Christian 3. (12. august 1503 – 1. januar 1559) var konge af Danmark fra 1534 til 1559 og Norge fra 1537 til 1559.
Han var søn af Kong Frederik 1. og tilhørte den oldenborgske slægt. I hans regeringstid blev reformationen i Danmark gennemført.
Biografi Barndom og ungdom Christian blev født den 12. eller 13. august 1503 på Gottorp Slot nær Slesvig som den ældste søn af Frederik 1. og dennes første hustru, Anna af Brandenburg.Salmonsen, s. 890 Frederik var på dette tidspunkt hertug af Slesvig og Holsten i fællesskab med sin storebror kong Hans. Moderen døde allerede 1514, da Christian var 10 år gammel, og ved faderens ægteskab fire år senere med Sophie af Pommern kom den unge prins og hans eneste helsøster, Dorothea, senere gift med hertug Albrecht af Preussen, til at stå temmelig ene over for faderen og deres unge halvsøskende. I sit 15. år fik han til lærer den højt begavede mester Wolfgang v. Utenhof, der lige kom fra Wittenberg, og kort efter til hofmester den energiske Johan Rantzau, to mænd, der fik stor indflydelse på hans liv og senere blev hans vigtigste rådgivere. I året 1521 blev den unge prins under Johan Rantzaus ledelse sendt til sin morbroder kurfyrst Joachim af Brandenborg (der var gift med Christian II’s søster Elisabeth). I følge med denne kom han til at overvære rigsdagen i Worms, hvor Luthers optræden gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, der blev af den største betydning for fremtiden.Heise, s. 490
Kort efter tilbagekomsten blev faderen konge i Danmark. Efter kongehyldingen i Viborg i marts 1523 drog hertug Christian som øverste befalingsmand med Johan Rantzau ved sin side gennem Fyn til Sjælland og ledede belejringen af København. I de følgende år kom han dog ikke meget til Danmark. Der udviklede sig hurtig et spændt forhold mellem ham og det endnu overvejende katolsk sindede rigsråd. Han viste sig ved enhver lejlighed som udpræget lutheraner. Åben og ligefrem, som han var i sin ungdom, lod han rigsråderne høre, at de var oprørere mod deres retmæssige konge. Han viste på denne tid ligefrem ulyst til at blive konge i Danmark. Dette bragte ham atter i et spændt forhold til sin fader og flere af dennes omgivelser, der nødig ville se de med så store anstrengelser forbundne lande atter adskilte efter kongens død.
Ægteskabet med Dorothea thumb|Kalkmaleri i Brøns Kirke. Billedet viser øverst den katolske gejstlighed og to grupper anført af narre, hvoraf den ene holder et par briller frem. Man diskuterer et tomt dokument. Forneden yderligere to diskuterende grupper. thumb|left|Christian III, maleri (Glücksborg). I 1525 giftede hans sig med den da 15-årige Dorothea, datter af hertug Magnus af Sachsen-Lauenborg, men selv derefter blev han kun knapt underholdt af sin sparsommelige fader. Han fik overladt den nordligste del af Hertugdømmet Slesvig med Tørning og Haderslev Len og begyndte her straks at indføre reformationen, selv i de distrikter af Nordslesvig, der hørte under Ribe bispestol, uden at bryde sig om biskop Iver Munks indsigelser. Samme år, 1525, lod Christian indkalde to tyske, veluddannede lutheranere, Eberhard Weidensee og Johan Wendt, hvoraf sidstnævnte som lektor skulle undervise i den rette lære.Bercard, s. 27 I 1527 lod Christian de tre tiggermunkeklostre i Haderslev rydde og i 1528 blev samtlige præster i Christians len besked om at møde i Haderslev, hvor de fik uddelt et eksemplar af de såkaldte "Haderslevartikler" ('Artikler for landsbyernes præster'). Da en af dem, Povl Mikkelsen, valgte ikke at møde op, blev han afskediget uden videre. Præsterne måtte aflægge ed på den nye rette lære, og da tre præster fra Tørning Llen nægtede dette, blev de også afskediget. Endelig blev der udnævnt nye herredsprovster, og dermed havde Christian de facto gennemført reformationen i den nordlige del af Sønderjylland.Bercard, s. 28 Lidt specielt er det, at der i Brøns Kirke (i Tørning Len) findes nogle kalkmalerier, hvis motiver sandsynligvis har hentet deres forbilleder fra flyveblade trykt af Hans Sachs i Nürnberg og med klart anti-katolske motiver. Det er sandsynligt, at de er blevet lavet, mens Christian var denne kirkes patronatsherre og formentlig med hans tilsagn.
Christian var i 1526 statholder i Danmark i syv måneder under faderens fravær.Slottved, Ejvind; Eller, Povl: Christian 3. i Dansk Biografisk Leksikon på lex.dk. Hentet 7. august 2021.
Han var nu en ung mand, der ved sit væsen forstod at vinde sig mange venner. Men han beskyldes for på denne tid at have ført et lidt lystigt liv. Hans ungdommelige begejstring, der endnu kunne forlede ham til uoverlagte skridt, var ikke vel set hos faderen. Han søgte da trøst hos sin søster Dorothea, der i 1525 var blevet gift med hertug Albrecht af Preussen. Disse foreslog faderen, at gøre ham til statholder i Norge for at skaffe ham en større virkekreds. Kongen sendte ham dog kun derop i 1529 på et kortere ophold med pålidelige rådgivere ved sin side. Han viste sig også her meget virkelysten, men holdtes stadig tilbage fra kraftigere indgriben i de vanskelige forhold af sin forsigtige fader. Sin hensynsløse lutherske iver viste han også her ved, uden hensyn til sine danske rådgivere, at berøve Mariekirken i Christiania dens klenodier.Heise, s. 491
Grevens Fejde og reformationen alt= Christian III (1503-1559), King of Denmark (1534-1559), King of Norway (1537-1559), Duke of Holstein and Schleswig (1523-1559)|thumb|Christian var konge af Danmark (1534-1559), Norge (1537-1559), hertug af Holsten og Slesvig (1523-1559). Under disse forhold blev allerede i 1529 hans unge halvbroder hertug Hans efter rigsrådets ønske hentet til Danmark for at opdrages her. At det katolsk sindede flertal i rigsrådet ville have Hans til konge, var en offentlig hemmelighed. Da Frederik I døde den 10. april 1533, overtog hertug Christian, tilskyndet af sine kraftige holstenske råder, straks regeringen i Hertugdømmerne i sit eget og sine umyndige halvbrødres navn og modtog på sine og deres vegne arvehylding i Kiel den 8. juni. Først havde han dog sørget for, at den nye læres udbredelse i Hertugdømmerne sikredes: "Hellere vil jeg gaa til Fods her fra og lade alt blive liggende end finde mig i deres ukristelige Levned", havde han kort efter faderens død skrevet til landgreve Philip af Hessen, men da denne tilrådede ham at imponere landdagen i Kiel ved sammenkaldt militær, afslog han dette.
Grevens Fejde I Danmark udsatte rigsrådet kongevalget i et år. "Hertug Christian vil blive en værre Tyran end Christian II", sagde man. Både det lutherske adelsparti med Mogens Gjøe og Erik Banner i spidsen og det demokratiske parti med Jørgen Kock, Ambrosius Bogbinder og Jürgen Wullenwever tilbød ham tronen, hvis han ville vise sig i landet med væbnet styrke, men af samvittighedsfuldhed, også af hensyn til broderen, afslog han dette. Først da adelen i Jylland og Fyn ved møderne i Sankt Sørens Kirke i Rye den 4. juli og Hjallese senere i juli 1534 ved udbruddet af Grevens Fejde kårede ham til konge, tog han mod tronen. Den 18. august 1534 blev han foreløbig hyldet i Horsens af den del af Jylland, der ikke havde sluttet sig til Skipper Clement. Han lovede at udstede en håndfæstning og bekræfte privilegierne, dog med forbehold af, når der var kommet ro i landet, med rigsrådet og adelen at gøre "en kristelig god Skikkelse i alle Maader". Efter, at Clements-Fejden var dæmpet, hyldedes han derpå af hele Jylland på Viborg Landsting den 8. marts 1535. Han har næppe personlig medansvar for den hårde medfart, Johan Rantzau havde ladet overgå bønderne efter Clements-Fejden. Personlig optrådte han på den rejse, han nu foretog i Jylland, mildnende og dæmpende og vandt ved sine retterting en stor del af den menige befolkning for sig.
thumb|Københavns belejring (1535-1536) under Grevens Fejde. Xylografi fra 1879 baseret på et kobberstik fra 1599.
Da Christian i første omgang havde afslået tronen som tilbudt af det lutheranske mindretal i rigsrådet sammen med Københavns og Malmøs borgmestre, tog borgmestrene herefter initiativ til at få Christian 2., som stadig sammen med sin familie levede i eksil i Nederlandene, genindsat med Grev Christoffer af Oldenburgs og Lübecks hjælp. Christian 3. og hans tilhængere havde kun magten i Jylland, og dermed indledtes den krig, der senere blev kendt under navnet "Grevens Fejde".
I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland. En adelshær under anførsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz forsøgte først at bekæmpe oprørerne, men blev nedslagtet af bondehæren. Da den professionelle hær af lejesoldater, anført af Johan Rantzau blev sat ind, blev oprøret slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Johan Rantzaus tropper i hælene. Han blev hurtigt fanget, da en bonde forrådte ham. Skipper Clement blev halshugget i Viborg den 9. september 1535, liget blev parteret og lagdes på stejle, og på hans afhuggede hoved satte man en blykrone.
I foråret 1535 satte hæren over til Fyn, hvor Johan Rantzau vandt den afgørende sejr over lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. Omtrent samtidig besejrede en dansk-svensk flådestyrke under ledelse af Peder Skram Lübecks flåde ved Svendborgsund.
Reformationen Den forsigtige tilbageholdenhed, Christian tidligere havde vist, faldt ingenlunde i hans holstenske råders smag; de kaldte på reformer og mente, at det var nødvendigt at knække de danske "Stor-Hanser", der under Grevens fejde havde vist sig upålidelige. Det var formodentlig under dette pres, at kongen efter Københavns overgivelse den 29. juli 1536 i et hemmeligt aftenmøde med sine holstenske råder og tyske landsknægtoberster besluttede, at de katolske biskopper skulle fængsles, hvilket iværksattes tidlig næste morgen den 12. august, kongens fødselsdag. Man havde også overvejet at fængsle de verdslige medlemmer af rigsrådet, men dette blev afværget, idet der således bevaredes et dansk element i styrelsen som modvægt mod holstensk-tysk indflydelse. Man indskrænkede sig da til at aftvinge de verdslige rigsråder en forpligtelse til at finde sig i biskoppernes fængsling og reformationens indførelse. Da alle hindringer således var ryddede af vejen, gennemførtes på rigsdagen i København den 30. oktober 1536 en "Rigens Konstitution", hvorved bispemagten afskaffedes, og alt bispegods og alle bispetiender samt klostergodset inddroges, medens kirken for øvrigt i alt væsentligt beholdt sit gods. Den konfiskerede formue blev brugt til at betale gælden til den store hær af landsknægte. Dermed var Reformationen gennemført. Martin Luther sendte sin lykønskning til kongen. Samme dag udstedtes kongens håndfæstning, af hvilken de for kongemagten mest stødende bestemmelser fra tidligere håndfæstninger blev udeladte, og kongen fik straks sin søn anerkendt som sin efterfølger.Salmonsen, s. 891
Sidste modstand i Norge Da Norge, hvor Christian var anerkendt af det søndenfjeldske råd, men hvor ærkebiskoppen af Trondhjem endnu gjorde modstand med væbnet magt, var blevet bragt til ro, idet ærkebiskoppen i april 1537 forlod landet, blev kongen og dronning Dorothea derpå på hans 34-års fødselsdag den 12. august 1537 kronet af Johannes Bugenhagen i Vor Frue Kirke i København ved en nytilrettelagt protestantisk version af kroningsceremoniellet.
Regeringstid thumb|Christian 3.s segl. thumb|left|Christian 3.