Romersk Italien betegnede under Romerriget et geografisk område på den italienske halvø. Områdets grænser udviklede sig gradvist over perioden i takt med Roms ekspansion, men omfatttede generelt store dele af halvøen. Det latinske navn for området i denne periode var Italia (et navn, der fortsatte med at blive brugt på italiensk)."Roman Italy" Encyclopædia Britannica. May 2025 Italien var ikke en provins på linje med de øvrige territorier i Romerriget, men var byen Roms eget opland (Ager Romanus). Det udgjorde kernen (Domina Provinciarum) i Romerriget og forsynede riget med soldater, ressourcer og politisk legitimitet. Til gengæld var området ikke underlagt samme provinsielle administration som de romerske provinser og nød særlige privilegier, herunder blandt andet fuldt romersk statsborgerskab (efter Forbundsfællekrigen 91–88 f.Kr. og efterfølgende udvidelser) og fritagelse fra direkte skatter (tributum soli og tributum capitis).
Konsolideringen af Italien til en samlet enhed fandt sted under den romerske ekspansion på halvøen, da Rom indgik en varig alliance med de fleste af de øvrige lokale stammer og byer. Italiens indbyggere omfattede her romerske borgere, samfund med latinske rettigheder og socii. Styrken i det italienske forbund var en afgørende faktor i Roms opstigning, startende med de Puniske Krige og Makedonske Krige i det 3. og 2. århundrede f.Kr. Mens romerske provinser blev etableret rundt om i Middelhavsregionen, bevarede Italien en særlig status med politiske, religiøse og finansielle privilegier. I Italien udøvede romerske embedsmænd imperium domi (politimyndighed) som et alternativ til imperium militiae (militærmyndighed), der blev udøvet i provinserne.
Perioden fra slutningen af det 2. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede f.Kr. var urolig og præget af uro (se også Krisen i den Romerske Republik). Den begyndte med slavekrigene, fortsatte med den aristokratiske elites modstand mod populistiske reformatorer og kulminerede i Forbundsfællekrigen midt i Italien. Ved konfliktens afslutning blev romersk borgerskab imidlertid anerkendt for resten af italienerne, og det blev senere udvidet til det Cisalpinske Gallien, da Julius Caesar blev romersk diktator. I forbindelse med overgangen fra republik til principat svor Italien troskab til Augustus, hvorefter landet blev organiseret i elleve regioner fra Alperne til Det Joniske Hav, hvilket efterfulgtes af mere end to århundreder med stabilitet (Pax Romana). Flere kejsere opnåede bemærkelsesværdige bedrifter i denne periode: Claudius () indlemmede Britannien i Romerriget, Vespasian () nedkæmpede Det Store Jødiske Oprør og reformerede finanssystemet, Trajan () erobrede Dakien og besejrede partherne, og Marcus Aurelius () legemliggjorde idealet om den filosofiske konge.
Med udviklingen af provinsregeringer og udbredelsen af romersk borgerskab mistede Italien gradvist sin position som imperiets hjerte, selvom det beholdt sin ideologiske værdi som det romerske hjemland. Det Tredje århundredes krise ramte Italien særligt hårdt, men Romerriget formåede at overleve og generobre de mistede regioner. I 286 e.Kr. flyttede kejser Diocletian () den kejserlige residens knyttet til de vestlige territorier (det senere Vestromerske Rige) fra Rom til Mediolanum.Video of Roman Milan I 293 e.Kr. opdelte Diocletian Italien i provinser og afskaffede dets særlige juridiske privilegier, hvilket førte til tabet af Italiens forrang over provinserne. Samtidig blev øerne Korsika, Sardinien, Sicilien og Malta tilføjet til Italien af Diocletian. Byen Rom mistede sin rolle som magtcenter, efterhånden som nye hovedstæder blev etableret uden for Italien, såsom Nicomedia, Sirmium og senere Konstantinopel. Italien forblev dog centrum for det Vestromerske Rige i senantikken. Italienske byer som Mediolanum, Ravenna og Rom fortsatte med at fungere som hovedstæder for Vesten. Biskoppen af Rom havde gradvist vundet betydning fra Konstantin den Stores () regeringstid og fik religiøs forrang med Ediktet i Thessalonica under Theodosius I (). Italien blev flere gange invaderet af vandrende germanske folk og faldt under kontrol af Odoaker, da Romulus Augustus () blev afsat i 476 e.Kr. Derefter blev Italien styret af østgoterne og kortvarigt generobret af det Byzantinske Rige. Langobardernes invasion i 568 e.Kr. indledte Italiens fragmentering, som varede indtil landets samling i 1861.
Republikansk tid thumb|Udsnit af Tabula Peutingeriana, et romersk kort fra 4. årh. der viser den sydligste del af. I republikken bestod Italien af en mængde mindre territorier med forskellig status, herunder også de græske byer i Magna Graecia. Visse byer (municipii) havde forskellige grader af selvstændighed i forhold til Rom. Andre var kolonier grundlagt af borgere fra Rom, mens atter andre områder havde anden status. Efter Forbundsfællekrigen (2. årh. f.Kr.) havde Roms allierede muligheden for fuldt borgerskab i republikken. Det gjorde, at alle italiske folk blev romerske borgere.
Det var ikke tilladt romerske militærkommandører at føre en hær ind i Italien, derfor betød det borgerkrig da Julius Cæsar overskred Rubicon.
Kejsertid Tidlig kejsertid Italien havde privilegeret status hos Augustus og hans efterfølgere. De fik opført mange offentlige bygninger og sørgede for gode veje mellem alle byerne. Italien oplevede derfor en massiv økonomisk vækst, hvor landbrug, handel og håndværk blomstrede, store af produktionen kunne derefter blive eksporteret til de øvrige provinser. Samtidigt steg befolkningstallet kraftigt. Augustus iværksatte tre folketællinger (Census), som viste at antallet af mandlige borgere var steget fra 4,063,000 i 28 f.Kr. til 4,937,000 i 14 e.Kr. Omkring 7 e.Kr. opdelte Augustus ifølge Plinius den Ældre Italien i 11 regioner: Regio I Latium et Campania Regio II Apulia et Calabria Regio III Lucania et Brutii Regio IV Samnium Regio V Picenum Regio VI Umbria et Ager Gallicus Regio VII Etruria Regio VIII Aemilia Regio IX Liguria Regio X Venetia et Histria Regio XI Transpadana
Italien i 3. årh. Efter 212 e.Kr. mistede Italien særstatus, da kejser Caracalla med sit edikt Constitutio Antoniniana gav alle frie mænd i imperiet romersk borgerskab. Herved begyndte den økonomiske nedtur for Italien, da de rige østlige provinser overtog den økonomiske føring. Mod slutningen af 3. årh. oplevede Italien flere invasioner af såkaldte barbarer, og samtidigt blev Romerriget kastet ud i en Tredje krise under soldaterkejserne.
Da Diocletian (c. 245– ca. 312) kom til magten, fik han delvis bragt krisen til ophør med sin autokratiske regeringsreform, hvor han indførte Tetrarkiet. Det markerer begyndelsen på det såkaldte Dominat. Italien genvandt aldrig sin status i forhold til de øvrige provinser. Diocletian indførte en ny administrativ opdeling af Italien (correctores): Italia suburbicaria (Under byen Roms myndighed) Tuscia et Umbria Valeria Campania et Samnium Apulia et Calabria Sicilia Sardinia et Corsica Italia annonaria, med den nye hovedstad Mediolanum (Milano) Venetia et Histria Aemilia et Liguria Flaminia et Picenum Raetia Alpes Cottiae
Italien i 4. og 5. årh. I 330 flyttede kejser Konstantin emperiets hovedstad fra Italien til Konstantinopel:Truslen om invasion var blevet for stor, og det økonomiske centrum var flyttet mod øst. Det førte til yderligere nedgang for Italien og Rom.
Efter kejser Theodosius I's død i 395, blev Italien til en del af vestromerske rige, i 402 flyttede hovedstaden fra Mediolanum til Ravenna, mens selve Rom bliver plyndret af Visigoterne i 403 og igen af Vandaler i 410. De vestromerske kejsere var som regel svage og kontrolleret af deres generaler, og i 476 brød den romerske kontrol over Italien sammen, mens det østromerske rige bestod i endnu tusind år.
Se også Romerriget Notitia Dignitatum Romerske provinser
Noter
Referencer
Eksterne referencer Geographical spaces in Roman history (Italiensk) De Reditu, digt af Rutilius Namatianus, som beskriver dekadencen i Italien og Rom omkring 410 e.v.t.
Kategori:Byer og territorier i Romerriget