thumb|Indgangen til Sachsenhausen. Sachsenhausen var en koncentrationslejr i Nazi-Tyskland. Den blev åbnet 12. juni 1936 i Oranienburg, 35 kilometer nord for Berlin. Grunden var på 31 hektar, men blev gradvis udvidet. Sachsenhausen var den første lejr der blev opført, efter at Reichsführer-SS Heinrich Himmler var blevet udnævnt til leder af det tyske politi i 1936.
Efter krigen overtog Sovjetunionen lejren og brugte den fra 1945 til 1950 som fangelejr for nazistiske krigsforbrydere og formodede antikommunister.
Lejrens historie thumb|Arbeit Macht Frei ved indgangen til Sachsenhausen. thumb|Himmler besøger lejren i 1936. thumb|Resterne af lejrens krematorium. Sachsenhausen blev opkaldt efter et kvarter i byen Oranienburg og blev anlagt i udkanten af byen. På indgangsporten står sloganet Arbeit macht frei (= Arbejde gør fri), også kendt fra andre lejre, såsom Auschwitz.
I sommeren 1936 blev der i fyrreskoven ved Oranienburg fældet træer og bygget en beboelsesbarak. 12. juli blev der indkvarteret en forkommando på 50 fanger fra koncentrationslejren Esterwegen i Emsland. I de næste seks uger ankom yderligere tre transporter på hver tre hundrede fanger derfra. De næsten tusind fanger begyndte at bygge Sachsenhausen. Senere kom der fanger fra koncentrationslejrene Lichtenburg og Sachsenburg, samt fanger direkte fra Gestapo.
Lejrens 31 hektar var omgivet af pigtrådshegn. I løbet af et år nåede lejren op på 126 hektar, da der blev bygget SS-kaserner, industribygninger og to SS-boligområder. Ved lejrens befrielse i 1945 var området på over 388 hektar. Galgen stod oprindeligt ved appelpladsen, men blev flyttet pga. klager fra naboerne, der kunne se henrettelserne fra deres vinduer. Civile, der boede lige ved lejren, havde rejseforbud som et forsøg på at forhindre dem i at bringe videre, hvad der foregik i lejren. Fangen, der skulle hænges, sad måske i dagevis i barak 15. Før henrettelsen blev fangen lagt over en træbuk, fødderne spændt fast i en blykasse og kroppen hejst op, så han ikke kunne røre sig. Han blev derefter tildelt mindst femten stokkeslag af en Schläger, før han blev hængt. En gang fik en fange henved 100 stokkeslag, og midt under hængningen råbte en hollandsk student blandt fangerne: "Og det her er Goethes land!" Han blev straks grebet af SS'erne.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 88), forlaget Oktober, Oslo 2010,
Om natten var lejren blikstille. En vagt på cykel kørte rundt om lejren og standsede ved hvert vagttårn. Vagtposterne i tårnet råbte: "Nichts Neues" (= Intet nyt). Cyklisten forholdt sig tavs. Han skulle komme uanmeldt for at kontrollere mørklægningen og for at sikre, at vagterne holdt sig vågne.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 90)
1. februar 1945 gav Gestapo-chef Heinrich Müller lejrkommandanten Anton Kaindl ordre til at ødelægge lejren og slette alle spor. Syge, arbejdsudygtige og de farligste politiske fanger skulle straks dræbes. Specielt var SS bange for, at de mest centrale politiske fanger skulle falde i sovjetiske hænder. Allerede natten til 2. februar begyndte massakren. Henved 200 fanger blev skudt i Station Z, blandt dem 60 sovjetiske officerer. Også nitten politimænd fra Luxembourg blev skudt, fordi de ikke ville gå ind i Wehrmacht.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 184) Frem til 22. februar 1945 blev cirka 4.000 fanger henrettet. Flere gange om ugen ankom en kurér fra Berlin med navne på politiske fanger, der skulle henrettes.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 190)
Lejren skulle bruges som model for andre lejre som Auschwitz og Buchenwald. Sachsenhausen rummede i begyndelsen kun NSDAPs politiske modstandere som kommunister, socialdemokrater og andre anti-nazister, men senere også andre, som Hitler så som trusler mod det tyske folk. Lejren tjente som uddannelsessted for SS'ere, der skulle arbejde i koncentrationslejre.
Fanger SS gav fangerne en slags "indre selvstyre", der spillede politiske fanger (med en rød vinkel på fangedragten) ud mod kriminelle (med grøn vinkel) og asociale (sort vinkel – de var arresteret for druk eller prostitution, og i særlig grad sigøjnere). Homoseksuelle havde en lyserød trekant og blev hurtigt dræbt. Jøder havde en rød og gul trekant over hinanden i stjerneform. Jehovas Vidner gik med en violet trekant.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 59-61) Et tretal betød, at fangen var utilregnelig.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 122)
Fangerne udgjorde tre kategorier: Dem, der skulle leve, og dermed blev registreret både på et kartotekkort og et spørgeskema. Dem, der straks skulle dø, og kun blev skrevet op på et skema. Til sidst "indianerne", der ankom lejren bemalet i ansigtet og som regel i lænker. For dem var der forlangt dødsdom, og de fik en særlig brutal behandling indtil afgørelsen forelå. Fristen var på tre måneder, men de fleste var omkommet længe inden.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 111)
Om sommeren skulle alle stå op klokken 4, om vinteren klokken 5. Der var ingen morgenmad, men der blev hentet erstatningskaffe i tyveliters kedler. De udsultede russiske fanger blev ofte forbrændt, fordi de var for svage til at bære kedlerne. Klokken 6 måtte fangerne tage opstilling til morgenappel, fem og fem i hvert geled, efter system, der gjorde, at hvis en af 30.000 fanger manglede, kunne tyskerne straks se, hvilken barak han kom fra. Klokken 7 var der udmarch til arbejdskommandoen. Klokken 12 var der suppe kogt på den kål, SS havde kasseret.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 62)
thumb|Fanger i lejren. Lejren var beregnet til 12.000 fanger, men på et tidspunkt nåede tallet op på 60.000 på en gang. Fra 1936 til 1939 var fangerne tyskere, først og fremmest kommunister og socialdemokrater. I alt cirka 200.000 fanger fra fyrre nationer endte her. Det faktiske dødstal er ukendt, men antages at ligge omkring 50.000.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 56) Frem til årsskiftet 1942-43 var forholdene specielt dårlige med høj dødelighed. Derefter bedredes forholdene noget, fordi fangerne blev vigtige som tvangsarbejdere i rustningsindustrien. Skandinaverne fik nu Røde Kors-pakker hjemmefra. Pakkerne fra Danmark var på fem kilo og indeholdt knækbrød, vitaminer og æske-ost; pakker fra Norge tran og saltet sild eller tørfisk. Svensk Røde Kors sendte fra sommeren 1943 pakker på ti kilo og fra efteråret også tøj, sendt til navn og nummer, men de pakker blev åbnet af lejrledelsen og først uddelt efterhånden. Fra efteråret 1943 sendte Portugals Røde Kors-dåser med sardiner eller tunfisk i olie. Quisling forbød fra det tidspunkt Norges Røde Kors at sende pakker til nordmænd i tysk fangenskab, men han kunne ikke forhindre dem i at modtage pakker fra dansk, svensk og portugisisk Røde Kors. Også fra Egypten kom der hjælpepakker.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 104-5)
Lejrens fanger blev lejet ud til de nærliggende gårde. Her traf de ældre tyske bønder, der ikke var nazister, og som hjalp fangerne til ekstra mad.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 85)
Der var omkring 2.000 kvinder i lejren bevogtet af kvindelige SS-fangevogtere. For hver ti mandlige SS-fangevogtere, var der én kvindelig. For ikke-jødiske fanger var der også et bordel i lejren.
Henrettelsesafdelingens (Station Z) krematorie blev forsynet med et lille gaskammer i 1943. Når fangerne var brændt i krematorieovnene, blev asken som regel smidt i den nærliggende Oder-Havel-Kanal.
thumb|right|Skoløberbanen. Skoløberkommandoen Skoløberkommandoen var en straffekommando, hvor fanger, der var beskyldt for spil, dovenskab, byttehandel, tyveri af mad fra kantinen eller homoseksuelle handlinger, blev sat til at marchere dagen igennem for at udprøve forskellige såletyper for tyske skomærker som Salamander, Bata og Leiser. Læder var rationeret, så forskellige erstatninger blev afprøvet. Gummisåler klarede over 3.000 km, tilsvarende 75 dages marcheren; læderfiberstoffer knapt 1.000 km; mens bøjelige såler af PVC fra IG Farben klarede 2.000 km. Alt blev nøje protokolført, bortset fra antal omkomne. Man anslår dog, at op til tyve mennesker omkom i skoløberkommandoen – dagligt. Det tyske erhvervsministerium finansierede udprøvningen med seks rigsmark per fange per dag. Det var kun tilladt at fremstille kunstlæder, der havde bestået testen i Sachsenhausen.Norman Ohler: Hitlers rus (s. 216-17), forlaget Spartacus, Oslo 2016,
En strækning på 700 m af skoløberbanen blev rekonstrueret omkring 1961. Løbebanen var tænkt som et tværsnit af de veje, tyske soldater skulle marchere på: 58 % beton, 10 % grus, 12 % løs sand, 8 % ler under vand, 4 % puksten, 4 % grov sten og 4 % brosten. Skomagermester Ernst Brennscheidt Collections Search - United States Holocaust Memorial Museum fra Sensburg byggede kommandoen op fra 120 fanger til 170. Han var aldrig medlem af NSDAP eller SS, men berygtet for sin grusomhed. Han drev tempoet op og forlængede den daglige strækning til et "marathon" (mere end 40 km). Fangerne måtte bære en rygsæk på 12,5 kg for at belaste sålerne yderligere. Ofte fik de for trange sko på, eller sko af forskellige størrelse på højre og venstre fod. Hver tiende km blev sålerne undersøgt. Fangerne måtte ofte sat til at gøre knæbøjninger eller krybe, selv om de udsultede mennesker allerede var helt udkørte. Brød en fange sammen, pudsede Brennscheidt sin schæferhund på ham.Norman Ohler: Hitlers rus (s. 216)
I dagene 17.-20. november 1944 lejede Kriegsmarine kommandoen til udprøvning af stoffer, der kunne holde ubådmandskaber vågne fire døgn i stræk. Kl 20:30 den første aften delte marinelæge Hans-Joachim Richert kæmpedoser ud til hver enkelt: 50-100 mg rent kokain i pilleform; 20 mg som tyggegummi eller 20 mg metamfetamin, også som tyggegummi. En halv time senere, når virkningen blev mærkbar, startede en march natten igennem. Den tyveårige Günther Lehmann var den eneste, der stadig var på benene næste formiddag kl 11, efter 96 km. Fangerne var vågne hele dagen; om aftenen fik de igen den samme dose, men slap for at gå. I stedet tilbragte de denne og de næste to nætter med at spille kort og sludre med hinanden. Den næste gruppe fik det endnu strengere, for Lehmanns rekord blev nu standarden: Hvis de ikke klarede 90 km, blev de skudt. Dr Richert noterede: "Naturlige anlæg og vilje bliver i hovedsag overvundet af lægemidlets virkning." De afmagrede fanger var forvandlet til vandrende robotter. Dr Richerts anbefalede dose for fire døgns vågen tilstand lød på kokainsalt og kokainbase, begge som 20 mg i tyggegummi. Efter krigen løj marinens sanitetstjeneste om, at den ikke havde haft noget med SS at gøre; og den blev derfor aldrig tiltalt under lægeprocesserne i Nürnberg.Norman Ohler: Hitlers rus (s. 217-20)
Kamp om lejrledelsen I 1942-44 kæmpede de 'kriminelle' og politiske fanger om magten. De 'kriminelle' og 'asociale' styrede frem til sensommeren 1943, da der blev afsløret en omfattende svindel i fangeledelsen, som blev afsat. SS havde mistanke om, at de 'kriminelle' solgte guld, diamanter og valuta. Værdierne blev fundet i de ladninger med tøj og sko, der blev sendt til Sachsenhausen efter at være blevet stjålet fra de jøder, som blev dræbt i gaskamrene i blandt andre Auschwitz. I Sachsenhausen snittede fangerne i lejrens skofabrik sko og støvler op til fremstilling af skotøj. Alle de fundne værdisager skulle leveres til SS, men nogle fanger stak dem til side, og medskyldige fra SS brugte pengene til at købe ejendomme for. Da SS var indblandet i svindelen, sendte Gestapo folk til lejren for at undersøge sagen.Øystein Bentsen: Samhold og svik (s. 119-20) De politiske fanger overtog nu den interne ledelse og indsatte kommunistiske barakchefer (Lagerälteste = lejrens ældste).