thumb|Bayeux-tapetet fremstiller hændelserne, der førte til slaget ved Hastings og selve slaget. Den normanniske erobring af England begyndte i 1066 med Vilhelm Erobrerens invasion af Kongeriget England og hans sejr i slaget ved Hastings. Den resulterede i et normannisk herredømme over England, som blev cementeret i løbet af få år. Den normanniske erobring var af flere grunde en skelsættende begivenhed i Englands historie: Den fjernede den indfødte herskende samfundsklasse og erstattede den med et fransktalende monarki, aristokrati og kirkeligt hierarki. Den udløste en ændring i engelsk sprog og engelsk kultur. Fordi landet blev underlagt herskere, der kom fra Frankrig, blev England knyttet tættere til det kontinentale Europa, mens den skandinaviske indflydelse svandt. Der blev også blændet op for en rivalisering med Frankrig, som fortsatte i adskillige århundreder. Erobringen fik ligeledes vigtige konsekvenser for resten af de Britiske Øer, fordi den dannede basis for normannernes invasion i Wales og Irland. Også Skotland blev påvirket, fordi at det skotske aristokrati fik tilgang af normanner og andre fransktalende familier og dermed blev påvirket af kontinentets livsform og kultur.
Baggrund
Normandiet er et område i det nordlige Frankrig, som halvandet hundrede år før 1066 havde oplevet massiv indvandring af vikinger. I 911 gav den franske kong Karl den Enfoldige en gruppe vikinger under ledelse af Rollo lov til at bosætte sig i det nordlige Frankrig, og aftalen blev bekræftet i en traktat i byen Saint-Clair-sur-Epte. Karl håbede, at han på den måde kunne dæmme op for vikingernes evindelige angreb på Frankrig. Til gengæld for deres tildelinger af jord og titler skulle Rollos mænd forsvare kysten mod fremtidige angreb fra andre vikinger. Aftalen blev en succes, og vikingerne i området blev kendt som normanner, og deres landområde som Normandiet. Normannerne tilegnede sig hurtigt den lokale kultur, de afsvor hedenskabet og blev kristne. De overtog det lokale gallisk-romanske sprog (langue d'oïl) og supplerede det med udtryk fra deres eget nordiske sprog og skabte det normanniske sprog. De integrerede sig yderligere kulturelt ved at gifte sig ind i den lokale befolkning. Det landområde, de fik tildelt, blev kun betragtet som udgangspunkt for nye udvidelser. De følgende år blev hertugdømmet udvidet mod vest med områderne Bessin, Cotentin og Kanaløerne.
I 1002 giftede kong Ethelred 2. af England sig med Emma af Normandiet, datter af hertug Richard 1. af Normandiet. Deres søn Edvard Bekenderen havde tilbragt mange år i eksil i Normandiet, da han arvede den engelske krone i 1042. Den begivenhed udløste stor normannisk interesse for engelske forhold, idet Edward i høj grad søgte støtte hos sine gamle værter og importerede normanniske hoffolk, soldater og gejstlige og gav dem magtfulde stillinger, især inden for kirken. Den barnløse konge havde i høj grad brug for hjælp, især i sin konflikt med den magtfulde jarl Godwin af Wessex og hans sønner.
Da kong Edvard døde først på året i 1066, betød manglen på en arving, at der dukkede adskillige kandidater op med mere eller mindre legitime krav på den engelske trone. Edvards efterfølger blev jarlen af Wessex, Harold Godvinson, der havde arvet titlen i 1053 og dermed var blevet den rigeste og mest magtfulde engelske adelsmand. Harold blev valgt til konge af den forsamling af rigets førstemænd, der blev kaldt Witenagemot, og han blev kronet af ærkebiskop Aldred.Anglo-Saxon Chronicles, pp. 194-195 Harold blev imidlertid straks udfordret af to magtfulde regenter fra nabolandene. Hertug Vilhelm af Normandiet svor, at han var blevet lovet tronen af kong Edvard, og at Harold havde sværget på, at han var enig. Den anden udfordrer var Harald Hårdråde, som byggede sit krav på en aftale mellem sin forgænger, Magnus den Gode og den danske kong Hardeknud, der i kort tid også var konge af England. Aftalen gik ud på, at hvis en af dem døde uden arvinger, skulle den anden arve både England og Norge. Vilhelm og Harald gik begge i gang med at samle tropper og skibe til en invasion.Senere dukkede der også andre tronkrævere op. Den første var Edgar Atheling, grandnevø til Edvard Bekenderen og en direkte efterkommer af kong Edmund Jernside. Han var nemlig søn af Edvard den Landflygtige, Edmund Jernsides søn, og var født i Ungarn, hvor hans far var flygtet til efter at Knud den Store havde erobret England. Da hans familie vendte tilbage til England, og hans far døde i 1057, var Edgar arvemæssigt set den oplagte kandidat til tronen. Uheldigvis var han blot 14 eller 15 år gammel, da Edvard Bekenderen døde, og han havde ikke meget familie at støtte sig til, så medlemmerne af Witenagemot så bort fra ham. En anden kandidat var Svend Estridsen af Danmark, hvis krav bundede i, at han var barnebarn af Svend Tveskæg og nevø til Knud den Store. Svend fremførte dog først sit krav i 1069. Tostig Godvinsons angreb i 1066 kan også have været indledningen til en kampagne for tronen, men da han først var blevet slået af jarl Edvin af Mercia og jarl Morcar af Northumbrien, og de fleste af hans tilhængere havde forladt ham, sluttede han sig til Harald Hårdråde.
Tostig Godvinson og Harald Hårdråde thumb|De vigtigste skuepladser for den normanniske erobring I foråret 1066 indledte Harold Godvinsons landflygtige og fjendtligt stemte bror Tostig en serie angreb på kystområderne i det sydøstlige England. Han havde rekrutteret sine skibe i Flandern, og senere kom der flere skibe fra Orkneyøerne. Harold udrustede selv en flåde, og stillet over for den trussel sejlede Tostig mod nord og hærgede i East Anglia og Lincolnshire. Han mødte snart resolut modstand fra brødrene jarlerne Edwin af Mercia og Morcar af Northumbria og måtte trække sig tilbage til sine skibe, forladt af de fleste af sine krigere. Tostig sejlede til Skotland, hvor han brugte sommeren på at rekruttere nye folk. Harald Hårdråde invaderede Nordengland i begyndelsen af september i spidsen for en flåde på over 300 skibe og med en hær på måske 15.000 mand. Haralds hær voksese, da Tostig sluttede sig til ham med sine hær. Nordmændene rykkede frem mod York, som de besatte efter at have slået en nordengelsk hær under Edwin og Morcar i slaget ved Fulford den 20. september.Anglo-Saxon Chronicles, pp. 196-197 Harold Godvinson tilbragte sommeren ved sydkysten med en stor hær og flåde, mens han ventede på, at Vilhelm skulle invadere. Den 8. september løb han imidlertid tør for proviant og var nødt til at sende sine soldater hjem. Få dage efter fik han nyheden om den norske hærs angreb, og han marcherede straks mod nord, idet han samlede tropper, mens han kom frem. Det lykkedes ham at overrumple den norske hær og besejre dem i det blodige slag ved Stamford Bridge den 25. september. Harald Hårdråde og Tostig blev dræbt, og nordmændene led så voldsomme tab, at de overlevende kunne være på 24 af de oprindelige 300 skibe. Den engelske sejr var imidlertid dyrekøbt, og Harolds hær var stærkt svækket efter slaget.Anglo-Saxon Chronicles, pp. 197-199
Normannerne invaderer
Imens havde Vilhelm samlet en stor invasionsflåde og en hær, der ikke blot var bemandet med folk fra Normandiet, men med mænd fra hele Frankrig med store afdelinger fra Bretagne og Flandern. Han samlede sine styrker ved Saint-Valery-sur-Somme, og hæren var parat til afsejling den 12. august. Invasionen blev imidlertid udsat, enten fordi vejret var dårligt, eller også fordi man ikke ønskede at møde den stærke engelske flåde. Faktisk ventede normannerne med at krydse den Engelske Kanal til nogle dage efter, at Harold havde slået nordmændene og opløst sin flåde. Normannerne gik i land ved Pevensey i Sussex den 28. september, og de opførte en træborg ved Hastings og brugte den som udgangspunkt for strejftog i omegnen.Anglo-Saxon Chronicles, pp. 198-199; Orderic, vol. 2, pp. 168-171
Harold marcherede sydpå, så snart han hørte om Vilhelms landgang. Han gjorde kun et kort ophold i London for at samle flere folk og rykkede frem for at angribe normannerne. Slaget ved Hastings blev udkæmpet den 14. oktober. Den engelske hær samlede sig i en skjoldborg på toppen af bakken Senlac Hill, og der modstod de normannernes angreb i timevis. De mistede imidlertid en del mænd, da fodfolket forfulgte de normanner, der trak sig tilbage efter angrebene, for så pludselig at vende om og gå til modangreb. Hen under aften brød skjoldborgen sammen, og Harold blev dræbt sammen med sine brødre, jarl Gyrth Godvinson og jarl Leofwine Godvinson.Anglo-Saxon Chronicles, pp. 198-199; Gesta Normannorum Ducum, vol. 2, pp. 166-171; Orderic, vol. 2, pp. 170-179
Kong Vilhelm Erobreren
Efter sejren i slaget ved Hastings drog Vilhelm Erobreren med sin hær videre gennem England. Han begyndte med at sikre kystbyerne ved Kanalen og fortsatte mod Canterbury og London. Overalt modtog han de engelske byers ubetingede underkastelse. Men ikke alle var tilfredse med normannernes ankomst. Jarlerne Morcar og Edwin og flere andre angelsaksiske stormænd konspirerede og havde til hensigt at fortsætte krigen. De agtede at placere Edgar Atheling, en sønnesøn af Edmund Jernside, på tronen og sende normanneren hjem. Vilhelm lod sig dog ikke kue og hærgede det sydlige England i en sådan grad, at de involverede i komplottet overgav sig og svor ham troskab. Herefter drog han til London, hvor han Juledag 1066 blev kronet til konge af England i Westminster Abbey. Denne kroning blev foretaget på samme måde som alle tidligere kroninger. I kirken var store dele af den engelske verdslige og gejstlige overklasse repræsenteret, og da ærkebiskop Aldred af York spurgte englænderne, om de ville have Vilhelm til konge, svarede de alle ja. Denne måde at vise respekt for englændernes traditioner om valgkongedømmet har helt klart været et led i Vilhelms bestræbelser på at sikre de engelske stormænds respekt og loyalitet. Ved at sikre sig befolkningens accept har Vilhelm ligeledes retfærdiggjort krigen, da det nu blev beviseligt for alle, at det var ham, som englænderne ønskede som konge.
Reorganiseringen af England og konsolideringen af det normanniske magtmonopol thumb|Tower of London. Vilhelms oprindelige borg er den firkantede bygning midt i borganlægget.
De kortsigtede følger af den normanniske invasion kom i den grad til at hænge sammen med Vilhelms forsøg på at konsolidere sin trone. Vilhelm måtte sikre folkets såvel som stormændenes loyalitet. Skønt mange af de gamle angelsaksiske jarler havde svoret Vilhelm troskab, betød det ikke, at de holdt af den normanniske besættelsesmagt. Den gamle adelstand havde allerede lidt store tab som følge af slaget ved Hastings, men de få, der var tilbage, udgjorde stadig et problem. Befolkningen nærede utvivlsomt større tiltro til dem end til normannerne, og det var en kilde til oprør. Vilhelm erklærede da alle, der havde kæmpet mod normannerne for fjender af staten. De blev behandlet som forbrydere, og alt deres gods og løsøre blev dem frataget. Da kronen nu besad store mængder jord, lod Vilhelm den uddele til sine trofaste normanniske vasaller. Det var det første skridt i Vilhelms reorganiseringsproces for England, der med tiden blev indrettet som en europæisk feudalstat. Imidlertid bibeholdt Vilhelm landets opdeling fra gammel tid i shires samt essenser fra angelsaksisk lovgivning. Vilhelm skabte på denne måde en stærk kongemagt med loyale stormænd. Det bedste billede af Vilhelms reorganisering af landet fås af Domesday Book. Dette enorme værk indeholder en komplet liste over alle landområder og alt gods i hele riget og var effektiv ved inddrivelse af skatter.