Cathedral Exterior|thumb|upright=.75|Bergen domkirke, hvor Petter Dass måtte møde til morgenandagt som elev ved Bergen katedralskole.
Petter (Pettersen) Dass (ca. 1647 på Nord-Herøy, Helgeland - 18. september 1707) var en norsk teolog og digter. Han var sognepræst i Alstahaug i Nordland.
Ellers er han kendt for at have skrevet Nordlands TrompetChevronDown med beskrivelse af Nordnorge, samt for en række viser, salmer og forklaringer til katekismen og bibelhistorie på vers. Han figurerer også i mange sagn i folkedigtningen.
Baggrund Petter Dass var søn af Peiter Dundas (= fra Dundee), der indvandrede fra Skotland og tog borgerskab i Bergen i 1635. Han havde sin søster Maria med; hun giftede sig med købmand Fasmer i Bergen. Dundas blev opkøber af fisk og forpagtede et handelssted på Helgeland, sandsynligvis Åkvik på sydspidsen af Dønna. På den anden side af fjorden lå krongården Nord-Herøy, hvor fogden Peder Falck holdt til. Falck blev senere ansat af den danske adelsmand Henrik Rantzau som forvalter af Dønnagodset. I 1640 giftede Dundas sig med Falchs datter Maren, der nedstammede fra Benkestok-slægten på Meløy.Norske slott og herregårder: Nord-Norge, Meløy
Dundas døde tidligt, og Maren Falch sad tilbage med fem børn, hvoraf den 6-7 år gamle Petter Dass var ældst. Enken var ikke meget ældre end 25 år, så hun giftede sig med sognepræsten Tileman i Hadsel. Efter hans død i 1664 flyttede hun tilbage til Helgeland og giftede sig med fogeden Peder Broch, så hun igen kom til at bo på sin barndoms Nord-Herøy. Maren Falch overlevede både sin tredje mand og sin søn Petter Dass. Selv døde hun 80 år gammel i 1709.Elias Muribø: Petter Dass (s. 16), F. Bruns bokhandels forlag, 1947
Unge år Syv år gammel blev Petter Dass sendt til sin moster Anne Falch, der var gift med præsten Arctander på Nærøy. Præsten så snart, at drengen var kvik, og ville give ham skolegang, men hans kone havde ingen tro på sin søstersøn. "Hvis Petter bli'r præst, bli'r min rumpe en tønde smør!" sagde hun. Heldigvis for Petter Dass kom han snart til en anden af sin mors søstre, Margrete, som var gift med fogden Jesper Hanssøn på Nord-Herøy. Hun sørgede for, at han fik huslærer sammen med hendes egen søn, den jævnaldrende Peter Jespersøn. De to fætre var både navnebrødre og gode venner, men i 1660 blev Peter Jespersøn sendt til latinskolen i Trondheim, mens Petter Dass blev sendt til sin faster Maria Fasmer for at gå i latinskole i Bergen.Elias Muribø: Petter Dass (s. 17-18)
Her fik Petter Dass lært latin. Ifølge en kilde "debuterede" han her med kærlighetsdigtet Veneris Trompete, der ikke er med i de samlede værker, som ellers indeholder syv af hans latinske skrifter. Dag Arne Nielsen: "Petter Dass og Bergen", Bergens Tidende 15. april 2007
På Bergen katedralskole begyndte dagen halv seks med andagt på latin i Bergen domkirke. I et rimbrev fra 1679 skrev Petter Dass, at man måtte forbande den dag, man blev sendt i skole, for hvad så man igen for det? – men det virker, som om han var helt glad for at være i Bergen. Sammen med fire kammerater fra katedralskolen tog Dass til København i 1666 for at studere teologi. Efter 2–3 år aflagde han den nødvendige præsteeksamen (teologisk attestas).Petter Dass – Store norske leksikon I København genså han sin fætter Peter Jesperssøn. Mens denne havde det komfortabelt, levede Petter Dass i mærkbar fattigdom. Efter endt eksamen rejste fætteren til videre studier i udlandet, og Dass ville gerne have slået følge, men stod uden midler og blev i stedet i 1669 huslærer hos præsten Jacob Wirthmann i Vefsn. Eleven Sten Wirtmann blev en god ven og senere svoger, da Dass forlovede sig med hans søster Margrete.Elias Muribø: Petter Dass (s. 20)
Margrete Andersdatter var præstefruens datter af første ægteskab. I 1671 havde Petter Dass gjort hende gravid. Det kom for en dag, lige efter at han havde ansøgt om stillingen som residerende kapellan i Nesna, Rana og Dønnes. Det var yderst uheldigt, da lejermål (dvs. samleje mellem ugifte) efter datidens lovgivning var at anse som et lovbrud. Dass rejste til København for at bede om kongens tilgivelse for sin synd. Petter Dass – Norsk biografisk leksikon Det kongelige benådningsbrev, dateret 17. september 1673, er bevaret. Dermed slap parret for at aflægge offentligt skrifte, som de efter loven skulle; men en bøde måtte de betale. De fik to børn sammen: Lars Dass, født i 1672 (muligvis før brylluppet) døde i 1691 som latinskoleelev i Bergen.Petter Dass – Norsk biografisk leksikon Anders Dass, født i Nesna i 1675 og død i 1736 på Alstahaug, studerede i København og senere i Oxford, inden han kom hjem med magistertitel. Dass-dynastiet på Alstahaug endte med Morten Sommer, der var gift med Anders' datter Abel.Elias Muribø: Petter Dass (s. 52)
Dass selv beholdt kontakten med Bergen ved sin korrespondance med "poetinden" Dorothe Engelbretsdatter. Brevene er bevaret. Korrespondancen med Dorothe Engelbretsdatter Bybranden i Bergen i maj 1702, der lagde 9/10 af byen i aske, gjorde voldsomt indtryk på Dass, og han skrev to digte på henholdsvis 22 og 34 vers om sagen, dertil en sang på 24 vers til melodi. Det første af disse digte hed Plaster tjenligt at lægge paa de brendte saar Indbyggerne i BERGENS Stad blev plaget med den 19de Maj 1702, præpared af Peder Dass. Hans retskrivning var som ellers ret inkonsekvent, også vedrørende store forbogstaver i navneord. Hans første "Plaster" innledes med dette vers: O Herre Gud benaade dig Du Bergens stad! Hvor ynkelig er din gestalt at skue! Hvor er de Kirke-spirer, som i staden glimred runden om. Hans "andet Plaster" afsluttes med denne hilsen til Bergen: Saa lenge som Jorden urørlig bestaar, saa staar ditt berømmelig Minde. Naar Bierge forsvinder og Klipper forgaar, saa skal óg dit rygte forsvinde. Far, Bergen, far vel! Gud glæde hver Siæl, Som lever og Bygger der inde. Han tilføjer: "Kan disse Tvende foranførte Plaster ikke hjelpe, da haver jeg paa denne Sind ingen fleere ved haanden; men overlevererer Bergens Indvaanere udi Hans Hænder, som heeler alles Skade og læger alles Bræk! Herren være med eder alle amen." Dag Arne Nielsen: "Petter Dass og Bergen", Bergens Tidende 15. april 2007 I de to første "plastre" skildrer hans Bergen som en jomfru, voldtaget af branden. I afslutningen skildres byen som en brud, der inviterer sin venner til bryllupsgilde. Og husene, han tænker sig genrejst, er de huse, der i dag står på Bryggen i Bergen.Professor Nils Magne Knutsen, universitetet i Tromsø, Bergensavisen 18. maj 2021
En hård præst Petter Dass fik ry for at være "almuens ven". I Nordlands Trompet skildrer han med indlevelse nødsårene i 1690'erne, da fiskeriet slog fejl, og de fattige hundesultede. Os Havet sin Rigdom nu nægter!Her intet har vanket et Aar eller tie. Stor Armod er Landet geraaden udi. Som sognepræst var Dass af kongen i København pålagt at låne korn til fattige bønder, og på Alstahaug fandtes store kornlagre. Men hr. Petter var en benhård forretningsmand. Ord som "profit", "indtægter", "indkomst", "tiende", "renter" og "penge" er gengangere i teksten. Han sikrede sig prioritet fremfor andre kreditorer, og inddrev nådesløst sine fordringer, selv fra de aller fattigste. Kunne de ikke betale, måtte de overlade gård og grund eller båd og udstyr til præsten. Han gad ikke at vente på, at tiderne kunne blive bedre, og gik om nødvendigt rettens vej. I Nordlands Trompet gives der også råd om, hvordan en rejsende kan narre lokalbefolkningen til at yde sig gratis transport, han ikke er berettiget til. Men at yde de fattige mennesker noget til gengæld, var der ikke tale om:Begiæres Forskaansel, da svares dig, ney. Personers Anseelse skiøttes her ey.Hver bør sine Skatter at yde.Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 364-66)
Der skulle arbejdes, ikke tigges:Hvo der arbejd' ej vil gjøre han ej heller æde må.Man skal ham ad døren kjøre når han til at betle gå,lade så hans dovne arme ligge hos hans hungrig tarme.Er det så du vilde give almis til en doven hund,det er som du vilde rive brødet bort fra barnets mundog det hen for hunden kaste som vel er verd å laste.Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/27 – Wikikilden
Hvis nogen slet ikke kunne betale sin gæld, førte gældsfængsel kun til flere udgifter. Dass tænkte sig en mere virkningsfuld løsning:Men dersom at Tanden blev slagen af Mund paa dennem der elske bedragelig Fund,da torde sig nogle betænke. Han kom dog frem til, at det forslag ikke var helt i Bibelens ånd.
Myter om Dass Helge Dahn skriver i Salmehåndbog fra 1968 om Petter Dass: "På Alstahaug i Helgeland, en ensom flække ud mod det barske Atlanterhav, fødtes og døde den djærve, saltvandsfriske Petter Dass, ligesom Thomas Kingo af skotsk herkomst på fædrene side. Her blev han profet for den fattige bondebefolkning, og her blev den fantastiske legende dannet om hans overnaturlige kræfter. Fiskerne fældede en sort firkant ind i deres sejl, da han var død, og endnu i forrige århundrede kunne man se denne sørgelap på nordnorske fiskerbåde, ligesom hans lange digte stadig blev lært udenad og sunget..."
Her gengives en ren myte. Den sorte lap på sejlene var indsyet som forstærkning for at lette presset på sejlet, hvor det er størst. Mindst af alt havde det noget med Petter Dass at gøre. Asbjørn Jaklin: "Den sidste myte smadres", avisen Nordlys, 17. april 2007
Nordlands Trompet har været omtalt som folkelæsning i Nordnorge i alle år, til dels i håndskrevne udgaver. Det findes der intet belæg for; tvært imod blev Dass hentet frem fra glemslen af Johan Sebastian Welhaven i en artikel i 1856. Kun en af Dass' bøger, Den nordske Dale-Viise, udkom i hans levetid. Nordlands Trompet udkom først i 1739, i én udgave i Bergen og en anden i København, baseret på to forskellige manuskripter.Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 368), forlaget Samlaget, Oslo 2017, På den tid var alle hans religiøse skrifter trykt. Hvorfor Nordlands Trompet var så længe om at blive udgivet, skyldes sandsynligvis censuren; myndighederne har ikke brudt sig om indholdet. I de sidste linjer vurderede Dass selv, at hans bog kunne møde kritik, og skrev derfor lige ud, at den slags slap han ud gennem endetarmen: Vil nogen derfore med Tungen mig slaae,jeg lader det giennem Canalen hengaae, og skytter lidt, hvad de mig kalder.
Sidste år thumb|upright=.75|Afdugningen af Petter Dass-monumentet på Alstahaug i 1908. Sine sidste syv år var Dass pint af stensmerter. I 1700 søgte han om at få sin søn Anders Dass indsat som kapellan til aflastning for sig selv; men først i 1704 blev Anders præsteviet og indsat, med løfte om overtagelse af Alstahaug, når hans far fratrådte.Elias Muribø: Petter Dass (s. 88-89) Biskop Peder Krog skrev i sit mindedigt om Dass:Den norske Maro, Dass, er død! Hvis digter-gejst som honning flødudaf Parnassiparnas — Den Danske Ordbog top!Elias Muribø: Petter Dass (s. 91)
Folketroen gjorde Dass til et overmenneske, der kunne binde og løse onde magter og tage selve djævelen i sin tjeneste. "Er I rejst med et Petter-lift?" kunne nordlændinge spørge hinanden, når nogen dukkede op raskere end forventet. Samtidig blev Dass' gravplads under koret i Alstahaug kirke glemt. I 1765 blev hans sønnedatter Abels mand Morten SommerArkeologi | Petter Dass-museet bisat i kirkens gravkælder, men gulvplankerne i koret røbede intet om de seks kister i krypten. Først i provst Gaarders tid omkring 1860 blev det iværksat en systematisk undersøgelse for at genfinde Dass' gravsted, og da kom gravkælderen for en dag. I 1863 påbegyndtes en ombygning af kirken, og et øjenvidne beskrev, at Petter Dass lå i sin kiste, stadig let genkendelig efter beskrivelsen.Elias Muribø: Petter Dass (s. 92) Efter ombygningen blev det gamle kor sakristi, og ved udgravninger i 1969 var det ikke mere muligt at finde Petter Dass' gravsted.