Praktischer Idealismus: Adel er første del af grev Koudenhove-Kalergis bog: Praktischer Idealismus, som blev udgivet i Wien i november 1925. Adel blev skrevet i 1922.
Den efterfølges af Teknikkens Forsvarstale fra 1922 og Pacifisme fra 1924. Under opslaget Praktischer Idealismus finder du sammendrag m.m.
Om land-og bymennesker Landmenneske – bymenneske Grev Coudenhove-Kalergi tager udgangspunkt i landmennesker som bærere af traditionen. De er forankret i naturen. Derfor er deres religion en naturreligion, deres kristendom mere en overtro, en tro på naturen, dens kraft og menneskets underlegenhed.
Landmenneskerne er knyttet til naturen der hvor de lever. Der er derfor stor forskel på landmenneskerne fra det ene og det andet sted. De findes i alle varianter fra stenaldersamfund til de som til forveksling ligner bymennesker.
Landmennesker er konservative, irrationelle, men konkrete.
Bymennesker er udbrydere. De tog et opgør med landet. Bymennesker fra forskellige byer ligner hinanden langt mere end landmennesker ligner hinanden. Kultur giver bymennesker det, som landmennesker får af naturen.
I byen brydes impulserne fra landet. Bymenneskernes liv er mere mekanisk, abstrakt og intellektuelt.
"Det typiske bymenneske forbinder kristelig moral med ureligiøs skepsis, med rationalistisk materialisme og mekanistisk ateisme. Den deraf følgende verdensanskuelse er socialisme: den moderne storbyreligion."
Til slut i kapitlet sætter grev Coudenhove-Kalergi nogle af modsætningerne op i stikordsform:
Rød og grøn internationale Industrialisme og landbrug Fremskridt og reaktion Jødedom og antisemitisme Herrerace og Blod og ære.
Junker – Litterat "Modsætningerne mellem land- og bymenneske polariseres i junkeren og litteraten. Junkeren er typisk officer og litteraten er typisk journalist."
Junkeren repræsenterer viljesadelen, litteraten åndsadelen. Junkeren, født som han er af landet, er mistroisk overfor alt moderne: Storbyen, demokratiet, socialismen, internationalismen og foragter bymenneskerne, frem for alt de jødiske litterater og journalister. Han sætter sin lid til blod og ære og sine forfædres verdensanskuelse.
"Litteraten er fremskridtsvenlig, skeptiker, åndsrig, mangefacetteret, bevægelig. Han er eudæmonist, rationalist, ateist, socialist, materialist. Han overvurderer ånden, undervurderer krop og karakter…"
Disse to forstår ikke hverandre, de bekæmper hverandre og hader hverandre. Men hver for sig er de ekstreme. "… blodadelens højdepunkt er Grand Seigneur, åndsadelen er geniet". Goethe og Cæsar er eksempler på personligheder, som har formået at forene begge sider i sig.
Det gamle Egypten er et eksempel på en statsdannelse, hvor præster og konger respekterede hverandres stærke sider og i samarbejde frembragte de storslået kultur.
Gentleman – Boheme Byggende på land- og bymennesket fortsætter grev Coudenhove-Kalergi sin tankerække: I det mest konservative land i Europa, England, opstod ud fra blodsadelen idealet om gentlemanden. Han repræsenterer i grev Coudenhove-Kalergis verdensbillede landmennesket.
I Europas mest revolutionære land, Frankrig, opstod ud fra åndsadelen idealet bohemen. Begge har befriet sig fra den ligegyldige borgerlighed. Den første ved hjælp af stil, den anden ved hjælp af temperament.
Tyskland ejer hverken stil eller temperament. Dermed blev idealerne virkeliggjort i digtningen. Sigfriedidealet fandt sit udtryk i den preusiske officer. Faustidealet fandt sit udtryk i den skolede, i professoren.
Selv om Tyskland har været meget stolt af begge typer, så er de ensidige og har sine klare begrænsninger. Skal Tyskland kunne udvikle sig videre, må idealerne først fornyes. Handlekraften må gå ud over det rent militære og ind i det politisk/sociale. Det videnskabelige snæversyn må vige pladsen for syntetisk digter-tænkning.
Det nittende århundrede gav Tyskland to helte. En handlingens mand, Bismarck, og en genial åndkapacitet: Goethe. Hvis Tyskland passer godt på disse to, kunne der skabes en ny livsstil ud fra dem som brændpunkter. Idealer som kunne blive gentlemanden og bohémen jævnbyrdige.
Indavl – Krydsning Landmennesker er som regel resultatet af en eller anden grad af indavl. Den ene ligner den anden og plejer sine erhverv, sin familie og sit folk uforandret gennem generationer. Grev Coudenhove-Kalergi karakteriserer dem på følgende måde: Troskab, ærbarhed, familiesammenhold, folketilhørighed, bestandighed, stivsind, energi, fordomsfuld og snæversynet.
I byen derimod mødes racer og blandes. De ligner derfor ikke sine forældre og kendetegnes ved: Karaktersvaghed, hæmningsløshed, viljessvaghed, æresløshed, troløshed. De er objektive, bevægelige og fordomsfrie.
"Indavl styrker karakteren og svækker ånden – krydsning svækker karakteren og styrker ånden."
Hedensk og kristen mentalitet Orienten er kristen og kultiveret og har kærlighed og den hengivne helgen som idealer, mens vesten er hedensk og rå og dyrker handlingen og den sejrende helt. "Europæisk etik og moral er i grund og bund jødisk. Den eneste hedenske tænker i Europa var Nietzsche. Alle andre var wahljuden." "Kristendom og socialisme er begge (jødiske) forsøg på at etablere Guds rige på jord. For to tusinde år siden var de urkristne, ikke farisæerne eller saddukæerne, den mosaiske traditions arvinger og fornyere. I dag er det hverken zionister eller kristne, men socialismens jødiske førere: For de vil eliminere kapitalismens arvesynd med den højeste selvfornægtelse. De vil løse menneskene fra uret, overmagt og slaveri og forvandle verden til et jordisk paradis."
Disse vor tids jødiske profeter, som forbereder en ny verdensepoke, har overalt fokus på det etiske: I politik, religion, filosofi og kunst. Fra Moses til Weininger har etik altid været den jødiske filosofis hovedproblem. Den etiske grundindstilling til verden er en af grundene til det jødiske folks unikke storhed – men det er også grunden til at jøder, som mister sin tro på etikken, står i fare for at forfalde til kynisk egoisme. Andre mennesker i samme situation falder ikke så langt. De bliver båret af sine ridderlige værdier og fordomme (æresmand, gentleman, kavaler osv.)
Det som adskiller jøderne fra gennemsnits-bymennesker er at de er indavlede. Karakterstyrke sammen med skarpe åndsevner prædestinerer de mest fremragende jøder til at blive førere for den urbane menneskehed. Til at blive falske som ægte åndsaristokrater, til pådrivere for kapitalismen såvel som revolutionen.»
Adelens krise Åndsherredømme i stedet for sværd-herredømme "Vor demokratiske tidsalder er et jammerligt intermezzo mellem to store aristokratiske epoker:
Sværdets feudale aristokrati og åndens sociale aristokrati. Feudalaristokratiet er i forfald, åndsaristokratiet er i færd med at rejse sig. Tiden imellem kalder vi demokratisk, men i virkeligheden er den styret af pengenes pseudo-aristokrati".
Krige og revolutioner har systematisk undergravet det europæiske aristokrati. Den nye jødiske herrerace er i færd med at danne det nye åndsaristokrati. Indtil det er i stand til at påtage sig opgaven, lever vi i den illusion som kaldes demokrati, men som i virkeligheden styres af penge.
I middelalderen beherskede ridderne – feudalaristokratiet – Europa. Krudt og blæk har afvæbnet det. Dermed kan det nye åndsaristokrati vinde frem.
"Demokrati beror på den optimistiske forudsætning, at et folkeflertal skal være i stand til at opdage og vælge sin åndsadel."
Igen: Demokrati har ingen mening i sig selv og kan ikke føre andet end kaos med sig.
Åndsaristokratiet vinder over sværdaristokratiet i tre etaper: Absolutismens sejr over feudalismen Den franske revolution brød med blodadelen Bolsjevismens sejr over det plutokratiske demokrati
"Kampen mellem kapitalisme og kommunisme om arven efter den besejrede blodadel er den sejrrige blodadels broderkrig, en kamp mellem individualistisk og socialistisk, egoistisk og altruistisk, hedensk og kristen ånd. Generalstaben for begge partier rekrutteres fra Europas åndelige førerrace: Jødedommen. Kapitalisme og kommunisme er begge rationalistiske, begge mekanistiske, begge abstrakte, begge urbane. Sværdadelen har endelig udspillet sin rolle."
Adelsdæmring "Som tiden gik, blev blodadelen forgiftet af hofatmosfæren, åndsadelen af kapitalismen." Blodadelen med sine riddere satte en gang sin ære i at beskytte sine borgere og bønder mod fjender og ubønhørlige herskere. Krudtet udryddede næsten blodadelen og de sidste rester blev tjenere ved kongens hof som i Versailles under Ludwig den XIV. Den franske revolution fuldendte bare hans værk ved at fravriste blodadelen de resterende rettigheder.
Tysklands hjerneadel, som engang kæmpede mod absolutismen og feudalisme, er sunket ned og blevet reaktionære modstandere af åndelig og politisk fornyelse. I stedet blev de fortalere for militarisme, nationalisme, antisemitisme, alkoholisme, alt sammen kampråb mod ånden. Dermed har den akademiske intelligens forrådt opgaven med den nye åndsadel.
"Demokrati opstod af forlegenhed: Ikke fordi menneskene ikke ville have en adelsstand, men fordi de ikke fandt nogen. Så snart en ny adel konstituerer sig, vil demokrati forsvinde af sig selv." Grev Coudenhove-Kalergi mener altså, at vi befinder os i et kulturhistorisk dødvande, som vil vare indtil en ny adel, og her henspejler han entydigt på den nye jødiske herrerace, kan udfolde sig.
Heller ikke medierne har grev Coudenhove-Kalergi meget pænt at sige om. De, som skulle have været førere og lærere for masserne, nedværdigede sig og blev slaver for kapitalen og bidrog dermed til en udvanding af den politiske og kunstneriske smag. «Som antikkens retoriker står den moderne journalist i centrum af statsapparatet: Han bevæger vælgerne, vælgerne bevæger politikerne, politikerne ministrene. Således tilfalder der journalisterne det største ansvar for det politiske liv: Og netop han, som typisk repræsentant for urban karakterløshed, føler sig som regel fri for enhver forpligtelse og ansvar."
"Skole og presse er de to steder, hvorfra verden kunne fornyes og forædles uden magt og blodsudgydelse. Skolen ernærer og forgifter børnesjælen; pressen ernærer og forgifter den voksnes sjæl. Skole og presse er i dag begge i en u-åndelig intelligentsias hænder: På ny at bringe dem ind under åndens vinger er den højeste opgave for en ideal politik, for enhver ideal revolution."
Politikere og journalister har solgt deres sjæl til pengene, kapitalismen. Dermed føjer deres agenda sig efter pengene. Resultatet er en undervisning og en presse, som ikke længere er fri og uafhængig, men må regnes som propaganda. Således har netop også Øst og Vest (f.eks. Øst- og Vesttyskland) beskyldt hverandre for historieforfalskning.
Således undlod begge aristokratier at opfylde de pligter, som fulgte med de fordele de havde. De vadede i magt og penge, men undlod at være gode forbilleder og førere for sine medmennesker.
"Det er en historisk nemesis, at den store syndflod, som tager sit udgangspunkt i Rusland, på en ublodig- såvel som på en blodig måde renser verden for tyranner, som prøver at beholde sine fordele, mens de for længst har mistet forudsætningerne for dem."
Plutokrati En tredje menneskegruppe har midlertidigt tilranet sig magten i vakuummet efter den afdankede ånds- og blodsadel: Kapitalisterne. De ejer pressen og køber politikerne og ministrene med sin avancerede lobbyvirksomhed. Plutokraterne har ikke folkets tillid og kunne aldrig styre direkte. Derfor måtte de opfinde hele kagepynten som det moderne demokrati i dag udgør.
Fordi kapitalisterne som aristokrati lider af etisk og åndeligt underskud klarer de ikke at skabe sunde forbilleder og kunst. Deres plumphed gennemskues af folket og derfor kan deres herredømme ikke vare særlig længe.
Hvor kapitalisten før ejede råvarer og produktionsanlæg så ejer han i dag aktier. Hvor kapitalisterne før var næringslivets førere, i dag er de bare parasitter.