Jøder i Danmark er en forholdsvis sent dokumenteret foreteelse. De første jøder der vides at være kommet til Danmark, var inviteret af Christian 4. Denne så nemlig at de portugisiske jøder – de sefardiske jøder – havde en gunstig indvirkning på økonomien i de lande hvor de boede, og forbedring af den danske økonomi var noget Christian 4. havde brug for. Han lokkede jøderne til landet med skattefordele og løfter om at jøderne måtte klæde sig som de ville. Dette var absolut ikke normalt dengang: Jøder blev i andre europæiske lande tvunget til at klæde sig på forskellig vis og oftest også til at bo i ghettoer.
1600- og 1700-tallet thumb|Mosaisk Nordre Begravelsesplads, etableret 1694 og siden udvidet flere gange De første jøder bosatte sig i Glückstadt i Holsten da de kom i 1634. En sefardisk jøde, Diego Texiera de Matos, som var bosat i Hamborg, havde i 1657 lånt Frederik 3. en stor sum penge blandt andet på det vilkår at forholdene for de sefardiske jøder skulle lettes. Dette medførte at de førhen strenge forbud mod indvandring og bosættelse af jøder i Danmark blev ophævet til fordel for de sefardiske jøder. Dette privilegium blev stadfæstet 14. december 1670 af Christian 5., som senere udvidede det ved forordningen af 30. juli 1684.
I 1750 blev dette privilegium fornyet, således at de sefardiske (eller portugisiske) jøder uhindret kunne rejse om i landet, mens derimod de såkaldte tyske jøder kun efter speciel tilladelse for hver enkelt kunne bosætte sig. Den første jødiske menighed i Danmark dateres til 1684. Til den nævnte frihed blev der i årenes løb knyttet vilkår som bevirkede at privilegiet kun sjældent blev benyttet. Således bestemtes det ved plakat af 9. september 1726 at ingen jøde måtte nedsætte sig i København uden at han ejede en sum af 1000 rigsdaler, eller også at han forpligtede sig til inden en vis bestemt tid af egne midler at opføre et hus af en bestemt størrelse eller til at indrette manufakturer for visse varer. Endvidere måtte ingen kristne tjene hos nogen jøde, en bestemmelse, som dog, "efter den jødiske Nations vemodige Bøn" blev ændret til at jøderne nok måtte holde kristne tjenestefolk, men at de af kvindekønnet skulle have en alder af mindst 50 år, af mandekønnet mindst 30 år; hvilket påbud dog nogle år efter atter blev hævet på grund af den vanskelighed der viste sig ved at tilvejebringe tjenestefolk efter disse specifikationer. Endelig var det forment jøderne at lade deres børn gå i kristne skoler, og i 1728 udkom endog en kongelig befaling der pålagde alle jøder der boede i København at møde hver torsdag i Vajsenhus-kirken "for at høre Kristendommens lære forklares"; denne forordning blev dog snart igen ophævet på grund af umuligheden af dens gennemførelse.
Jøder i Nakskov
Nakskov var blevet ramt hårdt af Karl Gustav-krigene, hvor byen efter en lang belejring i 1659 var blevet indtaget og udplyndret af svenskerne. Den indtil da velstående by var dermed kommet i en stor krise. Derfor gav kongen lov til, at jøder frit kunne bosætte sig i byen på linje med nogle få andre byer som Fredericia, der også havde lidt hårdt under svenskernes fremfærd. Hensigten var at tiltrække fremmede iværksættere, der kunne medvirke til at sætte gang i byens erhvervsudvikling. Der opstod derfor fra 1674 et jødisk samfund i Nakskov. I det år ankom de første to jøder, der begge var askenasiske, nemlig Jacob Sostman (eller Sussmann) sammen med sin kompagnon Abraham Meyer Polack og grundlagde et tobaksspinderi, et næsten nyt erhverv i Danmark. Sostman døde dog allerede i 1680, og Polack fik ikke lov til at videreføre virksomheden, men i 1683 blev tobaksfremstillingen i byen genoptaget af Isach Baruch Cantor og hans svoger Levin Samuel. De to fik i 1692 borgerskab i byen og kunne dermed også drive en kramhandel med tøj og andre varer, som blev en succes i byen. Cantors svigersøn Moses Aron Nathan fik lov at slå sig ned i Nakskov i 1711. Han blev siden stamfar til den danske familie Henriques.Det jødiske samfund i Nakskov 1674-1920. S. 4-64 i "Nakskovs Historie II. Fra Svenskekrigene til Englandskrigen." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2022.
Selvom antallet af jødiske familier i byen ikke var særlig stort, lykkedes det menigheden ret tidligt, formodentlig i 1714, at oprette den første synagoge i byen. Nogenlunde samtidig blev byens jødiske begravelsesplads oprettet udenfor voldene på den nuværende Jødevej. Synagogen blev senere afløst af en ny, opført til formålet i 1880 på hjørnet af Klostergade og Nørre Vold. Den ophørte dog allerede som synagoge i 1920 på grund af det faldende medlemstal i menigheden og blev senere revet ned. Det jødiske samfund i byen eksisterede, indtil dets medlemmer i løbet af 1900-tallet enten var flyttet andre steder hen eller blevet assimileret i den øvrige befolkning. I alt 175 jøder blev stedt til hvile på begravelsespladsen, indtil den lukkede i 1920. Pladsen er siden blevet fredet og ligger stadig på Jødevej som det eneste materielle levn fra den ca. 250 år lange jødiske tilstedeværelse i Nakskovs historie.
Slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet Sådanne vilkår var ikke opmuntrende. I året 1780 var der lidt under 50 jødiske familier i København, men efterhånden kom der også ashkenaziske jøder til, og der dannedes små jødiske menigheder i Altona (der dengang var dansk ligesom Glückstadt), Fredericia, Fåborg og København. Man har således identificeret mange af de traditioner som anvendes i Københavns Synagoge som værende fra Altona (fx melodien til Tora-læsningen), og i samme synagoge findes der Torah-ruller som kommer fra forskellige af disse byer. I slutningen af 1700-tallet var der omkring 250 jødiske familier i København. Handel var den eneste næringsvej de havde tilladelse til at drive, og denne var desuden meget begrænset. De måtte ikke holde "åben Bod", hvilket stred mod de kristne handlendes laugsartikler, og de måtte heller ikke gå fra hus til hus for at falbyde deres varer, ej heller låne på pant til højere rente end 4%. Ville de ernære sig på lovlig måde, var de næsten indskrænket til at handle med gamle klæder, sølv, veksle penge osv. Det var dem tilladt at oprette manufakturvirksomheder, men da dette krævede betydelige midler, var det kun få i den jødiske samfundsgruppe der havde mulighed for dette.
Størstedelen af de indvandrede familier var fattige og uuddannede, og på grund af forbuddet mod at jødiske børn gik i kristne skoler påtog samfundet sig ikke at forbedre disse familiers uddannelse.
Ved plakat af 29. september 1788 tillodes det dog jøder og håndværksmestre at "have Frihed til at indgaa Akkord med hinanden om Læredrenges Antagelse". Det var en lov formuleret af juristen Christian Colbjørnsen, og det betød reelt at jøderne kunne indtræde i håndværkernes klasse. Men dette skete kun langsomt, for de kristne laugsmestre var i lang tid ikke villige til at antage jødiske børn som læredrenge. Og da det endelig skete, medførte det hårde mobberier fra de andre læredrenge mod de antagne jødiske drenge. Desuden var det også svært at få de fleste jødiske familier, som på den tid for det meste var tilhængere af en meget ortodoks tolkning af jødedommen, til at indse fordelen ved at uddanne deres børn til håndværkere i stedet for handelsfaget.
Brødrene H. J. Cantor og L. J. Cantor oprettede, efter opmuntring fra Colbjørnsen, i 1793 et præmieselskab for den mosaiske ungdoms uddannelse til kunstnerisk virksomhed og håndværk. Det var en forening hvori både jøder og kristne sad i bestyrelsen, og det lykkedes i længden at få mange dygtige håndværkere uddannet.
Omkring år 1800 blev det også lovligt for jøder at gå i kristne skoler. Derudover oprettedes det Bing & Kalichske Institut, som var målrettet uddannelsen af børn af jødiske familier. Særlig købmanden, den senere etatsråd Mendel Levin Nathanson, var den drivende kraft i arbejdet med at forbedre uddannelsesforholdene for de jødiske familier i Danmark. Sammen med hofråd David Amsel Meyer oprettedes Drengefriskolen og senere Carolineskolen for Piger.Ovenstående to afsnit stammer fra J. Davidsens Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, 2. del, Gyldendal, 1881, s. 238-243
Jøder i Århus Allerede i slutningen af 1600-tallet begyndte den jødiske indvandring til Fredericia, muliggjort af de særlige privilegier som Christian V havde udstedt for byen for at tiltrække indvandring. I 1814 opnåede jøderne borgerskab, men da der allerede i 1809 var blevet givet fri ret for jøder født i Danmark til at bosætte sig uden for deres oprindelige opholdssted, valgte mange at bosætte sig (ud over i København) i andre jyske byer som f.eks. Horsens, Randers og Aalborg. Men det var usædvanlig få jøder der valgte at bosætte sig i Århus. Årsagerne kan være flere, men en holdning i byen der kun kan karakteriseres som fjendtlig over for jøder, har ikke ligefrem opmuntret til bosættelse. Hvis bystyret havde skævet til de andre jyske provinsbyer med jødisk indvandring, burde de ellers have kunnet se hvad Århus dermed mistede til byens erhvervsliv og kulturelle liv. – Men hvad kan årsagen have været til den fjendtlige holdning overfor jødisk indvandring? – Ud over antisemitisme i traditionel forstand har det nok også drejet sig om uvilje overfor konkurrence fra fremmede, uanset disses herkomst, i et laugspræget samfund. Desuden tyder noget på (se nedenstående citater), at de første jødiske indvandrere er kommet uheldigt fra start, og dermed kan have vanskeliggjort det for de næste.
Da den første jøde med kongelig tilladelse fik borgerbrev i Århus i 1687 med ret til at drive tobaksspinderi, blev en lokal tobaksspinder, Daniel Behrendt, så oprørt at han opsagde sit borgerskab:”Han vilde ikke længere bo og svare som en Borger sammen med en Jøde”.J. Hoffmeyer: Blade af Aarhus Bys Historie. Bind 2. – 1904-1911. (Side 161-161)
I 1696 bad Mathias Jacob Levi Jøde om at måtte tage bopæl i Århus sammen med sine sønner. Magistraten afslog med den begrundelse at den sidste jøde der boede i Århus var gået fallit, og to andre jøder flyttet fra byen på grund af fattigdom.
I 1738 søgte Moses Heinrich fra Fredericia om kgl. tilladelse til at nedsætte sig i Århus som tobaksspinder. Da han havde gode anbefalinger, fik han tilladelsen og henvendte sig til magistraten i Århus, hvor to borgere, Chr. Basballe og Peder Laasbye anbefalede ham, mens tobaksspinder S.M. Gylling og M. Gertsen afkrævede byens handlende en erklæring: ”Aarhus By er, Gud være æret! Ikke saa tom og øde, at den enten har fornøden at peubleres af den jødiske Nation eller til dens Bebyggelse og Konservation trænger til det Slags Folk.” – ”Vi have endnu i Minde, hvorledes Simon Jøde, foruden at han var Aarsag til den første Konfusion i Købmands-Societetet, gjorde en Bankerot paa nogle Tusinde Rigsdaler, hvorved mange Kristne her i Byen lede meget over deres Kræfter”. – ”Daglig Erfaring giver tilkende, at de ere et Slags Folk, der er for at ville bedrage de Kristne”.
I 1793 skriver stiftamtmanden i Århus, Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) i Aarhus Stiftsamts Kopibog efter en ansøgning fra Joseph Levin Wagner i København om at nedsætte sig i Århus: