Blomsten hos en plante er − i den bredeste definition − et uforgrenet skud med begrænset vækst, hvis blade indirekte eller direkte har betydning for den kønnede formering: indirekte som beskyttelses- eller lokkeorganer (blomsterhylster), direkte ved dannelse af forplantningsorganer (støvdragere og frugtanlæg). thumb|220px|Skematisk fremstilling af en blomst med omkringsædigt bloster: 1. blomsterbund (receptaculum) 2. bægerblade (sepaler)3. kronblade (petaler)4. støvdragere (stamina)5. frugtanlæg (gynøcium) En mere snæver definition begrænser begrebet til blomsterplanterne: En blomst hos de dækfrøede består af følgende dele (som dog ikke alle behøver at være til stede): bloster, som kan være differentieret i bæger og krone, støvdragere, frugtanlæg, alle siddende på blomsterbunden. Støvdragerne danner pollen, som ved bestøvningen når frem til frugtanlæggets støvfang. Dér spirer det og danner et pollenrør, som fører sædcellerne frem til ægcellen i frøanlægget. Derved gennemføres befrugtningen, og der udvikles en kim. Frugtanlægget udvikles derefter til én eller flere frugter, som indeholder frø.
Definition thumb|En „typisk“ blomst fra Rosopsida med 5 bæger- og kronblade, 2 x 5 støvdragere og en femdelt frugtknude (her Eng-Storkenæb, Geranium pratense) Den brede definition, som ofte ses i den botaniske faglitteratur, omfatter enten udtrykkeligtGerhard Wagenitz: Wörterbuch der Botanik. 2. Auflage, Spektrum Akademischer Verlag, Heidelberg, Berlin 2003, S. 47f. ; Schück, Schuck, Stimm: Lexikon der Baum- und Straucharten. Nikol, Hamburg 2002, S. 83. eller underforståetManfred A. Fischer (Red.): Exkursionsflora für Österreich, Liechtenstein und Südtirol. Oberösterreichisches Landesmuseum, Linz 2005, S. 90. ; Werner Rothmaler: Exkursionsflora für die Gebiete der DDR und der BRD. Band 2: Gefäßplanten. 13. Auflage, Volk und Wissen VEB, Berlin 1987, S. 24. de nøgenfrøede planter. Det er sjældent, at man stiltiende begrænser definitionen til de dækfrøede under opregningen af blomstens dele.Siegmund Seybold (Hrsg.): Schmeil-Fitschen interaktiv (CD-Rom), Quelle & Meyer, Wiebelsheim 2001/2002, I den tyske standardværk Lehrbuch der Botanik af Eduard Strasburger betragter man blomster som noget, alle frøplanter har, omend med visse begrænsninger: „Hos frøplanterne sidder sporofyllerne næsten altid på kortskud med begrænset vækst. Den slags […] strukturer kan betragtes som blomster, selv om dette begreb oftest bliver brugt om de dækfrøedes tvekønnede sporofylstande og muligvis om nært beslægtede, fossile frøplanter.“Strasburger 2002, S. 750. Tilsvarende definerer Lexikon der Biologie en blomst helt kortfattet som „et kortskud med begrænset vækst, som bærer sporofyllerne“.Stikordet „blomst“ i: Herder-Lexikon der Biologie. Spektrum Akademischer Verlag GmbH, Heidelberg 2003.
Ordnerne Bennettitales og Caytoniales er fossile repræsentanter uden for frøplanterne, som dannede blomster. Definitionen af ”blomst” svarer ganske vist også til sporofylstandene hos ulvefodsplanter og padderokkerStrasburger 2002, S. 720, 723; Wagenitz: Wörterbuch der Botanik 2003, S. 47., men de behandles ikke yderligere her. thumb|En „typisk“ blomst hos de enkimbladede består af 2 kredse af blosterblade og støvdragere samt en tredelt frugtknude (her Brand-Lilje, Lilium bulbiferum). I engelsksprogede tekster defineres ”blomst” for det meste mere snævert end det, der svarer til blomster hos de dækfrøede, f.eks. sådan: „et forkortet, kompakt og tvekønnet, reproduktivt skud, som består af megasporangier (frugtblade) og mikrosporangier (støvdragere) samt en steril, egentlig blomst (periant), dannet af mindst ét fladt, sterilt organ.““a determinate, compressed, bisexual reproductive axis composed of megasporangia (carpels), microsporangia (stamens) and a sterile perianth composed of at least one sterile laminar organ”. G. Theißen, R. Melzer: Molecular Mechanisms Underlying Origin and Diversification of the Angiosperm Flower. Annals of Botany, Band 100, 2007, S. 603–619.; det svarer ret nøje til en definition, der bygger på et overblik over litteraturen, og som findes i: Richard M. Bateman, Jason Hilton, Paula J. Rudall: Morphological and molecular phylogenetic context of the angiosperms: contrasting the 'top-down' and 'bottom-up' approaches used to infer the likely characteristics of the first flowers. Journal of Experimental Botany, Band 57, 2006, S. 3471–3503.
Morfologi Hos de dækfrøede er de enkelte organtyper i blomsten ordnet i en fastlagt rækkefølge, regnet nedefra og op, eller, da blomstens akse er forkortet, udefra og ind. Det er også i samme rækkefølge, de bliver skabt ontogenetisk (i løbet af blomsterdannelsen).
Den ”egentlige” blomst
Det, som man opfatter som den ”egentlige” blomst (periant), er sterile blade, der dog entydigt tilhører blomsten. Sådan et organ dannes kun hos Gnetopsida og dækfrøede planter. Når alle blomstens blade er ensartede, kaldes de for blosterblade, som f.eks. hos tulipaner. Her kan blostret bestå af en enkelt kreds (monoklamydeisk), to eller flere kredse eller adskillige, skruestillede forløb (homoioklamydeisk). Et dobbelt bloster (heteroklamydeiske blomster) består af uensartede blomsterblade. De ydre, som oftest er grønne, er bægerbladene (sepalerne) og danner svælget (calyx), mens de indre, ofte påfaldende farvede blade, er kronbladene (petalerne), og tilsammen danner de kronen (corolla). Den evolutionsmæssige oprindelse til blomstens blade bliver forstået enten som højblade eller som støvdragere – alt efter slægtskabsforholdeneLore Steubing og Hans O . Schwantes: Ökologische Botanik, 1992 side 233-236 .
Mikrosporofyller
thumb|Mikrosporofyller med mange sporangier hos palmebregnen Ceratozamia. thumb|upright|Mange Enkimbladede har seks støvdragere (her Hemerocallis) Mikrosporofyller er sporangiebærende blade. I sporangierne (pollensækkene) dannes de hanlige mikrosporer. Mikrosporofyller er meget forskelligt udformet alt efter den gruppe af frøplanter, som planten tilhører, og det er ikke helt afklaret, om der består en homologi til de egentlige blade (φύλλον, phýllon = ”blad”). For at undgå den diskussion kunne de også kaldes mikrosporangiebærere. Hos Ginkgo findes mikrosporofyllerne på blomsteraksen, hvor de er skruestillet mange sammen, og hvor de bærer to pollensække ved spidsen. Hos nåletræerne er den hanlige blomst tapformet og består af mange, ofte skruestillede mikrosporofyller, som hver har 2-20 pollensække. Hos Cykas-familien er mikrosporofyllerne skælformede og skruestillede, og de har 5-1.000 pollensække. Hos Welwitschia har de seks sammenvoksede mikrosporofyller hver tre pollensække. Hos Gnetum har det enlige mikrosporofyl en eller to endestillede pollensække. Hos Ledris (Ephedra) er mikrosporofyllet ofte tvedelt og har 2-8 grupper af pollensække, der ofte er sammenvokset to-og-to.
De dækfrøedes mikrosporofyller kaldes støvdragere (stamina). En støvdrager er oftest delt i en støvtråd (filament) og en støvknap (anthere). Den sidste består af to pollensække. Antallet af støvdragere pr. blomst kan variere mellem 1 og 2.000, men er oftest 5-20.Lore Steubing og Hans O . Schwantes: Ökologische Botanik, 1992 side 242 E.J.H. Corner: The Life of Plants, 2002, side 194
Megasporofyller
thumb|Megasporofyl med modne frø hos Cykasplanten Dioon edule. Megasporofyllerne rummer de frøanlæg, som er typiske for frøplanterne, dvs. strukturer, hvor de hunlige forplantningsorganer er dannet. Også her kunne man bruges den mere neutrale betegnelse megasprangiebærere. Kun hos de dækfrøede betegner man megasporofyllerne som frugtblade.
Hos Cykasplanterne findes frøanlæggene entydigt på blade, og man siger, at de er fyllospore. Det skæl- eller skjoldformede megasporofyl er tydeligt stilket og bærer to frøanlæg ved underkanten af bladribberne (i slægten Cykas dog op til 8). Hos nåletræerne findes der 1-20 frøanlæg på overfladen af et fladt frøskæl, som er et omdannet kortskud. Kun sjældent finder man endestillede frøanlæg på skudspidserne hos nåletræer, men Almindelig Taks er dog et eksempel på det. Tempeltræ danner to frøanlæg for enden af en tvedelt stilk, men hos Gnetopsida dannes der kun ét endestillet frøanlæg pr. blomst.
Hos de dækfrøede er frøanlæggene indesluttet i frugtbladet (karpel), og deraf kommer navnet ”dækfrøede”. Helheden af frugtblade danner tilsammen frugtanlægget (gynoeceum). Antallet af frugtblade pr. blomst ligger på 1-2.000. Oftest er frugtbladet inddelt i en stilkzone og en rørzone, det hule område, hvor frøanlæggene ligger (ovarium). Frøanlæggene sidder på placenter, og ovenover man ofte finder en griffel, der bærer støvfanget, som er modtagestedet for pollenkornene. Støvfanget er forbundet med frøanlæggene gennem en overførelseskanal eller et tilsvarende vævE.J.H. Corner: The Life of Plants, 2002, side 195 .
Frugtbladene kan være frie (apokarpt eller chorikarpt gynoeceum) eller sammenvoksede (coenokarpt gynoeceum). Hos planter med et sammenvokset frugtanlæg taler man om et stempel (pistil). Sterile blomster har højest nogle reducerede støv- og frugtblade, og de har hyppigt funktion som lokkemidler.
Blomsterakse
thumb|Androgynofor hos Passionsblomst. Foroven tre lange, røde griffelgrene og derunder fem støvdragere. På blomsteraksen (blomsterbunden (receptaculum) sidder blomsterbladene. De kan være gestaucht, strakte og mangedobbelte. De kan sidde enkeltvis eller i flere kranse, som er hævet af indskudte vækstpunkter: udformet som gynoeceum (gynofor), gynoeceum og androeceum (androgynofor), eller gynoeceum, androeceum og krone (anthofor).
Der kan også være ringformede områder, som er hævet i vejret omkring centrum. Et eksempel er det stamen-corollarør, som er typiske hos unge kurveblomster, eller det bægerformede svælg hos mange planter i Græskar-familien. En udbredt blomsterbund kaldes et blomsterbæger (hypanthium).
Når alle dele ud over frugtknuden er hævet i vejret, opstår der et blomsterrør, som bærer blomsterhylsteret og støvdragerne. Det kaldes et omkringsædigt blomsterbæger. En oversædig frugtknude sidder frit på blomsteraksen. Når ydersiden af frugtbladene er trukket med ind i blosterbægeret, dannes der en undersædig frugtknude.
Nektarier
Nektarier er kirtler, der udskiller nektar som lokkemad for de bestøvende insekter. Den består mest af en sukkeropløsning, som dog også kan indeholde aminosyrer og vitaminer. Det er mere sjældent, at der dannes olier som f.eks. hos Fredløs (Lysimachia). Nektarier kan være dannet af blomsterhylstret, støvdragerne, frugtknuden eller blomsteraksen, men også uden for den egentlige blomst.
Blomsterstilling og placering Blomsterbladene kan – alt efter bladstillingen – være anbragt skruestillet (acyklisk) eller kransstillet (cyklisk). En skruestillet placering bliver ofte betragtet som et primitivt træk, og det er ofte forbundet med et stort antal blomsterblade. Vinklen mellem to blade, der følger efter hinanden, er ofte tæt på det gyldne snit på ca. 137,5°.
Det er ofte, at kun en del af blomsterbladene er skruestillede, mens de indre blomsterblade er ordnet i kranse. Den slags blomster bliver betegnet som spirocykliske eller hemicykliske. En overgangsform mellem skruestillet og kransstillet opstår, når der indskydes en pause i bladstillingen efter hver tre blade som hos Yulan-Magnolia (Magnolia denudata), sådan at der opstår en 1-3tallig krans. Også hos mange kransstillede blomster kan man skimte en skrueformet bladstilling under udviklingen, men bladene i en kreds står dog så tæt sammen, at der opstår en krans.