right|thumb|290px|Et desmerdyr i Zigong People's Zoo, Sichuan i 2001. Dyret blev holdt sultent, så gæsterne kunne fodre det med levende ål."Sichuan 2001" , Asian Animal Protection Network. Dyreret eller dyrs rettigheder er en filosofisk ide. Dyrebefrielsesbevægelsen kæmper mod, at dyr bliver betragtet som menneskers ejendom. Bevægelsen er en radikal social bevægelse,Guither, Harold D. Animal Rights: History and Scope of a Radical Social Movement. Southern Illinois University Press; genoptryk 1997. "Ethics," Encyclopaedia Britannica. der ikke kun sigter mod at skaffe bedre forhold for dyr"Environmentalism," Encyclopædia Britannica., men også at indlemme andre arter end mennesket i det moralske fællesskabTaylor, Angus. Animals and Ethics: An Overview of the Philosophical Debate, Broadview Press, maj 2003. ved at give deres grundlæggende interesser samme vægt som menneskers."Animal rights," Encyclopædia Britannica. Påstanden er, at dyr hverken juridisk eller etisk bør betragtes som menneskers ejendom eller behandles som ressourcer for menneskelige formål."'Personhood' Redefined: Animal Rights Strategy Gets at the Essence of Being Human" , Association of American Medical Colleges.
Inden for dyreretsfilosoffernes egne rækker findes der forskellige tilgange til filosofien. Nogle kæmper ud fra et utilitaristisk synspunkt, mens andre støtter ideen om dyrs rettigheder ud fra et abolitionistisk.
Kritikere af dyrerettigheder indvender, at dyr hverken er bevidste, formår at indgå i en social kontrakt eller foretager moralske valg. Derfor kan de ikke kan besidde rettigheder, og det er ikke er forkert at bruge dem som mad, til fornøjelse og i forskningsøjemed, selv om mennesker kan have pligt til at sørge for, at de ikke lider unødvendigt.Frey, R.G. Interests and Rights: The Case against Animals. Clarendon Press, 1980 Dette synspunkt kaldes generelt dyrevelfærdssynspunktet og fastholdes af nogle af verdens ældste dyrebeskyttelsesorganisationer.
Filosofi
Dyreret er et begreb, som påstår, at dyr har grundlæggende rettigheder, som retten til deres eget liv. Og at de grundlæggende dyrerettigheder bør reflekteres af loven. Dyreretsforkæmpere afviser tanken om, at dyr blot er ting eller ejendom, som udelukkende skal gavne mennesker. Det må ikke forveksles med dyrevelfærd, som kun anerkender, at dyrs interesser skal vægtes, men uden at tilskrive dem specifikke rettigheder.
Dyreret betyder ikke, at mennesker og dyr skal behandles ens i alle henseender, fordi en række menneskelige samfundsforhold ikke er en del af dyrenes verden og altså ikke er noget, de kan have interesser i. Nogle filosoffer skelner også mellem dyr, som er selvbevidste, og dem, der "blot" har bevidsthed og er modtagelige for sanseindtryk. De taler for, at kun selvbevidste dyr, eller endda kun dyr som har en betydelig grad af selvopfattelse, bør tildeles retten til deres eget liv. Tilhængere af dyreret mener, at enhver, som gør dyr til en "vare", som bruges til mad, underholdning, kosmetik, tøj, dyreforsøg eller noget andet, krænker dyrs ret til en tilværelse.
I slutningen af 1960'erne og først i 1970'erne demonstrerede Martin E.P. Seligman, at hunde, som gentagne gange bliver udsat for elektrochok, opfører sig næsten som deprimerede mennesker. Han skrev:
I modsætning hertil har dyr som vandmænd simple nervesystemer og reflekser, men er ude af stand til at få deres handlinger til at give mening, eller forfølge nogen former for mål, og er på samme måde ude af stand til at bemærke, om de er i fangenskab eller ej. Men sindets biologi er næsten en stor sort boks, og enhver form for påstande om eksistensen af, eller mangelen på, bevidsthed hos andre dyr baseret på deres psykologi, er spekulative.
Debatten om dyreetik vanskeliggøres som andre moralske debatter af besværet med at skabe klare kriterier om moral og politik. Det normale menneske/ikke-menneske forhold har dybe rødder i forhistorisk tid og traditioner, mens argumenter for dyrs rettigheder vanskeliggøres på grund af menneskets manglende evne til at forstå de givne dyrs subjektive tilstand.
Modstandere af dyrs rettigheder har fremhævet forskelle mellem mennesker og dyr, som de mener kan retfærdiggøre tildelingen af rettigheder til førstnævnte, men ikke til sidstnævnte. Der er blevet fremhævet, at definitionen af mennesket, deriblandt at det besidder en sjæl, har evnen til at bruge et sprog, har selvbevidsthed, et højt intelligensniveau og evnen til at opfatte andres rettigheder og interesser. Modargumentet lyder, at sådanne kriterier muligvis kan gælde for nogle mennesker, men ikke alle, eller for alle mennesker, men også for nogle dyr.
Andre modstandere af dyrs rettigheder har fremhævet dobbeltmoralen i, at tilhængere af dyreret mener, at dyr bør beskyttes mod mennesker, men ikke mod andre dyr. Baronesse Mary Warnock skrev i sin bog An Intelligent Person's Guide to Ethics:
Dyreret og dyrevelfærd Tanken om dyreret forveksles ofte med dyrevelfærd. Der er forskelle på de to begreber. Dyreretsforkæmpere mener filosofisk set, at dyr har rettigheder, som ikke bør krænkes. Mens dyrevelfærdsorganisationer mener, at dyrs levevilkår skal forbedres, uden at tage stilling til rettighedsbegrebet. Fx kæmper fortalere for dyrevelfærd for forbedrede forhold for dyr i dyretransporter og i industrialiserede landbrug, mens dyreretsfortalere kæmper for en fuldstændig afskaffelse af kommercielt dyrehold, da en af de basale rettigheder, som dyr ifølge dyreretsorganisationer bør have, er retten til sit eget liv – en ret som ikke bliver tilgodeset, hvis dyret vokser op som en del af et kommercielt dyrehold.
Forskellige tilgange til dyreret Peter Singer og Tom Regan er de bedst kendte fortalere for dyrs frigørelse, selv om de har hver deres filosofiske fremgangsmåde. En tredje vigtig tænker er Gary Francione, som repræsenterer det abolitionistiske syn: dyr bør lige som mennesker have den grundlæggende rettighed ikke at blive behandlet som menneskers ejendom.
Utilitaristisk tilgang Selvom Singer siges at være den ideologiske grundlægger af nutidens dyrebefrielsesbevægelse, er hans tilgang til et dyrs moralske status ikke baseret på begrebet om rettigheder, men på utilitaristiske principper. Hans bog Animal Liberation fra 1975 talte for, at det afgørende for at tage hensyn til andre mennesker ikke begrundes i deres intelligens (idet der stadig skal tages hensyn til fx børn og mentalt handicappede), i deres evne til at handle moralsk (igen børn eller sindssyge), eller af nogen anden egenskab, som ifølge sin natur er menneskelig, men snarere på grundlag af deres evne til at opleve lidelse.Singer, Peter. Animal Liberation, 1975; anden udgave, New York: Avon Books, 1990, Han argumenterer for, at hvis det at kunne opleve lidelse er afgørende for at tage hensyn til andre og dyr også kan opleve lidelse, vil det at ekskludere dem fra sådanne hensyn være en form for diskriminering, som han benævner "speciesisme."
Singer bruger specielt et argument, som han kalder "argumentet fra grænsetilfælde": Hvis vi giver rettigheder til mennesker baseret på nogle egenskaber, de besidder, så kan vi ikke argumentere for, at mennesker som mangler den egenskab bør have rettigheder. Sådan en egenskab kan være evnen til at indgå en social kontrakt eller rationalitet. Men et spædbarn født med en defekt, så det aldrig vil opnå de egenskaber (og fx aldrig blive mere intelligent end en hund), ønsker vi stadig at give rettigheder. Men så kan vi ikke tildele rettigheder til barnet alene (og ikke hunden) uden at det er speciesisme. Singer mener, at måden hvorpå mennesker bruger dyr ikke er retfærdig, fordi fordelene for menneskene er forsvindende små i forhold til mængden af dyrs lidelse, og fordi han mener at de samme fordele kan opnås på andre måder, som ikke involverer den samme grad af lidelse.
En større debat i flere dele mellem Singer og den amerikanske dommer Richard Posner om Animal Liberation kan læses online. I debatten argumenterer Posner for, at i stedet for at basere sin filosofi på ideen om at hensyntagen til smerte fordi alle dyr er lige, fortæller hans moralske intuition ham, at mennesker foretrækker deres egen art. Hvis en hund truede et spædbarn, og det for at få hunden til at stoppe ville kræve, at man påførte hunden mere smerte, end hunden ville have forårsaget hos spædbarnet, ville vi, menneskene, alligevel skåne spædbarnet. Det ville være "uhyrligt at skåne hunden." Singer udfordrede Posners moralske intuition med etiske argumenter om, at de tidligere ulige rettigheder for homoseksuelle, kvinder og andre racer også blev retfærdiggjort ved brug af moralsk intuition. Posner svarede, at lighed i borgerrettigheder ikke opnåedes af etiske grunde, men på grund af fakta, som indikerede, at der ikke var nogen betydelig forskel mellem mennesker af forskellig race, køn eller seksuel orientering, som ville kunne retfærdiggøre ulighed. Hvis og når der fremkommer lignende fakta om forskellene mellem mennesker og dyr, vil de forskelle i rettigheder også forsvinde. Men lighed vil drives af fakta og ikke af etiske argumenter, som går mod det moralske instinkt. Posner kalder sin egen fremgangsmåde for "blødt utilitaristisk" i modsætning til Singers "hårdt utilitaristiske", hvori begreberne "hård" og "blød" henviser til den styrke, de etiske argumenters logik har til at overvinde den moralske intuition. Posner konkluderer sine filosofiske argumenter med:
Posner er blevet kritiseret for at drage den naturalistiske fejlslutning, når han med argumentet at størstedelen af Amerikas befolkning deler hans intuitionistiske måde at tænke på slutter, at det også bør være sådan. Kritikere af etisk intuitionisme har indvendt, at størstedelen af intuitionen ikke indeholder andet, end hvad vores historie og opdragelse har lært os om, hvordan vi altid har handlet.
Rettighedsbaseret tilgang Tom Regan (The Case for Animal Rights og Empty Cages) argumenterer for, at ikke-menneskelige dyr har rettigheder ligesom mennesker. Han mener, at eftersom menneskers rettigheder er baseret på besiddelsen af bestemte, kognitive evner, og eftersom i det mindste nogle ikke-menneskelige dyr også besidder disse evner, bør sådanne dyr have de samme rettigheder som mennesker. Selv om kun almindelige mennesker kan handle moralsk, skal både mennesker, der er "grænsetilfælde", og mindst nogle ikke-mennesker have status som moralske "patienter".
Dyr, som falder i denne gruppe, har "naturlig værdi" som individer og må ikke betragtes som et middel til at nå et mål. Ifølge Regan bør vi afskaffe avl af dyr til brug som mad, dyreforsøg og kommerciel jagt. Regans teori omfatter ikke alle sansende dyr, men kun dem, som kan vurderes at være subjekter for deres eget liv. Han mener, at alle normale pattedyr, som er mindst et år gamle, ville passe ind i denne vurdering.
Der er dog visse argumenter imod Regans rettighedsbaserede fremgangsmåde: Hvis vi skal beskytte dyr ved at give dem rettigheder fra menneskehedens område, skal vi så også beskytte dem mod andre dyr? Dette rejser også spørgsmålet, om tildeling af en bestemt moralsk status for dyr vil kunne betyde udryddelse af visse grupper af rovdyr.
Som utilitarist kan Singer acceptere, at dyr i visse hypotetiske scenarier legitimt vil kunne bruges som middel til at opnå (menneskelige eller ikke-menneskelige) mål, mens Regan mener, at vi bør behandle dyr, som vi ville behandle personer, og han håndhæver den strenge kantianske idé, at de aldrig bør ofres blot som midler til at nå et mål, men bør behandles som deres eget mål. Kant mente dog ikke selv, at dyr hørte under det, han kaldte den moralske lov; hans opfattelse var, at vi burde vise medlidenhed med dem, men hovedsagelig fordi mennesker ellers ville brutaliseres, og altså ikke for dyrenes egen skyld.