Marvin Pentz Gaye Jr. (født Gay 2. april 1939 i Washington D.C., død 1. april 1984 i Los Angeles) var en amerikansk R&B- og soulsanger, sangskriver, musiker og musikproducer. Han var med til at forme den unikke lyd af pladeselskabet Motowns musik i 1960'erne, først som studiemusiker og senere som soloartist med stor succes, hvilket ledte til kaldenavnene "Prince of Motown" og "Prince of Soul". Han betragtes som en af de vigtigste sangere gennem tiderne.
Gayes tidlige hits tæller blandt andet "How Sweet It Is (To Be Loved by You)" (1964), "Ain't That Peculiar" (1965), duetten "Ain't No Mountain High Enough" med Tammi Terrell (1967) og "I Heard It Through the Grapevine" (1968). Han indspillede også duetter med Mary Wells, Kim Weston og Diana Ross. I 1970'erne blev Gaye en af de første Motown-kunstnere, der brød løs fra selskabets strenge kreative kontrol, da han udgav det skelsættende samfundskritiske album What's Going On i 1971, som blev kåret til det bedste album nogensinde af musikmagasinet Rolling Stone i 2020. På Let's Get It On (1973) cementerede han sin status som sexsymbol.
Hans senere indspilninger påvirkede R&B-undergenrer som quiet storm og neo soul. For "Sexual Healing", udgivet i 1982 på albummet Midnight Love, modtog han sine to første Grammy Awards.
Marvin Gayes liv endte tragisk, da hans far, Marvin Gay Sr., skød og dræbte ham efter et skænderi i forældrenes hjem i Los Angeles 1. april 1984, aftenen før hans 45-års fødselsdag. Gay Sr. blev idømt seks års betinget fængsel og fem års prøvetid. Efter sin død er Gaye blevet tildelt talrige priser og hædersbevisninger som Grammy Lifetime Achievement Award, en stjerne på Hollywood Walk of Fame samt optagelser i Rhythm and Blues Music Hall of Fame, Songwriters Hall of Fame og Rock and Roll Hall of Fame.
Liv og karriere Baggrund thumb|Gaye gik på Cardozo High School i Washington D.C. Marvin Pentz Gaye Jr. blev født 2. april 1939 på Freedman's Hospital i Washington D.C. til kirkepræsten Marvin Gay Sr. og hushjælperen Alberta Gay (født Cooper). Gaye var det andet af parrets fire børn. Han havde to søstre, Jeanne og Zeola, og en bror, Frankie Gaye, der også blev musiker. Han havde derudover to halvbrødre: Michael Cooper, hans mors søn fra et tidligere forhold, og Antwaun Carey Gay, Alt URL født som følge af en af faderens affærer.
Gaye blev kirkesanger som femårig, og hans far akkompagnerede ham ofte på klaver. Familien var en del af en konservativ kirke kendt som House of God, der hentede sin lære fra pinsebevægelsen med en streng adfærdskodeks. I en tidlig alder udviklede han en kærlighed til sang og blev opfordret til at forfølge en professionel musikkarriere efter en optræden i et skoleteaterstykke som 11-årig, hvor han sang Mario Lanzas "Be My Love". Faderen var voldelig og piskede og slog den unge Gaye, der senere beskrev barndommens hjem som "lidt ligesom at bo med en konge, en meget tosset, foranderlig, grusom og almægtig konge".
Gaye gik kortvarigt på Spingarn High School, før han skiftede til Cardozo High School. På Cardozo sluttede Gaye sig til adskillige doo-wop-vokalgrupper, herunder Dippers og DC Tones. I sine teenageår smed faderen ham ofte ud af huset. I 1956 droppede den 17-årige Gaye ud af high school og meldte sig til det amerikanske luftvåben. Han blev, ligesom mange af sine jævnaldrende, hurtigt desillusioneret med tjenesten. Gaye foregav sig derfor for at være psykisk syg og blev afskediget primo 1957; i hans afgående præstationsvurdering skrev hans sergent: "Menig Gay kan ikke tilpasse sig hverken regimentering eller autoritet".
Tidlig karriere (1957-1961) Efter Gaye forlod luftvåbnet i 1957, dannede han en vokalkvartet, The Marquees, med vennen Reese Palmer. Gruppen optrådte i Washington D.C.-området og begyndte snart at arbejde sammen med Bo Diddley, som forsøgte at overtale sit eget pladeselskab, Chess, til at skrive en pladekontrakt med dem. Da det ikke lykkedes, sendte han dem til Columbia-datterselskabet OKeh Records. Diddley var med til at skrive gruppens eneste single, "Wyatt Earp"; den opnåede ikke placering på hitlisterne, og gruppen blev hurtigt droppet af pladeselskabet.
Harvey Fuqua, medlem af R&B-gruppen The Moonglows, ansatte senere The Marquees som medarbejdere. Under Fuquas ledelse ændrede gruppen navn til Harvey and the New Moonglows og flyttede til Chicago. I 1959 indspillede de nogle sange for Chess, herunder "Mama Loocie", som var Gayes første indspilning på lead-vokal. Gruppen fandt arbejde som studiesangere for etablerede kunstnere som Chuck Berry. Gruppen blev opløst i 1960. Gaye flyttede til Detroit med Fuqua, hvor han skrev kontrakt med Tri-Phi Records som studiemusiker og spillede trommer på flere Tri-Phi-udgivelser. Snart kom Fuqua i kontakt med Motowns direktør, Berry Gordy, og Gaye underskrev kontrakt med Motown i september 1960.
Gaye ønskede oprindeligt at være kendt for fortolkninger af jazzstandarder, med Frank Sinatra og Nat King Cole som forbillederne. I maj 1961 udgav Tamla hans første single, en gengivelse af "The Masquerade Is Over", under hans oprindelige efternavn, Gay; e'et blev tilføjet kort efter. Hans første officielle single under sit nye navn var bluesballaden "Let Your Conscience Be Your Guide" i maj 1961, og albummet The Soulful Moods of Marvin Gaye fulgte en måned senere. Salgstallene var skuffende, og han tilbragte det meste af 1961 med at spille trommer for kunstnere som The Miracles og The Marvelettes.
Begyndende succes (1962-1970) thumb|219x219px|Gaye i 1966 thumb|Marvin Gaye giver koncert i 1968 I september 1962 udgav Gaye sit første solohit, "Stubborn Kind of Fellow", der nåede nr. 8 på R&B-hitlisten og nr. 46 på Billboard Hot 100 i henholdsvis november og december 1962. I marts 1963 opnåede Gaye for første gang placering på Billboards pop top 40-hitliste med dansesangen "Hitch Hike". "Pride and Joy" blev Gayes første top ti-single på Billboard Hot 100 juli samme år. Gayes første album på hitlisterne var med Mary Wells på deres fælles album fra 1964, Together, der nåede nr. 42 på Billboard 200 og indeholdt den dobbelte A-sidede single "Once Upon A Time" / "What's the Matter with You Baby". Begge sider nåede top 20 på Billboard Hot 100 og øgede Gayes popularitet.
De fleste af Gayes hits var i denne periode fortolkninger af sange givet til ham af pladeselskabets sangskrivere, hvoraf de første var den særdeles succesrige sangskrivertrio Holland-Dozier-Holland, med hvem han indspillede hittene "Can I Get a Witness" og "How Sweet It Is (To Be Loved By You)", der opnåede nr. 6 på Billboard Hot 100 i januar 1965. Senere på året udgav Gaye hitsinglerne "I'll Be Doggone" og "Ain't That Peculiar", skrevet til ham af Smokey Robinson; begge sange nåede top ti på Billboard Hot 100 og solgte begge over en million eksemplarer. Gayes ambitioner om at blive popsanger fortsatte med udgivelsen af album som When I'm Alone I Cry, Hello Broadway og A Tribute to the Great Nat King Colesom alle blev udgivet til ringe fanfare.
I 1967 begyndte Gaye at samarbejde med Tammi Terrell på en hitsinglerne "Ain't No Mountain High Enough", "Your Precious Love", "Ain't Nothing Like the Real Thing" og "You're All I Need to Get By", hvoraf de tre sidstnævnte nåede top ti på pophitlisten. Gaye vandt sin første Grammy Award-nominering i kategorien Best Rhythm & Blues Group Performance, Vocal or Instrumental for "Ain't No Mountain High Enough". Men i oktober 1967 kollapsede Terrell i Gayes arme under en koncert i Virginia. Terrell blev hastet på hospitalet, hvor lægerne opdagede en ondartet hjernetumor. Gaye var sønderknust over Terrells sygdom.
I slutningen af 1968 blev Gayes indspilning af "I Heard It Through the Grapevine" hans første til at nå førstepladsen på Billboard Hot 100, hvor den blev syv uger i træk. Den nåede også toppen af hitlisterne i andre lande, solgte mere end fire millioner eksemplarer og resulterede senere i en Grammy Award-nominering for "Best Male R&B Vocal Performance". Samme år blev hans album M.P.G. hans første nr. 1 på soul-albumhitlisten.
Tammi Terrell døde af kræft i hjernen 16. marts 1970; Gaye deltog i begravelsen. Efter en periode med depression, der til dels skyldtes Terrells død, søgte han en stilling på det amerikanske fodboldhold Detroit Lions, hvor han senere blev venner med spillerne Mel Farr og Lem Barney. Barney og Farr modtog senere guldplader for at have kor til titelnummeret på Gayes album What's Going On. Detroit Lions spillede med for publicitetens skyld, men afslog i sidste ende en invitation til Gaye om at prøve kræfter på grund af juridisk ansvar og frygt for mulige skader, der kunne have påvirket hans musikkarriere.Music Urban Legends Revealed #16 . Legendsrevealed.com (July 29, 2009). Retrieved May 14, 2012.
What's Going On (1970-1971) Den 1. juni 1970 vendte Gaye tilbage til Motowns studie Hitsville U.S.A. i Detroit, hvor han indspillede "What's Going On". Sangen var inspireret af en idé, han havde fået af Renaldo "Obie" Benson fra Four Tops, efter at denne havde været vidne til politivold ved en demonstration mod Vietnamkrigen i Berkeley. Da Berry Gordy hørte sangen, nægtede han at udgive denhan mente, at den var "for politisk", og han frygtede, at Gaye ville fremmedgøre den hvide del af sit publikum. Gaye kæmpede imidlertid imod og besluttede sig for ikke at udgive andet nyt materiale, før pladeselskabet udgav sangen. Det lykkedes Motown-executivene Barney Ales og Harry Balk at bestille 100.000 kopier af "What's Going On", og sangen blev udgivet 20. januar 1971 uden Gordys viden. Sangen blev øjeblikkeligt et hit og var Motowns hurtigst sælgende single til dato. Den toppede soul-singlehitlisten, opnåede en andenplads på Billboard Hot 100 og solgte i mere end to millioner eksemplarer. Forbløffet over sangens succes kørte Gordy til Gayes hjem for at diskutere et album. De aftalte, at Gaye kunne gøre, hvad han ville med sin musik, hvis han færdiggjorde pladen inden for 30 dage før udgangen af marts.
Med den nyvundne kreative frihed vendte Gaye tilbage til Hitsville for at indspille resten af What's Going On, hvilket kun tog ti dage mellem 1. og 10. marts. Albummets rytmespor og lydoverdubs blev indspillet i Hitsville, eller Studio A, mens strygere, horn, lead- og baggrundsvokal blev indspillet i Golden WorldStudio Bfire kilometer fra Hitsville. Albummets oprindelige mix, indspillet i Detroit i både Hitsville, Golden World og United Sound Studios, blev færdiggjort 5. april 1971. Da Gordy hørte resultatet, var han bekymret for, at der ikke ville komme andre hitsingler fra albummet. For at lette Gordys bekymringer tog Gaye og albummets teknikere til The Sound Factory i Los Angeles i begyndelsen af maj. På denne mix integreredes orkestret noget tættere på rytmesporene, og Gaye valgte nogle andre vokalspor visse steder og tilføjede ekstra instrumentering.
Motown udgav albummet 21. maj 1971. Det blev Gayes første million-sælgende album og gydede yderligere to top ti-singler, "Mercy Mercy Me (The Ecology)" og "Inner City Blues". What's Going On var et af Motowns første værker, som kunstneren havde fuld kreativ kontrol over. Dets samfundskritiske temaer og sømløse overgange mellem sangene bragte konceptalbumformattet, hidtil kendt primært fra rock, til R&B- og soulmusik. En AllMusic-skribent kaldte senere albummet "ikke kun Marvin Gayes mesterværk, [men] også den vigtigste og mest passionerede plade inden for soulmusik, leveret af en af dens ypperste stemmer". For albummet modtog Gaye to Grammy-nomineringer og adskillige NAACP Image Awards, og det blev kåret af Rolling Stone som årets album. Billboard udnævnte Gaye til "Årets Trendsetter" efter albummets succes.
Efterfølgende succes (1971-1977)