Det oprindelige World Trade Center (WTC) var et stort kompleks af syv bygninger i Financial District i Lower Manhattan i New York City. Det åbnede den 4. april 1973 og blev ødelagt under terrorangrebet den 11. september 2001. Andre bygninger i komplekset omfattede Marriott World Trade Center (3 WTC), 4 WTC, 5 WTC, 6 WTC og 7 WTC. World Trade Center-komplekset husede mere end 430 virksomheder. Komplekset indeholdt 13.400.000 kvadratmeter kontorlokaler. På en typisk hverdag arbejdede der 50.000 mennesker i komplekset, og yderligere 140.000 passerede som besøgende.
Kernekomplekset blev bygget mellem 1966 og 1975 til en pris på 400 millioner dollars (svarende til $3,56 milliarder i 2022). Ideen blev foreslået af David Rockefeller for at hjælpe med at stimulere byfornyelse på Lower Manhattan, og hans bror Nelson, dengang New Yorks 49. guvernør, underskrev lovgivningen om at bygge den. Bygningerne på komplekset blev designet af Minoru Yamasaki. I 1998 besluttede havnemyndighederne i New York og New Jersey at privatisere World Trade Center og udleje komplekset til en privat virksomhed. Den 24. juli 2001 underskrev Larry Silverstein en 99-årig lejekontrakt på World Trade Center. Under sin eksistens symboliserede World Trade Center globaliseringen og USA's økonomiske magt. Selvom dets design oprindeligt blev kritiseret af New York-borgere og professionelle kritikere – blev tvillingetårnene et ikon for New York City. Den havde en stor rolle i populærkulturen, og blev ifølge et skøn afbildet i 472 film. Tvillingetårnene blev også brugt af Philippe Petit, da han den 7. august 1974 gik på line mellem tårnene uden tilladelse eller sikkerhedsforanstaltninger. Mellem 106. og 107. etage i det nordlige tårn lå restauranten Windows on the World. På 107. etage i det sydlige tårn lå den kendte turistattraktion Top of the World.
World Trade Center oplevede både kriminalitet og terrorhændelser, herunder en brand på Nordtårnets 11. etage den 13. februar 1975, et bombeattentat den 26. februar 1993, der dræbte seks mennesker og sårede over 1000 samt et bankrøveri den 14. januar 1998. Under terrorangrebet den 11. september 2001 fløj al-Qaeda terrorister to kaprede passagerfly (begge Boeing 767) ind i begge tvillingetårnene; mellem 16.400 og 18.000 mennesker befandt sig i tvillingetårnene, da de blev ramt. Brandene fra sammenstødene blev intensiveret af flyenes brændende brændstof, som sammen med de første skader på bygningernes strukturelle søjler i sidste ende fik begge tårne til at kollapse. Angrebene dræbte 2606 mennesker i og omkring tårnene, samt alle 157 om bord på de to fly.
Oprydnings- og genopretningsprocessen på World Trade Center-stedet tog otte måneder. Den 30. maj 2002 blev det sidste stykke WTC-stål ceremonielt fjernet. Et nyt World Trade Center-kompleks er ved at blive bygget med seks nye skyskrabere og flere andre bygninger, hvoraf mange er færdige. Et mindesmærke og museum for de dræbte i angrebene åbnede i 2011. One World Trade Center, den højeste bygning på den vestlige halvkugle på 541 meter og hovedbygningen til det nye kompleks åbnede den 3. november 2014.
Baggrund Planerne om opførelsen Planen om opførelsen af World Trade Center blev foreslået i New York i 1946. Den lovgivende forsamling i New York vedtog et lovforslag, der gav New Yorks guvernør Thomas E. Dewey bemyndigelse til at påbegynde udviklingen af planerne for projektet. Planerne blev dog først igangsat i 1949. I slutningen af 1940'erne og 1950'erne var den økonomiske vækst i New York mest koncentreret om opførelsen af nye bygninger i Midtown Manhattan i modsætning til Lower Manhattan, som ikke var det store område for nybyggeri. Til at bidrage til at stimulere byfornyelse foreslog David Rockefeller, at havnemyndigheden skulle bygge et såkaldt World Trade Center i Lower Manhattan.
De oprindelige planer blev officielt offentliggjort i 1961, hvori man besluttede at bygningerne skulle stå et sted langs East River. Havnemyndigheden krævede godkendelse fra både guvernørerne i New York og New Jersey til at gennemføre byggeprojektet. New Jerseys guvernør, Robert B. Meyner, meddelte New York, at han ville godkende projektet til et beløb af 335 millioner dollars.
Antallet af passagerer ved Port Authority Trans-Hudson og Manhattan Railroad faldt væsentligt fra 113 millioner i 1927 til 26 millioner i 1958 efter opførelsen af nye biltunneller og broer over Hudson River. I december 1961 afholdt man et møde mellem havnemyndighedens direktør, Austin J. Tobin, og New Jerseys nyvalgte guvernør, Richard J. Hughes, hvor havnemyndigheden tilbød at overtage Hudson & Manhattan Railroad og omdøbe den til Port Authority Trans-Hudson (forkortet PATH). Havnemyndigheden havde besluttet at flytte projektet til byggepladsen ved Hudson Terminal på den vestlige side af Lower Manhattan, hvilket var et mere praktisk sted for New Jerseys pendlere. Med den nye placering ville havnemyndigheden sammen med erhvervelsen af H & M Railroad tillige støtte projektet.
For New Yorks borgmester John Lindsay og byens råd var det ligeledes nødvendigt med projektets godkendelse. Den 3. august 1966 indgik man en aftale, således at havnemyndigheden skulle erlægge årlige betalinger til byen i stedet for skat for at få rettighederne til udlejning af World Trade Center til private lejere. I de efterfølgende år ville betalingerne stige efterhånden som ejendomsskatten steg.
Design og opførelse thumb|right|En plan over tvillingetårnenes etage- og elevatorsystem. Den 20. september 1962 meddelte havnemyndigheden, at man udvalgte Minoru Yamasaki som ledende arkitekt, og Emery Roth som hjælpende arkitekt. Minoru Yamasaki havde udtænkt en plan om skabelsen af tvillingetårnene; hans plan foreslog, at tårnene skulle være 80 etager høje, men for at imødekomme havnemyndighedens krav om at bygge 10 millioner kvadratfod kontorlokaler skulle bygningerne i stedet være 110 etager høje.
Den 18. januar 1964 præsenterede Minoru Yamasaki sit design for offentligheden.NIST NCSTAR 1-1 (2005), p. 7 Bygningerne blev designet med smalle kontorvinduer (cirka 45 cm), hvilket afspejlede Minoru Yamasakis højdeskræk samt hans ønske om at bygningens beboere skulle føle sig trygge. Hans design inkluderede facader beklædt med en aluminiumslegering.
Udover de to tvillingetårne omfattede planen fire andre bygninger, som blev bygget i begyndelsen af 1970'erne. I løbet af 1980'erne blev den syvende bygning opført i den nordlige del af komplekset.
Strukturel design Det var bygningsingeniørvirksomhederne Worthington, Skilling, Helle & Jackson, der opførte bygningerne ud fra Yamasakis design. Havnemyndighedens ingeniørafdeling hjalp til som fundamentingeniører. Joseph R. Loring & Associates som elektroingeniører, Jaros, Baum & Bolles som maskiningeniører. Og Tishman Realty & Construction Company som hovedentreprenør ved projektet. Guy F. Tozzoli, direktør for World Trade-departementet ved havnemyndigheden, og Rino M. Monti, havnemyndighedens maskinchef, førte tilsyn med projektet.NIST NCSTAR 1 (2005), p. 1 Som et delstatsagentur var havnemyndigheden ikke underlagt de lokale love og forskrifter for bystyret i New York, herunder bygningsreglementerne. Alligevel fulgte ingeniørerne et udkast til det nye bygningsreglement, der blev vedtaget i 1968.NIST NCSTAR 1-1 (2005), pp. 40–42
Tårnenes kerne indeholdt elevatorer, skakter, toiletter, tre trappeopgange, og en del diverse rum. Kernen var kombineret af stål og beton. I hvert tårn var et rektangulært område på 87×135 fod (27×41 m), der indeholdt 47 stålsøjler.
Opførelse
thumb|right|200px|World Trade Center under opførelse i 1971
Opførelsen af World Trade Center blev betragtet som et byfornyelsesprojekt i New York med David Rockefeller i spidsen for at bidrage til at revitalisere Lower Manhattan. Projektet blev udviklet af havnemyndigheden i New York og New Jersey, som hyrede arkitekten Minoru Yamasaki, som kom frem med den særlige idé til de såkaldte Twin Towers. Efter omfattende forhandlinger med regeringerne i New Jersey og New York blev man med havnemyndigheden enige om at bakke op om projektet, som skulle opføres på det sted, hvor der lå en Radio Row på vestsiden af Manhattan. For at gøre aftalen acceptabel for New Jersey skulle havnemyndigheden indvillige i at overtage den konkursramte Hudson & Manhattan Railroad (omdøbt til PATH), som bragte pendlere fra New Jersey til Lower Manhattan.
Opførelsen af det nordlige tårn startede i august 1968, og det sydlige tårn i 1969. I december 1970 flyttede de første lejere ind i det nordlige tårn, og i januar 1972 ind i det sydlige tårn. I 1970'erne opførte man fire andre bygninger som en del af projektet. Den syvende bygning blev opført i midten af 1980'erne. Da tvillingetårne var færdigbyggede havde de samlede omkostninger til havnemyndigheden rundet 900 millioner dollars.Cudahy (2002), p. 58
I 1970 gik medarbejdere på projektet i strejke og standsede transporten af materialer til byggepladsen. Havnemyndigheden forsøgte med andre midler at få transport af materialer, blandt andet via helikopter. I løbet af opførelsesprocessen blev telefonitjenesten i Lower Manhattan afbrudt, da telefonkabler blev knust ved rambukke der udførte deres arbejde. Den 16. marts 1970 blev seks arbejdere såret ved en eksplosion da en lastbil ramte en propantank Det samlede dødstal under opførelsen lød på 60 dræbte.
Kritik af byggeriet På grund af kompleksets placering ved Radio Row blev planen om at opføre det betragtet som kontroversiel. Radio Row var hjemsted for hundreder af erhvervslejemål samt ejere af ejendomme og små virksomheder, herunder omkring 100 beboere, hvoraf mange havde vist deres modstand mod tvangsforflyttelserne.Gillespie (1999), pp. 42–44 En gruppe af små virksomheder, der blev berørt af opførelsen, indgav anmeldelse for at udfordre havnemyndighedens anvendelse af ekspropriationsretten. Sagen blev behandlet af retssystemet i USA's højesteret og endte med at blive afvist af domstolen.
De private ejendomsselskaber samt udviklere og medlemmer af Real Estate Board of New York under ledelse af Empire State Building, ejet af Lawrence A. Wien, udtrykte deres bekymring over, at disse meget "subsidierede" kontorlokaler skulle ud på det åbne marked og konkurrere med den private sektor når der allerede var ledige lokaler.Gillespie (1999), pp. 49–50 Man var i tvivl om, hvorvidt havnemyndigheden i overhovedet burde have påbegyndt projektet, der af nogle beskrives som en "fejlagtig social prioritet". World Trade Centers design bragte blandt andet kritik fra det amerikanske arkitekturinstitut. Lewis Mumford, forfatter til The City in History, var ligeledes utilfreds med projektet.
Komplekset Tvillingetårnene thumb|right|Plan over komplekset Med opførelsen af tårn 7 i 1980'erne bestod World Trade Center af i alt syv bygninger, men det mest bemærkelsesværdige var de to tårne, der med 110 etager stod i henholdsvis 415 og 417 meters højde. Under en pressekonference i 1973 stillede man den ledende arkitekt Minoru Yamasaki spørgsmålet: "Hvorfor to 110-etagers bygninger? Hvorfor ikke en 220-etagers bygning?" hvor Minoru Yamasaki svarede: "Jeg ønskede ikke at miste den menneskelige skala."
Da det nordlige tårn stod færdigt i 1972 var det verdens højeste bygning i to år efter at det havde overgået Empire State Building. Det nordlige tårn havde en højde af 1.368 fod, og i toppen var en 110 m. høj telekommunikationsantenne, der blev opført i 1978. Med antennen var det nordlige tårn 1.728 fod højt. Det sydlige tårn blev den næsthøjeste bygning i verden da det stod færdigt i 1973. World Trade Centers tårne holdt kun rekorden i kort tid, idet Chicagos Sears Tower stod færdigt i maj 1973 med en højde af 442 meter.
Hvert tårn havde 350.000 m² kontorlokaler. Hele komplekset bestod af syv bygninger, som svarede til 1,04 km².