thumb|300px|Tre mindetavler (på dansk, svensk, og engelsk) på "Danmarks Plads" i Jerusalem. Den danske tekst lyder "I oktober 1943 trodsede det danske folk og modstandsbevægelsen nazisternes besættelse af deres land ved at redde deres jødiske landsmænd. I løbet af ti nætter blev næsten alle danske jøder – over syv tusinde mennesker – sendt i sikkerhed over Øresund til Sverige i fiskerbåde og andre småskibe. Den danske modighed og den svenske gæstfrihed gav et uudsletteligt bevis på menneskelige værdier i en barbarisk tid. Israel og verdens jøder vil aldrig glemme."
Redningen af de danske jøder var en redningsaktion, der i oktober 1943 sørgede for at næsten alle de danske jøder under besættelsen kunne slippe bort fra nazistisk forfølgelse til sikkerhed i det neutrale Sverige. Danskere og svenskere fik i fællesskab bragt 7.056 jøderGads Historieleksikon, 2006, side 336 i sikkerhed.
Redningsaktionen var en af de største enkelte aktioner mod nazisternes jødeudryddelser under 2. verdenskrig. Som følge af aktionen undslap næsten alle danske jøder koncentrationslejrene. Redningen af de danske jøder ses som en af de største enkelte aktioner mod nazisternes jødeforfølgelser, og har i eftertiden haft stor betydning for bl.a. det amerikanske og israelske syn på Danmark.
Forhistorie
Jødehad har eksisteret siden Oldtiden, hvilket nogle mener, er fordi jøder var anderledes og ønskede at bevare deres religion når de bosatte sig blandt ikke-jøder. Jødehad udviklede sig til antisemitisme sidst i 1800-tallet, hvor jødernes "underlegenhed" blev forsøgt forklaret med biologi. Adolf Hitler brugte bl.a. dette grundlag for sin jødepolitik op til og under 2. Verdenskrig, hvor ca. 6 mio. jøder blev dræbt verden over som del af Holocaust. Hitler og andre antisemitter hævdede, at jøderne var en særligt lavtstående race, der ville ødelægge den højtstående ariske race, fx når jøder fik børn med ikke-jøder. Ligeledes mente Hitler at de havde "urent" blod i årerne, og at jøderne derfor måtte skilles helt ud af samfundet og udryddes.
thumb|left|200px|Eksempel på antisemitisme i Tyskland, 1933. Skilteteksten betyder: "Tyskere! Forsvar jer! Køb ikke fra jøder".
Den 9. april 1940 blev Danmark besat af en overvældende tysk styrke fra både land- og søvejen. Dertil fløj tyske bombemaskiner lavt ind over hovedstaden, og der blev fremsat trusler om, at tyskerne ville bombardere København. Hele den tyske indmarch i Danmark skete uden den store modstand fra de danske tropper, foruden den Kongelige Livgarde ved Amalienborg og de danske tropper ved den dansk-tyske grænse, som kort gjorde modstand. Kong Christian 10. og den danske regering protesterede mod tyskernes handlinger, men standsede øjeblikkeligt grænsekampen mod de tyske tropper. Derudover opfordrede de befolkningen til at finde sig i besættelsen, og derved afholde sig fra enhver form for modstandskamp. Vejen var nu banet for samarbejdspolitikken, altså samarbejdet mellem de ledende danske partier og den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig fra starten af april 1940 til den 29. august 1943.
I første omgang fik besættelsen hverken større konsekvenser for danske jøder eller andre danskere. Som følge af den danske regerings velvillige indstilling over for den tyske besættelse, var tyskerne også lydhøre over for danske indvendinger, og regeringen og kongen fik lov til at blive siddende. Danmark var et "mønsterprotektorat"; det muliggjorde visse danske krav til tyskerne. Da den danske regering forklarede, at Danmark ikke havde noget "jødeproblem", lod de tyske nazister derfor danskerne om det, da de ikke ville ødelægge forholdet landene imellem.
Under den danske udenrigsminister Erik Scavenius' besøg i Nazi-Tyskland i 1941 blev temaet taget op af de tyske myndigheder. Et dansk antisemitisk blad benyttede lejligheden til et frontalt angreb på danske jøder, og kort efter forsøgte nogle at sætte ild til synagogen i København. Det danske retssystem straffede både bladets udgivere og ildspåsætterne med bøder og fængsel. De tyske nazister tog det som et klart tegn på, at forholdet til mønster-staten Danmark ville blive ødelagt, hvis de pressede på for at få gennemført diskriminerende love mod og deportering af jøder.
I løbet af 1943 blev det klart for den danske befolkning, at Tyskland sandsynligvis ville tabe krigen, og at besættelsen ikke ville vare ved. Fra Esbjerg spredte der sig fra den 10. august 1943 strejker og uro over det meste af landet. De næste par uger var præget af stor civil uro, og da den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best efter krav fra Berlin krævede indførelsen af strejkeforbud, tysk censur og dødsstraf for sabotage, gik regeringen af. Med Danmarks nye status under tysk magt blev jødeproblemet aktuelt.
De danske jøder
I Danmark levede der omkring 7000 jøder, hvor størstedelen af dem var bosat i København. Mange af de bosatte jøder følte sig som danskere, og var helt igennem integreret i det danske samfund. I Danmark fandtes der ikke mange antisemitter, og de danske myndigheder slog hårdt ned på racistiske udtalelser og handlinger, bl.a. gennem racismeparagraffen indført i 1939.
Under besættelse af Danmark holdt de danske jøder lav profil, da de så hvilke skrækkelige forbrydelser, der skete mod jøder i Tyskland, Polen, Frankrig, og andre europæiske lande under nazistisk kontrol. De danske jøder ønskede ikke at Tyskland førte kampen til Danmark, og de støttede derfor op om samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt. Den danske regering havde truet med at fratræde, hvis Tyskland indførte deres jødelov i Danmark, hvilket den tyske besættelsesmagt havde accepteret indtil den såkaldte jødeaktion fandt sted i 1943.
Deportationsordren og flugten
thumb|360px|Danske jøder flygter til Sverige
I de første besættelsesår undgik de danske jøder stort set at blive generet af den tyske besættelsesmagt. Andre steder i Europa havde jøder længe været forfulgt, og mange var allerede blevet dræbt i koncentrationslejre som følge af Hitlers jødepolitik. I Danmark beskyttede den danske regerings samarbejde med besættelsesmagten jøderne, men da den trådte tilbage i protest den 29. august 1943, og tyskerne overtog den absolutte magt i Danmark, blev linjen over for jøderne hård.
De andre europæiske jøder var i mellemtiden for en stor dels vedkommende deporteret. De norske jøder var deporteret i 1942, og rygterne om koncentrationslejrene og gaskamrene var nået til Danmark, der havde en anelse om, hvad der var i vente. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, skrev den 8. september 1943 et meget omdiskuteret telegram til udenrigsministeriet i Berlin, hvori han spurgte om, hvad han skulle gøre med jøderne i Danmark. Best arbejdede tæt sammen med den tyske skibsfartsattache Georg Ferdinand Duckwitz og den 28. september 1943 havde de en samtale, hvor Best fortalte, at en aktion skulle finde sted natten mellem 1. og 2. oktober 1943, hvor jøderne skulle fanges.
Datoen var valgt fordi dette ville være en fredag aften (altså shabbat) og desuden også Rosh Hashanah, det jødiske nytår. Det ville altså være en aften, hvor mange jødiske familier var beskæftigede med religiøse ritualer og ville være samlet i synagogen og senere i deres hjem. Tysk politi var allerede ved at ankomme, og transportskibe, der skulle sejle de tilfangetagne jøder til tyske koncentrationslejre, var klar i havnen.
thumb|left|Mindeplade for Georg Ferdinand Duckwitz på Frieboeshvile for "hans indsats for de danske jøders redning oktober 1943".
Duckwitz gav en advarsel til det jødiske samfund, ved at lække informationen om den forestående deportation til den socialdemokratiske partiformand Hans Hedtoft. Hedtoft blev meget bekymret, og kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder for at fortælle om razziaen. Duckwitz havde på forhånd hemmeligt forsikret sig, at jøderne ville få opholdstilladelse i Sverige. Det mosaiske trossamfunds leder C.B. Henriques og overrabbineren Marcus Melchior fik advaret andre danske jøder om aktionen ved fejringen af Rosh Hashanah den 29. september og tilrådede dem at holde sig fra deres hjem og gå i skjul. De følgende dage spredtes hemmeligheden især blandt danske embedsmænd, og det førte til advarsler ved at kigge telefonbøger igennem for at finde jødisk-klingende navne og advare.
Den 15-årige Herbert Pundik blev sammen med en anden jødisk dreng den 29. september hentet i klassen af rektor. "Vi er blevet advaret om, at jødeforfølgelsen snart begynder," sagde han og fortsatte "I må hellere skynde jer hjem".
De fleste jøder skjulte sig hos venner og bekendte eller i gårde og kirker i nærheden af Øresund. Den eneste måde de kunne komme væk på var ved hjælp af velvillige fiskere eller skibsejere. Passagen var ikke lang, blot fem km de smalleste steder på Øresund, og i løbet af de næste par dage lykkedes det at få ca. 7.000 jøder sejlet over Øresund i sikkerhed i Sverige. Der var nogle, der krævede ågerpris for transporten, med de blev senere straffet af modstandsbevægelsen og skattemyndighederne. En af Herbert Pundiks sidste erindringer før den robåd, der skulle fragte dem ud til en større fiskerbåd, lagde kursen mod det mørke Øresund, var billedet af familievennen P. Nikolajsen, hans kone og den fiskerkone, hvis mand skulle fragte dem over, der inde på stranden strakte deres foldede hænder mod himlen i bøn.
De mange jøder, der gemte sig især de nordsjællandske sommerhusområder i begyndelsen af oktober, kunne i længden ikke undgå at tiltrække sig tyskernes opmærksomhed. I Gilleleje Kirke blev 80 jøder fanget, efter at en dansk pige havde røbet hemmeligheden til sin kæreste, en tysk soldat. Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at en ukendt tysk jøde som tak for lægehjælp gav en æske med en lok af Beethovens hår i varetægt hos den danske læge dr. Kay Fremming for at forhindre, at den faldt i tyskernes hænder.
Nogle jøder blev fanget på lignende måde af Gestapo og værnemagten, og nogle blev fanget af tyske patruljebåde på Sundet, men langt de fleste klarede sig i sikkerhed. Jødeaktionen 1943 blev en kæmpe fiasko for tyskerne. Der boede ca. 7.000 jøder i Danmark, og det lykkedes kun at fange ca. 280 af dem. De fleste var ældre mennesker, som ingen havde taget sig af, eller andre, der ikke blev advaret i tide. Derudover fangede tyskerne 190 jøder under flugtforsøgene til Sverige.
De fangne jøders skæbne
thumb|Svenske Røde Kors-busser i Haderslev med danske jøder fra Theresienstadt
De omkring 450 jøder (omkring 7 % af det samlede antal jøder i Danmark), der ikke havde mulighed for at flygte eller blev pågrebet under flugten, blev fanget og sat på skibe i Københavns Havn. De danske jøder blev behandlet meget bedre end jøder i andre lande. Det berettes, at de tyske soldater bankede på døren, når de skulle arrestere jøder i stedet for at sparke døren ind, som de gjorde i andre lande. Og nogle soldater gik (ifølge enkelte kilder) blot videre, hvis ingen åbnede.
De danske jøder blev på grund af dansk pres ikke sendt videre til udryddelseslejre fra koncentrationslejren Theresienstadt i Bøhmen. Modsat ved udryddelseslejrene var der ingen gaskamre i Theresienstadt, og kun de sædvanlige mord, og derfor var overlevelseschancerne langt bedre. Nazisterne brugte lejren som transitstation, fra hvilken mange jøder blev sendt videre til dødslejrene i fx Polen. De danske jøder blev aldrig sendt videre, og takket være hjælpepakker med mad og medicin fra Danmark kunne mange danske jøder overleve. Pres fra Danmark førte også til, at Dansk Røde Kors kunne overvåge de danske jøders velbefindende helt til krigens afslutning.