thumb|Skibets rute. thumb|Bygningen af skroget. thumb|Titanics propel. thumb|Maleri af forliset (Willy Stöwer, 1912). RMS Titanic var rederiet White Star Lines stolthed og det andet skib i Olympic-klassen. Det var tidens største dampdrevne skib. Titanic forliste på sin jomfrurejse natten mellem 14. og 15. april 1912. Forliset gik over i historien som en af de største skibskatastrofer i fredstid.
Konstruktionen af RMS Titanic Titanic omtales ofte som en luksusdamper, men først og fremmest var det et emigrantskib og dertil kongelig postbefragter ("RMS"). Millioner af udvandrere havde kurs for Amerika, og konkurrencen var hård. For at tiltrække passagerer gjaldt det at bygge større og hurtigere. I efteråret 1907 søsatte Cunard Line søsterskibene Lusitania og Mauritania, som kunne krydse Atlanterhavet på mindre end fem døgn. Konkurrenten White Star Line svarede med at planlægge tre søsterskibe, Olympic, Titanic og Britannic, omkring 30 m længere og 13.000 tons større end Lusitania og Mauritania. Olympic blev sat i rute i juni 1911, og fik masser af opmærksomhed. Derimod gik det nærmest upåagtet hen, da Titanic forlod Southampton det følgende år. Skibet var kun ét af mange stadig større atlanterhavskrydsere, og de fleste interiørfotografier er derfor hentet fra Olympic, der var flagskibet; Titanic kun kopien. Gamle film af Titanic på vej ud fra Southampton, viser egentlig Olympic på vej ud fra New York.Hallgeir Opedal: "Til bunns i Titanic", Dagbladet 14. april 2012
Titanics køl blev lagt tre måneder efter Olympics, som blev lagt i december 1907. Det betød, at de to skibe næsten kunne bygges på samlebånd, og det, som værftet havde lært af konstruktionen af Olympic, kom Titanic til gode. Titanic blev bygget ved siden af søsterskibet Olympic med plads nr. 400, mens Titanic havde plads nr. 401. Arbejdet på de to skibe skred hurtigt frem, og Olympic var klar til at løbe af stablen 20. oktober 1910. Herved gik det over i historien som det største menneskeskabte objekt, der kunne bevæge sig. Samuel Joseph Scott, en af de 15.000 ansatte ved bygningen af Titanic og Olympic, omkom 20. april 1910, da han styrtede ned fra en stige og døde af kraniebrud. Den femtenårige blev lagt i en umærket grav i Belfast. Først i 2018 fik han en gravsten.https://www.history.com/news/titanics-first-victim-gets-headstone-at-last
Under arbejdet med at montere Olympic, fortsatte arbejdet med Titanics skrog. Titanic var endelig klar 31. maj 1911, samme dag som Olympic blev overdraget til White Star Line i Belfasts havn efter to dages prøvesejlads. Da Titanic løb af stablen, var det verdens største skib, fordi det var tungest.
En undersøgelse,In Weak Rivets, a Possible Key to Titanic’s Doom – New York Times offentliggjort i 2008, dokumenterer, at Titanics bygning ikke levede op til de kvalitetskrav, konstruktørerne havde opstillet. Det gælder specielt for de nitter, der blev brugt. Kun de mest krævende samlinger blev lavet af stålnitter, resten af mere skrøbelige jernnitter. Det forcerede byggetempo medførte, at kvalificerede leverandører ikke kunne følge med, hvorfor værftet måtte indkøbe sekundavarer. Det kneb også med at finde tilstrækkeligt mange specialuddannede og erfarne nittere til arbejdet. Ved afprøvning af nagler fra vraget, fandt man et tykt lag af smelteslagger, som får jern til at forvitre, og under pres får nagler til at splintre.Dårlige nagler sænkede Titanic | Ingeniøren
Søsætningen Søsætningen af Titanic blev overværet af mange, både på land og fra mindre skibe. White Star Lines direktør, J. Bruce Ismay, Harland & Wolffs lord Pierre og J.P. Morgan – den reelle ejer af Titanic og Olympic – var til stede. Klokken 12:13 blev ordren givet til at lade skibet glide i vandet for første gang. Det tog Titanic 62 sekunder, hvorved den opnåede en gennemsnitsfart på 12 knob (22 km/t).
Under søsætningen tog Titanic et liv. James Dobbin, en af de mange skibsarbejdere, som skulle fjerne de træbjælker, der holdt Titanic fast, nåede ikke væk i tide og døde af sine kvæstelser.Death Certificate of James Dobbin (Shipwright) I alt mistede 16 mennesker livet under byggeriet af Titanic og Olympic. I nogle timer lå de to søsterskibe sammen, da Olympic samme dag var blevet overdraget til White Star Line. Klokken 15:00 gik J. Bruce Ismay m.fl. om bord på RMS Olympic og sejlede tilbage til Liverpool.
Da Titanic var søsat, gik turen til en særlig tørdok, som var bygget til Olympic-klassen, hvor Titanic, ligesom Olympic, skulle færdiggøres. Under udrustningen fik Titanic også som noget af det første installeret de store motorer, der skulle på plads inden dækket blev lukket. Også Titanics 29 kedler blev installeret, og den store generator, som skulle levere strøm til skibets belysning og store maskiner såsom køkkenmaskinerne. Generatorerne skulle senere gøre Titanics maskinarbejdere til helte, da de holdt dem i gang til lige før, skibet sank.
Da de store maskiner var på plads, begyndte arbejdet med resten af skibet, hvilket indebar alt fra tekniske instrumenter til de flotte udsmykninger, som gjorde Titanic til verdens mest luksuriøse skib, endda i højere grad end Olympic. Alt det resulterede i, at Titanic blev godt 1.000 tons tungere end Olympic. Selv om Olympic-klassen havde fire skorstene, var det ikke nødvendigt med mere end tre, men da lord Pierre mente at skibene ville komme til at se både større og prægtigere ud med fire, fik de en ekstra skorsten på. Den bagerste skorsten blev brugt til ventilation fra maskinrummet og køkkenet, til opbevaring af klapstole fra dækket og andre lagerfunktioner.
Arbejdet på Titanic blev forsinket, efter Olympic 20. september 1911 kolliderede med den britiske krydser HMS Hawke. Det betød, at arbejdskraft fra Titanic blev overført til reparationen af Olympic, som blandt andet måtte have skakten til skrueakslen skiftet. Det blev ikke et stort problem, da Titanic endnu ikke havde fået installeret sin.
Redningsbådene thumb|Titanics forlis, filmoptagelser fra 1911–12. thumb|Trappen på første klasse på tvillingskibet Olympic. thumb|Træningsrum på første klasse. thumb|Isbjerget, der antages at have sænket skibet. I januar 1912 blev Titanics redningsbåde monteret. Oprindeligt skulle der være 64, men som på Olympic blev det kun til 16 standardbåde, to nødbåde, samt fire sammenlægbare Engelhardt-både; en totalkapacitet på 1.178 personer. De fire Engelhardt-både bliver kort før afleveringen til rederiet White Star Line bestilt i Skotland hos McAllister-skibsværftet i Dumbarton. Olympic-klassen kunne medføre cirka 3.300 personer, men da handelskammeret blot krævede, at et skib på over 10.000 tons havde mindst 16 redningsbåde, blev antallet 20 - mere end reglerne krævede. Titanic blev anset så sikkert, at redningsbådene mere skulle ses som en måde Titanic potentielt kunne hjælpe andre skibe i nød, og i det usandsynlige tilfælde Titanic selv skulle evakueres, kunne redningsbådene sejle passagerer frem og tilbage mellem et andet skib, tilkaldt af Titanics moderne morse radio. Den nordatlantiske rute var så trafikeret, man anså et skib altid ville være i nærheden. Direktør Ismay måtte senere leve med, at han havde anset 20 redningsbåde tilstrækkeligt på et skib med 2.800 personer ombord.https://www.npr.org/2011/10/15/141328305/how-to-survive-the-titanic-and-sink-your-name
Hvis Hamburg-Amerika Liniens Amerika var forlist, havde tabene været endnu større; hun havde 2.650 passagerer og 500 besætningsmedlemmer, og kun redningsbåde med plads til tredjedelen. Holland-Amerika Linjens Rotterdam kunne fragte mere end 4.000 personer, men havde kun redningsbåde til omkring en fjerdedel. Imidlertid blev det regnet som trygt at krydse Atlanteren i 1912. I årene 1899-1911 havde forskellige rederier fragtet omkring 6,4 millioner passagerer mellem Europa og NordamerikaJakob Lothe og Per K. Sebak: Historien om Titanic (s. 110), Pax forlag, Oslo 2012, . Titanics forlis chokerede samtiden så stærkt, fordi skibskatastrofer normalt arter sig helt anderledes. Der var ingen nævneværdig slagside, og havet var blikstille. Det var også helt unormalt, at et synkefærdigt skib holdt sig flydende i to timer og 40 minutter, meget længere end selv skibstegneren Thomas Andrewshttps://www.encyclopedia-titanica.org/titanic-victim/thomas-andrews.html forventede efter sammenstødet. Store skibe begyndte heller ikke at synke alene midt ude i Atlanteren; enten gik de på grund nærved kysten, eller stødte sammen med et andet skib. Isbjerge ansås ikke som en trussel, de var så store at man ville se dem i tide, og kunne ændre kurs og styre udenom. 14. april 1912 var imidlertid en nat som startede uden måneskin, med blikstille vand så ingen bølger slog mod isbjerget, og man så det derfor ikke før det var for sent. Erfaring tilsagde, at antal redningsbåde i forhold til antal personer om bord ikke betød fra eller til. Som regel sank skibet så hurtigt, at man kun fik nogle få redningsbåde sat på vandet; eller et mindre antal redningsbåde og tililende skibe fik de ombordværende sat i land.Jakob Lothe og Per K. Sebak: Historien om Titanic (s. 113)
Redningsbådbestemmelserne, Titanic forholdt sig til, gik tilbage til 1886, hvor udredninger var kommet til, at et antal redningsbåde tilsvarende antal passagerer bød på en række praktiske problemer, da der måtte en større besætning til for at håndtere redningsbådene. Ved et forlis ville der sandsynligvis heller ikke være tid til at få alle redningsbåde i vandet; og et stort antal redningsbåde på dæk kunne undergrave sikkerheden ved at nedsætte udkigsmulighederne fra dæk, samt reducere passagerernes mulighed for at trække frisk luft, som også var lovpålagt. Det blev dog påpeget, at for få redningsbåde kunne skabe panik blandt de rejsende. En ny søfartslov fra 1894 regnede antal påbudte redningsbåde ud efter skibets størrelse, hvor en person tilsvarede ti kubikfod. Et skib på 10.000 tons eller mere måtte have en minimumskapacitet på 5.500 kubikfod i redningsbåde klare til brug. Dermed var det højeste lovpålagte krav til redningsbåde 9.625 kubikfod, uanset antal passagerer ombord. Dette tilsvarede 962 personer.Jakob Lothe og Per K. Sebak: Historien om Titanic (s. 118-20) Sådan set havde Titanic plads til flere i redningsbådene, end de efter loven var nødt til. Og i 1912 var Norge så godt som det eneste europæiske land, som stillede krav om et tilstrækkeligt antal redningsbåde på transatlantiske passagerskibe.Jakob Lothe og Per K. Sebak: Historien om Titanic (s. 133)