chaetoceros. Efter foråret er den dominerende art Phaecocystis pouchetti.ICES, 2007, pp. 5–8
Zooplankton er primært repræsenteret med Calanus finmarchicus og Calanus hyperboreus, med førstnævnte fire gange oftere forekommende end sidstnævnte. Calanus finmarchicus er oftest forekommende i de atlantiske dele, hvorimod C. hyperboreus dominerer i de arktiske vande; begge er den primære fødekilde for de fleste rovdyr i området. De væsentligste arter af krill er Meganyctiphanes norvegica, Thyssanoessa inermis og Thyssanoessa longicaudata. Rejer af arten Pandalus borealis er en væsentlig del af føden for havets fisk, særlig torsk og hvilling og forekommer i dybder mellem 200 og 300 meter.
Norskehavet har omfattende koralrev med Lophelia pertusa, der giver ly til forskellige arter af fisk. Der findes mange af disse koralrev i Nordatlanten, men ikke med samme koncentration som i Norskehavets kontinentalskrænter. Koralrevene er dog truet som følge af det intensive fiskeri med bundtrawl, der ødelægger revene.
Fisk thumb|Lodde er ofte forekommende i grænseområdet mellem Atlanten og de arktiske havområder. Norskehavets kyster er den vigtigste yngleplads for sild i Nordatlanten, hvor ynglesæsonen er i marts. Æggene flyder mod overfladen og føres mod nord af strømmen. Størstedelen af populationen opholder sig i Barentshavet om sommeren, hvor de ernærer sig af plankton. Når de bliver kønsmodne, vender de tilbage til Norskehavet.Blindheim, 1989, pp. 382–401 Populationen af sild varierer voldsomt over årene. Populationen blev forøget i 1920'erne grundet mild klima, men kollapsede i de følgende årtier indtil 1970'erne, primært grundet overfiskning.Gerold Wefer, Frank Lamy, Fauzi Mantoura Marine Science Frontiers for Europe, Springer, 2003 , pp. 32–35 Biomassen af sild var omkring 11 millioner ton i 1956 og formindskedes til tæt på nul i 1970, hvilket fik indflydelse på økosystemet, ikke blot i Norskehavet, men også i Barentshavet.Olav Schram Stokke Governing High Seas Fisheries: The Interplay of Global and Regional regime, Oxford University Press, 2001 , pp. 241–255
Regulering af fiskeriet har siden 1987 ført til en delvis retablering af sildebestanden. Retableringen af bestanden var ledsaget af en nedgang i bestandene af lodde og torsk. Selv om lodde nød godt af en begrænsning af fiskeriet, betød stigning i vandtemperaturen i 1980'erne og forøget konkurrence om føden med den tilbagevendende sild en kraftig reduktion af loddebestanden i Norskehavet.Gene S. Helfman Fish Conservation: A Guide to Understanding and Restoring Global Aquatic Biodiversity and Fishery Resources, Iceland Press, 2007 , pp. 321–323 Loddens tilbagegang medførte også en væsentlig reduktion i torskebestanden, da torsken i vidt omfang lever af lodde, og idet forøgelsen af sildebestanden ikke var nok til at kompensere herfor.National Research Council (U.S.). Committee on Ecosystem Management for Sustainable Marine Fisheries: Sustaining Marine Fisheries, National Academies Press, 1999, , p. 46
Kuller (Micromesistius poutassou) har nydt godt af tilbagegangen af sild og lodde og har overtaget rollen som den væsentligste indtager af plankton. Kuller gyder nær De Britiske Øer, hvorfra strømmen fører æggene til Norskehavet. De voksne eksemplarer følger med for at skaffe føde. De yngre individer forbliver i Norskehavet om sommeren og vinteren indtil februar og vender herefter tilbage til de varmere vande vest for Skotland. Den arktiske torsk opholder sig primært i Barentshavet og ved øgruppen ved Svalbard. Den arktiske torsk findes kun i Norskehavet omkring gydesæsonen, hvor den tilbringer tiden omkring Lofoten, hvor også Pollachius virens og kulmule gyder i de kystnære områder. Makrel forekommer også i Norskehavet og spiller en stor rolle for fiskeriet. Koralrevene er hjemsted for flere arter af Sebastes, rødfisk.
Pattedyr og fugle thumb |Blæksprutte Gonatus fabricii Norskehavet er hjemsted for flere arter af hvaler, herunder pukkelhvaler, sejhval, vågehval og spækhugger,Erich Hoyt: Marine Protected Areas for Whales, Dolphins, and Porpoises Earthscan, 2005 , pp. 120–128 samt hvidnæse-delfin i kystnære områder.Klinowska, 1991, p. 138 Spækhugger og andre hvaler er i havet om sommeren for at finde føde; omfanget er afhængig af sildebestandens størrelse, og de følger sildestimerne i havet. Med en bestand på mere end 110.000 er vågehvalerne den mest almindelige hval i Norskehavet. De jages fra Norge og Island med en årlig kvote på 1.000 hvaler for Norges vedkommende. Tidligere blev hvalerne jaget for at få spæk og olie, men i dag jages de alene for deres kød.Norwegian minke whaling. Det norske udenrigsministerium. norway.org.uk
Grønlandshvalen var tidligere en hyppig konsument af plankton i Norskehavet, men er næsten forsvundet herfra efter intensiv jagt i 1800-tallet, og var midlertidigt udryddet i hele Nordatlanten. Tilsvarende fandtes blåhvaler i store grupper i hele Nordatlanten mellem Jan Mayen og Spitsbergen, men er stort set fraværende i dag.Johnson, 1982, pp. 95–101 Observationer af nordlig døgling i Norskehavet er sjældne. Northern Bottlenose Whale Klinowska, 1991, p. 320 Andre store havdyr er klapmyds og grønlandssæls og blæksprutte.
Betydningsfulde havfugle i Norskehavet er lunder, rissa og guillemot. Lunder og guillemots led også af kollapset af sildebestanden, særlig lundene på Lofoten, da sidstnævnte ikke havde alternativer til sild, hvorfor populationen blev halveret i perioden mellem 1969 og 1987.Simon Jennings et al. Marine Fisheries Ecology, Blackwell Publishing, 2001 , p. 297
Menneskets udnyttelse af havområdet