En intelligenskvotient (forkortet IQ) er en score, som stammer fra anvendelse af standardiserede tests beregnet til at vurdere den menneskelige intelligens. Forkortelsen IQ blev opfundet af psykologen William Stern fra den tyske term Intelligenz-Quotient,Die psychologischen Methoden der Intelligenzprüfung und deren Anwendung an Schulkindern 1912 af William Stern har i tabel XII, side 54 formuleringen "Durchschnittlicbe Intelligenz-Quotienten" - Pdf-fil fra Archive.org hans betegnelse for en scoringsmetode til intelligenstest. Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i en population er normalfordelt omkring en gennemsnitlig værdi, typisk 100, og de øvrige værdier er fordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter hvilken skala man bruger. Standardafvigelse 15 er den mest brugte, og efter den skala har to procent af befolkningen en IQ på 130 eller derover.
Ifølge undersøgelser synes IQ-scorer i nogen grad at være forbundet med forældrenes økonomiske statusIntelligence: Knowns and Unknowns (Report of a Task Force established by the Board of Scientific Affairs of the American Psychological Association, Released August 7, 1995 slightly edited version was published in American Psychologist: ) og til en betydelig grad biologiske forældres IQ. Mens arvelighed af IQ er blevet undersøgt i næsten et århundrede, er der stadig debat om betydningen og effekterne af arvelighed.
IQ-scorer anvendes også ofte som indikatorer for uddannelsesmæssige resultater, arbejdspræstationer og indkomst. De bruges også til at studere IQ-fordelingen i populationer og korrelationen mellem IQ og andre variabler. Råscoren for flere forskellige befolkningers gennemsnitlige IQ har været stigende siden begyndelsen af det 20. århundrede med en hastighed, der kan skaleres til omkring tre IQ-point per årti, et fænomen kaldet Flynn-effekten. Undersøgelse af forskellige mønstre af stigninger i delprøve-scoringer kan også oplyse aktuel forskning i den menneskelige intelligens.
IQ-scorer anvendes også til at vurdere graden af udviklingshæmning i individer, hvor en IQ på under 70 typisk ses som et tilfælde af lettere debilitet. Der er sociale foreninger til folk med IQ-scorer i et specifikt interval, såsom Mensa, der kun optager folk med en IQ i de øverste to procent.
Historie Forløbere til IQ-test Den engelske statistiker Francis Galton lavede det første forsøg på at lave en til bedømmelse af en persons intelligens. Som en pioner indenfor psykometrik og brugen af statistiske metoder til undersøgelse af menneskelig forskellighed og studiet af arvelighed af menneskelige træk troede han, at intelligens langt hen ad vejen var et produkt af arvelighed (med dette mente han ikke gener, selvom han udviklede flere teorier om arvelighed før Mendel).Bulmer, M. (1999). The development of Francis Galton's ideas on the mechanism of heredity. Journal of the History of Biology, 32(3), 263-292.Cowan, R. S. (1972). Francis Galton's contribution to genetics. Journal of the History of Biology, 5, 389-412.Se også: Burbridge, D. (2001). Francis Galton on twins, heredity and social class. British Journal for the History of Science, 34, 323-340. Hans hypotese var, at der skulle eksistere en korrelation mellem intelligens og andre ønskede træk såsom reflekser, muskelgreb og hovedstørrelse.Fancher, R. E. (1983). Biographical origins of Francis Galton's psychology. Isis, 74(2), 227-233. Han startede det første center i verden for mental-testning i 1882 og udgav i 1883 bogen Inquiries into Human Faculty and Its Development, hvor han gennemgik sine teorier. Efter indsamling af data om en række fysiske variabler, var han dog ikke i stand til at vise en sådan sammenhæng, og han opgav til sidst denne forskning.
thumb|Den franske psykolog Alfred Binet var en af de centrale udviklere af det, der senere blev kendt som Stanford–Binet Intelligens-skalaen.|257x257px Den franske psykolog Alfred Binet havde sammen med og mere succes i 1905, hvor de udgav , som fokuserede på verbale evner. Testen havde til hensigt at skulle identificere psykiske handicap hos skolebørn.Nicolas, S., Andrieu, B., Croizet, J.-C., Sanitioso, R. B., & Burman, J. T. (2013). Sick? Or slow? On the origins of intelligence as a psychological object. Intelligence, 41(5), 699-711. doi:10.1016/j.intell.2013.08.006 (This is an open access article, made freely available by Elsevier.)
Scoren på en Binet-Simonskala skulle vise barnets "mentale alder". For eksempel ville et seks år gammelt barn, der klarede alle de opgaver, andre seks årige også klarede - men intet derudover - have en mental alder, der svarede til barnets alder, altså seks år. Binet mente dog, at intelligens som fænomen var mangesidet. Ifølge Binets synspunkt var skalaen begrænset, og han understregede, at han så en stor forskellighed inden for intelligens og fandt et behov for at studere fænomenet kvalitativt frem for kvantitativt.
Den amerikanske psykolog udgav en oversættelse af testen i 1910. Efterfølgende udkom en revideret udgave i 1916 udgivet af , der resulterede i en test med den såkaldte Stanford-Binet intelligensskala. Den blev den mest anvendte test i USA i årtier.
Generel faktor (g) thumb|En illustration af Spearmans to-faktor intelligensteori. Hver lille oval er en hypotetisk mentaltest. De blå områder svarer til test-specifikke varians (s), mens de lilla områder repræsenterer variansen som kan tilskrives g.|190x190px|left De mange forskellige former for IQ-tests anvender en bred vifte af metoder. Nogle tests er visuelle, nogle er verbale, nogle tests bruger kun abstrakte opgaver, og nogle tests koncentrerer sig om matematik, fysisk billedsprog, læsning, ordforråd, hukommelse eller almen viden.
Den britiske psykolog Charles Spearman lavede i 1904 den første faktoranalyse af korrelationer mellem forskellige tests. Han observerede, at børns præstationer i tilsyneladende urelaterede skoleemner var positivt korreleret, og mente, at årsagen til disse korrelationer, reflekterede indflydelse af en underliggende generel mental evne, der havde effekt på alle former for mentale tests. Han foreslog at alle mentale evner kunne visualiseres med en enkelt generel evnefaktor og et stort antal små opgavespecifikke evnefaktorer. Spearman navngav den g for "generel faktor" og kaldte de specifikke evnefaktorer s. I enhver samling af IQ-tests er den bedste måling af g den test, som har den højeste korrelation med alle de andre tests. De fleste af disse g-fyldte tests involverer typisk abstrakte opgaver. Derfor betragter både Spearman og andre g som essensen af intelligens.
Mange psykometrikere accepterer i princippet dette argument. Nutidens faktormodeller af intelligens repræsenterer typisk en persons kognitive evner som et hierarki med tre niveauer, hvor et stort antal små faktorer er nederst i hierarkiet, en håndfuld brede, mere generelle forhold på det mellemliggende niveau, og i spidsen en enkelt faktor g, som repræsenterer en fælles varians for alle kognitive opgaver. Denne opfattelse er imidlertid ikke universelt accepteret: andre faktoranalyser af data med forskellige resultater er mulige. Nogle psykometrikere betragter g som et statistisk artefakt. Den mest anvendte test til måling af g er Ravens Progressive Matricer, som er en visuel test.
USA's rekruttering under første verdenskrig Under første verdenskrig var det nødvendigt med en måde til at vurdere og fordele hærens rekrutter til relevante opgaver. Dette førte til den hurtige udvikling af flere psykiske tests. Efter krigen bidrog positiv omtale af hærens psykologiske testning til at gøre psykologi til et respekteret fag. Efterfølgende var der en stor vækst i beskæftigelsen og finansiering af psykologi i USA. Gruppeintelligenstest blev udviklet og blev udbredt i skoler og industri.
argumenterede for en model af intelligens, der omfattede syv uafhængige faktorer (verbal forståelse, ord-talefærdighed, nummerfacilitet, rumlig visualisering, associativ hukommelse, perceptuel hastighed, ræsonnement og induktion). Selvom den ikke blev populær, påvirkede den senere teorier.
producerede den første version af sin test i 1939. Efterhånden blev den mere populær og overhalede i 1960'erne Binet. Den er blevet revideret flere gange, som det er almindeligt for IQ-tests til at optage ny forskning. En forklaring er, at psykologer og pædagoger ønskede mere information end den enkelte score fra Binet. Wechslers 10+ delprøver muliggjorde dette. En anden er, at Binet fokuserede på verbale evner, mens Wechsler også omfattede ikke-verbale evner. Binet-testen er nu blevet revideret flere gange og ligner nu Wechsler i flere aspekter, men Wechsler er fortsat den mest populære test i USA.
Cattell-Horn-Carroll teorien thumb|Psykologen Raymond Cattell definerede flydende og krystalliseret intelligens og er forfatter til Cattell Culture Fair III IQ test.|273x273px Raymond Cattell foreslog to typer af kognitive evner i en revision af Spearmans koncept om generel intelligens. Flydende intelligens (Gf) blev antaget som evnen til at løse nye problemer ved at bruge ræsonnement, og krystalliseret intelligens (Gc) blev antaget som en videnbaseret evne, der var meget afhængig af uddannelse og erfaring. Desuden blev det antaget at flydende intelligens faldt med alderen, mens krystalliseret intelligens blev antaget til at være stort set statisk. Teorien blev næsten glemt, men blev genoplivet af hans elev (1966), som senere argumenterede for at Gf og Gc var kun to blandt flere faktorer, og han identificerende til sidst 9 eller 10 brede evner. Teorien fortsatte med at blive kaldt Gf-Gc teorien.
(1993) foreslog efter en omfattende reanalyse af tidligere data tre-stratumteorien, som er en hierarkisk model med tre niveauer. Det nederste lag består af smalle evner, der er højt specialiserede (fx induktion, stavningsevne). Det andet lag består af brede evner. Carroll udpegede otte evner i anden stratum. Carroll accepterede Spearmans koncept om generel intelligens, for det meste, som en repræsentation af det øverste, tredje lag.
I 1999 har en sammensmeltning af Cattell og Horns Gf-Gc teori med Carrolls Tre-Stratum teori ført til Cattell-Horn-Carroll teorien. Det har i høj grad påvirket mange af de nuværende brede IQ-test. Det hævdes, at dette afspejler meget af det man ved om intelligens fra forskning. Et hierarki af faktorer anvendes, hvor g er øverst. Under det er 10 brede evner, som igen er opdelt i 70 smalle evner. De brede evner er: Flydende intelligens (Gf) omfatter den brede evne til at ræsonnere, danne begreber, og løse problemer ved hjælp af ukendte oplysninger eller nye procedurer. Krystalliseret intelligens (Gc) omfatter bredden og dybden af en persons erhvervede viden, evnen til at kommunikere sin viden, og evnen til at ræsonnere ved hjælp af tidligere lærte erfaringer eller procedurer. Kvantitative ræsonnement (Gq) er evnen til at forstå kvantitative begreber og relationer, og at manipulere numeriske symboler. Læsning og skrivningsevne (Grw) indeholder grundlæggende læse- og skrivefærdigheder. Korttidshukommelse (Gsm) er evnen til at opfatte og holde information i umiddelbar bevidsthed, og derefter bruge det i løbet af få sekunder. Langsigtet opbevaring og genfinding (Glr) er evnen til at lagre information og flydende hente det senere ved at tænke. Visuel forarbejdning (Gv) er evnen til at opfatte, analysere, syntetisere, og tænke i visuelle mønstre, herunder evnen til at gemme og huske visuelle fremstillinger. Auditiv bearbejdning (Ga) er evnen til at analysere, syntetisere og diskriminere lydmæssige stimuli, herunder evnen til at behandle og skelne talelyde, som kan præsenteres under fordrejede omstændigheder. Behandlingshastighed (Gs) er evnen til at udføre automatiske kognitive opgaver, især når der måles under pres for at opretholde fokuseret opmærksomhed.