Den fransk-preussiske krig (den fransk-tyske krig) blev udkæmpet mellem Frankrig og Det nordtyske forbund under Kongeriget Preussens ledelse samt de sydtyske lande Baden, Kongeriget Bayern og Württemberg mellem 19. juli 1870 og 10. maj 1871.
Krigen endte med en overvældende tysk sejr. Frankrig var mindre effektive til at mobilisere og formåede intetsteds at besejre deres tyske modstandere. Krigen medførte, at kejser Napoleon III's styre i Frankrig blev erstattet af Den Tredje Republik, mens Tyskland blev samlet under Preussens ledelse.
Baggrund thumb|left|Wilhelm, konge af Preussen og fra 1871 tysk kejser
Den fransk-tyske krig 1870-71 havde mange og dybtliggende årsager. Franskmænd og tyskere nærede som deres regeringer gensidig mistro til hinanden. Frankrig så med misundelse på Preussens øgede magt efter krigen i 1866 og overvurderede den sydtyske modvilje mod tysk samling under preussisk ledelse. Franskmændene håbede, gerne med hjælp fra Østrig, at kunne tage "revanche for Sadowa". Preussen håbede at kunne samle de tyske stater under Preussisk ledelse med en krig hvor Frankrig var den angribende part. Dette skulle få de sydtyske stater til at støtte op om Preussen. Hertil kom Otto von Bismarcks løfte om at fuldføre samlingen med «blod og jern», samt Napoleon III og hans nærmeste omgivelsers tro på, at en ærefuld krig kunne befæste dynastiet og standse den øgede modstand mod regeringens indenrigspolitik.Wawro, side 30
Den udløsende årsag blev prins Leopold af Hohenzollern-Sigmaringens kandidatur til den spanske trone. Spaniens regering tilbød Leopold tronen. Prinsen og hans familie var i tvivl, og han gav afvisende svar to gange, efteråret 1869 og vinteren 1870. Hans holdning blev delt af kong Wilhelm I af Preussen, der som overhoved for huset Hohenzollern deltog i forhandlingerne. Den nordtyske forbundskansler og preussiske statsminister Otto von Bismarck var ikke involveret i forhandlingerne, men fulgte dem med interesse overbevist om, at en forbindelse mellem Preussen og Spanien kunne holde Frankrig i skak. Gennem hemmelige agenter fik Bismarck den spanske regering til at genoptage forhandlingerne, og efter at have vundet kronprins Friedrich for sin sag, accepterede prins Leopold i maj 1870 tilbuddet om den spanske trone.
thumb|left|Napoleon III (1808-1873), fransk præsident 1848-1852, kejser 1852-1870
Før kongevalget kunne ske i Spanien, blev planen imidlertid kendt i Paris. Den franske regering, specielt udenrigsminister Antoine Agénor de Gramont som havde håbet at tilføje Preussen et diplomatisk nederlag, krævede i en aggressiv tone, at prinsens kandidatur formelt skulle trækkes tilbage af regeringen i Berlin. Han lod sin ambassadør, grev Vincent Benedetti, opsøge kong Wilhelm i Bad Ems for at få ham til at fremsætte en sådan erklæring. Kongen, som ønskede at afslutte sin livsgerning i ro, svarede undvigende, at sagen ikke angik Preussen, men kun prinsen personligt, og skyndte sig den 13. juli at give Benedetti underretning om prinsens beslutning og sin velsignelse af den. thumb|Otto von Bismarck. Det telegram, hvori kongen underrettede Bismarck om sin samtale med Benedetti (Die Emser Depesche), offentliggjorde Bismarck samme aften i en let redigeret form: Bismarck fik det til at se ud, som om kongen temmelig brysk havde afvist ambassadørens krav.Bresler, Fenton: Napoleon III: A Life, New York: Carroll & Graf, 1999, sidene 338-339 Emserdepesjen i Store norske leksikon
Denne fremstilling rejste en storm af chauvinistisk uvilje i Paris. Den blev skærpet af Bismarck-inspirerede artikler i den tyske presse. Kejser Napoleon ønskede personligt fred, men han blev revet med af den franske nationalforsamling, og den 19. juli 1870 offentliggjorde han Frankrigs krigserklæring mod Preussen.
Styrkeforhold og mobilisering Franske forberedelser De franske militære forberedelser var dårlige, mens tyskernes var fortræffelige. Derfor tog krigen fra begyndelsen en ganske anden vending end Napoleon III's rådgivere havde regnet med. Den 14. juli 1870 besluttede franskmændene at indkalde reserverne. Dagen efter bevilgede parlamentet og senatet 66 millioner franc til krigen; den 18. juli blev bevillingen øget til 500 millioner. Samme dag blev krigserklæringen udfærdiget og blev dagen efter overleveret af den franske chargé d'affaires i Berlin.
28. juli 1870 forlod Napoleon III Paris og rejste til Metz for at tage kommandoen over den nyoprettede hær, som havde fået navnet Rhin-hæren. Den bestod på dette tidspunktet af kun 202.448 soldater, men det var forventet, at hærstyrken ville vokse i takt med at mobiliseringen gik videre.Howard, side 78.
Det lykkedes ikke den franske krigsledelse at samle mere end 300.000 mand. Størstedelen af dem blev fordelt mellem Metz og Saarbrücken, bortset fra 1. korps, ledet af marskal Patrice Mac-Mahon som blev samlet omkring og nord for Strasbourg, 5. korps ved Bitsche, 6. korps ved Châlons-sur-Marne, og 7. korps i øvre Alsace. Stor uorden rådede såvel under mobiliseringen som under armeernes opmarch.
thumb|Kronprins Fredrik leder tropperne sammen med Moltke
Preussiske og tyske forberedelser Natten mellem 15. og 16. juli 1870 blev mobiliseringsordrer udstedt i Det nordtyske forbunds medlemsstater, fulgt af en tilsvarende ordrer i de sydtyske stater. Det nordtyske forbunds rigsdag bevilgede 120 millioner daler, og de sydtyske folkeforsamlinger tilsammen 34 millioner gylden til krigen.
Den 23. juli begyndte jernbanetransporterne, og den 4. august rykkede tyskernes venstre flanke over den franske grænse. De bestod af tre armeer: Den første armé (ledet af Karl Friedrich von Steinmetz og bestående af 7. og 8. korps, senere også af 1. korps) rykkede frem fra nordøst mod Saarbrücken. Den 2. armé (ledet af prins Friedrich Karl af Preussen og bestående af gardekorpsene 3., 4., 9., 10. og 12., senere også 2., hver på 30.000 mand) steg af ved Mainz og fortsatte til fods bag de andre armeer. Den 3. armé (kommanderet af kronprins Friedrich af Preussen og bestående af 5. og 11. preussiske, 1. og 2. bayerske og baden-württembergske korps, senere også 6. preussiske) blev forlagt i og bag linjen Karlsruhe-Landau. Øverstkommanderende for alle armeer var kong Wilhelm af Preussen med general Helmuth von Moltke som generalstabschef.
Krigens indledning De franske planer De oprindelige franske planer baserede sig på en stærk fransk offensiv fra Thionville mod Trier og videre ind i den preussiske Rhinprovins. Denne plan blev imidlertid ændret til en mere defensiv plan udarbejdet af generalerne Charles Auguste Frossard og Bartélemy Lebrun, hvor Rhin-hæren skulle blive stående i en mere defensiv position ved den tyske grænse og slå en preussisk offensiv tilbage. Franskmændene forventede endvidere, at Østrig, Bayern, Württemberg og Baden ville slutte sig til dem i en krig mod Preussen, og det franske 1. korps skulle invadere området, som i dag er Rheinland-Pfalz, og rykke videre for at "befri" de sydlige tyske stater sammen med styrker fra Østrig-Ungarn. 5. korps skulle kunne sættes ind på det frontafsnittet, hvor det var mest nødvendigt.Wawro, s. 66–67.
Imidlertid mobiliseredes de preussiske styrker langt hurtigere, end den franske plan forudsatte. Endvidere var Østrig-Ungarn ikke i stand til at gå til en ny krig mod Preussen så tidligt efter krigen i 1866, og var tilbageholdne, før de til sidst erklærede, at de kun ville gribe ind i Sydtyskland, hvis befolkningen der støttede en fransk indmarch. Det skete ikke, derimod sluttede de sydtyske stater sig til Preussen og mobiliserede sine styrker mod Frankrig.Howard, s. 47, 48 og 60.
Fransk fremrykning thumb|Franske lansenérer og kyrassérer med bayerske krigsfanger Napoleon III var under et indenrigsk pres for at iværksætte en offensiv, før de tyske stater blev i stand til at gennemføre en fuld mobilisering. De havde fastslået, at kun den preussiske 16. infanteridivision befandt sig i området mellem grænsen og Saarbrücken og over for hele den franske Rhin-hær. Den 31. juli rykkede den franske hær over floden Saar for at indtage Saarbrücken.Howard, s. 85, 86 og 90.
De franske 2. korps og 3. korps krydsede den tyske grænse den 2. august og pressede de fåtallige preussiske styrker tilbage og ud af Saarbrücken ved en række direkte angreb. Det viste sig her, at de franske geværer havde større rækkevidde end preussernes. Alligevel ydede preusserne stor modstand, og franskmændene havde et tab på 86 mand mod preussernes 83 i forbindelse med, at Saarbrücken blev indtaget.
Franskmændenes 2. korps rykkede frem til Saarbrücken den 2. august og fordrev de svage tyske styrker, men trak sig i de følgende dage tilbage til højderne ved Spichern. Der blev de angrebet og slået tilbage af tyskernes 1. og 2. armé den 6. august. For franskmændene var der logistiske problemer med at blive stående i byen: den havde kun én jernbanelinje, som gik ind i Tyskland, og den var nem at forsvare for tyskerne. Endvidere løb floderne langs grænsen og ikke ind i landet, så de egnede sig heller ikke som forsyningskanaler.Wawro, sidene 87 og 90 Mens franskmændene hilste okkupationen velkommen som et første skridt mod Rhinprovinsen og senere Berlin, modtog den franske hærledelse også alarmerende rapporter om, at preussiske og bayerske styrker samlede sig i sydøst foruden dem, som allerede stod i nord og nordøst.Wawro, side 94
Moltke havde i realiteten tre armeer i området: den preussiske 1. arme under Karl Friedrich von Steinmetz bestod af 50.000 stod over for Saarlouis. Den preussiske 2. armé under prins Fredrik Karl på 134.000 mand stod langs linjen Forbach–Spicheren og den preussiske 3. armé under kronprins Fredrik på 120.000 mand stod langs grænsen over for Wissembourg.Howard, side 82 thumb|right|Slaget ved Wœrth 6. august 1870. Franskmændene trak sig derfor i de følgende dage tilbage til højderne ved Spicheren, hvor de blev angrebet og slået tilbage af den preussiske 1. og 2. armé den 6. august.
Tysk fremrykning På den anden fløj overskred den 3. tyske armé grænsen den 4. august og besejrede divisionen Douay af det første franske korps, som var blevet sendt til Wissembourg, hvor der blev bygget defensive positioner, da franskmændene blev klar over hvor nær, den tyske styrke var.Wawro, side 95 Dagen efter fortsatte fremrykningen til Wœrth (Wörth), hvor marskal Patrice Mac-Mahon havde taget stilling med sit korps og en division af det 7. korps. Efter et modigt forsvar blev han slået den 6. august og trak sig i al hast tilbage til Châlons-sur-Marne, da også 5. korps begav sig fra Bitsche. Støttet af Rhinarmeen, som den franske feltarmé blev kaldt, trak de sig efterhånden tilbage til Metz. Der blev de reorganiseret og forenet som det 6. korps og 12. august stillet under marskal Achille Bazaines kommando.
Slaget om Wissembourg stod den 4. august og blev en intens bykrig fra hus til hus. Til trods for stadige angreb fra preussiske og bayerske enheder, holdt de talmæssigt underlegne franske styrker ud,George Hooper: The Campaign of Sedan , side 84, men måtte give tabt, da bybefolkningen i realiteten kapitulerede ved at nægte at give assistance i det, de anså som et tabt sag, for derved at undgå at byen skulle blive yderligere ødelagt. 1.000 franske soldater med fuld udrustning blev taget til fange af de tyske tropper.Wawro, s. 101-103
thumb|Styrker fra Württemberg under slaget om Wœrth De øvrige franske soldater fra Wissembourg trak sig tilbage mod vest. Næste dag fortsatte fremrykningen til Wœrth (Wörth), hvor marskalk Patrice Mac-Mahon havde taget opstilling med sit korps og en division af det 7. korps. Efter et modigt forsvar blev han slået den 6. august og trak sig i al hast tilbage til Châlons-sur-Marne, hvortil også 5. korps begav sig fra Bitsche. Støttet af Rhinhæren trak de sig tilbage til Metz. Der blev de reorganiserede og slået sammen som det 6. korps, og 12. august blev de stillet under marskalk Achille Bazaines kommando.