thumb|Pave Gregor 9. ekskommunikerer kejser Frederik 2.. Senere fremstilling af Giorgio Vasari, 1573, i Sala Regia i Vatikanet. Ekskommunikation (af , "ud af", og communio eller communicatio, "fællesskab"; på dansk også band eller bandlysning) er en kirkelig censur eller disciplinær foranstaltning, hvorved et medlem helt eller delvis udelukkes fra kirkens fællesskab og dets rettigheder og goder, navnlig fra modtagelsen af eukaristien og de øvrige sakramenter. I den klassiske katolske forståelse er ekskommunikation kirkens strengeste censur og en åndelig, principielt forbedrende straf, der forudsætter en alvorlig forseelse og har til formål at føre den skyldige til omvendelse og tilbage til kirkens fællesskab. Ekskommunikationen ophæver ikke det medlemskab af kirken, som er erhvervet ved dåb, hvorfor den ramte fortsat er katolik og så vidt muligt skal opfylde sine religiøse pligter.
Ekskommunikationen er personlig. En ekskommuniceret præst kan ud over begrænsningen i adgangen til sakramenterne være afskåret fra selv at forvalte dem og fra andre kirkelige funktioner og tjenester, indtil han omvender sig og forsones med Gud og kirken. Han skal dog hjælpe en troende i livsfare og kan, hvis ekskommunikationen ikke er offentliggjort, besvare henvendelser fra troende. Ekskommunikation adskiller sig dermed fra andre kirkelige censurer ved navnlig at ramme den enkeltes deltagelse i kirkens fællesskab og dets goder.
Historisk blev der især i middelalderlig kirkeret sondret mellem det lille band (), der udelukkede fra sakramenterne og kirkelige embeder, og det store band (), der indebar en langt mere omfattende udelukkelse fra kirkens fællesskab og goder og fra 1200-tallet også blev betegnet som anatema. Det store band blev i middelalderen et frygtet kirkeligt magtmiddel, ikke mindst fordi det kunne ledsages af omfattende verdslige følger. Sondringen mellem stort og lille band bortfaldt siden i den moderne katolske kirkeret, hvor ekskommunikation fortsat anvendes.
Ekskommunikationens historie går tilbage til før kristendommen. Forskellige former for religiøs udelukkelse fandtes både i antikke samfund og i jødedommen, hvor ḥerem kunne betegne band eller udstødelse af synagogens fællesskab. Den kristne kirke overtog princippet om kirkelig udelukkelse og begrundede det i Det Nye Testamente og den apostolske praksis. I oldkirken blev ekskommunikation navnlig opfattet som en poena medicinalis, en forbedrende disciplinær foranstaltning, hvis formål både var at værne menighedens renhed og bringe den skyldige til anger og genoptagelse.
Terminologi Ordene band, bandlysning og ekskommunikation bliver i dansk og nordisk kirkelig sprogbrug almindeligvis anvendt om samme grundlæggende kirkelige disciplinærinstitution. "Band" er sprogligt beslægtet med oldnordisk bann, "forbud", mens "ekskommunikation" kommer af middelalderlatin excommunicare, "udelukke fra fællesskabet".
I den historiske systematik dækkede betegnelsen band både det mindre og det større band, mens anatema navnlig kom til at betegne det store band.
Begreb og retsvirkninger thumb|Dokument fra 1478 vedrørende forkyndelsen af en ekskommunikation. Ekskommunikation betegner i sin egentlige kirkeretlige betydning den retslige udelukkelse af en skyldig person fra de rettigheder og privilegier, der følger af medlemskabet af et religiøst fællesskab. I katolsk kirkeret forudsætter den som straf skyld og, fordi den er den alvorligste censur, en alvorlig forseelse. Den er imidlertid i sit princip ikke først og fremmest hævnende, men "medicinal" eller forbedrende: dens formål er at korrigere den skyldige, forhindre gentagelse af alvorlige handlinger og fremkalde opfyldelse af de forpligtelser, forseelsen har medført.
Ekskommunikation kan kun ramme personer, der gennem dåben er optaget i det kristne samfund. Den udsletter ikke dåben og gør derfor ikke den ekskommunicerede til ikke-kristen, men placerer vedkommende kirkeretligt uden for det fulde kirkelige fællesskab. Den ekskommunicerede kan ikke deltage fuldt ud i den offentlige gudstjeneste eller modtage kirkens sakramenter. Hvis vedkommende er gejstlig, kan han desuden være afskåret fra at forrette hellige handlinger eller udøve åndelig myndighed. Ekskommunikationen ophæves gennem absolution.
Ekskommunikation adskilles fra andre kirkelige censurer og straffe ved, at den rammer de rettigheder, der følger af den kristnes medlemskab af kirken som sådan. Suspension rammer derimod gejstliges embedsbeføjelser, mens interdikt principielt suspenderer bestemte kirkelige goder uden nødvendigvis at bryde kirkefællesskabet. Nogle beskriver dog et personligt interdikt dog som ensbetydende med ekskommunikation.
Ekskommunikationen blev i katolsk teologi ikke forstået som en rent ydre disciplinær handling. Den ramte ganske vist kirkens ydre fællesskab, men blev samtidig tillagt åndelig betydning. Leo 10. fordømte derfor i bullen Exsurge Domine af 16. maj 1520 Martin Luthers påstand om, at ekskommunikation blot var en ydre straf og ikke berøvede mennesket delagtighed i kirkens fælles åndelige bønner. Pius 6. fordømte tilsvarende i Auctorem Fidei af 28. august 1794 en proposition fra synoden i Pistoia, hvorefter ekskommunikation efter sin natur alene skulle udelukke fra kirkens ydre fællesskab.
Kirken blev samtidig ikke anset for at kunne afskære menneskets umiddelbare indre forhold til Gud, og der kunne fortsat bedes om den ekskommuniceredes omvendelse. Ekskommunikationen blev snarere forstået som udelukkelse fra de normale kirkelige midler, gennem hvilke nåden blev formidlet.
Forhistorie og bibelsk grundlag
Førkristne paralleller Former for religiøs udelukkelse kendes fra flere førkristne samfund. I det antikke Grækenland kunne en person, hvis hænder var besmittet ved blodsudgydelse, udelukkes fra rituel renselse med helligt vand. Tilsvarende fandtes i Rom den højtidelige religiøse forbandelse exsecratio og devotio, hvor præster påkaldte guddommelig vrede over fjender og viede dem til undergang. Druiderne hævdede ifølge Caesar retten til at udelukke lovovertrædere fra offerhandlinger, og i primitive semitiske forestillinger kunne personer under ḥerem, band eller tabu være underlagt strenge begrænsninger i kontakten med andre.
I Det Gamle Testamente findes forestillingen om, at mennesker, dyr eller ejendom kan være ḥerem, dvs. udleveret eller indviet til Gud og i visse tilfælde til tilintetgørelse. Det græske ord anathema blev anvendt som gengivelse heraf. Hele byer eller folk kunne omfattes af et sådant band, og også israelitter kunne i visse tilfælde rammes.
Jødisk tradition thumb|Den portugisisk-jødiske menighed i Amsterdams band over Baruch Spinoza fra 1656. Den jødiske herem udgjorde en historisk forløber og parallel til den kristne ekskommunikation. Ved siden af dette fandtes den mildere jødiske form niddah, en midlertidig udelukkelse eller adskillelse, som bl.a. anvendtes ved rituel urenhed. Ifølge Talmud fandtes både en mindre og en større ekskommunikation. Den mindre, niddah, medførte normalt udelukkelse fra synagogen i tredive dage og kunne forlænges ved fortsat forhærdelse. Den større, ḥerem, udelukkede både fra templet og synagogen samt fra omgang med de troende. Den jødiske bandlysning kunne pålægges for overtrædelse af religiøse forskrifter eller forbudt omgang med hedninger og bevarede endnu i middelalderen betydelig frygtindgydende kraft. Baruch Spinoza blev således ekskommunikeret den 16. juli 1656.
I Ezra fremstilles de jødiske øvrighedspersoner som havende både kirkelige og borgerlige straffebeføjelser, omfattende død, udstødelse, konfiskation og fængsel. Evangelierne viser tilsvarende, at udelukkelse fra synagogen på Jesu tid var en kendt sanktion. Johannesevangeliet omtaler frygten for at blive udstødt af synagogen, navnlig blandt dem der bekendte Jesus som Kristus. Den talmudiske tradition hævdede, at retten til at dømme i dødsstrafsager blev frataget Israel fyrre år før templets ødelæggelse. Tallet er usikkert, men traditionen stemmer med, at de jødiske domstoles beføjelser var blevet indskrænket under de romerske prokuratorer.
Nytestamentligt grundlag Den kristne ekskommunikation blev begrundet i Jesu og apostlenes ord. Matthæusevangeliet beskriver en gradvis fremgangsmåde: først privat formaning, dernæst formaning for vidner og til sidst forelæggelse for menigheden. Kun hvis den skyldige fortsat nægtede at høre kirken, skulle vedkommende behandles som "en hedning og en tolder". Fremgangsmåden gjorde udelukkelsen til en sidste udvej og lagde vægt på overtalelse og beskyttelse af menigheden frem for straf.
I 1 Kor 5,5 omtaler Paulus, at en incestuerende mand ved en formel menighedshandling skulle "overgives til Satan til kødets ødelæggelse, for at ånden kan frelses". Formuleringen indebærer både en kirkelig censur, en forventet fysisk følge og håbet om et åndeligt resultat. 2 Kor 2,6-11 omtaler en disciplinærsag, muligvis den samme, hvor den ramte atter skulle optages. I 1 Tim 1,20 omtales Hymenæus og Alexander som overgivet til Satan, for at de kunne lære ikke at spotte.
Nytestamentlige steder som 1 Kor 16,22, Gal 1,8-9 og Rom 9,3 bruger betegnelsen anathema, men de samlede vidnesbyrd peger mere på udelukkelse fra kirkens fællesskab end på en endelig dom over den pågældendes frelse. Pastoralbrevene viser samtidig en gradvis udvikling mod fastere disciplinære procedurer med krav om vidner, offentlige irettesættelser og gentagen formaning. 3 Joh 9-10 omtaler Diotrefes, der synes at have fået modstandere udelukket fra menigheden. Den nytestamentlige udvikling går således fra mere spontane til mere regulerede former, mens formålet overvejende forbliver disciplinært, beskyttende og forbedrende.
Oldkirken thumb|Ambrosius af Milano nægter kejser Theodosius 1. adgang til kirken efter massakren i Thessaloniki. Maleri af Andrej Ivanov fra 1829. I den tidlige kristne kirke blev ekskommunikation først og fremmest forstået som et middel til den skyldiges forbedring og til bevarelse af menighedens renhed. Nogle rigoristiske bevægelser, navnlig novatianere og donatister, hævdede, at den udelukkede ikke igen kunne optages i kirkefællesskabet, mens den almindelige kirke tillod genoptagelse efter bod.
Grader af ekskommunikation og bod I løbet af oldkirken udvikledes forskellige grader af ekskommunikation. Kirkefædrenes skrifter omtaler en mindre udelukkelse, der berøvede den ramte deltagelsen i den eukaristiske gudstjeneste og selve eukaristien, men ikke nødvendigvis den del af gudstjenesten, hvor katekumener kunne være til stede, samt en fuldstændig udelukkelse for alvorligere forseelser.
I 100-tallet kunne ekskommunikation for alvorlige synder som ægteskabsbrud undertiden opfattes som uigenkaldelig. Spørgsmålet om, hvorvidt alvorlige synder kunne tilgives efter dåben, blev genstand for strid mellem bl.a. Zephyrinus, Tertullian, Callistus 1., Hippolyt, Cyprian og Novatian. Den strengere retning hævdede, at personer skyldige i bl.a. tyveri, bedrageri eller fornægtelse af troen ikke burde genoptages, selv på dødslejet.
Kirkemøderne i Elvira omkring 305 og Ancyra i 314-315 nåede forskellige resultater i sådanne spørgsmål: Elvira nægtede i visse tilfælde genoptagelse i levende live, mens Ancyra fastsatte tidsbegrænsede bodsperioder. Koncilerne i Ancyra og Nikæa i 325 medvirkede til at regulere de forskellige grader af bod, hvorefter genoptagelse kunne finde sted.
Fra Leo 1.s tid omkring 450 blev offentlig kirkelig bod i højere grad forbeholdt offentlige synder, og i det frankiske rige forsvandt de gamle offentlige bodsformer efterhånden. Betegnelsen anathema synes samtidig at være gået ud af almindelig disciplinær brug omkring begyndelsen af 300-tallet, ligesom den juridiske formulering om at "overgive til Satan" ikke længere findes anvendt i samme periode.
Biskoppelig myndighed og verdslige følger