thumb|Juriaen Jacobsze, Michiel de Ruyter og hans familie, 1662, Rijksmuseum Amsterdam. Michiel Adriaenszoon de Ruyter (født 24. marts 1607 i Vlissingen, død 29. april 1676 ved Siracusa) var en hollandsk admiral. Han var søn af ølbærer Adriaen Michielszoon og Aagje Jansdochter, og oprindelig var hans navn Michiel Adriaenszoon (Adriaenssøn). Efternavnet "de Ruyter" tog han i 1633. Han blev også kaldt bestevaêr, som betyder bedstefar.
Michiel de Ruyter er den bedst kendte søhelt i Hollands historie. Han spillede en vigtig rolle i de tre første engelsk-hollandske krige, desuden deltog han i flere krige i Østersøen og kæmpede mod sørøvere i Middelhavet. De Ruyter var skiftevis i statens og rederes tjeneste, og var i en periode også selvstændig inden for hvalfangst. Han var gift tre gange, og fik seks døtre og tre sønner, stedbørn medregnet. En søn og to døtre døde som børn, sønnen Engel de Ruyter gik ind i admiralitetet og opnåede at blive viceadmiral.
Begyndelsen på karrieren (1617-1652) Michiel var den fjerde af tretten børn, faderen satte ham i rebslagerlære hos brødrene Lampsins i 1617,, 2011, "Michiel Adriaenszoon de Ruyter and his Biographer Gerard Brandt", Kapitel 2 i: De Ruyter — Dutch Admiral, Karwansaray Publishers, p 37-55 hvor han som i skolen blev bortvist på grund af dårlig opførsel. Drengen ville gerne være sømand, og rejste den 3. august 1618 ud som yngstemand på et af brødrene Lampsins skibe. De Ruyter var ikke dårlig til at læse eller skrive, selv om hans sprog indeholdt mange ord og vendinger fra zeeuws-dialekten., 1959, Teken en klank bij Michiel de Ruyter, Assen: Van Gorcum 171 pp, 1997, Zeemans Lexicon, Woord en woordbetekenis bij Michiel de Ruyter, Zutphen: Walburg pers, 2001, Het Nederlands van Michiel de Ruyter, morfologie, woordvorming en syntaxis, Assen: Van Gorcum Allerede som 15-årig var han skipper, dengang den højeste rang for en underofficer på et skib.
I 1622 tog en onkel sig af Michiel. Han var "ruiter" (rytter) i prins Maurits' hær, og sammen med onkelen gjorde Michiel tjeneste under Maurits af Oranje som "konstabel" eller "busschieter" (ordene betyder både musketskytte og kanonér) i kampene under den spanske belejring af Bergen op Zoom. Den 2. oktober deltog Michiel i befrielsen af byen, hvorfra hans mors familie stammede. 1622 var også året hvor han for første gang tog hyre og drog på togt med et krigsskib, men det er ikke kendt hvor længe han blev i marinen den første gang. Han blev taget til fange af spaniere, men undslap og gik hjem til Holland sammen med et par kammerater.
Mellem 1630 og 1653 skete der meget i de Ruyters liv. Frem til 1631 var han agent i Dublin for handelshuset Lampsins fra Vlissingen, og antagelig stammer en historie fra denne tid, om hvordan han en gang afværgede et angreb fra kapere fra Dunkerque ved at smøre skibsdækket ind i smør. Selv om hollandske kilder ikke fortæller nærmere om hvad han foretog sig i disse år, er det kendt at han talte flydende irsk, og at han af og til rejste med handelsskibe til Middelhavet eller Barbaresk kysten. På den tid kaldte han sig Machgyel Adriensoon; han tog senere sin mors navn, de Ruyter.
Den 16. marts 1631 giftede de Ruyter sig for første gang. Bruden hed Maayke Velders og var datter af en bonde. Ægteskabet kom ikke til at vare længe, da hustruen døde i barselsengen den 31. december samme år, og deres datter, Aaltje, døde den 18. januar 1632. I 1633 og 1634 blev de Ruyter hyret som styrmand under kaptajn Jochem Janssen på hvalfangstskibet De groene leeuw, der tilhørte Noordse Compagnie. Skibet havde kurs mod Jan Mayen. I 1635 tog han igen hyre som styrmand, denne gang på et togt til Svalbard.
1. juli 1636 giftede de Ruyter sig igen, denne gang med Neeltje (Cornelia) Engels (født 1607), datter af en rig embedsmand. Den 27. september 1637 fik de sønnen Adriaen, som døde i 1655, og senere kom Cornelia (Neeltje) (1639-1720), et barn som døde efter tre dage (1641), Aelken (Alida) (1642-1679) og Engel (1649-1683). De Ruyter selv havde nu en formue på flere tusinde gylden, samt borgerskab i byen Vlissingen. På grund af sine erfaringer som sømand og soldat fik han kommandoen over et "direktionsskib" (hollandsk: directieschip) med en bestykning på ti kanoner, ejet af rederiet Lampsins fra Vlissingen. Et direktionsskib var et privatejet krigsskib, og Lampsins sendte det ud for at hjælpe den svage krigsflåde mod kaperne fra Dunkerque. Den 23. april 1637 forlod skibet Vlissingens havn, og gjorde en meget god indsats mod sørøverne.
I 1640 blev de Ruyter kaptajn på det Lampsins-ejede handelsskib Vlissinge, og med dette gjorde han flere togter til Vestindien (Caribien) og Brasilien. Han foretog jævnligt rettelser af søkortene for de områder, han sejlede til.
Da krigen mellem Spanien og Holland-Portugal brød ud i 1641, tog Zeelands admiralitet kontakt med de Ruyter, og tilbød ham stillingen som "schout-bij-nacht" (kontreadmiral), og kaptajn på skibet de Haze. Det var et handelsskib ombygget til krigsskib, bestykket med 26 kanoner. Med skibet foretog han et togt under ledelse af admiral Gijsels for at støtte portugiserne i deres oprør mod Spanien i 1641. Den hollandske flåde, med de Ruyter som tredjemand i kommandorækken, slog en kombineret flåde af skibe fra Spanien og Dunkerque tilbage i en træfning ved St. Vincente den 4. november 1641. Dermed forhindrede de Ruyter at den hollandske flåde blev tilintetgjort.
Efter krigen vendte de Ruyter tilbage til civil skibsfart som kaptajn på handelsskibe, og købmand både for rederiet Lampsins og for sig selv. Fra 1644 til og med 1651 var han flere gange for egen regning på handelsrejse til Middelhavet, Marokko og Vestindien med sit eget skib, Salamander. Han tjente godt, og respekten for ham øgedes blandt de øvrige hollandske kaptajner, fordi han på disse rejser regelmæssigt frikøbte kristne slaver for egne midler.
Den 25. september 1650 døde hans hustru, og de Ruyter var nu alene med deres fire børn. Af den grund besluttede han sig for at holde op med at sejle. Halvandet år senere, den 9. januar 1652, giftede han sig for tredje gang, denne gang med kaptajnsenken Anna van Gelder, og blev rentier. Hans hustru Anna havde fra sit tidligere ægteskab to børn, Grietje og Jan (1647-1673)Genealogi Anna van Gelder og i ægteskabet med Michiel de Ruyter fik de døtrene Margaretha (Grietgen) (1652-1688) og Anna (1655-1666).
Den første engelsk-hollandske krig (1652-1654) Da den første engelsk-hollandske krig brød ud i 1652, bad Zeelands admiralitet de Ruyter om at vende tilbage til aktiv tjeneste, og dermed begynde sin egentlige karriere i marinen. Den 29. juli var de Ruyter tilbage i aktiv tjeneste for provinsen, som leder af en hjælpeeskadre udstyret for private midler (directieschepen). Han blev vicekommandør under Witte de With. I en periode hvor de With var fraværende, ledede de Ruyter en eskadre som slog den engelske admiral George Ayscue i slaget ved Plymouth den 23. august 1652.
Det var De forende Nederlandes første sejr i krigen, og den gjorde de Ruyter til søhelt. Derefter ledede han en eskadre i slaget ved Kentish Knock, slaget ved Dungeness, slaget ved Portland og slaget ved Nieuwpoort. Han førte selv kommandoen, og blev dermed kaldt commandeur. Under slaget ved Ter Heijde var han den eneste eskadrechef der nåede frem til skibet Brederode og fik set øverstkommanderende Maarten Tromps lig; han gav da Egbert Bartholomeusz Kortenaer det råd, at Tromps død burde hemmeligholdes.
Efter krigen takkede de Ruyter nej til at blive kommandør, fordi han ikke anså sig selv som værende god nok, og desuden frygtede problemer med Witte de With og Johan Evertsen, ifald anciennitetsprincippet ikke blev fulgt, selv om Johan de Witt gjorde det klart hvor gerne man så at de Ruyter tog imod tilbuddet. I stedet blev Jacob van Wassenaer Obdam ny viceadmiral, og de Ruyter forblev i marinens tjeneste, selv om han afslog muligheden for at blive van Wassenaer Obdams næstkommanderende. Den 2. marts 1654 blev de Ruyter udnævnt til viceadmiral i Amsterdams admiralitet.
Middelhavet og Øresund (1655-1663) I 1655 flyttede de Ruyter og familie til Amsterdam, og i juli samme år rejste han med en eskadre på otte skibe som eskorte for en konvoj på 55 handelsskibe til Middelhavet. 't Huys Tydtverdryff var hans flagskib. Hans ordre var et forsvare hollandsk handel. Undervejs traf de en engelsk flåde under ledelse af Robert Blake, men undgik stridigheder. Efter at have sænket flere piratskibe og ført fredsforhandlinger med byen Salé, vente de Ruyter hjem i maj 1656.
På samme tid bestemte Generalstaterne (Staten-Generaal, det hollandske parlament) sig for at intervenere i de nordiske krige ved at sende en flådestyrke under de Ruyters kommando til Østersøen. Årsagen var at man var blevet skeptiske over for Karl 10. Gustav af Sveriges ekspansionsplaner. Efter Karl havde invaderet Polen og kronet sig selv som konge, var Østersøen under svensk kontrol. Om bord på Tijdverdrijf ankom de Ruyter til Øresund den 8. juni, og ventede der på admiralløjtnant Jacob van Wassenaer Obdam. Efter van Wassenaar Obdam havde taget kommandoen over flåden, sejlede den videre til Danzig og befriede den 27. juli byen uden kamp. Fredsaftalen blev underskrevet en måned senere. Før flåden forlod Østersøen var de Ruyter og de andre officerer i audiens hos kong Frederik 3. af Danmark. Senere blev kongen og de Ruyter venner.
I 1657 og 1658 ledede de Ruyter aktioner mod Portugal, og i 1659 havde han kommandoen over en hjælpeflåde, der skulle assistere admiralløjtnant Jacob van Wassenaer Obdam. Van Wassenaer Obdam var blevet sendt til Østersøen i 1658 for at hjælpe danskerne mod den svenske aggression, samt beskytte handelen i østersøområdet. Den 8. november fandt det blodige slaget i Øresund sted, som blev vundet af den hollandske flåde, og befriede København. Svenskerne var imidlertid ikke overvundet, og Generalstaterne besluttede sig for at fortsætte støtten til danskerne. De Ruyter fik en ny flåde under sig, og befriede Nyborg i 1659. Som tak derfor blev han adlet af kong Frederik 3., og fik også ret til at handle med Norge. Han oprettede i 1660 handelskompagniet Noordkaapse Compagnie, der blandt andet beskæftigede sig med hvalfangst frem til 1664.
Mellem 1661 og 1663 havde de Ruyter konvojtjeneste i Middelhavet, hvor han kæmpede mod barbaresk pirater, som det lykkedes ham at aftvinge en aftale med. Aftalen blev brudt kort tid efter han forlod farvandet, hvorpå han i 1664 på ny blev sendt til Middelhavet for at løse problemet.
Den anden engelsk-hollandske krig (1665-1667) I 1664, et år før den anden engelsk-hollandske krig officielt begyndte, vendte de Ruyter tilbage til Middelhavet, hvor der viste sig at være vigtigere opgaver som skulle løses, end at forhandle med piraterne: briterne havde erobret hollandske faktorier (slavestationer) i Vestafrika. I al hemmelighed blev de Ruyters flåde sendt ud for at generobre de hollandske områder. Uventet mødte han en barndomsven, Jan Compagnie fra Vlissingen, på Guldkysten. Som barn var Jan Compagnie blevet taget som slave i Afrika og ført til Zeeland. Nu arbejdede han for det Nederlandske Vestindiske Kompagni i landet, som han var blevet bortført fra.
De Ruyter generobrede de hollandske stationer, som admiral Robert Holmes havde besat, og ødelagde de engelske faktorier som straf for erobringen af de hollandske. Derefter krydsede de Ruyter Atlanterhavet, for at angribe de engelske kolonier i Amerika.